Nye plader

Karl Aage Rasmussen: Music for Piano. Rolf Hind, klaver. Bridge 9073. Spilletid 60'.

Rolf Hinds klaverspil har et unikt flow. Det er hans rytme- og klangsans, der, især i den meget virtuose, hurtige musik, tilføjer musikken denne strømmende livlighed. Og så er der jo selvfølgelig også det, at han har en ualmindelig virtuos teknik. Han virker egentlig ikke som en udpræget analytisk pianist. Det er ikke den koldhjernede skarpheds lys han lader falde på musikken, men han tilføjer den en plastisk kvalitet, der kaster et væld af nuancer af sig, som om han halvvejs improviserer sig igennem musikken.

Det er en plastisk kvalitet, der klæder Karl Aage Rasmussens Etuder og Postludier umanerligt godt, som de fortjener, og foruden hvilken det er svært at forestille sig, hvad der skulle blive af dem. Rasmussen skriver i sin programnote om etuderne, at de er baserede på forskellige typer 'multiplikation', hvor nogle få noder eller et lille musikalsk modul gentagne gange kastes tilbage i sig selv. »Resultatet er«, skriver han, »at rytmiske og melodiske mønstre opstår, uforudsigeligt, som gaver fra ukendte muser«. (min oversættelse fra booklet'en).

Disse uforudsagte gaver gælder det så bare om at tage imod, uden at føre dem tilbage til deres strukturer, uden at stille for skarpt. Der kræves med andre ord et ikke for nøgternt klaverspil, der er i stand til at formidle fra alle disse noder som konstruktioner, til alle disse toner som et kontinuum med rytmisk og klangligt liv. Og der er det så Rolf Hind kommer ind i billedet, en god mand til jobbet.

De enkelte etuder og postludier koncentrerer sig, som stykker i den type samlinger har det for vane, om en enkelt udtrykssfære og/eller en enkelt type motorik, og formen er så kort, at man nærmest ikke når at opdage den som form. Det er en dejlig fri situation, der egentlig heller ikke forpligter samlingen som helhed i særlig grad. Men som i en god novellesamling kommer man jo forhåbentlig alligevel ud for, at stykkerne både skiller sig ud fra hinanden og føjer sig til hinanden og derved vokser. Det synes jeg gælder for en stor del af stykkerne her. Det var egentlig ikke min reaktion efter første gennemlytning, men efter at have givet dem et par ekstra chancer begyndte satserne at træde i karakter, og det jeg i første ombæring hørte som, nåja, mere af samme skuffe og hvorfor egentlig, begyndte at give mere mening.

Titlerne er fx korte, karakteriserende ord som Clocks eller Shimmer, ord, der passer vældig godt til deres respektive stykker, men som navne, ikke som brugsanvisninger. Det er som når en puddelhund hedder Tante Bertha eller en Grand Danois hedder Gyngehest: Shimmer er ganske vist et flimrende stykke, og hvis man hører det for at opleve flimren, nåja så oplever man sikkert flimren, men hvad så, det kan man også gøre på et gammelt TV eller på et solbeskinnet biltag. Trods de mange snedige referencer i titler og musik, synes jeg at Etuder og Postludier vinder ved at blive hørt 'forbi' deres titler, for det er alligevel ikke voldsomt billedstærk eller fortællende musik. Det er som abstrakt musik den lykkes.

I de to andre stykker på cd'en, Barcarole fra 1996 og Contrary Dances fra 1992-93, er der ikke meget, der har rykket sig. Det er det samme univers, men her i længere enkeltsatser, og i tilfældet Contrary Dances med flere afvekslende afsnit inden for samme form. På en måde svarer virkningen til hvis flere satser fra Etuder og Postludier var blevet smeltet sammen, for de enkelte afsnit relaterer sig igen supplerende til hinanden, de går ikke i direkte dialog. Man slipper for slutningsmarkører a la mode de Ligeti (fx hurtigt løb opad de øverste tangenter i et kraftigt crescendo, med pludseligt ophør - som i første etude, Course) eller andre mere eller mindre kliche-agtige kadencer (kort, accentueret oktav fx), som der er mange af i Etuder og Postludier, men som ikke gør noget der, for de forstyrrer ikke, pointerer blot den korte forms korthed (en sætning må gerne slutte med et punktum eller et udråbstegn). I stedet får man overgange, glidende eller pludselige afløsninger og man får et længere tidsspand at skulle strække sine opmærksomhed henover. Det synes jeg egentlig ikke er nogen særlig fordel i denne musik. Det er rarere at få lov til at trække vejret engang imellem, måske fordi det ikke helt går op for én, hvad anstrengelsen gælder her...

•

Guitar Concertante. David Starobin, guitar. Speculum Musicae og SMU Meadows Symphony Orchestra. Bridge 9071. Spilletid 72'.

Jeg har en, muligvis lidt letkøbt, teori om, at Poul Ruders' musik, når den er bedst, altid har et mere eller mindre skjult program, og at dette program altid er det samme: Har vi det godt eller har vi det skidt? Er det hele til at græde over eller er det til at le over? Er vi alene eller 'har' vi hinanden? Som i hans 1. symfonis motto: Himmelhoch jauchend, zum Tode betrübt.

Og mens der skiftevis i musikken hældes til den ene eller den anden slutning, er der dog på bunden af det hele ingen tvivl om det virkelige svar - livet er faktisk til at græde over. Det kan da godt være, at livet samtidig er lidt af en vittighed, men der er ikke nogen ægte glæde forbundet med at grine af den, kun en midlertidig lettelse, som den en mand med ligge-sår føler ved at skifte stilling og således mærker den behagelige afveksling derved, at pinen nu føles et andet sted på kroppen.

Det er vel fordi man fornemmer et sådant grundlæggende sortsyn, at Ruders til tider kan lyde som lidt af en satiriker - fx i satserne A Fanfare for All (tutti) og især With Passion for All (tutti) fra Psalmodies. Sidstnævnte sats bevæger sig hen i nærheden af det fjollede, med dens parodiske, faldende fraser, som om den i latter-lig(gjort) selvmedlidenhed siger »åh, av, jeg har det så hårdt, det gør så ondt«. Men den er kun fjollet lige til det punkt, hvor man når at tænke at den er fjollet. Så er der stoneface igen.

Hans musik byder således en sjælden gang imellem på et skævt grin, men andre gange - for det meste - er han alvorsmand, og den nødvendige afstand til det tragiske, som der ikke er nogen humor til at levere, kommer da i stedet fra en anden kant, fra en slags kynisme, et stoneface, der siger at det kun drejer sig om lyd. En slags filter, der skal redde musikken fra at gå under i en kaotisk og tung sentimentalitet.

Men det fornemmes alligevel ikke 'kun' som lyd, de basale, eksistentielle spørgsmål og nogle ret ekstreme svar på dem klinger i baggrunden for Ruders' til tider vilde, men samtidig sært beherskede, udfoldelser når der rigtig er noget ved dem. Og derfor virker de mange humørskift og udtryksekstremer ikke påtagede, som de af og til gør i fx George Crumbs Quest, der går forud på nærværende cd. Der er lidt mange tomme delikate klanglige effekter i Quest for min smag til at jeg rigtig kan tage Crumbs forklaring om stykket som »a long tortuous journey towards an ecstatic and transfigured feeling of 'arrival'« til mig.

Psalmodies fra 1989 er efter min mening et af de værker, hvor Ruders er ret god, og guitaristen Starobin og ensemblet Speculum Musicae (incl. Ruders selv på metal wind chimes) gør et godt, professionelt arbejde, hvor det eneste man måske kunne ønske, var at høre lidt mere kynisk sortsyn lagt ind i musikken, der hvor den nogle gange bare lyder (kynisk) professionel.

Ruders' amerikanske kollega, den cirka jævnaldrende John Anthony Lennon (ikke at forveksle med...), har skrevet det sidste værk på cd'en, Zingari, et glat, velinstrumenteret og ikke i overvældende grad gribende værk, der handler om sigøjnere - et folkefærd som komponisten er fascineret af.

Der er for en hurtig vurdering lidet mere sigøjner i værket end der er ditto i Ravels Alborada del Gracioso, men med brug af omtrentligt de samme virkemidler. Det kan jeg ikke finde på mere at sige om.

Guitar Trio 1+2: Playtime. Maria Camitz, Leif Hesselberg og Lars Henning Jensen, guitarer. Paula, PACD 102. Spilletid 62'.

Playtime er en pose blandede bolcher med ny dansk musik for 3 guitarer, alle stykker tilegnede Guitar Trio 1+2, der her er ude med deres anden cd. Deres spil og sammenspil er velplejet og til tider enda næsten inspireret. Som regel bliver det dog ved det det samvittighedsfulde og lidt for humorforladte spil. Man kunne godt - jævnfør cd'ens titel ønske sig lidt mere leg.

Titlen er taget fra anden sats af Per Nørgårds guitartrio Hommage á Jac-ques Tati, det tosatsede stykke, der indleder nærværende udgivelse. Hom-mage á Jacques Tati lever til gengæld op til sin titel, dels ved at betjene sig af et sentimentalt tema, der minder vældig meget om melodien til linien: »Jeg så julemanden kysse mor«, men som måske også kunne være et citat fra et tema fra en Jacques Tati-film(?), dels ved at være konstrueret som et stramt tilrettelagt mylder for tre stemmer, med synkoperede klipninger og skæve rytmer og en let melankolsk stemning. Det er det gyldne snit, der er på spil får vi forklaret i noterne. Tre forskellige tempi i forholdet 3:5:8 organiserer koreografien (som i så mange Nørgård værker), således at de tre guitarer kan sno sig ud og ind mellem hinanden i hver sin gangart, omend som regel i samme retning.

Stykket balancerer mellem denne gyldne skævhed på den ene side og unison samtidighed mellem som regel to guitarer af gangen på den anden. Det er et ganske underfundigt værk, der slutter ret overraskende med en pludselig forsvinding i et decrescendo. Bl.a. denne sært umotiverede, men måske netop derfor særligt effektfulde slutning, giver stykket en pudsig fragment-karaktér, som gør at man godt kunne forestille sig at der er tale om et relativt hurtigt komponeret studie i kombinationen af 3 gyldne tempi, eller om et 'biprodukt' af et andet arbejde med den problematik. Det gør nu ikke stykket mindre friskt og tiltalende.

Erik Højsgaards Equali er også i to satser, og hvor Nørgårds værk havde udpræget 'bagvægt', er det her første sats, der er den lange og vægtige. Det virker faktisk lidt besynderligt på mig med en godt halvanden minutter lang andensats efter en i sig selv velafrundet førstesats på godt 11 minutter, især når der ikke synes at være tale om et apropos eller et PS, men simpelthen en ny sats, der bare tilfældigvis ikke er ret lang. Klangidealet er i Højsgaards stykke den rigt udstyrede, overtonerige, luksuriøse, men samtidig delikate klang, hvor tonerne så vidt muligt får lov at klinge ud, samtidig med at nye kommer til.

De tre guitarer udnyttes til ekko-effekter og andre klanglige forskydningsprocesser a la Klangfarbenmelodie mellem de tre instrumenter, der jo ellers grundlæggende har den samme klangfarve. Men netop derved opstår nuancerne og musikken bliver bølgende, lækker, i et akkordisk orienteret og overvejende koloristisk tonalt idiom. Det er flot 'orkestreret' for de tre instrumenter. Det sidste kan man også sige om Axel Borup-Jørgensens Peripeti 'in memoriam Poul Borum', der dog er karskere og ikke så gavmild med den lækre velklang som Højsgaards Equali. I stedet er der snirklende granskning af klange, som nok er ganske interessante, men ikke helt så længe som stykket varer.

Karsten Fundals Figure and Ground Study er ikke snirklende i sammenligningen, men meget lige ud ad landevejen. Det er ikke så klangfikseret musik, men musik der sætter det melodiske, rytmiske og rumligt udforskende i højsædet, hvad der giver en befriende matter-of-factness over udtrykket. Samtidig er det en kompleks lydverden, hvor man må holde ørerne stive for at orientere sig. Fundals beskrivelse af musikken som komplementære lag, der hver enten kan opfattes som forgrund eller baggrund, kan jeg kun meget sporadisk følge med i når jeg lytter, men jeg tvivler da ikke på, at en analyse vil kunne gøre det forståeligt, hvad han er ude på.

Jesper Koch tager i sin Roundelay bl.a. fat i guitarens egenstemning, dvs. en del kvartstabler, og en del diatonisk skalaarbejde. Det er egentlig ikke helt så kedeligt som det lyder, det lykkes at lave et vældigt diverterende lille stykke med et godt humør i. Pierre Dørges Landscape with Rainbow Birds inddrager en klarinet, og er fuldt af udadvendt, opfordrende gestik, der desværre i denne form virker ualmindeligt irriterende på mig. Det samme gælder Lars Klits Las Piedras, der tilsyneladende forsøger at 'sparke røv' ved at inddrage flamenco pasticheri og et citat fra (I Can't Get No) Satisfaction af gode gamle Stones (Las Piedras...). Det er nok ikke rigtig en velvalgt strategi over for en guitartrio som denne, for det sparker ikke rigtig, heller ikke selvom Lars Klit i noterne kommer med følgende brugsanvisning »It is music to be experienced as it is played: Straight from the gut!«.

•

Gunnar Berg: Fresques pour guitare seule. Maria Kämmerling, guitar. PAULA PACD 9. Spilletid 53'.

Mere guitar. Her er en genudgivelse af en snart 20 år gammel indspilning af et enkelt, 4-satset værk for guitar solo, der varer 53 minutter og er skrevet af modernisten Gunnar Berg. Det lyder måske kedeligt, men det er det overhovedet ikke. Men det er puritansk musik. Renlivet og dybt kunstnerisk troværdig, spillet af en vidunderlig musiker, klart, håndfast og tillidsvækkende. Der er ikke noget ciaroscuro her. Der er de enkelte toner og guitarens egen klang, ingen støj op og ned ad gribebrættet (før i sidste sats), ingen mumlen eller tunge ånde-dræt, kun koncentration, tålmodig ro og knastørt overblik i en lille time.

Cd'en bliver jo næppe solgt i store oplag, og hvorfor skulle den også det. Livet nu om dage er jo for kort til at man sådan kan rive en time ud af kalenderen til den slags uegennyttig koncentration. Det er kun for særligt priviligerede, og man skal nok være sikker på, at man har en vis mængde tålmodighed i overskud og ro omkring sig den dag (eller nat), man udsætter sig for oplevelsen. Sådan en time har jeg haft - en priviligeret fornøjelse.

•

Wayne Siegel: Devil's Golf Course and other works for musicians and computers. Århus Symfoniorkester. Singcircle. Gregory Rose, dirigent. Harry Dacapo, basklarinet. The Smith Quartet. Dacapo 8.224069. Spilletid 63'.

Devil's Golf Course er et område i Death Valley i Californien, der består af 95% rent bordsalt i 300 m tykkelse over et areal på størrelse med Bornholm. Salt og atter salt så langt øjet rækker og temperaturer på omkring 60 grader celcius om sommeren. Fascinerende og - må man nok sige - et ideelt emne at lave et minimalistisk tonedigt for fuldt orkester over. Det har Wayne Siegel gjort. Han kommer fra Californien og virker her i Danmark som vores eneste fuldblods-minimalistiske komponist, westcoast style, og som en førende personlighed på computermusikområdet.

Desværre er det ikke et godt tonedigt. Det er naturligt nok bygget op af nogle forløb, der sættes i gang, udfoldes, afvikles og afløses. I disse forløb er det for det meste den midterste afdeling - der hvor det bare cykler derudaf og samtidig nærmest står stille - der lykkes bedst, og derfor er det også det første afsnit, der bare er lige på og hårdt, og som også stopper brat, der virker mest overbevisende. De gradvise opbygninger, hvor flere og flere ostinater af (i mine ører) intetsigende motivisk materiale tilsættes, virker platte på mig. Men værre er trods alt afviklingerne, som man måske bedre kunne kalde for opløsningerne; stykkets andet forløb opløses tempomæssigt, musikerne begynder at spille i uafhængige tempi, og tredie forløb opløses tonalt, ved at der indføres nogle dissonerende ostinater og det hele bliver næsten helt svimlende...

Der er noget kult, kitch og B-film over det - mindelser om lidet vellykket musik til lidet vellykkede TV-produktioner fra 60-70'erne eller lignende. Men desværre gør disse associationer i dette tilfælde ikke sagen mere underholdende.

Så er det næste stykke på cd'en, Jackdaw, for basklarinet og virtuel allike, betydelig mere vellykket. Måske fordi computeren er Wayne Siegels instrument - her behersker han sine klanglige udfoldelser. Den samplede allikes dels mere, dels mindre computermanipulerede skræppen og basklarinettens reale såvel som manipulerede klang leger godt sammen og det er humoristisk og underholdende. Som Siegel skriver i noten: »Efterhånden som kompositionen skred frem, blev min oprindelige anelse bekræftet: alliken og basklarinetten er i familie med hinanden!«. Ja, minsandten om han ikke har en pointe der! Man kan vel nok også anklage dette stykke for at være temmelig uinspireret hvad angår det melodiske og harmoniske, men formen overbeviser bedre her og først og fremmest er det klangligt sjovt.

Med Eclipse for fire stemmer og live electronics, der handler om solformørkelse oplevet fra fire personers synsvinkler, det nysgerrige barn, den bekymrede moder, den nervøse turist og den astronomikyndige fader, er vi igen overladt til store mængder uinspirerede pentatone og modale ostinater, men der er da også nogle klangligt vellykkede passager. Dette ikke mindst takket være det rigtig gode britiske vokalensemble, Singcircle.

Konstruktionen med de fire stemmer/synsvinkler synes jeg egentlig er en god idé, men jeg kan ærlig talt ikke høre, at den bliver udnyttet til noget særligt, hverken tekstmæssigt eller musikalsk.

På cd'ens sidste skæring, Tracking for strygekvartet og elektronik, er der vist en del genbrug af ideer fra Devil's Golf Course, indledningerne lyder fx meget ens, og vi får også en overgang, hvor musikerne river sig løs fra det fælles tempo og musikken hvirvler hjælpeløst og lidt klodset rundt, omtrent som i opløsningen af andet afsnit i Devil's ... . Det meste af det klanglige supplement, som synthesizerstemmerne leverer her, er fælt, næsten som lyde af en computers lydkorts dumme MIDI-instrumenter. Jeg forstår ikke rigtig, når Siegel nu godt kan få spændende klange ud af sin computer, hvorfor man så skal høre på sådan noget. Det bedste i Tracking er det lille hocetus-afsnit, der vokser ud af et afsnit med udholdte klange og glissandi. Der er udmærkede musikalske ideer i det. Det kan man desværre ikke sige om al Siegels musik.

•

Niels Rosing-Schow: Echoes of Fire. Chamber Music and Sinfonietta Works. Athelas Sinfonietta Copenhagen. Jan Latham Koenig. dacapo 8.224055. Spilletid 61'.

Jeg kan ikke sige det mere præcist end med ordene på coveret (i min oversættelse): »Stilen er glat [smooth] og velovervejet med omhyggeligt afstemte harmonier og delikat, præcist detaljeret instrumentation.« Man får et lille indblik i Rosing-Schows udvikling fra Stravinskij-påvirket i Canon and Corale fra 1984, noget der stadig kan høres i Meeting fra 1985, til en mere klangbaseret, fint ciceleret musik, inspireret af fransk spektralmusik, med en sikker og fintfølende fornemmelse for både detaljerne og den overordnede formgivning i de senere værker som fx ...sous les rales du vent d'Est fra 1993.

Men det er svært at se sig fri for at blive overvældet af en allestedsnærværende pænhed i udtrykket i denne musik. Den er kontrolleret og følsom, men også meget forsigtig. Er det så et problem, måske? Ja, det synes jeg, for det er som om musikken drukner eller tømmer sig selv i den situation. Jeg oplever, at den er så delikat og præcis, som den er, fordi den helgarderer sig igennem alle situationer: Der er ikke et eneste moment ved musikken, intet tom-tom-slag, intet tremolo sul ponti-cello, intet accentueret trut i et dæmpet horn, der er tilstrækkeligt karakteristisk, eller ukarakteristisk for den sags skyld, til at lade værkerne træde frem som markante udsagn. Det er næsten for gennemført, for ubrudt.

Men der er måske i virkeligheden også et større problem, der spøger i baggrunden, som ikke specielt har at gøre med Niels Rosing-Schow. Nemlig at det at skrive sinfonietta- og andre beslægtede ensemble-værker i dagens Danmark efterhånden er en kunst, der - igennem de sidste ca. 20 år - har haft rigtig mange sofistikerede udøvere. Det er blevet en specialiceret kunst, der er skrevet danske klassikere i genren, og der er en del yngre komponister, der nærmest har fået sinfonietta-sproget som modersmål. (Og Rosing-Schow er en af dem, der mestrer dette sprogs fineste nuancer.)

Men mange glemmer måske at stille spørgsmålstegn ved de erfaringer der er blevet gjort i denne højt udviklede genre, og de konventioner disse erfaringer skaber og et eller andet sted kan problemet mærkes. Der opstår den situation, som Saul Bellow har ramt så glimrende med formuleringen: »It is hard today to be as naïve as one would like to.« Det er sandelig svært, som om det er en hel genre, der har tømt sig selv. Så selvom dette er en anmeldelse og derfor ikke lige stedet for sådan noget, kunne jeg alligevel godt tænke mig at kaste et spørgsmål ud herfra: Har sinfonietta-formen sejret ad helvede til i ny dansk musik?

•

Scandinavian Contemporary Works. The Reed Quartet. Kontrapunkt 32243. Spilletid 69'.

Wauw, cover-fotoet på denne cd er simpelthen for vildt: Fire musikere med deres rørblæseinstrumenter, placeret inde i et stort metalrør, fra enden af hvilket et skarpt lys strømmer, med rørets metalringe spredende sig ud fra midten i hypnotiske cirkler. Det er så kitschet, at det er lige før man tænker at det må være hipt, det her. Pink Panter på ecstacy eller sådan noget.

Desværre forstyrres disse signaler en del af overskriften og ikke mindst den måde, den er layoutet på. Der er da faktisk også, viser det sig ved nærmere undersøgelse, tale om en udgivelse, der er så gennemført uhip, at dette i sig selv bliver til en af cd'ens største charmer. Ikke fordi der ikke er charmerende spil på den, det er der såmænd. De fire unge rørblæsere gør et samvittighedsfuldt arbejde, detaljerne er overvejede, balancen fin, det fungerer godt, selvom samspillet nok mangler at blive 'sluppet fri' for rigtigt at kunne overbevise.

Men hvis man har svært ved at få ørerne helt op på stolekanten under gennemlytningen, har det måske en del med de spillede stykker at gøre. Der er tale om værker, det ældste fra 1977, der er imponerende uhippe, for nu at pointere denne muligvis ubevidste, men ikke af den grund mindre sublime sammenhæng med cover-kunsten. Man støder ikke på nogen leflen for tidens trends her. Vi befinder os stilmæssigt i denne hersens mærkelige lomme i tiden, som åbenbart altid vil være der: En slags moderat modernisme, som 1920-40'rne hentet ind i nutiden.

Hvis man deraf slutter, at en del af musikken har pastiche-karakter eller bare er for uselvstændigt komponeret, tager man desværre ikke helt fejl. Og et eller andet sted synes jeg også, at en komponist i dagens Danmark mangler at blive voksen - som komponist, forstås - når musikkens harmoniske sprog er stivnet i, og gennemsyret af, blasert tonalitetskrise a la tidlig modernisme, især hvis formsproget heller ikke er kommet længere. Som i Morten Nyords Rørdrum, hvor vi får godt gammelt motivisk arbejde med henført ekspressive fraser, udvidet tonal harmonik, en satsfølge, der siger Vivo - Quito - Calmo - Giocoso - Amabile - Cantabile - etc..., og så er der egentlig ikke andet i det, ingen overraskelser.

Musikken er ikke dårligt lavet, men den er heller ikke udfordrende, for den afslører nok musikalitet, men ingen kunstnerisk personlighed eller vilje. Det samme gælder Flemming Chr. Hansens Prélude, Estampie et Fugue. Midtersatsen, Estampie, er en forholdsvis renfærdig pastiche over en charmerende middelalderlig instrumental-genre, og excellerer i en forkær-lighed for den såkaldte Landini-kadence og andre lydiske islæt. Der er dog tilføjet nogle dissonante toner et stykke henne i satsen, sandsynligvis for at legitimere, at der er tale om et 'moderne' værk eller for at undslippe den helt anonyme pastiche. Men det bliver nu hverken mere personligt eller nutidigt af den grund, det minder os bare om, hvad det er vi hører på: Noget gammelt der hentes ind i nutiden, uden at det bliver brugt kunstnerisk. Igen er det ikke umusikalsk, det skriger bare af mangel på personligt kunstnerisk projekt.

I Kjell Roikjers Four Little Intermezzi, skrevet i 1995, er vi virkelig tilbage i tiden med noget, der næsten er en Nielsen-pastiche. Men når man tager i betragtning at Roikjer er født i 1901 og spillede fagot i kapellet sammen med Nielsen i 20-30'rne, som det fremgår af noterne, kan man ikke have ondt af det, men kun glæde sig over at en 94-årig (!) trods alt kan skrive så levende og sammenhængende. Men det er måske en fascination, der kan sammenlignes med fascinationen af en 7-årig violinvirtuos - man bliver vældig glad, men ved ikke rigtig hvad man skal stille op med oplevelsen rent musikalsk, for man kan ikke adskille den fra oplevelsen af alder.

Lidt på samme måde har jeg det med Flemming Weiss' Three Studies fra 1977. Det er musik af den gamle skole, men Flemming Weiss var jo også både gammel og af den gamle skole da han skrev det. Værket er da meget smukt formet, men det hæver sig ikke over at være et dokument over en tid, som var en anden end den, det blev til i, og som det på den baggrund er svært at finde vedkommende i dag.

Jeg har ikke noget særligt at tilføje om svenske Stellan Sagviks Roughs From the Wooden Wind eller polsk/svenske Adam Wierniks Feelings - et tolvtoneværk fra 1981. Det er næsten for kedeligt at lytte helt igennem, selvom The Reed Quartet, eller Kvar-tetten Danske Rør, som de kalder sig på dansk, kæmper bravt nok med at retfærdiggøre deres sjældne ensembletype. Med fagot, klarinet, alt-sax og så oboen i toppen, kan den give et både meget homogent og samtidig varieret klangbillede, som man da godt kunne forestille sig, at nogen kunne finde på at bruge til noget interessant. Men noget tyder på, at de endnu savner et repertoire af tilstrækkelig kunstnerisk kvalitet.

Copenhagen Métope. Late 20th Century pieces by Nørholm, Rosing-Schow, Kayser, Norby, Ramsing. Mads Johansen, fløjte, Jens Ramsing, orgel. Point Records. PCD 5129. Spilletid 61'.

Métope er titlen på et orgelværk af

Niels Rosing-Schow og ordet betegner en firkantet reliefsmykket eller glat stenplade mellem de såkaldte triglyffer i den doriske frise. Det er jo en titel, der giver udmærket mening til et orgelstykke og placerer den i en fransk eller fransk inspireret tradition, hvor man også kan støde på titler som triptyque, diptyque eller lignende. Men hvordan man kan finde på noget så fjollet som at kalde en duo for Copenhagen Métope... Beats moi.

Nå, men det skal nu ikke komme Rosing-Schow til last, som har skrevet et værk, der består af hurtig vekslen mellem små kontrastfyldte og levende afsnit, der således er mere reliefsmykket end glat. Stilen er dog også her, som på den ovenfor anmeldte Rosing-Schow-cd, relativt smooth, men stykket er samtidig profileret og effektivt. Det samme gælder Epiages for solofløjte, et virtuost stykke, der indskriver sig i den moderne tradition for at udnytte virtuositeten til at overvinde fløjtens enstemmighed. Det sker ved at lade flere lag udspille sig parallelt i forskellige registre og med inddragelse af et bredt spektrum af klangligt differentierede teknikker.

Før disse værker af Rosing-Schow rummer denne cd en suite af Leif Kayser, Caleidoscopio for fløjte og orgel, der, som det hedder i noterne udover den stærke indre sammenhæng (der bliver benyttet en gennemgående koralmelodi, Vom Himmel Hoch), udmærker sig ved at tilgodese begge instrumenters frie og naturlige udfoldelse. Dette sidste er forøvrigt fælles for hele repertoiret på cd'en, der har en aura af intern koncert for og med elever og lærere på konservatoriets organist- og fløjtelinier.

Erik Norbys Partita for fløjte og orgel, er velfungerende lyrisk-melodisk fløjteespresivo med orgelakkompagnement i 4 satser, hans Deux Ara-besques for solo-fløjte er det samme, men lidt mere virtuost og uden orgel-akkompagnement, stykker til oplagt inddragelse i samlinger af typen twen-tieth century music for the advanced flutist (level 8), men kedelige at anmelde. Nørholms Three Pieces op. 37a fra 1966 har mere kompositorisk bid. Men det er altså svært at se nogen undskyldning for at indspille og udgive de to afsluttende værker på cd'en af Jens Ramsing, 3 miniaturer for solo-fløjte og en orgelpartita over Christ Lag in Todesbanden.

Sidstnævnte er en barokpastiche-skriveøvelse med en afstikker til mere nutidig organist-koralimprovisationspraksis i sidstesatsen. I det store hele er dette en cd med for mange af den slags værker, der bare rabler korte satser af sig i et væk. Lidt cantabile, lidt scherzando og lidt gigue... man skal bare huske at runde satserne pænt af, fx ved at vende tilbage til udgangspunktet eller ved at lade en koralmelodis gennemførelse afgøre forløbet, så har man snart en partita og det er jo et helt værk. Der mangler simpelthen formel opfindsomhed. Eller måske er det bare kun Rosing-Schow og Ib Nørholm blandt de her repræsenterede, der også opfatter det at arbejde med formen som en del af deres arbejde?

•

Carl Nielsen: String Quartets Op. 5 & 13. Vertavo String Quartet. Simax, PSC 1128. Spilletid 58'.

Carl Nielsen: Hymnus Amoris, Symfoni 4, Little Suite for Strings. Barbara Bonney, John Mark Ainsley, Danish National Symphony Orchestra & Choir, Ulf Schirmer. Decca 452 486-2. Spilletid 72'.

Carl Nielsens strygekvartetter ligger tidligt i hans produktion - efter 1906 komponerer han ikke flere. Ikke fordi det ikke gik godt med dem, hans anden, opus 5, betød et internationalt gennembrud, og var kendt af internationale stjerner som Joseph Joakim og Eugène Ysaÿe endnu før den blev udgivet. Når man hører norske Vertavo String Quartets fremragende indspilning her, er det ikke svært at forstå hvorfor. Det er så velklingende og veloplagt skrevet, at man undrer sig over, at violinisten Nielsen kunne holde sig fra den genre senere hen. Det er måske nok før hans egen musikalske personlighed for alvor slår radikalt igennem, selvom det var med dette værk, han følte at han først fandt sin egen tone. Og det kan være, at det var indre musikalske årsager, der ledte ham i andre retninger - mod den symfoniske musik og større formel selvstændighed - og som gjorde, at han ikke, som så mange andre, kunne bruge strygekvartetten som form til at gøre status i løbet af hele karrieren.

Men i årene omkring 1890, hvor både første (som på grund af udgivelsestidspunktet har et senere opusnummer end den anden, nemlig 13) og anden kvartet er skrevet, duede den, og da var de klassiske rødder, som sidder så fast i genren, i hvert fald ikke i vejen. De var faste rammer, og former var måske snarere en hjælp til at frigøre energier på det udtryksmæssige, 'mikro-formelle', plan. I hvert fald er der ikke mange mærker efter problemfyldt kamp i denne musik, som Vertavo kvartetten spiller med et overskud, et overblik, en klanglig fantasi og en friskhed, der siger spar to. Det er en fornøjelse.

Fra samme år som første kvartet, 1888, stammer det berømte opus 1, Lille Suite for Strygere. Dette skønne lille værk får en temmelig tilbageholdt opførelse af Radiosymfoniorkesteret under Ulf Schirmers ledelse. Med de norske fiol-jenters nærværende stryge-kvartetindspilninger hængende i ørerne, føler man sig ærlig talt snydt i denne fortolkning, der synes at gøre hvad den kan for at få Lille Suite til at lyde som stille skønhedssøgende romantisk musik. Det synes jeg ikke holder. Men det er også to andre værker, der er hovedsagen på denne cd, Hymnus Amoris og 4. Symfoni.

Hymnus Amoris er en kantate, en hymne til kærligheden i menneskets fire aldre, barndom, ungdom, voksenliv og alderdom, og ifølge noterne et eksempel på musikalsk symbolisme i Danmark. Det er et forsøg på at skabe en stor vision om kærligheden som en overmenneskelig magt eller guddom, en musikalsk frise over et stort idea-listisk tema. Til det formål krævedes latinsk tekst, vokalpolyfoni med et vist arkaisk-lærd tilsnit, drengekor, sangsolister og hvad der ellers kan bidrage til en ophøjet stemning. Det bliver til en lidt oppustet instrumen-tation og det er ifølge sagens natur ikke et videre elegant værk som Lille Suite.

Det får, så vidt jeg kan bedømme, hvad der tilkommer det af monumental stræben i nærværende indspilning. Det er egentlig vældig interessant at høre Hymnus Amoris sammen med med 4. Symfoni, hvis vitalisme får tilføjet endnu en nuance 'hørt i lyset' af Nielsens stræben efter at fejre et stort almenmenneskeligt tema i Hymnus Amoris' 1890'er atmosfære.

Men mere interessant ville det nu have været, hvis Ulf Schirmer havde givet 4. Symfonis fremadstræbende dyrkelse af livet, det uudslukkelige, et par tænder mere end han gør. Ligesom Lille Suite er hans 4. Symfoni for tam. Der brænder ikke nogen ukuelig ild i alle takterne i denne indspilning. Er det ikke rimeligt at sige, at 4. Symfoni som første præmis har, at man tager en vision om en konstant tilstedeværende vilje til liv alvorligt?

Nielsen har i det mindste to måder at nærme sig det tema på, som ikke er til at sidde overhørig: Den første - og i 4. Symfoni den dominerende - er at skue fremad - langt fremad - og opad med en ild i øjnene, også når musikken er helt tyst, og den anden er så en betagethed af den landsby-idylliske nærhed ved det gode, sunde (fynske) bondeliv, musikalsk repræsenteret ved den ufordærvede spillemandsmusik - i 2. sats fx. Er det ikke når alt kommer til alt så simpelt, at det er de to temaer, der udspilles i 4. Symfoni? Alt for ofte hos Schirmer dør klangen eller falder hen i en melankolsk opgivenhed, der overhovedet ikke rigtig giver mening i dette værk.

•

The Danish Chamber Choirs: Marathon Concert. Sokkelund sangkor, dir. Mor-ten Schuldt-Jensen, Vokalensemblet Gaia, dir. Søren K. Hansen, Det Jyske Kammerkor, dir. Mogens Dahl, Kammerkoret Hymnia, dir. Flemming Windekilde, Det Fynske Kammerkor, dir. Alice Joensen, Kammerkoret Carmina, dir. Peter Hanke, Kammerkoret Camerata, dir. Michael Bojesen, Universitetskoret Lille MUKO, dir. Jesper Grove Jørgensen. Spilletid 60'.

Til sidst en udgivelse med for mange skæringer med forskellige medvirkende til, at jeg kan komme ind på dem alle sammen. Det er en fælles promotion/præsentations-cd for 8 af Danmarks bedste kammerkor, samlet i organisationen Danske Kammerkor, og samtidig en opfølger på en 5 timer lang marathon-koncert, som disse udmærkede danske kor holdt sammen i kulturbyåret. Her er spilletiden dog betydeligt kortere, hvad der umiddelbart føles som en lettelse. Måske som et resultat af at de enkelte kor på deres lille del af cd'en skal præsentere sig bedst muligt, bliver det til et pro-gram, der fokuserer på demonstrationen af klangskøn og som hovedregel harmonisk tæt og lækker koridiomatik.

Det er efter min mening Vokalensemblet Gaia, der løber af med sejren i denne konkurrence om at lyde bedst, med deres meget flotte indspilning af Brittens Rosa Mystica. Trods mange andre gode, fine, hhv. særdeles gode præstationer, virker cd'en som helhed lidt for idéløs som andet end promotion, eller som kompilation af en række lækre satser. Men det er nok netop meningen med den at præsentere smovs for korfreaks og at give lejlighed til kor-sammenligninger, og som sådan skal den nok finde sit publikum.