På sporet af en fremmed skønhed. Stockhausen-festival i København 22. september-4. oktober

En introduktion til Stockhausen-festivalen i København kan passende tage udgangspunkt i det første arrangement den 22. september. Det er ikke en koncert i traditionel forstand, men et seminar med titlen Komponist og interpret. Deltagere er den tyske komponist Karlheinz Stockhausen, klarinettisten Suzanne Stephens og fløjtenisten Kathinka Pasveer. Ved seminaret spilles Stockhausens værk Ave.

Karlheinz Stockhausen er kom-ponist, men han er også interpret, musiker og dertil åndelig vejleder. I de seneste mere end ti år har Stockhausen haft et foredrag på repertoiret, hvori han fremviser et eller andet af sine egne musikstykker i diverse versioner. Stockhausen er komponist og han er udøver, idet han ofte medvirker i rollen som klangregissør. Det vil sige, at han styrer musikken via det tekniske apparatur.

Historisk set er der sket en forskydning af komponistrollen. Efter Anden Verdenskrig har den mest markante ændring fundet sted. I den elektroniske musik blev der rokket ved den traditionelle rollefordeling, for så vidt som den tenderer mod at udelukke interpreten. Her behøvede komponisten ikke tage hensyn til interpreten, et forhold som afskrækkede nogen og tillokkede andre.

Ændringerne i relationen mellem komponist og interpret blev hos Stockhausen meget tydelige i de partiturløse stykker fra årene omkring 1968. Værkerne var mestendels verbale anvisninger til de udøvende (interpreterne). Stockhausen kaldte det 'intuitiv musik' for dermed at afgrænse musikken i forhold til 'improvisation', som dengang var på mode i den ny musiks cirkler. Det er umid-delbart indlysende, at et sådant foretagende ændrede komponistens status. Omend denne partiturløse periode kun var en gennemfartsstation, så forblev de der gjorte erfaringer dog levende for interpreterne såvel som for komponisten.

Værk, opførelse, kommentar og teori lader sig altså ikke længere så klart adskille, som vi ellers er vant til. Stockhausen selv har allerede i bind IV af Texte zur Musik (komponistens egen skriftrække) i en samtale med musikvidenskabsmanden Christoph von Blumröder henvist til, at han ganske vist som før - dog kun på bestilling og under pres - kommenterer sin musik, men at han for at vinde tid til at komponere og dirigere ikke udarbejder teoretiske skrifter. Hans skriftlige arbejder i de indtil videre seks bind af Texte zur Musik handler derfor i meget høj grad om anvisninger vedrørende opførelsespraksis, udførlige spilleanvisninger, etc. Værk, kommentar og teori løber stedse snævrere sammen i komponistens poetik. Det er et væsentligt træk ved Stockhausens arbejde, at han også fremtræder som interpret; den ofte hvidklædte komponist-skikkelse siddende nede i salen ved mixerpulten er næsten altid fast bestanddel i et stort anlagt festival-setup med Stockhausen. Således også i København.

Stockhausen indleder festivalen med at holde foredrag; det er både historisk betinget og det er meget tysk, ville en og anden dansker utvivlsomt sige. Tyskerne har et ord, de kalder 'Musikdenken', som vi har overtaget som musiktænkning, hvilket henviser til en lang tradition for at diskutere musik, forholde os kritisk til alle aspekter af den, fortolke den, formidle den. Det er derfor helt naturligt, at Stockhausen et stykke inde i festivalen tager den verbale tråd op igen. Den 1. oktober holder komponisten igen et foredrag, som hedder Fremde Schönheit. Igen medvirker de to kvindelige instrumentalister, som opfører nyere værker af komponisten.

Dette foredrags titel blev første gang brugt ved Frankfurt Feste 1992 med temaet Auf der Suche, hvor arrangørerne havde opstillet et motto: "Skønhed - en utopi". Stockhausen svarede med foredraget Fremde Schönheit. Året efter havde jeg lejlighed til spørge komponisten, hvad han mente med titlen 'Fremmed Skønhed'. Han svarede:

»I forbindelse med Frankfurt Feste holdt jeg foredraget "Fremmed skønhed". Jeg gjorde det klart for tilhørerne at 'fremmed' stammer fra 'fjern' - en fremmed person er en, der kommer langt væk fra. Skønhed er ensbetydende med noget, der er færdigt, fuldkomment. Det ligger i os mennesker, at vi gerne vil stræbe mod det fuldkomne. En kunstner, der er fri, vil hele tiden stræbe mod den fremmede skønhed. Selvom denne skønhed er en utopi, er mit svar, at man må søge mod den evige og uendelige udvidelse af vores begreb om skønhed, vi må søge fornyelsen og oplevelsen, som ligger i det fremmede.«

At være på sporet af en fremmed skønhed kunne indbefatte møder med andre skabende ånder og deres kunstneriske frembringelser. Stockhausen-festivalen åbner rum for et møde mellem Karlheinz Stockhausen og den danske komponist Per Nørgård. Det er en komponistdiskussion med opførelser af værker af de to komponister den 25. september. Karl Aage Rasmussen er ordstyrer i diskussionen.

Et Himmelsk Parlament

Den fremmede skønhed søger Stockhausen helt bogstaveligt i det fjerne, i studiet af planeter og galakser uden for normale synsfelter - med komponistens egne ord: »De fleste interesserer sig desværre ikke for, hvad der sker der oppe i kosmos, skønt det er dér, de vigtigste ting sker«. Stockhausen eksperimenterer med musik i rum og med musik ude i rummet. Det har han gjort siden midten af 1950erne, da verden så værker som Gesang der Jünglinge (1954-56) Gruppen for tre orkestre (1955-57), Carré for fire orkestre og kor (1959-60). Siden har udfordringerne omkring klang og perception - hvordan vi oplever lyd i rum - stået i centrum for Stockhausens arbejde.

Sidst i 70erne begyndte arbejdet med den såkaldte 'formeltænkning', hvor ét musikalsk kim ligger til grund for store musikalske komplekser: Den store Licht-cyklus begyndte at tage form. Det er syv helaftensoperaer med navne efter ugens syv dage. Mandag, Tirsdag, Torsdag og Lørdag er uropført. Fredag uropføres på Leipzig-operaen den 12. september 1996. Tilbage står Onsdag og Søndag. I 2005 skal hele opera-cyklen være færdigkomponeret - Stockhausen vil til den tid være 77 år gammel.

Sidste år blev en del af Onsdag fra Licht koncertant uropført i Amsterdam i forbindelse med Holland Festivalen. Værket hedder Helikopter Strygekvartet. Fire stry-gere sidder i hver deres helikopter, lyd og billede fra helikopterne transmitteres ned til koncertsalen, hvor klangregissøren Stockhausen sidder og mixer det hele til en helhed.

En anden del af Onsdag hedder Welt-parlament, et værk for kor a cappella som varer 40 minutter. Det blev for nylig uropført i Stuttgart og det opføres igen i København ved Stockhausen-festivalen af Radiokoret. Da komponisten arbejdede med at nedskrive værket, spurgte jeg ham, hvad han mente med ordet 'Verdens-parlament'. Han svarede:

»Lige siden 1977 har jeg haft skitser liggende til alle dage i Licht. I skitserne til Onsdag er optegnet et 'Himmelsk Parlament', som jeg opdagede i en natlig vision, hvor jeg hørte og så dette himmelske parlament. Det går i det væsentligste ud på, at jeg må opfinde et nyt sprog. Dette ud fra overbevisningen om, at det eksisterende musikteaters sprog i alle kulturer i vid udstrækning er bundet til omgangssproget. Ganske vist eksisterer der tiltag - også i mine egne værker - til disse usædvanlige udstrækninger eller kompressioner af tiden, disse helt særegne, fonetiske fantasisprog. Fx i Luzifers Traum fra Lørdag kan man høre dette nye sprog, som indeholder en ny grammatik, en ny syntaks, en ny retorik, mao. et helt nyt vokabularium. Jeg vil i fremtiden anvende nye synteser af flere af de indtil videre eksisterende menneskesprog. Helt konkret kan det være fremstillingen af ét ord, der kan have tre indre fonetiske dele, som kan være en syntese af tysk, engelsk og fransk. Derudover abstrakte sammenstillinger, som endnu ikke eksisterer; i et himmelsk parlament er det vigtigt, at der eksisterer et nyt hypersprog, som er rent musikalsk udformet, men som også giver mening. Dette er en vigtig opgave, idet jeg mener, at alle de traditionelle sprog hovedsagelig er dialekter af et åndeligt sprog, som er fælles for alle mennesker. Det er i forbindelse med Onsdag vigtigt for mig at komponere et sprog, som ikke er Esperanto. Der er altså ikke tale om et ekstra-sprog, men derimod om et sprog, som kommer fra det eksisterende sprog, suppleret med et fonetisk nonsens-sprog, der sammen danner et hypersprog.«

En-to-tre...

Man behøver ikke at nærlæse Stockhausens partiturer for at finde ud af, at tal og konstruktioner betyder meget i musikken, ofte tæller de udøvende ganske enkelt højt, mens de spiller. Det kan man høre i klaverværker, som spilles ved festivalen i København. Hvorfor er disse mange tal og konstruktionsprincipper så vigtige?

»Enhver, der i dag arbejder med elektronisk musik i et studie, ved, at man udelukkende arbejder med tal: Tal for lydstyrke, tal for tidsvarighed, tal for tonehøjder, tal for klangfarver og spektrenes konstellationer, tal for rumbevægelser. Meget tidligt, siden mit 22. år, har jeg, i forbindelse med den musikalske analyse, forenklet fremstillingen ved fx at udskifte de italienske foredragsbetegnelser med tal. På samme måde med proportioneringen af tiden; jeg benytter ikke kun traditionelle nodeværdier, men til alle de varigheder, som man ikke kan notere traditionelt, anvender jeg tal.

En musiker morede sig gevaldigt over, at den tyske professor Stockhausen et sted havde noteret tempo 63,5. "KOMMA FÜNF", råbte han. Hvis han havde været klog, havde han kunnet indse, at der med en moderne metronom også kunne have stået 'komma 46793', på samme måde som tonehøjden på et klaver. Det samme gælder for tempi og lydstyrker. Det der sker mellem sansernes sensorer og hjernen, er en transformation i tal. Alt i hjernen foregår digitalt, moderne apparater er blot kopier af hjernen. Det væsentlige inden i mennesket, er ikke andet end en kæmpemæssig computer«, svarer komponisten.

Fredag fra Licht

I Stockhausen-festivalen vil publikum også have mulighed for at høre musik fra operaen Fredag. Den 28.9. opføres elektronisk musik fra denne del af Licht, som har fået titlen Weltraum. I 1994, da Stockhausen arbejdede med at realisere denne elektroniske musik, spurgte jeg ham, hvad Fredag handler om:

»Fredag kalder jeg 'fristelsens dag'. Her vil jeg musikalsk gestalte arketypiske, menneskelige fristelser. Jeg anvender her beskrivelsen 'et pumpende klangrelief'; det er kropslige fristelser, som fremkommer ved at eksperimentere usædvanligt med det kropslige i forhold til (musikalske) instrumenter. Jeg vil her også fokusere på forvandlingsprocesser, hvor det vokale forvandles til det instrumentale, som går over i det elektroniske, der igen afløses af en surreal klangsituation osv. Disse forskellige tonescener realiseres simultant og forbindes med hinanden gennem både fysiske og musikalske broer. Det er en meget spændende opgave at skabe denne poly-sceniske komposition, som foregår under, over, foran, bagved og på begge sider af publikum. På den måde bliver det ikke blot lineære klange, eller lagdelte klange, som er forbundne, men derimod dele af en klangvæg, der 'pumper' frem og tilbage.«

Stockhausens musik og person indbyder til diskussion. Publikum har mulighed for at være med og bidrage til en ny forståelse af musikkens mysterier. Det er fak-tisk en sjælden historisk begivenhed, at vi ni dage i september 1996 har komponisten, hans interpreter og hans musik lige ved hånden og øret.

Karikatur af Stockhausen side 3 er tegnet af Anne Marie Steen Petersen til dette særnummer af DMT.