At være musiker i København. En eksposé over 20'ernes musikliv i hovedstaden

Af
| DMT Årgang 72 (1997-1998) nr. 02 - side 38-44

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Pionerer & outsidere
  • Annonce

    Lyden af fremtidens rum
  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf

Hvordan var det at være musiker i de første årtier i dette århundrede?

Martin Granau har studeret vilkårene for den tids musikere og han har talt med nogle af dem, der var med i orkestrene.

Det er blevet til to artikler. Den første bringer vi her.

København i 1920'erne. Overalt i hovedstaden er der rig mulighed for at høre musik - om ikke døgnet rundt, så i hvert fald om eftermiddagen og om aftenen. De højkulturelle ople-velser får man i Det kgl. Teater eller måske i Tivoli, og ønsker man at blive underholdt med lettere musik, overværer man måske en operette i Casino eller i Scala. Den helt uforpligtende musikoplevelse får man på restauranter, caféer og sågar konditorier, hvor en trio i det ene hjørne spiller et udpluk - i hjemmelavet arrangement - af tidens populære melodier.

I dette virvar af orkestre og ensembler skulle det være relativt nemt for en ung og ambitiøs musiker at finde arbejde, men vejen frem til den eftertragtede plads i Det kgl. Kapel er lang og besværlig.

Den unge og urutinerede musiker, der står overfor at skulle gøre karriere, har måske gået på konservatoriet i København, men det er langt fra sikkert. Han har snarere studeret privat hos en Tivoli- eller kapelmusiker, og har fået orkestererfaring enten i en eller anden orkesterskole eller i et af de københavnske amatørorkestre - Euphrosyne, Progres eller Akademisk Orkester. Han er desuden indmeldt i Københavns Orkesterforening - et ufravigeligt krav for at kunne få professionelle engagementer.

Kommer han fra provinsen er hans tilgang til den klassiske musik en anden. Ude i landet knytter musikoplevelserne sig nemlig til de mange militærorkestre, som hyppigt afholder koncerter. Er den unge musiker blæser, er hans lærer højst tænkeligt regimentsmusiker.

Og meget apropos er det typisk for den unge musiker, at han mestrer to instrumenter - et stryge- og et blæseinstrument - derved er hans anvendelighed større. Hans engagement i et orke-ster kan meget vel afhænge af, at der er brug for hans biinstrument i højere grad end hans hovedinstrument.

Den unge musiker har ganske givet mest lyst til at spille rigtig musik, hvilket vil sige den musik der spilles i Det kgl. Teater, i Tivoli og i de mange store og små musikforeninger; men at søge en ledig plads i enten Kapellet eller Tivoli-orkestret er på nuværende tidspunkt omsonst. Han må starte fra bunden i det hierarkiske musikliv, der nederst har café- og restaurationsorkestrene, i midten teater- og biograforkestrene og øverst Tivoli-orkestret og Kapellet.

Den unge musiker er nok lidt betænkelig ved udsigten til at starte karrieren som cafémusiker. Han er bange for at få 'cafétone', og dette afholder flere ambitiøse musi-kere fra at spille restaurationsmusik. Som eksempel på dette kan nævnes, at da Jacob Gade forlader Palads-teatret for at blive kapelmester i Scala, har han et mas med at skaffe sig violinister, idet flere af de unge violinstuderende fra konservatoriet hellere vil hutle sig igennem tilværelsen end skaffe sig ind-tægter som café- og balmusikere.

Restaurationsmusikeren

De fleste af de unge musikere må imidlertid tage hvad de kan få, og den unge musikers spillelærer anbefaler ham måske at starte karrieren som 'rejsemusiker'. I Sverige er manglen på musik stor, og hver sommer søger danske musikdirektører og selvbestaltede kapelmestre engagementer på restauranter og hoteller fortrinsvis i det sydlige Sverige, men undertiden også helt op i Nordsverige og Finland.

Akkurat som i Danmark spiller orkestret, der i størrelse er fra tre til måske tyve-tredive mand, til middagspassiaren; men på et tidspunkt trænger hotellets gæster til fornyelse, og selv om nogle orkestre kan forblive på den samme lokalitet i op til flere måneder, drager orkestret som regel videre efter et par uger eller tre, forhåbentlig til et nyt engagement. Er dette ikke tilfældet, opløses orkestret og musikerne forsøger enten at komme ind i andre restaurationsorkestre eller må vende hjem til Danmark og risikoen for at gå arbejdsløse resten af sommeren.

En dygtig kapelmester har imidlertid sørget for næsten uafbrudt arbejde i form af engagementer på store hoteller fra maj til august. En sådan mand er Christian Jensen, der om vinteren spiller til baller og desuden er musikdirektør i National Varieté i København. Kommer man ind i hans orkester er man allerede godt på vej. Ikke alene har man sommer-engagement, men man har også mulighed for at spille balmusik hele vinteren. Helårsbeskæftigelse er et sjældent syn på denne tid.

I Danmark er det svært at få sommerengagementer som i Sverige. Konkurrencen er ganske enkelt hårdere. Men lykkes det - gennem avertering i aviser og blade eller via bureauer i eksempelvis København eller Aalborg - at få skrabet et engagement til sig, slipper man for at rejse udenlands.

I de større byer, og især i København, findes små caféer, restauranter og deciderede danserestauranter, der hele året har brug for musik. Enkelte af disse begynder i 20'erne at blive domineret af jazzmusikere, men ofte er det klassisk uddannede musikere, der spiller Puttehøne-kvadrille, Riberhus March og udtog af Liden Kirsten udsat for en salon-orkesterbesætning af varierende størrelse.

En trio bestående af violin, cello og klaver dominerer imidlertid i højere grad billedet, og på mindre etablissementer vælger man ofte - af især økonomiske grunde - at benytte trioen fremfor større orkestre.

Teater- og biografteater-orkestrene

De mindre teatre og biografteatre benytter også trioen flittigt, og skal trioen yderligere beskæres ryger først cellisten, og dernæst violinisten ud.

For den unge musiker er det næppe mere attråværdigt at spille i de små teatre end på caféerne; men i de store teaterorkestre får man mulighed for at opleve følelsen af at sidde i et større orkester - og kunne leve af det!

Blandt de største teatre med eget orkester er Nørrebros Teater, Folketeatret, Det Ny Teater, Scala, Dagmar-teatret og Casino-teatret. Her spilles ikke kun til operetter, men også til skuespil, hvor man finder en passende ouverture og mellemaktsmusik frem og arrangerer den for orkestrets besætning. Orkestrene er relativt store, og eksempelvis Casino har 15 mand i orkestret.

Langt fra alle teaterorkestrene er faste, og i eksempelvis Det ny Teater skaffer man ca. 20 mand, da man skal sætte Peer Gynt op. Da forestillingen har gået for sidste gang, har orkestret stadigvæk kontrakt med teatret, der for at udnytte situationen straks efter sætter Frøken Nitouche op - omarrangeret til brug for den aktuelle orkesterbesætning.

Netop Casino-teatrets orkester har i starten af århundredet under dets kapelmester Ferdinand Hemme oplevet flere succes'er, hvoraf den største uden tvivl var Lehars Den glade Enke med Gerda Krum og Holger Reenberg i hovedrollerne. Forestillingen spillede i 1906 i København og publikum var begejstrede. Året efter turnerede forestillingen rundt i Jylland og på Fyn, og musikerne, der efterhånden blev lede og kede af Lehar, havde intet andet valg end at fortsætte med de muntre operettetoner.

Teatrets overlevelse er og var - som alle andre private foretagender - betinget af de indbringende succeser, og Den glade Enke spillede i disse år rigtig mange penge ind. Først efter i alt 164 opførelser - næsten 10 gange flere end andre forestillinger havde opnået - var det endelig slut, og både kapelmester og orkestrets musikere tog fortrøstningsfulde fat på nye opgaver.

Også biografteatrene har eget orkester. Mange af de mindre biografer har - i lighed med de mindre teatre - enten en trio, en duo eller kun en pianist; men Paladsteatret har et orkester bestående af 24 mand og Kinopalæet har 16.

Orkestrenes funktion er udelukkende at ledsage stumfilmene efter en nøje fastlagt plan: Enten finder kapelmesteren et passende repertoire frem, eller også skal de med filmene medfølgende nodebøger benyttes. I disse nodebøger markerer store indtegnede krydser de forskellige afsnit i musikken, som er nøje afstemt filmens handling - og når en lampe oppe på dirigentens nodestativ lyser, gælder det for musikeren om i en fart at springe ned til næste kryds.

Tivoli-orkestret

I Sverige kan man finde symfoniorkestre så tæt på som i Helsingborg og Norrköping, og navnlig danske træblæsere er i høj kurs på den anden side af sundet. I de svenske orkestre, som har en be-sætning på 20-30 mand, er det som regel sådan, at strygergruppen fortrinsvis består af svenskere (selvom der sagtens kan være flere både danskere og tyskere).

Træblæsergruppen består af alle nationaliteter, fortrinsvis danskere, mens messingsektionen er besat med de dygtige svenske messingblæsere. I disse orkestre bliver man ansat på kontrakt i 8 måneder, og bliver der ikke sagt noget inden periodens udløb, går engagementet automatisk videre.

I København er der kun to orkestre, der afholder egentlige symfoniske koncerter, og af disse to - Kapellet og Tivoli-orkestret (Koncertsalsorkestret) - er det sidstnævnte, der har den største symfoniske virksomhed. Spilleniveauet i de danske orkestre er højere end i Sverige, og de svenske orkestre fungerer ofte som springbrædt til en plads i Tivoli.

I Tivoli afløser Frederik Schnedler-Petersen i 1909 den sygdomssvækkede Joachim Andersen, der har gjort et blændende arbejde med orkestret, og Schnedler fortsætter i samme ambitiøse ånd som sin forgænger.

I sommersæsonen spiller orkestret hver eneste aften i tre afdelinger - kl. 19.30-20.30, kl. 21-22 og kl. 22.30-23.30. Der bliver som regel kun afholdt prøve på den midterste afdeling, som om lørdagen er en symfonikoncert med danske og udenlandske symfonier på programmet - og de faste prøver, som hele sæsonen forestås hver tirsdag og fredag kl. 10-12 (13), bruges dels til ugens solister (2. afdeling), og dels til fornyelse af repertoiret samt opstramning af kendte værker. Det sidste er især aktuelt ved sæsonstarten, hvor nye musikere skal gøres fortrolig med standardrepertoiret på op imod 450 numre.

Om søndagen kommer blæserne rigtigt i ilden, idet de - før de om aftenen må haste ind til Tivoli til aftenens koncerter - fra kl. 16-18 spiller i Rosenborg Have til en af kommunens 10 sommerkoncerter. Disse koncerter er et årligt tilbagevendende arrangement, der siden 1899 har været en del af det københavnske musikliv, og som senere hen bliver videreført i Johan Hye-Knudsens Fælledpark-koncerter. (Han får dog et delvist andet orkester til sin rådighed, idet han først og fremmest ønsker at bruge kapelmusikere og folk fra Tivolis harmoniorkester.)

Og blæserne har i sandhed meget at lave rundt om i København i disse år, for udover de alle-rede her nævnte koncerter kommer de kommunale sommerkoncerter rundt om i København (eksempelvis på Enghave Plads og i Frederiksberg Have). Disse harmoniorkesterkoncerter ledes af forskellige dirigenter (Folketeatrets og Det ny Teaters dirigenter m.fl.) og musikerne er ledige folk fra Kapellet og Tivoli.

Det er nu ikke kun i sommerperioden, at Tivoli-orkestret har travlt. For de fleste musikere betyder pladsen i orkestret, at de også får muligheden for at spille i musikforeningerne hele vinteren. Arrangementerne i Musikforeningen, Cæciliaforeningen, Dansk Koncertforening og (fra 1920) Dansk filharmonisk Selskab betyder 20-25 koncerter med forudgående prøvearbejde, og desuden spiller samme orkester ved Palækoncerterne søndag eftermiddag under Schnedlers egen ledelse.

Repertoiret ved Palækoncerterne, der har eksisteret siden 1894, er identisk med Tivoli-orkestrets repertoire om sommeren. Måske suppleret med et solistisk indslag af en eller anden slags. Koncerterne er derfor mulige at gennemføre uden den store prøvetid.

De forskellige musikforeningers koncerter bliver dirigeret af deres egne dirigenter, og i Musikforeningen står den landskendte komponist Carl Nielsen på podiet. Han faldt aldrig rigtig til i Kapellet og fungerer nu kun som dirigent i Musikforeningen. Hans til tider misforståelige direktion og utydelige indsatser gør ofte musikerne rådvilde, og således må en musiker efter generalprøven på Beethovens Egmont-ouverture spørge Nielsen, om han ved overgangen til codaen slår i 2 eller 4. Som 2. fagottist falder han nemlig ind som den første, efterfulgt af 1. fagottisten og resten af orkestret. Nielsen svarer, at han slår i 2 for til koncerten pludselig at slå i 4. Ejendommeligt nok fungerer det alligevel.

Og apropos Carl Nielsen. Ved Musikforeningens sidste koncert i en af de sidste sæsoner, Carl Nielsen dirigerer orkestret, har man engageret den russiske pianist Alexander Brailovski, der skal spille en koncert af Beethoven. Ved de to ordinære prøver - fredag og lørdag - går alt efter planen, men ved den åbne generalprøve søndag formiddag (til hvilken familie og venner gerne blev inviteret) viser det sig, at Brailovski ikke må optræde ved offentlige prøver. Problemet løses ved, at man til generalprøven får fat i kgl. hofpianistinde Johanne Stockmarr, der gennemfører i fin stil.

Ved koncerten om tirsdagen sidder Brailovski igen ved flyglet, men det faktum, at han ved sidste uges prøver ikke spillede kadencen, får noget nær katastrofale følger. Brailovski ruller sig rigtigt ud, da man når til kadencen - men der er noget galt! Han fortsætter i flere minutter, og efterhånden går det op for orkestrets musikere, at han venter på Carl Nielsens indsats til orkestret.

Carl Nielsen har taget sine briller af og står nu og pudser dem. Det er tegn på, at han har mistet koncentrationen. Orkestrets musikere begynder at se på hinanden og funderer på, om der er noget, der kan gøres. 1. cellisten Axel Hildingsen, der er formand i orkestret, kigger sig rundt i orkestret, løfter sig lidt i stolen, og pludselig har orkestret sat ind! Værket skrider videre, Carl Nielsen tager sine briller på og begynder at dirigere igen og publikum har sandsynligvis ikke opdaget, at der for en kort stund var problemer.

Det kgl. Kapel og 'vikarordningen'

Musikerne i Tivoli-orkestret håber næsten alle på at komme videre til Kapellet, der blandt flere goder har en pensionsordning, og det er næsten altid folk, der har siddet i Tivoli-orkestret, der får plads her. De har den fornødne spillerutine og er kendte og velansete i musikerkredse.

Det er en ære at komme ind i Kapellet, og helt frem til omkring 1940 eksisterer der en vis ophøjet ånd derinde. De gamle kapelmusikere udgør en særlig klike, som man som nytilkommen absolut ikke tilhører. Man indleder ikke en samtale med de ældre, men overlader det til dem at henvende sig først. En anden uskreven lov ved-rører Kapellets rygestue, hvor man ikke går ind, før man bliver indbudt.

Det kgl. Kapel spiller fra 1. september til 31. maj med prøver allerede fra midten af august, og udover dets primære funktion som operaorkester giver det hver sæson enkelte symfonikoncerter.

Arbejdet i Kapellet er på trods af den lange sommerferie at regne som helårsarbejde - endnu en fordel i forhold til Tivoli-orkestret, hvor man kun bliver ansat for et halvt år ad gangen. Lønnen i Kapellet er beregnet på 12 måneder med udbetaling i 12 månedlige rater; men i sommerferien er det velset, at kapellisterne tager løse engagementer (bl.a. i Tivoli), og de får endvidere lov til at benytte de instrumenter, de har fået stillet til rådighed af teatret.

At det overhovedet kan lade sig gøre at spille i to eller flere orkestre på én gang skyldes udelukkende kapelmestrenes forståelse for musikernes pekuniære forhold - forhold, der tvinger musikerne til aldrig at forsømme lejligheden for en ekstra fortjeneste i form af ekstra arbejde.

I Johan Svendsens tid var det aldrig svært at få fri med den begrundelse, at man skulle tjene ekstra penge, og da pengene i Tivoli er større end i Kapellet sender kapelmusikerne ofte vikarer i teatret.

Man skaffer selv sin vikar, og som regel bruger man den samme hver gang - ikke mindst af hensyn til kapelmestrene. Der opstår et nærmest symbiotisk samarbejde mellem den musiker, der har fast plads i orkestrene, og den musiker, som indtil videre primært må ernære sig ved løse engagementer. Ofte bliver vikarordningen benyttet i ekstrem grad, og i enkelte tilfælde kan man opleve, at musikerne bytter plads i pausen under forestillingen.

I teatret er der den regel for (eksempelvis) fagotterne, at 1. og 2. fagottisten skal spille til operaen (som der ikke må sendes vikar til) samt den eventuelt efterfølgende ballet. 2. fagottisten spiller 1. fagotstemmen til balletter, skuespil og vaudeviller, hvor 3. fagottisten om nødvendigt kan rykke op som 2. fagot.

Fagottisterne Carl Rosin Espersen (der har fast plads i både Kapellet og i Tivolis Harmoniorkester) og Kjell Roikjer (der fungerer som fast assistent i Kapellet) bytter således ofte om, så Roikjer efter første afdeling i Tivoli indfinder sig i Det kgl. Teater til eksempelvis Et Folkesagn, mens Espersen - der måske har gjort tjeneste til Liden Kirsten - spiller de to sidste afdelinger i Tivoli. Det fungerer fint, og af og til mødes de ovenikøbet på vejen mellem Tivoli og teatret.

Og det er ikke kun musikerne, der må ty til brugen af vikarer. Ferdinand Hemme, den tidligere kapelmester i Casino, har som syngemester i Det kgl. Teater til opgave at dirigere balletterne. Da dette af og til karambolerer med hans engagement i spidsen for Tivolis Harmoniorkester, må han lade en af orkestermusikerne overtage direktionen i Tivoli for at haste til teatret.

Blandt kameler og løver hos Olfert Jespersen

Også i Zoologisk Have har man chancen for at høre symfonisk musik. Til venstre for indgangen - i umiddelbar nærhed af restauranten - holder et 20 mand stort orkester til.

Selv om udgifterne til driften deles ligeligt mellem haven og restauranten, er orkestrets primære funktion at afholde store koncerter i stil med det, man kan opleve i Tivoli. Og selv om Zoologisk Haves Orkester har en noget mindre besætning end Tivoli-orkestret, betyder størrelsen intet for orkestrets formåen eller for repertoirets mangfoldighed.

Det er da også nogle af landets bedste musikere, der sidder her. Kapellets koncertmester Peder Lynged, primoviolinerne William Andersen og Johan Fini Henriques, den senere så berømte Carlo Andersen samt basunisten Vilhelm Aarkrogh er blot nogle af dem, og orkestret ledes af navnkundige Olfert Jespersen, der ved siden af sit arbejde på Nørrebros Teater siden 1898 har stået for havens musikarrangementer.

I orkestrets sæson, der går fra maj til august, spiller man op mod 90 symfonikoncerter. Der spilles om eftermiddagen og om aftenen, og om orkestrets succes vidner den kendsgerning, at det er koncerterne mere end de vilde dyr, der lokker folk i haven om aftenen.

Ligesom i Tivoli spilles der i tre afdelinger - kl. 18, kl. 19.25 og kl. 20.45 - og repertoiret ligner til forveksling Tivoli-orkestrets. Der forekommer en hel del instrumentalsoli - kendte operaarier og lignende, der transskriberet til brug for en af orkestrets mere fremtrædende musikere vækker genkendelsens glæde hos tilhørerne. Men der spilles også symfonier og andre større orkestrale værker, og komponisten Launy Grøndahl komponerer i 1924 sin basunkoncert med henblik på at få den spillet netop her.

Olfert Jespersen engagerer gerne flere af tidens kendte operasangere, og lejlighedsvis får han arrangeret kor- og orkesterkoncerter med gæstende ensembler. I slutningen af 20'erne bliver driften af orkestret dog haven for dyr, og stadige nedskæringer i orkestrets budget får i 1929 Olfert Jespersen til rasende at forlade Zoologisk Have. Hans afløser, Holger Prehn, får med det mindre og mindre orkester stadigvæk afholdt koncerter; men orkestrets storhedstid er for altid forbi.

Komponisterne

En stor del af den komponerede musik i denne periode bliver skrevet af orkestermusikere (som Ludolf Nielsen, Launy Grøndahl og Siegfried Salomon - blot for at nævne nogle få) og værkerne opfø-res i de samme kredse, som de selv spiller i - blandt andre steder i Tivoli og (efter antagelse) i Dansk Koncertforening.

Mere end en enkelt opførelse bliver det sjældent til, og komponisten, der har arbejdet i uger eller måneder på at fuldende sit værk, må økonomisk set lade sig nøje med meget lidt.

I Dansk Koncertforening prøver man en overgang at lade komponisterne dirigere deres egne værker, men da komponisterne p.g.a. manglende erfaring ikke kan udnytte prøvetiden effektivt, får værkerne sjældent den opførelse, de fortjener.

Et egentligt forum for opførelse af danske kompositioner kommer først senere hen med etableringen af Unge Tonekunstneres Orkester med Emil Telmanyi som dirigent.

Sådan ser det københavnske musikliv ud i starten af 20'erne, og de ændringer, der vil komme, skyl-des dels udefra kommende påvirkninger og dels at strukturen i musiklivet begynder at falde fra hinanden indefra.

Det første, der indicerer en ændring af det københavnske musikliv, er pathéfonens og grammofonens fremkomst. I 20'erne (og især i starten af 30'erne) forklares tilbagegangen i det københavnske koncertliv med disse mekaniske musikgengiveres større og større succes, men måske er musiklivet allerede ved at gå i stå - og har været det længe! Det er i hvert fald evident, at interessen for den klassiske musik har været på retur i et stykke tid, og det er eksempelvis længe siden, at publikum strømmede til Musikforeningens koncerter. Dengang da Niels W. Gade var dirigent!

Dertil kommer, at man så småt begynder at rette blikket udad - ud mod de europæiske operahuse og koncertsale, og man finder langsomt ud af, at musik- og koncertlivet bør og skal fornys.

I årene 1918-21 udmønter musiklivets pludselige bevidsthed om den i længden uholdbare situation sig i, at man to gange forsøger at skabe en ramme om det københavnske musikliv i form af etableringen af et stort orkester til varetagelse af opgaver, der ligger uden for Tivoli-orkestrets og Kapellets arbejdsområder.

Første forsøg fra 1918 grunder i et forslag fra Filharmoniens Projek-teringskontor, og planen er, at man vil opføre en opera- og filharmonibygning med plads til tilhørende orkestre. Idéen viser sig imidlertid at være alt for dyr. Få år senere blusser diskussionen op igen, og konkret udmunder den i et forslag om oprettelsen af et stats- og kommunalt støttet orkester. Idéen, der får bl.a. Carl Nielsens støtte, bliver heller ikke denne gang til noget, men begrundelsen er nu den, at man i Danmark ikke har den nødvendige musikkapacitet til varetagelse af den kunstneriske ledelse.

Men Danmark havde kapaciteten, og til trods for at en musikpersonlighed gennem flere år havde været engageret på udenlandske scener, havde denne ikke glemt Danmark; faktisk havde de mange år i udlandet givet ham en indsigt i, hvordan man kunne og burde drive en international kulturinstitution, og da han af helbredsgrunde følte sig nødsaget til at opgive sin sangerkarriere, koncentrerede han sig nu fuldt og helt om at lade sin ekspertise komme fædrelandet til gode.

Hans navn var Emil Holm, uddannet bassanger med virke på fortrinsvis tyske operascener, og gennem ham kom det københavnske (og dermed det danske) musikliv til at udfolde sig i nær fremtid. Han var manden bag orkesterplanerne i både 1918 og 1921, men først i 1925 fik han - i kraft af en magtfuld position i spidsen for en helt ny institution - mulighed for at realisere sine planer.

Foto side 39: Olfert Jespersen i spid-sen for Zoologisk Haves Orkester i begyndelsen af dette århundrede.

Martin Granau er cand. phil. i musikvidenskab.

Kilder

Martin Granau: »...Radio-orkestret blev dirigeret af Launy Grøndahl!«, speciale ved Københavns Universitet 1996.

Anton Hansen. En kgl. kapelmusikers erindringer, samlet og udgivet af Per Gade, Quality Music Press, Kbh. 1996.

Claus Røllum-Larsen: Dansk Instrumentalmusik ca. 1910-1935 (ph.d.).

Samtaler med bl.a. Kjell Roikjer, Svend Nielsen og Johannes Mulvad.

Årgang 72/1997-1998, nr. 02