Nye bøger. To Nielsen-bøger på engelsk

David Fanning: Nielsen: Symphony No. 5. Cambridge University Press, Cambridge 1997.

Jack Lawson: Carl Nielsen, Phaidon Press, London 1997.

To prestige-fyldte engelske udgivelser om Carl Nielsen i løbet af få måneder og begge skrevet med stor entusiasme. Om det nu skyldes den engelske begejstring for skandinavisk musik, som vi har oplevet de senere år, eller en stigende interesse for Carl Nielsen blandt udenlandske musikforskere, lader sig næppe afgøre.

Begge forfattere hører til den engelske inderkreds af Carl Nielsen-forskere, der har et langvarigt og inderligt, ja nærmest eksistensielt forhold til Carl Nielsens musik, og som begge vedkender sig arven fra Robert Simpson, der udgav den første engelsksprogede monografi om Carl Nielsens symfonier i 1952. Begge hører dermed også til den begrænsede skare af udlændinge, der kan formidle dette stof til det internationale publikum.

Det betyder at en anmeldelse af bøgerne må balancere mellem to synspunkter, som ikke umiddelbart synes forenelige: På den ene side må man læse bøgerne som formidling og sammenligne med den eksisterende udenlandske litteratur, i forhold til hvilken de utvivlsomt føjer meget nyt. På den anden side må man se på dem som forskning og se, om de bidrager med nyt til Carl Nielsen-billedet som sådan.

I sidstnævnte henseende er David Fannings bog om Carl Nielsens 5. symfoni den vægtigste. Som led i serien Cambridge Musical Handbooks er den lagt an som en indgående introduktion til værket. Dog ikke sådan at den har karakter af en koncertfører, hovedvægten ligger på at give en analytisk indføring i værket på baggrund af dets musikhistoriske kontekst. Konteksten er koncentreret om to aspekter, nemlig placeringen i musikhistorien, hvad der her primært er symfoniens historie, og placeringen i Carl Nielsens produktion. David Fanning er senior lecturer in music på Universitetet i Manchester, og man mærker, at det er en fagmand, der taler - især imponerer hans omfattende repertoirekendskab i de symfoni-historiske afsnit.

Men der er også mindre overbevisende steder. I afsnittet Nielsen as modernist plæderer han indlysende nok for at se Carl Nielsen som en del af den europæiske musiks historie som modvægt til den (ældre?) opfattelse, der ynder at karakterisere Carl Nielsens musik som 'enestående'. Til det formål introducerer han James Hepokoskis udlægning af Carl Dahlhaus' begreb 'die Moderne' - tiden fra 1890 til ca. 1914 - hvor Hepokoski medregner Carl Nielsen som en af de moderne komponister omkring århundredeskiftet på linie med Strauss, Mahler, Debussy og andre. Det skulle gælde Carl Nielsens første fire symfonier og også til dels den femte.

Denne tolkning er problematisk, for det første fordi det synes vanskeligt at finde belæg for, at Carl Nielsen selv skulle have regnet sig som moderne i denne forstand - hvorimod det lader sig godtgøre, at han omkring 1925 identificerer sig med den nye musik. For det andet fordi Hepokoskis udlægning ikke dækker Dahlhaus'. Fanning medgiver, at Dahlhaus ikke nævner Carl Nielsen i forbindelse med 'die moderne', ligesom Dahlhaus antagelig heller ikke ville medtage fx Glazunov eller Sibelius, som Hepokoski gør det. Men det skyldes næppe, at Dahlhaus ikke har kendt Carl Nielsens symfonier - han har fx skrevet en programnote om den femte i Berliner Philharmonikernes programhæfte i 1973. Men indrømmet: Carl Nielsens placering i forhold til samtidens strømninger er en svær nød at knække og kunne vel næppe forventes løst her.

Fannings analytiske gennemgang lægger sig metodisk set forbløffende tæt op ad Robert Simpsons, idet den absolutte hovedvægt ligger på den tonale udvikling. Det forbavser især fordi Fanning i Mina Millers Nielsen Companion fremhæver Carl Nielsens tematiske processers formdannende betydning, et forhold han karakteriserer med begrebet progressive thematicism. Det mest nyskabende er nok Fannings idé om at relatere visse afsnit af symfonien til et udsnit af kvintcirklen - fx G-C-F - i stedet for til en enkelt toneart. Men grundlæggende er Fanning en god guide gennem symfonien, og jeg ville gerne høre andensatsen spillet i en lige så medrivende og dramatisk fortolkning, som den Fanning giver her.

Jack Lawsons bog er til gengæld absolut mere formidling end forskning. Med den foreligger der for første gang en biografi om Nielsen på engelsk, og det er jo godt nok. Der er ikke så meget nyt i den, men man kan godt være bekendt at forære den til sine udenlandske bekendte, som så får mulighed for at få indblik i Carl Niel-sens liv, nogenlunde som vi kender det. Og hvis man ikke er overfølsom over for en ret sentimental sprogtone - der på ekstreme steder frembringer sætninger som »On the bleak evening of 3 October his opera was playing to another full and enthusiastic house. As the character of Corporal Mors entered the stage, his creator drifted into a coma from which he was not to recover.« (s. 8) - kan man have god fornøjelse af selv at læse bogen.

Mest polemisk er Lawsons skildring af situationen omkring Carl Nielsen Arkivet. Hans ærgrelse over, at en del af brevene er klausulerede, kombineret med en påstand om, at Torben Schousboes udgave af breve og dagbøger giver et kraftigt redigeret billede af tiden efter 1915, fører til den konklusion, at de danske Carl Nielsen forskere forsøger at forskønne Carl Nielsen-billedet. De har en tendens til at ignorere hans erotiske sidespring, angiveligt af moralske grunde og political correctness, skriver han (s. 140). Og så nævner han ikke engang den historie, jeg ofte har hørt, men som ingen har villet lægge navn til offentligt, at nogle af Carl Nielsens breve blev brændt i en baghave, før brevene blev afleveret til Det kongelige Bibliotek.

Men spørgmålet er, hvor vigtigt det er. Jeg mener ikke, det er et udslag af political correctness at mene, at der er grænser for, hvad man som musikforsker har brug for eller krav på at vide. Hvis man ikke tror på en helt umiddelbar og naiv sammenhæng mellem biografi og værk, så er det begrænset, hvad helt personlige breve kan bidrage med af nyt. Det ville være jo absurd at hævde, at man skulle tolke den 3. symfoni anderledes, hvis det kom frem, at Carl Nielsen havde endnu et barn, født i 1911.

Egentlige nyheder har jeg som nævnt kun fundet få af. Et eksempel er, at Carl Nielsens forældre regelmæssigt modtog fattighjælp i årene 1862-74 (s. 17). Men det er svært at sige noget sikkert om, for bogen er helt uden noter, og kun lejlighedsvis er der flettet mere eller mindre præcise kildehenvisninger ind i teksten. Når man støder på noget, der lyder nyt, kan man derfor ikke vide, om det skyldes, at Lawson har fundet nye kilder, at oversættelsen får det til at lyde anderledes, eller om det er forfatterens fortolkning af kendte forhold, der er ny. Men det er vel konceptet for Phaidons serie 20th-century composers, der lægger disse retningslinier, og derom kan man kun sige, at de henviser lægmanden til ubetinget at stole på forfatteren og fagmanden til at lede som en vanvittig, hvis han absolut vil kontrollere en oplysning.

Jeg har ikke fundet mange fejl, men det kan jo have samme årsag. Men jeg bliver bekymret, når jeg læser om den 5. symfoni, hvor jeg mener at kende kilderne til bunds. På side 167 skriver Lawson, at Carl Nielsen var i Berlin i begyndelsen af januar 1922, samtidig med at han skrev symfonien færdig. Det stammer antagelig fra et fejldateret brev, Carl Nielsen skrev fra Berlin i januar 1923. Han glemte ofte at skifte årstal i begyndelsen af året.

Lidt senere skriver Lawson, at Carl Nielsen mødte Schönberg i København i januar 1923, selv om Carl Nielsen på dette tidspunkt efter alt at dømme ikke var i København. Begge dele er kendte fejl, der også optræder andre steder. En påstand om, at Carl Nielsen i sommeren 1921 skrev på den 5. symfoni om dagen, og fuldførte Fynsk Foraar om natten (s. 168), må enten bygge på helt nye kilder eller en god fantasi, da det fremgår af Carl Nielsens breve, at han var gået i stå i symfonien og først genoptog den, da Fynsk Foraar var færdig. Og oversættelsen er også sine steder misvisende. Et citat fra et interview i Politiken, som kommenterer, om Carl Nielsens dissonanser skulle være værre end Schönbergs, lyder på dansk: »Men det tror jeg nu ikke«. Det er i oversættelsen blevet til: »But I certainly hope that they are not.« (s. 173)

Klaptekstens afsluttende bemærkning, at »the author reveals much that is new and unpublished about Nielsen's life and times« er således snarere et salgs-gimmick end en fair beskrivelse af bogen. Men læs den alligevel. Selv om der er problemer, er der tale om et nyttigt stykke formidling.