Jean de France til søs

Af
| Årgang 72 (1997-1998) nr. 01 - side 36-36

Eet er søkort at forstå - et andet skib at føre. En kliché er, iflg. fremmedordbogen, en forslidt talemåde. Foranstående talemåde er derimod en eviggyldig analogi.

I DMT nr. 8, 1996/97 fører hr. Jens Hesselager sig med sin anmeldelse af nye plader frem som en anden Jean de France. Over næsten seks fulde sider delagtiggør hr. Hesselager den sagesløse abonnent og læser i sine uforlignelige meninger om en lang række udøvende kunstneres seriøse arbejde og ærlige håndværk. Dette kunne for så vidt være udmærket, om blot hr. Hesselagers anmeldelser havde ladet læseren tilbage med indtrykket af en seriøs, velfunderet og velforberedt skribent.

Dette er desværre ikke tilfældet!

Man fornemmer i hr. Hesselagers anmeldelser en ubehagelig, selvpromoverende indfaldsvinkel til stoffet, og Hesselagers metaforik og overdrevne brug af klichéer lader læseren tilbage med flimmer på skærmen, men desværre også med et ubehageligt påtrængende indtryk af en 'halvstuderet røver', en skribent, som elsker at se sig selv på tryk og som sætter form over indhold, desværre til skade for begge dele.

Dette kunne dog stadig være hvad det være ville, om hr. Hesselager så blot ville have ladet det være ved det. Men desværre, nej!

Godt varmet op overskrider hr. Hesselager med sin studentikose arrogance et par grænser, og nogle let perfide uforskammetheder ryger på panden.

Jeg kender ikke meget til hr. Hesselagers forudsætninger, har blot fået oplyst, at han har en universitetsuddannelse i musik. Desværre må hr. Hesselager have været fraværende eller på anden måde indisponeret den dag i hans akademiske uddannelsesforløb, da diciplinen Almindelig God Opførsel stod på undervisningsplanen.

I sin anmeldelse af Kontrapunkts cd-udgivelse, Scandinavian Contemporary Works med The Reed Quartet, indleder hr. Hesselager med på et næsten infantilt plan at harcelere over cover-layout'et. Med udtryk som hipt, uhip og kitschet føler man sig hensat til et pseudoakademisk café-miljø, og Hesselagers efterfølgende betragtning: »- og et eller andet sted synes jeg også, at en komponist i dagens Danmark mangler at blive voksen - som komponist, forstås -« er så gennemført uhip, at man næsten pr. automatik erstatter ordet komponist med ordet anmelder, dette med den sidegevinst, at ordene pludselig giver en slags mening! Man fristes i et svagt øjeblik til at undskylde hr. Hesselager, som tydeligvis befinder sig i en »blasert eksistenskrise«.

Flemming Chr. Hansens Prelude, Estampie et Fugue går heller ikke ram forbi, når hr. Hesselager svinger sin verbale base-ballkølle: »Igen er det ikke umusikalsk, det skriger bare af mangel på personligt projekt«. Her taler så sandelig en kapacitet, der kan sit stof, ikk?

Det er hipt så det basker, eller er det bare kitschet?

Og hr. Hesselager hipper videre:

»I Kjell Roikjers Four Little Inter-mezzi, skrevet i 1995, er vi virkelig tilbage i tiden med noget, der næsten er en Nielsen-pastiche. Men når man tager i betragtning at Roikjer er født i 1901 og spillede fagot i kapellet sammen med Nielsen i 20-30'erne, som det fremgår af noterne, kan man ikke have ondt af det, men kun glæde sig over at en 94-årig (!) trods alt kan skrive så levende og sammenhængende. Men det er måske en fascination, der kan sammenlignes med fascinationen af en 7-årig violinvirtuos - man bliver vældig glad, men ved ikke hvad man skal stille op med oplevelsen rent musikalsk, for man kan ikke adskille den fra oplevelsen af alder«.

Sikken dog en gang sludder - hvad pokker bilder De Dem egentlig ind, hr. Hesselager ?

Nu har jeg kendt Kjell Roikjer i efterhånden temmelig mange år som menneske, som musiker, som kunstner og som far, og jeg føler mig derfor særdeles kvalificeret og tilstrækkelig velfunderet til at imødegå et par af hr. Hesselagers vildfarelser.

Kjell Roikjer, i dag 96 år og stadig i fuldt vigør, også som komponist, skriver vedkommende, levende og sammenhængende musik, ikke på trods af sin alder, men måske snarere i kraft af sin alder og - hvad der er nok så væsentligt - med udgangspunkt i en grundig uddannelse som musiker og musikteoretiker, med et langt livs kendskab til den udøvende musikers vilkår og til det enkelte instruments muligheder og begrænsninger, såvel teknisk som musikalsk samt, og ikke mindst, med en respekt for sin metier og sine kolleger, som De, hr. Hesselager, kunne lære en hel del af. At De ikke formår at adskille den musikalske oplevelse fra oplevelsen af alder, har jo intet med samme musiks kvaliteter at gøre, tværtimod.

Og så burde De måske have sat Dem lidt bedre ind i stoffet og som journalist have tjekket Deres kilder.

Kjell Roikjer spillede ikke i kapellet sammen med Carl Nielsen i 20-30'erne. Nej, Nielsen sad i kapellet som 2. violinist fra 1889 til 1905, og var senere fra 1908 til 1914, fast tilknyttet som dirigent. Fra 1914 og til sin død i 1931 havde Nielsen ikke fast tilknytning til kapellet.

Selvfølgelig kendte min far og Carl Nielsen hinanden, et bekendtskab som trods aldersforskellen udviklede sig til mere end blot et bekendtskab. Og selvfølgelig kan min far heller ikke sige sig fri for at have været inspireret af Carl Nielsen, som vel så mange musikere fra tid til anden har ladet sig inspirere af vores store komponist. At bruge dette som udgangspunkt for en anmeldelse og således karakterisere komponisten Kjell Roikjer som pastichør, er imidlertid både usagligt og temmelig groft.

Vi skriver i dag 1997, og i de mel-lemliggende 66 år har min far komponeret levende, selvstændig og gedigen musik, ikke for anmeldernes skyld, men på opfordring af - og til gavn og glæde for - efterhånden talrige seriøse, knalddygtige og hårdt arbejdende danske og udenlandske udøvende musikere, folk der kan deres kram og som forstår at vurdere og værdsætte god musik og godt håndværk.

Kjell Roikjers musik opføres stadig, indimellem de besynderligste steder i verden, bruges som undervisningsmateriale på universiteter og konservatorier i såvel øst som vest, anbefales fra musiker til musiker på grund af sin musikalske og tekniske kvalitet, og Roikjer modtager stadig nye opfordringer fra nye generationer af aktive musikere, som anerkender og værdsætter hans musik. Det er den anmeldelse og det eftermæle, som Kjell Roikjers musik og hans virke som komponist vil få og som det så sandelig også fortjener.

Ser De, hr. Hesselager, min far er højt hævet over Deres amatøragtige kritik og kunne ikke drømme om at fare i blækhuset - det er blot mig, der på vegne af talrige seriøse musikere føler mig tvunget til at tage til genmæle.

Peder Roikjer