Nye plader

Af
| DMT Årgang 72 (1997-1998) nr. 02 - side 63-67

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Pionerer & outsidere
  • Annonce

    Lyden af fremtidens rum
  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf

Percy Grainger: "The Complete Piano Music". 5 cd sæt. Martin Jones, klaver. Nimbus Records. NI 1767. Spilletid: 8 timer og 21'.

Forrige århundrede så den store Bach-renæssance og andre revisioner af musikhistorien. Det 20. århundrede har også dyrket fornøjelsen ved at genopdage komponister, ja hele perioder, og samtidig rette op på historiens uretfærdige domme over dem. I vores medie-centrerede verden kan der måske være noget warholsk over de ca. 15 minutters posthum berømmelse, der bliver nogle til del på den konto. Men fænomenet stikker også dybere end begejstringen ved øjeblikkets sensationelle udgravninger og tilfredsstillelsen ved at korrekse tidligere tiders uretfærdige smagsdomme. Genopdagelserne og rehabiliteringen af glemte komponister som Ives, Mahler, Langgaard etc. og deres kunstneriske projekter finder jo ikke bare sted for de døde komponisters eftermæles skyld, ej heller blot til ære for dem, der taler deres sag nu. Det er muligheden for at revidere historien og den musikhistoriske kanon, der står på spil. Vi ændrer os og vi udskifter vores helte. Det er alt andet end trivielt.

For tiden synes der at være god plads til nye gamle hoveder i vores officielle musikhistorie-skrivning - den som i løbet af de sidste 40-50 år har taget fx de tre ovennævnte til sig. Det kunne faktisk være ganske forfriskende med en lille renæssance, især hvis det så også kunne give lejlighed til at opdatere eller blot nuancere vores samtidssyn. Og så er der nogen der siger »Percy Grainger!« - og det er da egentlig meget godt sagt.

De, der har hørt de tre udsendelser som P2 har lavet og udsendt om Grainger i august måned, vil - hvis de da ikke allerede var klar over det - have forvisset sig om at den mand for det første havde alt, hvad der i dag skal til, for så vidt angår farverig personlighed, til at fylde Warhols femten minutter ud - og lidt til. Og at hans kunstneriske projekt desuden var så seriøst ment, så imponerende dygtigt ført ud i livet, og så righoldigt, at det ville være skammeligt ikke at skænke denne grandiose fiasko af et livsværk en portion af vores opmærksomhed.

Hvis man er nysgerrig, men er gået glip af de tre udsendelser - og eftersom de blev sendt tre søndag eftermiddage med høj solskin er der nok en del, der er gået glip af dem - så vil jeg anbefale at man holder udkig efter genudsendelser - hvis de altså bliver genudsendt. Dels for at høre alle de yderst underholdende historier, dels for at høre musikken, dels for at få lejlighed til at tænke over det alt sammen.

Percy Graingers musik og hans livshistorie har en række af de 'klassiske' momenter, der kræves for at en god og effektiv renæssance kan lance-res: Han var miskendt og følte sig miskendt, og det han mente allerstærkest med sin musik blev ikke taget alvorligt. Han var en besynderlig og sammensat personlighed: Et varmt menneske - og sado-masochist; racist - og samtidig en der drømte om et stort menneskeligt fællesskab med plads til alle racer, hvor alverdens musik kunne smelte sammen. Australien, hvor han kom fra - det nyeste kontinent - skulle være stedet, hvor dette paradis kunne realiseres. Grainger var afvisende over for sin samtids avantgarde - og han var selv en vild eksperimentator, opfinder af 'musik-maskiner' m.m. En outsider, der ikke mistede troen på sin egen musik, al modgang til trods.

Han var selvcentreret, 'macho' og udadvendt. Og så er der hans musik. Der er meget af den, og selvom komponisten havde svært ved at få den opført, fik den ikke skrivebords-sygdomme af den grund - den blev ikke urealisabel, dårligt instrumenteret. Tværtimod - som instrumentator kommer man ikke uden om at manden var både original og genial. Og han arrangerede om og om igen for at værkerne kunne opføres i alle mulige forskellige sammenhænge. Han skrev 'elastic scores', som han kaldte det, der lod mulighederne stå åbne, så de udførende kunne opføre værket med de til rådighed stående midler.

Hvad gjorde han 'galt'? Hvorfor kunne hans samtid ikke bruge ham - eller han ikke sin samtid? Eller måske skulle man hellere spørge: Hvad er det ved hans musik, der måske kan tiltale os i dag - som kan definere vores smagsdomme som anderledes end vore forgængeres?

Det er tonal musik, ingen spor af tonalitetskrise, selv ikke i dens har-monisk mest fantasifulde momenter, og der er sandelig ellers fantasifuld harmonik så det basker. Det er musik, der grundlæggende i ethvert øjeblik består af rendyrket, nærmest perfekt velklang. Den er farverigt instrumenteret, nogle gange med brug af så mange koloristiske effekter, at det kan opfattes som vulgært. Der er ingen modernistisk fremmedgjorthed i denne for sin samtid så fremmedgjorte mands musik. Ofte er den aggressiv, af og til decideret voldelig, men forpint - aldrig.

Det er næsten altid melodisk musik. Meget tit sange, simpelthen, inspireret af alverdens folkemusik, gennemkomponerede gennemspilninger af en række vers og omkvæd, eller også fantasier uden specifikt tema - 'rambles' var Graingers ord for denne sidstnævnte satstype. Korte former - sjældent når stykkerne over 10 minutter, aldrig om Grainger ville skrive en symfoni eller en sonate eller noget, der mindede om den slags tunge tyske tiltag.

Det mest slående, og for vore dages ører frigørende, moment ved Graingers musik er nok dens fuldstændige mangel på distance til sine egne virkemidler. Det at den ikke betjener sig af fremmedgørende teknikker. I den forstand er den så gennemført, at stykkerne engang er blevet opfattet som salon-musik, fordi Grainger ikke har set nogen grund til at det lydunivers skulle være et mindre legitimt sted for musikken end andre, og fordi han overhovedet ikke ville vide af intellektuel distance i musikken.

Her har jeg næsten 8 1/2 times klavermusik fordelt på 5 cd'er. Der er originale værker og sange - disse repræsenterer omkring halvdelen af spilletiden, vil jeg anslå. Og der er arrangementer i massevis, lette udgaver af egne værker, sammentrængte transskriptioner af andres værker bl.a. til brug for Grainger selv i hans koncertvirksomhed, klaverudgaver af orkesterværker, der aldrig kom til opførelse i orkesterversionen, etc.

Selv hvis man tager andre komponisters værker i Graingers klaverudgave med - fra Dowland til Foster, fra Bach til Rachmaninov, fra Händel til Gershwin, fra Brahms til Delius - er det forbløffende så homogent et materiale, der tegner sig. Ikke at det alt sammen er 'det samme', men man mærker, at den samme kraftige per-sonlighed er på spil over det hele, og hvordan det alt sammen bliver bragt til at hænge sammen i ét univers.

At høre Dowland, Bach eller Gershwin i Graingers udgave er ikke for purister, og jeg er sikker på at der vil være øjeblikke i denne cd-boks, der for nogle lyttere er slemmere oplevelser end Beethovens Femte tilsat diskotrommer. Men transskriptionerne er i det mindste, selv når de synes smagløse eller overdrevne eller når de bare er en anden musik end originalen, interessante som et særegent stykke receptionshistorie.

Når det gælder Graingers egen musik, finder jeg det ret uproblematisk at gå med på dens præmisser, det er ofte ganske forrygende. Det gør det selvfølgelig ikke værre, at Martin Jones spiller det hele - fra det mest vanvittigt virtuose til det enkleste og mest ukunstlede - forbilledligt klart og gennemsigtigt uden sovserier. Alt virker umiddelbart musikalsk forståeligt. Forførende selvfølgelig musik.

Vagn Holmboe: "Chamber Concertos Vol.III, Nos. 7-9", Max Artved, obo, Mikkel Futtrup, violin, Tim Frederiksen, bratsch, Radiounderholdningsorkesteret, Hannu Koivula, dir. dacapo 8.224086. Spilletid 62'.

Vagn Holmboe: "String Quartets Vol.III, Nos. 7,8 and 9." Kontrakvartetten. dacapo, 8.224073. Spilletid 65'.

Der sidder givetvis rundt omkring i landet mange, der ser frem til fortsættelserne af dacapos udgivelsesrække af Holmboes kammerkoncerter og strygekvartetter. Nu er tredje afsnit i begge føljetoner kommet. Kammerkoncerterne 7, 8 og 9 fra årene 1944-46 gives af et velklingende Radiounderholdningsorkester med rigtig gode solistpræstationer. I niende kammerkoncert for violin, bratsch og orkester, danner fx Mikkel Futtrup og Tim Frederiksen på hhv. violin og bratsch et smidigt spillende og fornemt afstemt makkerpar. Det er et veloplagt værk, der - ikke mindst gennem de to solisters indsats i de mange passager, hvor orkesteret tier - både kommer omkring en særegen luftig elegance og en intens melankoli. Det er nok et alvorligt værk - ikke uforpligtende underholdning - men uden at være tyngende.

Måske har krigens slutning frigjort en lethed i stoffet, som ikke på samme måde gennemtrænger de to andre koncerter (fra 1944-45) på denne cd. Hannu Koivula har sammen med Radiounderholdningsorkesteret fået nuancer, varme og farverigdom frem i alle disse tre Holmboe-fortolkninger, der er meget hørværdige.

Bartók-inspirationen hos Holmboe fornægter sig ikke i kammerkoncerterne, men fornemmes måske endnu tydeligere i strygekvartetterne - her nr. 7, 8 og 9 fra 1964-66 (nr. 9 revideret i 1969) - som indtager en central plads i begge komponisternes produktion.

Kontrakvartetten har et fast greb om kvartetterne, til tider næsten for robust. Man hører ikke samme nænsomhed som Mikkel Futtrup og Tim Frederiksen leverede i niende kammerkoncert. Men hvad der måtte mangle af nænsomhed får man til gengæld i sikker og ubesværet koordination af de mange tætte rytmiske og motiviske impulser, præcision og dynamisk gennemarbejdethed. Men det turde vel for så vidt også kun være en selvfølge i en indspilning med Kontrakvartetten.

"From Scandinavia". Arditti Quartet Edition 28. Værker af Magnus Lindberg, Bent Sørensen, Kaija Saariaho og Jukka Tiensuu. Arditti String Quartet, Kari Kriiku, klarinet, Jukka Tiensuu, cembalo. Montaigne, MO 782033. Spilletid 71'.

Denne udgivelse er en del af et større projekt fra Arditti kvartettens side - den otteogtyvende cd i en serie, der foreløbig har været omkring den anden wienerskole og en lang række tunge drenge og piger i efterkrigstidens repertoire (Ferneyhough, Dutilleux, Kagel, Kurtag, Gubaidulina, Lachenmann, Nono, Rihm, Xenakis og mange andre...), samt en under-serie med geografiske temaer - "From France", "From Germany", "From Italy", "From USA" etc. Også i serien med de geografiske temaer, drejer det sig om de komponister, der enten for længst er etablerede som de centrale i fortællingen om den nye musik siden '45, eller om dem, der nu betragtes som de mest fremtrædende i de yngre generationer.

Bl.a. gennem en sådan programlægning konsoliderer Arditti kvartetten sin status som en sand institution i ny musik - på linie med Ensemble Modern og andre ny musik fortolkere i verdenseliten - et ensemble, der giver den institutionaliserede ny musik ultimativt professionelle og engagerede opførelser. Det er en business, hvor der ikke er råd til et sekunds sjusk - og det er måske også derfor, man ikke ser en serie, der ligefrem forekommer at flyde over med hasarderede satsninger eller afsøgninger af den ny musiks udkantsområder. Al pjanken overlades til Kronos kvartetten og Ardittierne beholder jakkesættet på, fristes man til at tænke. Seriøsiteten går endda så vidt, at booklet'en til nærværende cd sluttes af med en litteraturliste - foreslået supplerende læsning om Magnus Lindberg og Kaija Saariaho.

Ardittierne udfordrer, eller rettere: tager udfordringen op fra en verden, der er i tvivl om, hvorvidt den svære ny musik ikke bare er svær, men måske også kedelig, og det gør de med stor styrke.

Magnus Lindbergs klarinetkvintet fra 1992 indleder cd'en, en meget trille- og tremolo-rig musik, karakteristisk energisk udfoldet med mange virtuose løb, et væld af melodiske impulser med udløbere i alle retninger, en musik, hvor strygerne følger soloklarinetten tæt, ofte unisont, ofte i farverig instrumentation af klarinettens materiale, som udnyttes såvel melodisk som rytmisk og harmonisk. I løbet af satsen veksles mellem denne tætte, legende aktivitet og roligere faser i et højere leje. Udtrykket har en næsten drenget, nysgerrig, undersøgende og meget livlig karakter.

Herefter følger Bent Sørensens tredje strygekvartet, Angels' Music (1987-88), der i et højt leje og i et sært både blødt og knirkende pianissimo udviser en på en måde tilsvarende tæt aktivitet, men med et ganske anderledes resultat. Glissandi, kvarttoner, tremoloer især mellem toner i lille terts-afstand, fraværet af 'bund' i klangbilledet og en koncentration omkring de næsten kropsløse klange, der frembringes 'Sul Ponticello' og ved hjælp af den såkaldte 'Ton-Wolf"-dæmper (egentlig en dæmper til øvebrug, for den tager næsten hele violinens klangfylde væk, og lader kun en blød skygge af tonen tilbage), transporterer musikken over i et næsten ikke-fysisk parallel-univers. Men selvom Lindbergs og Sørensens musik synes at være af to forskellige verdener, er der dog også så mange ligheder, at det forekommer slående at så ens musik kan være så forskellig...

Saariahos Nymphea fra 1987 har det til fælles med de to foregående stykker, at det er musik uden afbræk, en musik, der glider fra den ene tilstand over i den anden, og ligesom hos Sørensen udforskes tremoloer og knirkende 'Sul Ponticello' klange i det dynamiske område under og omkring pianissimo - hos Saariaho kommer vi dog også et pænt stykke over i ny og næ. Men samtidig er der flere udholdte klange, og elektronik tages i brug til at udvide det akustiske rum, omend det sker forholdsvis diskret. Trods det gennemgående stilfærdige klanglige univers sker der dramatiske ændringer i teksturen i løbet af stykket.

Jukka Tiensuus Arsenic and Old Lace, komponeret 1990, er for cembalo (stemt så der, fordelt mellem manualerne, befinder sig 24 toner pr. oktav) og strygekvartet. Det benytter til forskel fra de andre værker i udstrakt grad kontrastvirkninger og formelle afbræk. Det er med andre ord et mere traditionelt koncerterende stykke, men det virker som en ret uforløst seance, fuldt af påklistrede indskydelser. Formelt afviger det meget fra de tre andre værker, der udvikler sig organisk, gennem umærkelige overgange, og det overbeviser ikke i samme grad.

György Ligeti: "String Quartets and Duets. György Ligeti Edition 1". Arditti String Quartet. Sony Classical. SK 62306. Spilletid: 58'.

Her møder vi straks Arditti kvartetten igen, nu som deltagere i et lignende seriøst projekt, denne gang fra Sony - første udspil i en Ligeti serie. Hans strygekvartetter, no. 1 og 2, fra hhv. 1953-54 og 1968 indleder. Den første er skrevet i Budapest før Ligeti flygtede til Vesten (i 1956) - til skrivebordsskuffen. Den er inspireret af Bartóks tredje og fjerde kvartet, som hørte til den 'forbudte' del af Bartóks værker på dette tidspunkt i det kommunistiske Ungarn.

Nummer 2 er skrevet uendelig meget senere. Baggrunden er nu ikke alene erfaringerne fra mødet med den vestlige avantgarde, Paris, Darmstadt, elektronmusikstudiet i Köln, men også Ligetis egne banebrydende orkester-værker, Apparitions, Atmosphères og Lontano, fra slutningen af 50'erne og op igennem 60'erne. Her mister det motiviske arbejde sin traditionelle funktion som noget, der driver formen frem, eller som i det hele taget har nogen betydning i sig selv, og polyfone og polyrytmiske teknikker bliver i stedet væsentlige midler til arbejdet med klangens tekstur. Strygekvartet No. 2 er et af de værker - sammen med Continuum for cembalo, 10 Pieces for blæserkvintet, kammerkoncerten og andre - fra slutningen af 60'erne, hvor Ligeti overfører disse såkaldte mikropolyfone teknikker til forskellige kammer- og solo-instrumentarier.

Allerede i den første strygekvartet hører man et arbejde med og en sen-sibilitet over for teksturelle nuancer, som blander sig med, og nogle gange synes at være vigtigere end, det motiviske arbejde, og der er præ-ekkoer af mange af de ting, man hører senere i Ligetis musik: Forskellige registre isoleres og flyttes rundt på, spilles ud mod hinanden og udnyttes til at skabe originale kontrastvirkninger, der er pludselige skift fra høj aktivitet til 'fjerne' klange. Mange virkninger, der bliver centrale og får konsekvenser for hele anden strygekvartet er således allerede til stede i den første, trods den store afstand, der også er mellem de to værker.

Anden strygekvartets tredje sats er en pizzicato-sats, der ligesom kammerkoncerten fra 1969-70, udnyt-ter de polyrytmiske erfaringer fra Poeme symphonique for 100 metronomer fra 1962 i en ekstremt virtuos kammermusikalsk sammenhæng. Samtidig kan man måske også opfatte det som et lille nik tilbage til den berømte pizzicatosats i Bartóks 4. strygekvartet.

Udover disse to vigtige værker, der både vidner om kontinuiteten og om spændvidden i Ligetis værk, rummer cd-en en ganske kort sats skrevet i 1982 som en fødselsdagshilsen til Hilding Rosenberg og to tidlige værker - begge fra 1950. Det ene består af to arrangementer af rumænske folkesange for violinduo, i sin tid tænkt som starten på en serie i stil med Bartóks 44 duoer, og det andet er en afgangseksamenskomposition fra Franz Liszt Akademiet i Budapest - en tonal og ganske smuk tosatset strygekvartet, der benytter sig af et delikat kontrapunkt efter lærebogen og dertil folkemusikalske islæt.

Hans-Henrik Nordstrøm: "Hans Henrik Nordstrøm 1". Det Jyske Ensemble, Moyzes Kvartetten, Anna Klett, klarinet, Lin Ensemble. Classico/Olufsen Records. CLASSCD 166. Spilletid 71'.

Der er sammenhæng i de ting Hans-Henrik Nordstrøm lader sig inspirere af - storslåede og betagende naturfænomener som synet af fjerne galakser, færøsk natur, megalitter fra oldtiden i Bretagne etc. - og en tilsvarende konsistens i det lyriske univers han bevæger sig i musikalsk.

Det er som regel bred, pulsløs, atonal og grundlæggende gestisk funderet musik med hang til det stille indre drama som opstår i sindet ved den (be)undrende iagttagelse af naturen, til det drømmende, det kontemplerende og til nattestemning. Men der er også plads til den mere brutale, overmægtige, dissonerende og aktive natur. Som fx Strygekvartet nr. 2 fra 1994 med tilnavnet 'Den færøske', der var på programmet ved Nordstrøms Suså-festival for nylig (se rapporten andetsteds her i bladet). De andre værker her på cd-en er også fra 1990'erne, en klarinet solo med den færøske titel Fara fram vid, Strygekvartet nr. 1 samt M 31, skrevet til Lin Ensemble.

M 31 er det let upersonlige navn for vores nærmeste nabogalakse, godt to millioner lysår borte. Med så langt til naboerne er det klart, at der er en vis fornemmelse af ensomhed i Nordstrøms musik. Menneskets rejse mod uendelighedens rum er ikke nogen grupperejse, det er en poetisk rejse, der forudsætter en god portion forelskelse i ensomheden eller i alt, der besidder mennesketomhedens kølige skønhed. Det er den position Nordstrøms musikalske naturlyrik klinger fra, og det resulterer i en sympatisk tålmodig musik.

Ib Nørholm: "Duos With Organ". Jens E. Christensen, orgel, Nina Pavlovski, sopran, Tomas Krakowski, guitar, Toke Lund Christiansen, fløjte, Tine Rehling, harpe, Bjørn Carl Nielsen, obo. Kontrapunkt 32251. Spilletid 64'.

Jeg har egentlig aldrig helt forstået, hvorfor redaktører af booklet'er til mange danske cd-udgivelser med dansk musik i den grad virker ligeglade med det danske publikum og koncentrerer sig om at viderebringe informationerne på andre sprog end dansk. Men det må vel være fordi der sælges så uforholdsmæssigt mange flere af dem i fx engelsk- og fransksprogede egne af verden, at det danske marked simpelthen må opfattes som marginalt i sammenhængen.

Stadigvæk synes jeg dog godt man kunne bringe teksten til en sungen tekst i den danske udgave, som fak-tisk synges, og ikke kun den engelske og franske oversættelse, i et værk som Nørholms Motet for sopran og orgel på nærværende cd.

Duos With Organ indeholder 5 Nørholm-værker, det tidligste, ovennævnte motet, helt tilbage fra 1954. Et tidligt, overvejende mol-præget værk med modale elementer, der benytter et koncentreret motivisk materiale og slutter i en stor durakkord. Næste værk, Kontroverser, for det umage par guitar og orgel, er præget af både den ny enkelthed og 70'ernes stilpluralisme.

Første sats er bygget op af små selvstændige, forholdsvis enkle og meget forskellige moduler, der stedse varieres - udvides og indskrænkes - og sættes i omløb omkring hinanden, og hvor guitar og orgel skiftes til at spille og tie. Praktisk nok, de to instrumenters ulige dynamiske formåen taget i betragtning.

Anden sats er mere kontinuert opbygget i en afveksling mellem en aggressiv satstype med abrupte staccati og en sødt flydende sats. I tredie sats' mere løsslupne skænderi spiller de to instrumenter i stigende grad samtidig, i munden på hinanden, men uden at det giver balanceproblemer - i hvert fald i denne produktion. Der er endnu et værk på cd'en for orgel og knipset instrument, nemlig harpen - igen en uvant kombination. De to instrumenter er faktisk meget smukke sammen og sætter hinanden i relief i stykket Light and Shade.

De øvrige to værker er for hhv. fløjte og orgel og for obo og orgel, mere almindelige sammensætninger, og de er ifølge sagens natur mere optagede af melodik, liniedragninger. Men ligesom i duetterne med de to knipsede instrumenter arbejdes der med inddragelse af heterogent materiale, og især den 'rene' tonalitet spiller en særlig rolle som et påfaldende virkemiddel til at indsætte satstekniske kontraster i kompositionerne.

Årgang 72/1997-1998, nr. 02