På udflugt med ny musik. Suså-festivalen 23.-24. august 1997

Af
| DMT Årgang 72 (1997-1998) nr. 02 - side 60-62

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Pionerer & outsidere
  • Annonce

    Alice
  • Annonce

    Lyden af fremtidens rum

Ad hedebølgetørre veje, langs en kilometerlang allé af slatne og tørstige syrener, stadig med støvet fra høstmaskinernes sidste runder på markerne hængende i øjne og lunger når man frem til den kølige oase langs Susåen neden for Gunderslevholm Gods. Den stille pludren af vand og kanoroende turister er befriende og lægger både fysisk og mentalt en god bund for det udfordrende og krævende døgn, der ligger forude, i selskab med 4 dobbeltkoncerter med ny og nyere dansk musik.

På trods af de noget misvisende signaler i den tegning der altid har fulgt festivalens plakat og programbog, er der ved Ny Musik i Suså tale om en festival, som i sin programlægning er fuldt på linie med alle andre hard-core ny-musikfestivaler. Eneste forskel er at de landlige omgivelser skraber et godt lag af den finkulturelle tyngde af musikken, nogenlunde på samme måde som den nu hedengange Ebeltoft festival for ny musik gjorde det i begyndelsen af 90'erne.

Det publikum møder er en musik som musikerne ser ud som om de kan lide at spille, og som publikum selv - i en hed sensommer 97 - har valgt at konfrontere sig med. En musik som i høj grad tages alvorlig, men placeres i en afvæbnende ramme, der udstiller dens fremmedhed over for et ikke-storbyliv og samtidig afkræver den en holdning til sin egen eksistens - tvinger den til at argumentere for sig selv, så at sige.

Med sprechstallmeister Anne Kristine Smiths ord er Susåfestivalen en festival der fokuserer på musikken - i modsætning til festivaler der også har en diskuterende dimension i form af seminarer om musikken og komponisterne. Ved Susåfestivalen er målet kort og godt at få lyttet til en hel masse musik. Og samtidig forsøge at bringe musik, musiker og lytter tættere på hinanden. Og - ikke mindst i kraft af Susåskolens festsals forbavsende klare akustik - at skærpe øret og bevidstheden for hvilke lyde og klange, der egentlig er i musikken og for hvor stor koncentration det faktisk kræver både at spille og lytte til den ny musik.

Fordi koncerterne foregår et sted man må valfarte til og ikke bare kan møde ved at tænde for radioen eller smutte forbi i koncertsalen i timerne mellem arbejdstid og aftensmad, bliver musikken en begivenhed i sig selv. Og man får god lejlighed til at tage stilling til spørgsmål som gyldighed og gennemslagskraft i den ny (især danske) musik. Helt banalt, men godt som eksempel, når landlige lyde trænger sig på i stille passager i musikken, som det fx skete under Dansk Saxofonkvartets koncert. En indtrængen af virkelighed i den abstrakte kunstoplevelse og en tankevækkende modpol til hele den højt udviklede klassiske musikabstraktion.

Når ny musik konfronteres med en sådan direkte holdbarhedsprøve er det naturligvis ikke altid den kan stå distancen - det er noget musik pr. definition for skrøbelig til. Men når den holder, og når man som publikum efter et værk opdager at man har været helt væk i oplevelsen af at lytte, falder brikkerne på plads og nødvendigheden af denne type musik bliver indlysende.

Billedligt talt

Tre kammerensembler gæstede festivalen: Det 'lokale' Storstrøms Kammerensemble, Ensemblet Aldubáran fra Færøerne og Figura.

Åbningskoncerten var med Storstrøms Kammerensemble og 1. værk var Niels Rosing-Schows Echoes of Fire fra komponistens og Sanne Bjergs kammeropera Brand. Som det også viste sig senere på festivalen var Rosing-Schows musik med sin omhyggelige struktur en helstøbt oplevelse at lytte til, tilsyneladende med en fint poleret, lidt glat finish, men under den lækre overflade med masser af smidige detaljer. Til denne festivals rammer var værket perfekt valgt. Publikums blandede sammensætning af tilrejsende københavnske ny-musik gengangere, det mere lokale publikum og bl.a. et par gymnasieklasser fra Nakskov, kunne samles om Rosing-Schows værk for at blive styret ind på 'sjælen' i denne festival.

At musik kan være billeddannende er efterhånden en lidt slidt floskel. Men hvad nu hvis vi vender den om og forestiller os at billeder kan skabe musik? Karsten Fundal har gjort forsøget med inspiration i de moderne tv/film-teknikker som især udfolder sig i reklamespots og musikvideoer på de hurtige kanaler, fx MTV. Forestillingen om en musik der som billedsiden i computergenererede sekvenser kan forandre sig fra det ene øjeblik til det andet og hele tiden lade nye sider af sig selv komme frem er blevet til værket Zoom. Ideen bag værket lyder umiddelbart helt oplagt, men det overrumplende element - fornemmelse af at få tæppet revet væk under sig - som er essentiel for den type billedlig oplevelse Fundal refererer til, flytter ikke rigtigt med til det musikalske medie. Den indre billeddannelse lader sig ikke så let styre og er vel også for forskellig fra lytter til lytter til at forførelsen med abstrakte, klanglige midler kan forventes at lykkes for alle, hver gang. Er man først 'faldet af' forløbet, som det skete for undertegnede, er der ikke meget at gøre. Andet end selvfølgelig at nyde de svimlende fald og skarpe attacker det myldrer med i værket - og håbe man næste gang kan hænge lidt bedre på.

Hos Erik Højsgaard er de billedlige referencer noget tydeligere. Paysage er tableau på tableau af landskabelig idyl og svulmende romantiske passager. Her er problemet det modsatte af Fundals, nemlig at billederne er for entydige, og at man med denne festivals landlige iscenesættelse sådan set har rigeligt af den type idyl i forvejen, lige uden for koncertsalen.

Ud over scenekanten

Ved Ensemblet Aldubárans koncert mødte vi et velfungerende kammerensemble med det interessante særpræg at de spillede uden dirigent. Gevinsten i forhold til den direkte kontakt mellem musikere og publikum var enorm, mens den ulempe, man normalt fornemmer når et ensemble på denne måde mangler 'en samlende styring', stort set ikke var til stede her. Det vidner om omhyggeligt prøvearbejde på ensemblestykkerne og stor indre opmærksomhed hos musikerne.

Især Jesper Kochs Funerailles - fantômes d'un temps perdu stod stærkt trods dets karakter - det er mere en stemning end et forløb - som ellers er præcis den type musik man skulle forvente ikke kunne lykkes uden dirigent. For Ensemble Aldubáran var det ikke noget problem.

Jesper Kochs musik mødte vi igen ved koncerten med Figura, denne gang med en uropførelse af Berceuse. Igen afslørede komponisten en meget præcis formdannelse og den samme effektive og sugende udnyttelse af ensemble-klangen som også er fx Poul Ruders' varemærke. Jesper Koch er en forholdsvis ny komponist på scenen og står over for sin første større præsentation på Musikhøst til november. Hans korte værker ved Suså-festivalen lover godt før det mere omfattende møde i Odense.

Figura opførte også Ivar Frounbergs ...to arrive where we started. Titlen lægger op til et subtilt forløb af fremadrettede og bagudrettede bevægelser - endnu et abstrakt, uforståeligt værk, tænker man, men værket viser sig at være et både levende og dramatisk, især båret frem af ensemblets vokalist, Helene Gjerris. Hun har først for ganske nylig haft debutkoncert fra konservatoriet i København, men i ny musik kredse har hendes navn allerede længe været synonymt med engagerede og kompetente opførelser.

Hun er et af mange eksempler på musikere og sangere som tidligt, allerede mens de er under uddannelse, tiltrækkes af og satser hårdt på den ny musik. For dem handler musikken om andet og mere end kvoter og pligt-arbejde. De tvinges ofte ud i ekstreme situationer og bliver hele tiden bedre til at forstå noderne og komponisterne og får større og større overskud når de skal realisere musikken.

Slagtøjsspilleren Thomas Sandberg er et andet eksempel på en sådan utrættelig arbejdskraft og sparringspartner for komponisterne i dag. Sammen med Klaus Ib Jørgensen arbejder han på en serie etuder for marimba, en slags kompendium i klassiske og nyere spilleteknikker. Indtil videre er der skrevet 5 som alle blev spillet ved Thomas Sandbergs solo-koncert på festivalen. Nr. 2 og 4 fascinerede mest, især i de mere virtuose sekvenser hvor løb og figurer bevæger sig så hurtigt at de enkelte slag næsten forsvinder og musikeren får en plastisk, svævende klangmasse at arbejde med.

En sygemelding fra fløjtenisten Svend Melbye efterlod et hul i koncertprogrammet, som Thomas Sandberg valgte at fylde ud med en improvisation på slagtøjet. Hvad improvisationen end måtte mangle i overordnet form og struktur fik den rigeligt igen gennem Sandbergs engagement og den stod som en solid programerklæring fra en musiker der repræsenterer den yngre generation og viljen til at søge grænser.

Nordlys og steppebrand

Et slet skjult tema i festivalen var den færøske musik, eller mere præcist musik med tilknytning til Færøerne. Værker af Kristian Blak, Sunleif Rasmussen (bosat i Danmark) og Hans Henrik Nordstrøm havde alle på hver deres måde enten oprindelse eller inspiration i det færøske og nordiske. Det var således som lytter oplagt at lede efter en fællesnævner i disse værker, noget specifikt færøsk der kunne peges på. Tendensen viste sig at være den at jo mere komponisterne til daglig har kontakt med Færøerne des fjernere lyder deres musik fra den danske forestilling om det færøske.

Sunleif Rasmussens 1. strygekvartet havde elementer af forreven, men samtidig uhyre sart, musik, mens Blaks Vienne la nuit egentlig slet ikke anslog noget specielt nordisk eller færøsk i denne lytter. Meget tankevækkende var det der kom tættest på min forestilling om 'det færøske' Hans Henrik Nordstrøms Strygekvartet nr. 2, Den færøske., med musik som ofte fremkaldte en stærk, vindblæst stem-ning. Som formentlig ikke har det fjer-neste at gøre med den færøske selvforståelse men meget, derimod, med en dansk forestilling om 'det færøske'.

At det alligevel rundt om i Europa er relevant at tale om forskellige regioners særpræg demonstrerede koncerterne med den slovakiske strygekvartet, Moyzes Kvartetten. Kvartetten har spillet en del i Færøerne og Danmark og har adskillige værker fra disse lande på repertoiret. Deres spillestil har en solid bund i en østeuropæisk, slavisk klang med et bredt foredrag og kraftfulde ansatser. Når denne spillestil møder de nordiske komponisters mere sarte tonesprog opstår et kulturelt sammenstød som i mange tilfælde er interessant at lytte på. Æteriske passager og fx Ib Nørholms til tider let legende fraser virker en smule tillærte. Til gengæld er kvartetteni stand til at trække stærke linier frem når musikken 'tager mere fat' som fx i dele af Hans Henrik Nordstrøms og Sunleif Rasmussens værker. Helt tydelig blev deres musikalske opdragelse, da de spillede landsmanden Juraj Benes' Strygekvartet nr. 3. Her passer komposition og spillestil sammen og tykke bølger af varm kraft strømmede ud af kvartetten. Det kunne være spændende at høre hvad denne kvartet kunne få ud af fx Vagn Holmboes musik.

Ny Musik i Suså er som festival nu 5 år gammel og har etableret sig som et frodigt og intensivt supplement til ny musik-livet herhjemme. Uden tilknytning til nogen af UT-foreningerne lever den sit eget liv og er som sådan 100% afhængig af arrangørerne, Hans Henrik Nordstrøm og Anne Kristine Smiths fortsatte engagement.

Andre festivaler som har holdt sig oppe på et lignende totalt engagement fra enkelte arrangørers side har af forskellige årsager måttet lukke ned helt eller delvist. Måske den vigtigste opgave for Suså-festivalen lige nu er at sikre sin egen eksistens, også den dag roret må overdrages til nye kræfter.

Årgang 72/1997-1998, nr. 02