Nye bøger

Af
| DMT Årgang 72 (1997-1998) nr. 02 - side 69-71

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Pionerer & outsidere
  • Annonce

    Lyden af fremtidens rum
  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf

Elliott Carter. Collected Essays and Lectures, 1937-1995. Edited by Jonathan W. Bernard. Udgivet i serien Eastman Studies in Music. University of Rochester Press, New York 1997. 369 sider, indbundet. ISBN 1-878822-70-5.

Der går let inflation i ord som 'Grand Old Man', men mon ikke det er meget passende at anvende det om Elliott Carters position i amerikansk musikliv. Næste år vil han fylde 90, og hans musikalske rødder går tilbage til studier hos Piston, Holst og Boulanger samt personligt bekendtskab med Ives, Ruggles og Varèse.

Udover en karriere på mere end 60 år som søgende og eksperimenterende komponist har Carter bestredet flere professorater, bla. på Yale og Columbia University samt ved Julliard School of Music (i 20 år). Hertil kommer de mange æresdoktorater og andre hædersbevisninger som præmieringer, udmærkelser og bestillingsværker til indflydelsesrige ensembler og institutioner.

En sådan meriterende aktivitet må uvægerligt påkalde sig interesse, og heldigvis har Carter også været en både flittig og indsigtsfuld forfatter af tidsskrifts- og leksikonartikler. Selvom han først og fremmest har været og er komponist, og selvom mængden af skriftlige vidnesbyrd er aftaget efterhånden som komponistkarrieren er blomstret, så er der stadigvæk tale om en betragtelig mængde interessant stof.

Tidligere har man kunnet studere et fyldigt udvalg af Carters artikler i bogen The Writings of Elliott Carter, der blev udgivet af Indiana University Press i 1977, redigeret af Else og Kurt Stone.

Kun få år efter denne udgivelse påbegyndte Jonathan Bernard sin udgivelse, på opfordring af Carter selv. Målet for Bernard har ikke været at udgive en form for tillæg til Stones bog - dertil har Carter skrevet for få artikler siden 1977 - men snarere at omstrukturere tilgangen til mange af artiklerne fra Stones bog, suppleret med artikler, der ikke var med i Stones bog. Artikler, der i nogle tilfælde er hentet frem fra glemslen siden da, og i andre tilfælde nyligt revideret af Carter selv.

Omstruktureringen i Bernards Collected Essays viser sig som en opdeling af artiklerne i emner, hvor de i Writings var trykt i kronologisk orden. Dette er et forhold, der er med til at udviske indtrykket af overlapning mellem de to udgivelser. I et tillæg anfører Bernard hvilke artikler, der ikke er medtaget i denne samling, med angivelse af hvilke artikler der var aftrykt i Writings. Man får altså på denne måde et fint overblik over Carters samlede skrifter.

Bernard har valgt emneområderne 'Surveying the Compositional Scene', 'American Music', 'Charles Ives', 'Some Other Composers', 'Life and Work' og 'Philosophy, Criticism, and the Other Arts', og selv om man selvfølgelig kan indvende, at en sådan opdeling kan have tendens til at retouchere de enkelte artiklers mang-foldighed af nuancer, så opvejes dette langt hen ad vejen af bogens øgede anvendelighed.

Desuden er de seks kategorier jo temmelig rummelige, og opsøgningen af detailinformationer tilgodeses af et fintmasket indeks.

Visse af artiklerne er mere præget af deres tid end andre. Således er det interessant at læse Carters refleksioner fra 40'erne og 50'erne om 'den moderne musik', dvs. den europæiske avantgarde, og hvorledes man i Carters øjne forholdt sig til denne nye musik i datidens USA. Et gennemgående tema for ham er den moderne orkestermusiks fortvivlende vilkår i et land, der i så høj grad styres af mar-kedsmekanismer. De høje omkostninger afholdt mange orkestre fra at tage samtidige værker på repertoiret, og når de gjorde, var der som regel ikke råd til tilstrækkelig prøvetid, hvilket alt for ofte resulterede i mangelfulde uropførelser. Der af samme grund hyppigt var sidsteopførelser.

Selvom det jo er problemer, der ikke er ukendte i vore dage, så er der alligevel sket lidt. Carter selv har sidenhen modtaget en del bestillinger på værker fra store orkestre, fx vær-ket A Symphony of Three Orchestras, der blev bestilt af New York Philharmonic og uropført under Boulez i 1977.

I de tidlige artikler udtrykker Carter stor fascination og respekt for tolvtonemusikken, og ser hér større muligheder for personligt udtryk end denne kompositionsform ofte tilskrives. På den anden side advarer han mod, at disse radikalt nye teknikker vil kunne friste komponister til at koncentrere sig om form og glemme indholdet. Og - siger han - selv et nok så interessant ydre vil ikke i længden kunne dække over manglende substans.

I forlængelse heraf fremhæver han også vigtigheden af komponistens oplæring til at kunne sit håndværk. At bryde med tidligere tiders tonale og harmoniske grundlag er ikke tilstrækkelig legitimation for at forkaste fundamental kunnen og blot udstille sin musiktekniske afmagt som avantgarde. Dén går ikke, konkluderer han udfra mangeårig personlig undervisningserfaring.

Carters egen musik beskrives ofte som neoklassicistisk i sit udspring, bla. i kraft af indflydelsen fra Boulanger, som han satte meget højt. Men det er en neoklassicisme, der er udpræget atonal og opbygget efter stramme retningslinier uden at være decideret dodekafon eller seriel.

Det er musik, der bestandigt udforsker de problemstillinger, han blev opmærksom på under arbejdet med Klaversonaten (1946) og Første Strygekvartet (1951). Efter disse værker har Carter anvendt et kromatisk atonalt tonesprog i kombination med en systematisk afsøgning af mulighederne i polyrytmiske forskydninger, ofte af yderst subtil art, kendt af fagfolk som 'metrisk modulation'.

I bogens artikler giver han et par eksempler på sådanne forløb, bl.a. i artiklen The Orchestral Composer's Point of View, hvor Dobbeltkoncerten for klaver og cembalo (1961) gennemgås. Eller artiklen Music and the Time Screen, hvor han uddyber sine refleksioner over tidsbegrebet i musik, og som i senere værker har ført til de dybt fascinerende forsøg på at sammentænke musikkens tid og form.

Konkret har det bl.a. vist sig i værker, hvor de forskellige satser spilles samtidig, som i 3. strygekvartet (1973) eller i det før nævnte værk A Symphony of Three Orchestras.

Endelig må fremhæves Carters betoning af musikkens ekspressive karakter, dens mulighed for at kommunikere. Han drager selv parallellen mellem sprog og musik, og betoner vigtigheden af sammenhæng, af forløb i musikværket, hvorved en sammenhængende fortælling - eller musikalsk 'dramaturgi' som han selv kalder det - kan opstilles. Til realisering heraf bemærker man, at Carter i høj grad selv mestrer sit håndværk, kan skrive idiomatisk, udtryksfuldt og meget nuanceret.

Denne artikelsamling er et vigtigt dokument til belysning af én af de store skikkelser i vort århundredes amerikanske musik, hvad enten man ønsker at fordybe sig i kompositionstekniske detaljer, følge de musikpolitiske og filosofiske overvejelser eller møde Carters syn på andre komponister som Fauré, Debussy, Ives, Sessions m.fl.

Col Legno. Musikalske studier fra Institut for Musik og Musikterapi, og Nordjysk Musikkonservatorium. 4. stak, juli 1997. 214 sider (siderne 453 - 653, plus bilag). ISBN 87-983596-1-4.

Der er p.t. lidt stille omkring de universitetsbaserede forskningsårbøger. Men der er da kommet denne fjerde stak fra Aalborg. Som tidligere omtalt i disse spalter (DMT nr. 7, 95/96), har man i Aalborg valgt at udgive forskningsårbogen som en stak A4-sider til det ringbind, der fulgte med den første stak. Og som i øvrigt snart er ved at være fyldt.

Om der snart kommer et nyt ring-bind vides endnu ikke med sikkerhed, men hvis der gør, vil man formodentlig tage stilling til at reformere betalingen. Indtil nu har man sendt ud til 325 adresser, fortrinsvis institutioner som biblioteker i det nordjyske og gymnasier. Normalt har man udsendt materialet gratis, men i visse tilfælde, hvor enkeltpersoner har henvendt sig, har der været tale om at betale et engangsbeløb på 300 kr, der dækkede ringbindet og de efterfølgende stakke.

Men det system revideres formodentlig så det bliver muligt at erhverve publikationen på ganske normal vis. Og det vil være fint, for der har været mange gode artikler i Col Legno.

Denne gang indeholder stakken kun tre indlæg, hvoraf det ene så til gengæld er et helt speciale.

Det drejer sig om Per Nørgårds 'nordiske periode' - Interferens som følge af et personligt udtryk af Rie B. Nielsen og Anders Bonde. DMTs læsere bør nikke genkendende til denne titel, idet de to forfatteres artikel på baggrund af specialet blev bragt i nr. 6, 96/97.

Interferens er et begreb, der i de seneste 15-20 år hyppigt er dukket op i forbindelse med Per Nørgårds kompositioner. Begrebet i sig selv turde være velkendt som et akustisk svingningsfænomen, hvor to forskellige (men tætbeliggende) frekvenser i kraft af med- og modfase vil generere en tredie tone eller som den stødrytme, de fleste øvede korsangere kender, når man søger at intonere et helt rent interval.

Hos Per Nørgård er interferens-begrebet imidlertid langt mere end det fysiske, akustiske fænomen. Faktisk er det kun sjældent dette i Nørgårds begrebsverden. Snarere forstår han interferens som »to klingende musikalske forløbs fysiske virkelighed« (s. 525), hvor interferensen er vigtigere end de interfererende elementer. Desuden opstår interferensen kun i tilhørerens bevidsthed og eksisterer ikke som et målbart fænomen.

Interferens er blevet samlebetegnelse for det, som andre steder (også af Nørgård selv) er kaldt for »flertydighedens konsekvens«.

I og med at Nørgård selv flere gange har omtalt begrebet som en overordnet fællesnævner for hele hans produktion, har det været specialeskrivernes intention at efterspore dette fænomen i Nørgårds tidligste produktion, dvs. fra de første værker fra 1949 og frem til 1959.

Til brug herfor definerer forfatterne inteferensbegrebet og opstiller en række forskellige underkategorier, der falder i to grupper: Simultan interferens (interferens i rum) og successiv interferens (inteferens i tid).

Af især sidstnævnte gruppe fremgår det, at begrebet hos Nørgård er yderst rummeligt, idet der også opereres med interferens mellem elementer, der følger efter hinanden. Interferensen vil da opstå i kraft af tilhørerens erindring, der brydes med det, der næstfølgende høres.

Det er en spændende og logisk indfaldsvinkel til Nørgårds musik, især med uendelighedsrækken og dens implikationer in mente, og forfatternes analyser synes da også at godtgøre, at der vitterlig er tale om et helt fundamentalt træk i Nørgårds produktion. Dette er interessant, eftersom komponistens tidligste periode ('det nordiske sinds univers'), ofte er blevet set som primært en forlængelse af traditionen efter Sibelius, Nielsen og Holmboe.

Stærkest står umiddelbart påvisningerne af simultan interferens mens visse af kategorierne under simultan interferens forekommer så rummelige, at de svækkes. Utallige elementer i kompositioner fra de seneste 4-500 år vil med stor ret kunne indplaceres i de samme kategorier som eksemplerne på forskydningsinterferens.

Hvad med fx hovedtema og sidetema i sonateformen? Indgår de ikke i en form for successiv interferens?

At forfatterne er sig denne latente fare bevidst viser den afsluttende sammenfatning og perspektivering, hvor de netop fremhæver eksistensen af flere af elementerne hos tidligere komponister. Forskellen skulle så være, at hos Nørgård anvendes interferens-fænomenet så konsekvent og gennemgående, at det netop bliver et personligt udtryk, hinsides stilbegrebet.

Ja, jo - måske. Men bortset fra dette aber dabei er det et godt, gennemarbejdet og klargørende stykke analysearbejde, der kaster nyt lys over en periode af Nørgårds produktion, der ellers ikke får for megen opmærksomhed.

Jeg har et par ankepunkter vedrø-rende det redaktionelle. Da man omplantede specialet til Col Legno anførte man - selvfølgelig - en ny sidenummerering. Men disse nye sidetal er desværre ikke ført ind i de interne henvisninger, hvilket betyder, at man selv må finde ud af, at fx en henvisning til s. 21 i realiteten hen-viser til side 513. Det er irriterende. Det samme er flere af nodeeksemplerne. De er så små og gnidrede, at de ikke illustrerer noget som helst.

God og overskuelig er til gengæld den indledende oversigt over Nørgårds produktion, her opstillet i de 7-års perioder, han også selv har foreslået.

De to øvrige artikler i Col Legno er begge forfattet af Per Druud Nielsen, og tager begge afsæt i Bachs musik. Først en undersøgelse af slægtsskabet mellem én af J.S. Bachs inventioner og en koncertsats hos sønnen Carl Phillip Emanuel Bach. Dernæst lægges åbningen af J.S. Bachs kantate nr. 21, Ich hatte viel Bekümmernis under mikroskop, og tekstens 'Ich' sættes i relation til satstekniske detaljer.

Musik og pædagogik. Redigeret af Elsebeth Kirk. Forlaget Modtryk 1997. 222 sider, kr. 195,00.

ISBN 87-7394-475-0

En væsentlig del af dette blads stofområde handler om vor tids kompositionsmusik, der relaterer sig til menneskelig erkendelse i en historisk set yderst kompliceret tid. Altså musikken som bevidsthedsmæssig løftestang, iklædt kunstmusikkens subtile gevandter, jfr. de foregående omtaler af Carter og Nørgård.

Nu er der nok ikke så mange af vor tids komponister, der opfatter sig selv som pædagoger eller deres musik som pædagogisk. Dertil klæber der for megen skolemesterattitude og opdragelse til ordene.

I denne nye danske antologi om musik og pædagogik opsummeres dagens syn på musikken i den pædagogiske praksis.

I bogens første del, Musikken og det kreativt musiske, gennemgås kort den historiske baggrund (Fröbel, Montessori, Gøssel og andre), samt - mere fyldigt - musikken som opdragelsesmæssig og udviklingspsykologisk faktor. Musikken sættes i disse kapitler i relation til udviklingen af menneskets kreative sans og i det hele taget til en harmonisk og helhedspræget personlighedsudvikling.

Der argumenteres afdæmpet, men grundigt, under henvisning til forskellige psykologiske retninger, fx Erikson og Piaget. Bjørkvolds Det musiske menneske fra 1992 inddrages flittigt, ligesom Peter Bastians Ind i musikken stadig står i høj kurs, at dømme efter hvor hyppigt den optræder på litteraturlisterne til de enkelte kapitler.

Bogens anden del giver eksempler på Musikken i den pædagogiske praksis, og hér beretter forskellige forfattere om erfaringer med musikpædagogik i vuggestuer og børnehaver, på fritidshjem, i arbejdet med udviklingshæmmede børn og voksne samt personlighedsafvigere og til slut ældre mennesker.

Gennemgående er det nøgterne betragtninger, der heldigvis har flyttet sig meget i forhold til den bedrevidende frelsthed, man kunne støde på for ikke så mange år siden.

Så vidt jeg kan bedømme, er der tale om en anvendelig antologi, der argumenterer godt for musikkens centrale placering i det hele menneskes udvikling.

Studien zur Geschichte des Ostseeraumes II. Die Städte des Ostseeraumes als Vermittler von Kultur 1240-1720. Redigeret af Julia-K. Büthe og Thomas Riis. Odense Universitets Forlag/Odense University Press 1997. 115 sider, Kr. 175,00. ISBN 87-7838-240-8.

Tanken om Østersøområdet som et enhedspræget kulturelt område blev lanceret i en artikel fra 1957 af professor Carl-Allan Moberg fra Uppsala, men først med det ændrede politiske klima op gennem 80'erne og de deraf følgende øgede muligheder for arkivstudier i de baltiske lande, Polen m.m. kom forskningen videre.

I 1990 blev Østersøprojektet på-begyndt, med støtte fra Nordiska samarbetsnämnden för humanistisk forskning (NOS-H), og i 1991 etableredes som en underafdeling heraf projektet Östersjöområdet som musik-landskap (beskrevet i Dansk Årbog for Musikforskning, bind XXI, 1993, s. 80).

Ved tre konferencer i 1991 og 1992 mødtes forskere fra de involverede lande, og det er indlæg fra disse konferencer, der er grundlaget for bind 1 og 2 i denne serie. Bind 3, der vil rumme resultater af det arbejde, der er foregået siden konferencerne, ventes at udkomme omkring årsskiftet, mens et fjerde bind kan ventes i 1999.

Af de 12 artikler (på tysk og engelsk) i dette bind er kun de fire egentlig musikartikler, men de er til gengæld udmærkede.

Greger Anderson, docent i Lund og projektleder på musikdelen, beskriver denne del af forskningsprojektet i sin artikel, Arne Stakkelund skriver om stadsmusikanter i Norge, Fabian Dahlström om organister og stadsmusikanter i Åbo og Viborg medens Heinrich H. Schwab skriver om byer-nes repræsentation gennem musikerne.

Projektgruppen for musikdelen består af de fire nævnte personer samt danskeren Jens Henrik Koudal, der tidligere har skrevet artikler om emnet i Dansk Årbog for Musikforskning. I bind XIX (1988-91) skrev han om En priviligeret musikant og hans konkurrenter 1716-41, og i bind XXI (1993) om Musikermobilitet i Østersøområdet.

Beslægtet hermed er også flere af artiklerne i Friedhelm Krummachers bog Musik im Norden (omtalt i DMT nr. 5, 96/97).

Dette er en informativ udgivelse i den officielle udgivelsesrække for projektet.

Årgang 72/1997-1998, nr. 02