En eftertanke - 43 år efter

For den der i dag læser mit 43 år gamle brev til Sibelius vil hovedindtrykket nok være, at dette var en panegyrisk hilsen fra en meget ung mand, der hovedkulds er snublet over Sibelius efter, kort forinden, at have fået hevet fødderne væk under sig - ved urop-førelsen af sin lærers "nordiske symfoni", Holmboes Sinfonia boreale.

Og dette er heller ikke ganske langt fra virkeligheden...

Dog er der et par justeringer, hvor den første også justerer noget i mit brev: Det var nemlig ikke så pludseligt det med det "nordiske, naturen og musikken" som det ellers synes at fremgå. Hvad natu-ren angår kastede jeg mig adskillige år tidligere ud i en række kano-teltferier på jyske åer - en ikke uanselig fysisk bedrift for en spejder- og sports-forskrækket storbydreng. "Suget" i, og fra, den nordiske natur har aldrig sluppet mig siden og er i grunden - ukommunikérbart, i hvert fald i ord. Men hvad toner angår, har det været adskillige år før "borealen" (uropf. 1953), at jeg oplevede dette 'sug' chokartet stærkt kommunikeret, nemlig i Sibelius' 2. symfoni (som ved alle store oplevelser erindrer jeg hvor det foregik: I mine forældres bade-kar. De har nok været til selskab, og jeg har benyttet lejligheden til at forene nydelsen af et varmt bad med en transportabel radio-symfonikoncert). Igen: Jeg kan ikke med-dele selve oplevelsen, kun at den havde (og har) noget at gøre med vidde, rum, intensitet. Selv om jeg altså ikke kan definere den, har jeg ikke så sjældent kunnet fornemme denne "nordiske lyd", også i ikke-skandinaviske værker, britiske (som fx Vaughan Williams 6. sym-foni), canadiske, nordamerikanske.

Nok om det (når jeg alligevel ikke kan sige noget træffende): På trods af Sibelius-dåben i badekarret forfulgte jeg ikke sporet før flere år senere, altså i 1953, "Boreale"-uropførelsesåret - formentlig fordi jeg forinden har været for gennemsyret af dansk konservatoriekonsensus anno 1952: Stærkt pro-Nielsen-Brahms, stærkt anti-Schönberg og co. og temmelig indifferent over for vor verdensberømte finske, jævnaldrende kollega til Nielsen. Hvis Sibelius nævntes var det ud fra dét (tendentiøse) perspektiv der udgik fra Valse Triste, Finlandia og fra de romantiske salonsmåstykker. - Det var altså ingen tilfældighed, at jeg fremhævede de "senere symfonier" i mit brev til Sibelius som fremadpegende formskabelser og fuldt udfoldede metamorfoser.

Så meget om baggrunden for min dristige henvendelse - en baggrund der af gode grunde var tegnet yderst lakonisk op i mit brev: Jeg var skrækslagen for at irritere og trætte den 89-årige mester med privatsnak. Som det fremgår var jeg i det hele taget meget tøvende over for dette uhørte, at skrive til den verdensberømte olding. Grunden til at jeg, trods brevets åbenlyse naivitet og vaklende argumentationer, har valgt at publicere såvel brev som Sibelius' svar, er, at jeg i det store og hele kan gå ind for brevets ærinde endnu i dag. Dette kan jeg naturligvis kun sige på de 43 års afstand - og med de modifikationer som en yderst nødvendig horisontudvidelse de følgende år medførte. I første omgang fik min begejstring ved det svimlende indblik i andre, og lige så fornyende visioner som Bartóks, Stravinskys etc. mig til at udvikle en yderst problematisk forestilling om et særligt "nordisk sind". Dette "sind" havde afkastet værker som nutidige skandinaviske (og andre) komponister stort set var ubekendt med og ikke interesserede i, fordi de havde travlt med at sysle med de centraleuropæiske problemstillinger. Noget var der om snakken: Rangstrøm, Valen, Langgaard m.fl. Men i 1960 kastede jeg mig selv ud i en intens beskæftigelse med den "centraleuropæiske modernisme"; ingen vej udenom!

- Men det centrale i brevet tilbagestår: Just det jeg benævner det organiske, naturnære, i modsætning til det romantisk naturskildrende, har været en hovedinspiration for mig siden. Hvad jeg ikke havde noget begreb for dengang (havde mon nogen?) var det fraktale aspekt, indsigterne bag den først i 70'erne opkommende kaosforskning - noget som i høj grad ligger forudtegnet fx i symmetridannelser og kaosfænomener bl.a. i Sibelius' 5. symfoni. Netop 5. sym-foni har af mig været underkastet strukturel analyse, og dén særlige vilje til materialekoncentration som o. 1960 førte til min opdagelse af uendelighedsrækken (som i de senere år er karakteriseret som "fraktal") er utvivlsomt stimuleret i høj grad ved oplevelserne med, og studierne af, Sibelius' "senere symfonier, Tapiola og andre værker". Men samtidig stimulerede de mig til et lige så intensivt forfulgt studium af perceptionsprocesserne, hvilket bliver begribeligt i lyset af den senere Sibeliusreception, med Hepokoskis bog om Sibelius' 5. symfoni1 eller Edward Clarks artikel2 om Sibelius' forbløffende og voksende aktualitet; eksempelvis er indsigten i Sibelius' værk bl.a. som enestående udtryk for sonoritet blevet etableret. Da jeg hørte Feldman i Middelburg i Holland 1986 tale om orkesterklang nævnte han Sibelius flere gange (både til andres forbløffelse - og sin egen moro) og senere har jeg hørt Wolfgang Rihm udnævne Sibelius' 4. symfoni til århundredets mest originale værk ("herrschaftslose Musik") ...

Jo, der er efterhånden langt til 50'ernes kritik, fx René Leibowitz' pamflet fra 1955 om Sibelius som Verdens Dårligste Komponist (hvor det bl.a. hedder: »Komponistens 'originalitet' var resultatet af hans uvidenhed, inkompetence og impotens.« Eller Adornos voldsomme kritik af Sibelius i eksempelvis Den Ny Musiks Filosofi.

Det vi foreløbig kan konstatere er, at der i Sibelius' musik var kraftige spirer til såvel "minimalmusikken" (tænk på 1. versionen af 5. symfonis sidstesats!), som "spektralmusikken" (tænk på det som interferens analyserbare ff-Ges i samme sats' endelige version! - se side 124 i partituret, ved bogstav L) What's next?

Egentlig havde jeg ikke ventet svar fra den gamle mand, men da det kom forøgedes glæden naturligvis ved indholdet, om "intressanta brev..." og "...en sådan förståelse" - jo, glad var jeg, og tog ejendommeligt nok ikke i betragtning at disse lysende linier kunne være udsprunget af samme elskværdighed og konveniens, som jeg øjeblikkeligt opfattede som grundlaget for de rosende ord om Kvintet, op. 13, sandt at sige tvivler jeg endnu i dag, at han skulle have læst alle 65 dobbelt-akkolade-partitursider.

Men måske han har?

Per Nørgård - aug. 97.

Noter

1. James Hepokoski, Sibelius' Symphony No. 5. Cambridge University Press.

2. Edward Clark, The Sibelius Lecture 1996. Trykt i nyhedsbrev fra United Kingdom Sibelius Society, London 1996.

3. som jeg havde medsendt som et vidnesbyrd om min kompositoriske virksomhed.