Karol Szymanowski i København

I begyndelsen af 1930'rne var den polske komponist Karol Szymanowski i Danmark. Hans landsmand, Jaroslaw Iwaszkiewicz, beretter historien om Szymanowskis ophold her og tegner samtidig et billede af tidens københavnske musikliv.

Som bekendt foretog Karol Szymanowski, i sin søgen efter at tjene penge, i de sidste år af sit liv talrige koncertrejser. På disse rejser kom han også til København - netop under mit ophold der. Han gav også koncerter i København to gange, i januar 1933 og i marts 1935.

Med denne første januar-koncert forholdt det sig således: Fitelberg var blevet engageret af Københavns radio til at dirigere en af de offentlige torsdagskoncerter, som fandt sted hver uge i radioens sal, populært kaldet 'Stærekassen'. Sådan kalder københavnerne denne bygning på grund af salens arkitektoniske form og den klodsede måde, hvorpå den er bygget til på ryggen af Det kongelige Teater. Denne høje og aldeles charmeforladte bygning minder virkelig om det lille hus, som man bygger til stærene. I dag afholdes symfonikoncerterne året rundt i den nye sal i Tivoli. Stærekassen er gjort til Det kongelige Teaters 'lille scene' (til skuespil).

Det var førsteklasses koncerter, som fandt sted der. Jeg har hørt Wanda Landowska, Vladimir Horowitz, Konchita Supervia. Verdensberømte dirigenter har dirigeret der, som Pierre Monteux, Aleksander Malko og mange andre. Turen var nu også kommet til Fitelberg. (Toscanini dirigerede i en anden sal).

Fitelberg sendte sit program, der udelukkende bestod af polske værker. Blandt andet havde han sat Szymanowskis Symphonie concertante på programmet, idet han fremhævede, at han ville komme sammen med komponisten, som skulle udføre klaverpartiet. Jeg fik at vide, at radioens ledelse ikke var glad for at acceptere denne kombination, eftersom det for længe siden var bestemt, at den danske pianist Victor Schiøler - den hidtil mest betydelige fortolker i Danmark af den romantiske musik - skulle optræde ved den koncert, og at han skulle spille Chopins Koncert i f-mol. Men da Fitelberg understregede, at Szymanowski ikke fordrede noget specielt honorar for sin optræden, gik direktionen med til det.

Vi havde boet et par måneder i København, og naturligvis betød de berømte venners komme en stor begivenhed i vort liv. Så meget desto mere fordi vi for første gang skulle høre Symfonien - som indtil da kun havde nået os over den dengang endnu ufuldkomne radio. Denne nyhed glædede os meget.

Mødet med danskerne

De to kunstneres få dages ophold var en række af rare og smukke begivenheder, og samtidig gav det os lejlighed til at stifte bekendtskab med hele den danske musikverden. Særlig fornøjeligt var det at træffe Victor Schiøler, der viste sig ikke alene at være en fortræffelig musiker - elev fra Pariserkonservatoriet og af vores Ignac Friedmann, hvis minde han i øvrigt forgudede - men også et meget sympatisk og kultiveret menneske.

Vi kom også i kontakt med den tids unge komponister, som strømmede til, fordi de var interesserede i Szymanowski. I dag spiller de en førende rolle i Danmark, som fx Herman D. Koppel, hvis fader stammede fra Kalisz - og som i dag er en fremragende komponist og kammermusiker; eller Knudåge Riisager, som nu er formand for komponistforeningen; dengang skrev han under indflydelse af Bartók og Stravinsky; han gjaldt for at være kosmopolit, og ingen anede, at han skulle blive kom-ponist til Frihedssangen, der blev de danske frihedskæmperes hymne.

Den polske gesandt, Sokolnicki, var så høflig at invitere Szymanowski til at bo i gesandtskabet. Fitelberg boede på hotel. Men selvfølgelig tilbragte Karol al sin fritid i vores lejlighed. Det var os en kilde til stor glæde.

Koncertprogrammet indeholdt Perkowskis Sinfonietta, Karols Symphonie concertante - og derefter i anden afdeling Chopins koncert og Karlowicz' Evige sange.

Aftenen før koncerten afholdtes en prøve, endnu uden Karol. Da Fitelberg efter prøven dukkede op hos os til aftensmad, spurgte vi ham naturligvis straks, hvordan orkestret var. »Glimrende, glimrende - svarede han - der er bare for få jøder på buerne«.

Han tænkte på den specifikke jødisk-sigøjneriske klang i violinerne, der somme tider er så nødvendig på de lyriske steder i orkestret.

Til prøven om morgenen på kon-certdagen tog vi et par bekendte med, og selv ventede vi med bankende hjerte på den fantastiske klaverindsats i symfoniens første sats.

Sammen med os var også vor gode ven, kritikeren ved Berlingske Tidende, gamle William Behrend. Vi så ham temmelig tit under hele vort ophold i København, og den dag i dag bevarer vi i erindringen hans ejendommelige fremtoning. Han var meget grim (han lignede Beethoven), men fuld af en ejendommelig charme, som udsprang af et usædvanligt intellekt og en ægte kærlighed til musikken. Jeg husker ikke mere, hvordan jeg lærte ham at kende, men den gamle herre havde straks mærket, at vi ikke var 'diplomat-koncertgængere', men mennesker der virkelig elskede musik. Fra da af satte han sig altid ved siden af os ved koncerterne, og vi kunne tale sammen i timevis om vor elskede kunst.

Han var lidt maliciøs, og intet kunne være ham til større fornøjelse end at sige lige ud om en eller anden kedsommelighed, der for længst var anerkendt som genial, at den ganske enkelt var kedelig. Han lyste helt op og så varmt på min kone, idet han gentog det om og om igen, som havde han gjort en stor opdagelse: Ja ja, das ist eben langweilig, ja, ja! (Han havde tysk uddannelse, og vi talte tysk med ham).

Behrend havde kun én svaghed. Over alle nutidige komponister satte han danskeren, Carl Nielsen. Selvfølgelig er Carl Nielsen en komponist af stort format, men der findes dem, der er mere betydelige. Det var ikke muligt at tale om dette med den kære Behrend. Han satte Nielsens karakterfulde primitivisme meget højt, hans friske, landlige natur, hans ligefremhed og det, som bedst karakteriserer denne den største danske komponist: hans modstand mod romantikken.

Naturligvis var Nielsens antiromantisme meget vigtig for den danske musik, som indtil da havde siddet fast til op over begge ører i de traditioner, der var skabt af Gade, Mendelssohns ven.

Den elskelige gamle herre var så rar og god imod mig under mine genvordigheder i København, og jeg mindes ham virkelig med varme følelser, selv om de københavnske musikere, gamle og unge, skyede ham som ilden. Før min afrejse inviterede han mig til frokost på en restaurant i nærheden af Østerport, og jeg havde en virkelig menneskelig og hjertelig samtale med ham, som jeg den dag i dag er ham taknemmelig for.

Publikum desorienteret

Endelig kom også selve koncerten. Salen var som altid propfuld. Kronprins Frederik, der ellers kom til alle koncerter, var der af en eller anden grund ikke denne gang. Publikum var i øvrigt ret uinteresseret. Hverken Perkowskis Sinfonietta eller Karlowicz' Evige sange kunne opildne dem. Størst lykke gjorde selvfølgelig Chopins Koncert i f-mol og dens glimrende fortolker - Victor Schiøler.

Karols Symfoni var en overraskelse for os, og i endnu højere grad for det danske publikum. Først senere blev man helt klar over, hvor betydningsfuldt dette værk var - i Rubinsteins, Ekiers, Zmudzinskis udførelse. Szymanowski var kun en middelgod pianist, og i hans udførelse præsenterede Symfonien sig for tilhørerne i en lidt forvansket form. Ikke desto mindre følte vi dog dens storhed, som siden mange gange har gjort så vældigt indtryk på os. Fitelberg dirigerede den i øvrigt fortræffeligt, især fik anden sats under hans slag en mageløs formgivning. Han formåede i den grad at fordele accenterne og afveje de enkelte episoder, at helheden fremstod krystalagtigt gennemsigtig i sin form.

Men det danske publikum var desorienteret. Især fordi Szymanowski ikke var kommet med en indiskutabel anerkendelse og berømmelse, der havde fået sit stempel i Vesten. Kun Behrend var begejstret. Jeg hørte, hvordan han efter koncerten komplimenterede Szymanowski, som han straks havde fattet stor sympati for. Szymanowski snakkede sig fra det, så godt han kunne. Han svarede: »Det undrer mig meget, det De siger dér, eftersom jeg troede, at jeg bare havde skrevet en halv times Unterhaltungsmusik.« Vi lo alle ad dette svar.

Desværre var anmeldelsen, som vi læste dagen efter i Berlingske Tidende, ikke lige så entusiastisk. »Det er altsammen meget kønt - syn-tes Behrend at sige - men Carl Niel-sen er en langt større komponist.«

Efter koncerten gik vi over på den store restaurant Wivex og spiste et dejligt aftensmåltid. Til stede var radioens ledelse, Emil Holm og frue, radioorkestrets faste dirigent Peder Gram, Schiøler, Karol og Fitelberg, og så naturligvis min kone og jeg. Dette aftensmåltid står klart og tydeligt i min erindring. Fitelberg og Peder Gram snakkede og drillede hinanden, og direktør Holms frue talte om Fitelbergs smil og skænkede ham en kompliment: Sie sind eine Diva.

Karol var i godt humør, det viste sig nemlig, at radioen havde udbetalt ham samme honorar som Fitelberg. Det var en fin gestus fra danskernes side.

Vi fulgte Karol til banegården. Det var stadig frostvejr. Vi bemærkede dengang, hvordan Karol sparede på stemmen, at hans stemme var sløret, og at det voldte ham et vist besvær at tale. Det var det første tegn på, at hans sygdom nu havde angrebet stemmebåndene. Men vi ønskede ikke at tro det, vi bildte os ind, at det var en almindelig indisposition.

Parodi på anmeldelse

Szymanowskis næste ophold i København var langt mindre behageligt. Szymanowski rejste alene, hvad der altid var svært for ham; han savnede Fitelbergs optimisme og vitale kraft, der plejede at holde ham oppe. Han ankom træt efter sin optræden i Stockholm og Oslo, i et hæsligt martsvejr, nedtrykt. Hans sygdom havde gjort synlige fremskridt. Selv var jeg også tynget af forskellige bekymringer.

Han kom til at bo hos os. På samme tid opholdt Roman Totenberg sig i København. Så organiserede jeg, med koncertarrangør Christian Sødrings hjælp, Karols kompositionsaften med medvirken af Roman Totenberg og den gode danske sangerinde, fru Inger Raas-løff. Koncerten fandt sted i den lille sal i en bygning ved navn Odd Fel-low Palæet, som ligger i Bredgade.

Programmet bestod af Paganinis Capricer i Szymanowskis bearbejdelse, dernæst spillede Totenberg sammen med komponisten alle tre Myter. Fru Raasløff sang tre Muezzin-sange, Szymanowski spillede tre mazurkaer solo og som afslutning sammen med Totenberg Goralsk dans fra Harnasie og Kurpisk vuggesang der måtte gentages.

Salen var ikke helt fuld, og publikum bestod, som en anmelder ondskabsfuldt bemærkede, »fornemmelig af landsmænd«. Koncerten gav et mindre underskud. Den kunstneriske succes var heller ikke overvældende, pressen indtog fortsat en valen, til tider endog uvillig holdning, og de var ikke just nøjagtige i det, de skrev.

Således skrev fx en af anmelderne: »I violinværkerne er musikken næsten hele tiden skrevet ud som tremolo i bassen med dobbelte violintoner på de dybe strenge.« En sådan portrættering af Myter nærmer sig parodien - ikke en parodi på musikken, men en parodi på en anmeldelse.

Szymanowski blev, mærkeligt nok, kritiseret for sin 'internationalisme', og man bebrejdede ham, at hans værker ikke var polske af karakter. Mest overrasket var Berlingske Tidendes anmelder - det var ikke Behrend, som skrev, men hans stedfortræder - over Paganinis Capricer, over Szymanowskis klassiske bearbejdelse af dette værk og, som han skrev, de »klare disharmonier«.

Al denne udenomssnak tyder på, at kritikerne ikke rigtig vidste, hvor de skulle placere Szymanowski, og i hvilken bås de skulle sætte hans musik, og det var med en vis undren de konstaterede, at vor komponist »har gjort sit navn vidt berømt over hele Europa«. Og til dags dato har Szymanowski af en eller anden grund ikke passet danskerne.

Dagen efter koncerten var jeg nødt til at rejse fra København. Karol, som stadig havde nogle aftaler, blev boende et par dage til i min lejlighed, Gustav Adolfs Gade 5, hvor min familie tog sig af ham. Der havde han det godt, i hvert fald efter hvad han skrev til mig og senere bekræftede mundtligt.

Szymanowskis musik gjorde ikke noget dybere indtryk på de danske tilhørere. Heller ikke hos danske musikere vakte den nogen større interesse. Derfor blev jeg noget forbavset, da jeg - under mit besøg i København i 1959 - fik øje på en koncertplakat i Tivoli, hvorpå stod anført Karol Szymanowskis 2. violinkoncert med Emil Telmanyi som solist.

Jeg var til den koncert. Telmanyi spillede storartet, men den unge norske dirigent mestrede ikke helt partituret. Efter koncerten gik jeg hen til Telmanyi, og det viste sig, at han havde den 2. koncert på sit faste repertoire, og at han for nylig havde spillet den i Stockholm og Oslo.

Jeg har det indtryk, at det med Szymanowskis musik altid forholder sig således: den tilkæmper sig kun med vanskelighed 'en plads her på jorden' såvel som tilhørernes sympati. Men når dette først er sket, så forbliver musikken længe i deres hjerter.

Det er meget lærerigt at sammenligne den kølige modtagelse, Szymanowski fik af det københavnske publikum, med det der skete det selvsamme sted under Kiepuras få dages ophold i efteråret 1934. Magen til hysterisk begejstring på grund af en sanger har jeg aldrig set i hele mit liv. Han gav to koncerter i Forum, i en sal til tre tusinde personer, og begge gange for fulde huse.

Et mylder af mennesker sloges for at få billetter - såvel som indbydelser til nattefest i Gesandtskabet. Han gennemgik hele skalaen af shownumre, publikum jublede, skønt hans måne var dækket med marineblå sminke og han kiksede i barcarolen fra Perlefiskerne. Autografsamlerne ventede foran porten til Gesandtskabet og foran indgangen til hotel d'Angleterre til klokken to om natten trods øsende regn. 'Janek' sang i Carlsberg-bryggeriet, og alle maskiner blev standset i tyve minutter, hvad der må have kostet fabrikken en formue. Under samtalerne stillede Kiepura sig i kunstnerpositur og kom med hentydninger til den politiske rolle, som han påstod at spille.

Først da han midt under nattefestens tummel sagde: »Nu har jeg fået nok af det hele« og sammen med min kone og mig lukkede sig inde i et afsides liggende værelse, viste han sig som en rar og ligefrem 'knøs fra Sosnowiec'. Sådanne øjeblikke var yderst sjældne.

Og hvad kan vi så lære af det? På dette sted vil jeg råde læseren til at læse Juliusz Kaden-Bandrowskis smukke fortælling Berømmelse.

Oversat fra polsk af Birthe Trærup

Jaroslaw Iwaszkiewicz (1894-1980) var ligesom sin fætter Karol Szymanowski født i Ukraine. Han var forfatter, skrev digte og prosa og oversatte fra flere sprog, også fra dansk, som han lærte sig som kulturattaché i Danmark (1932-35). De fine lyriske digte udtrykker dyb sanselighed og ekstatisk livsglæde.

Af hans prosa er de lange noveller bedst, ofte psykologiske studier, der med indføling skildrer mennesker i en meningsløst heroisk kamp mod egen afmagt, som i Frøknerne fra Wilko, Slaget på Sedgemore-sletten og Moder Joanna af Englene. Mange er filmatiseret.

Under krigen var hans hjem uden for Warszawa et fristed for kolleger. Som formand for forfatterforeningen støttede han det kommunistiske styre, men søgte altid at fremme polsk kultur og hjælpe unge talenter, blandt andet som redaktør af tidsskriftet Twórczosc.

Iwaszkiewicz havde også en musikalsk uddannelse, han var en udmærket pianist, og i hans produktion findes værker, der beskæftiger sig med musikalske emner, des-uden en roman der bl.a. skil-drer familien Szymanowski.