Europa i Korea. ISCM Verdensmusikdage 1997 i Seoul

Af
| DMT Årgang 72 (1997-1998) nr. 03 - side 94-95

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Den 11. august 1922, altså for godt og vel 75 år siden, blev Internationale Gesellschaft für neue Musik, IGNM, skabt. Siden 1923 har der hvert år (dog ikke under 2. Verdenskrig), været en international festival for ny musik i et af medlemslandene. Først hovedsageligt inden for Centraleuropa, ind i mellem (i 1976 for første gang) i USA, i Boston, Massachusetts, i 1988 for første gang i Asien, i Hong Kong og i 1993 for første gang i Latinamerika, i Mexico City.

Nu skulle den 69. IGNM-festival, eller Verdensmusikdagene som de officielt hedder på dansk, så altså for anden gang finde sted på det asiatiske kontinent, i den sydkoreanske hovedstad Seoul.

Et stort skridt i retning af en voksende interkontinentalisering af foreningen der, ligesom det den handler om, den ny musik, stadig overvejende er orienteret mod Centraleuropa også selv om medlemstallet i de sidste ti år, efter opløsningen af Sovjetunionen, er steget fra 30 til 49. Den omstændighed at også Japan og Taiwan overvejes som fremtidige arrangører af Verdensmusikdagene understreger denne tendens.

Når disse principielt set rige lande ikke allerede har stået for en ISCM-festival hænger det vel sammen med den ny musiks relativt korte udvikingshistorie i Asien, hvor den først nåede til Korea omkring 1950. Og omvendt ville det næppe heller være muligt for de latinamerikanske eller de nydannede østeuropæiske lande at lægge værtsskab til en ISCM-festival, alene af den gund at det er en relativt bekostelig affære.

Den sydkoreanske ISCM-sektion havde til at begynde med tilrettelagt deres festival ud fra en statsstøtte på 2 millioner US-dollar. Og selvom det endte med reelt kun at blive til 1,2 millioner dollar var disse Verdensmusikdage med 26 koncerter over 8 dage ikke kun for Sydkorea et arrangement af en anseelig størrelse.

Selvfølgelig frembyder arrangementet af Verdensmusikdagene også problemstillinger der er særegne for hvert enkelt arrangørland, problemer som man først forstår når man er der. Den ny musik fra Korea har vi i Europa først og fremmest mødt gennem den store komponist Isang Yun, der døde i 1995. Han arbejdede og opholdt sig i Tyskland i eksil, først frivilligt, senere tvungent. At hans tredie violinkoncert blev opført ved åbningskoncerten af KBS Symfoniorkester sammen med værker af Karin Rehnquist og Per Nørgård, og at Goethe-Instituttet stod bag en Yun-udstilling er nu langsomt ved at blive en selvfølgelighed, også i Sydkorea.

Også de koreanske komponister vi kender til udover Yun er først og fremmest kendt gennem deres virke i Europa. Det gælder fx komponisten Younghi Pagh-Paan, der i de seneste år har beklædt et kompositions-professorat ved Bremer Hochschule für Künste i Tyskland. Derfor var der blandt de fleste af festivalens tilrejsende europæere en naturlig nysgerrighed efter at finde ud af, hvordan man komponerer i selve Korea. En nysgerrighed som endte i en slags desillusion for så vidt som det, der blev vist af ny koreansk musik, i vid udstrækning var præget af vestlige kompositionsmetoder. Således var det der virkede mest koreansk opførelsen af den traditionelle musik med National Center for Korean Traditional Performing Arts' ensemble.

Selvfølgelig finder vi også problemet med den overvejende vestligt orienterede ny musik i andre asiatiske lande, for så vidt som de mere eller mindre er blevet musikalsk kolonialiserede af Europa. Men mens der i Japan og i Kina kommer stadigt flere komponister som vender sig mod deres egen tradition og forsøger at bruge den frugtbart i en syntese med den europæiske, kunne der ikke spores nogen lignede tendens i den koreanske musik ved Verdensmusikdagene i Seoul. Men dermed er hele sandheden om den ny musiks situation i Sydkorea ikke sagt, idet udvælgelsen af den præsenterede musik naturligvis - i hvert fald delvist - var farvet af arrangørerne. Mindst 50% af de opførte værker skulle efter de gældende regler for ISCM stamme fra den internationale jurys anbefalinger til festivalen. I Seoul var man helt oppe på 75%, de resterende 25% var værker af koreanske komponister og bidrag til festivalens tema: Den menneskelige stemme i musikken.

Som det hurtigt fremgik af samtaler med forskellige koreanske komponister, musikologer og journalister er musiklivet i Korea organiseret i forskellige grupper, som igen hører til på forskellige universiteter og som på denne festival mere eller mindre, eller slet ikke, var repræsenteret. Det de imidlertid har til fælles er, at de, på hver deres måde, refererer til Isang Yun.

Den organiserende sydkoreanske ISCM-sektion ledes af den 63-årige komponist Sukhi Kang, som i kraft af sin stilling som kompositionsprofessor ved det største universitet i Seoul, Det Nationale Universitet, har en betydelig indflydelse på musiklivet og således også på programsætningen af værker til denne festival.

Adspurgt hvilke kriterier Kang havde haft for programlægningen svarede han at han for så vidt angik udvalget af koreanske komponister havde valgt ét objektivt kriterium, nemlig det at de allerede tidligere skulle have været spillet ved en ISCM-festival. Effekten blev at de få ikke-centraleuropæiske indtryk fra denne festival, hvor fåtallige de end måtte være, snarere kom fra Latinamerika, Australien og Nord- og Øst-europa end fra Asien.

Sukhi Kang, der har studeret hos Isang Yun og Boris Blacher, fik opført kammeroperaen Chowol (transcendens), som faktisk tager fat i et tema fra den koreanske historie, konflikten mellem kristendommen og de gamle asiatiske religioner. Udover gennem handlingsforløbet kommer et koreansk element til syne i den deklamatoriske stemmeføring som tilpasser sig den koreanske talemåde. Ellers består musikken mest af velklingende akkorder, som på det smukkeste fremstiller korets slutapoteose.

En anden iagttagelse var hvilken rolle den ny musik indtager i Korea. Som det første konstaterer vi at den seriøse musik som sådan er en luksusgenstand, stort set uden for forståelsesrammen for en normal kontorassistent, som arbejder sine daglige 12 timer. Billetter til koncerter med store gæsteoptrædender bliver gratis uddelt af sponsorerne for at fylde koncertsalene op. Og tilsvarende lille er interessen for den ny musik.

Alligevel bliver koncertsalene også fyldt op her, i vid udstrækning med komponiststudiner og -studenter. De førstnævnte er i overtal, mest rige forældres døtre. De studerer komposition som et dannelsesprojekt og vil når som helst invadere de europæiske og amerikanske Highschools og feriekurserne i Darmstadt - for efter endt dannelse at hellige sig husmoderrollen. De bliver på højskolemaner bugseret ind til koncerterne, som om studerende fra så mange højskoler på én gang ikke var i stand til at flytte sig ved egen kraft.

I modsætning til det står de unge musikere Sgnkn Kim og Woo-Jeong Park som i tre år, med omkring 40 koncerter årligt og udgivelsen af et tidsskrift, forsøger at øge interessen for ny musik. Samme anstrengelser gør den koreanske ISCM-sektions sekretær, Kyung He Sung og hendes søster sig for at vise små børn i forskolealderen vej til den ny musik. De viste resultaterne med en spektakulær fremførelse, hvor børnene akkompagnerede en komposition for klaver og 4 slagtøj af Joon-il Kang på digitalklaverer og trommer.

Koreanernes uvante omgang med ny musik gjorde sig også gældende for interpretationen. Landet huser fremragende musikere og dirigenter, men de har kun ringe erfaring med ny musik. Det er således et højt ønske for de to førnævnte unge koreanere at etablere et ensemble for ny musik. Der var dog også eksempler på fremragende præstationer som fx fortolkningen af Mathias Spahlingers El sonido silencioso med det kvindelige vokalensemble S. Vokalissimo. I det hele taget var det bemærkelsesværdigt at se at de kvindelige musikere var kraftigt i overtal. Således var begge de to medvirkende strygekvartetter udelukkende besat med kvinder. Modsat blev Gon af koreanske Song-On Cho, som for 17 år siden flyttede til Tyskland, opført af et på sit eget område højt kvalificeret barokensemble, de havde bare aldrig beskæftiget sig med ny musik før.

Man sad næsten med følelsen af at den ny musik som lyder mest koreansk, udtrykt især gennem en særlig behandling af det tidslige aspekt, bliver komponeret af koreanere som er bosat i udlandet og måske drages mod et element af 'det derhjemme'. I Korea finder man omvendt også indoptagelser af vestlig eksperimentel musik, som fx hos Yong-Shil Park, (f. 1960), der har studeret hos Mathias Spahlinger og Walter Zimmermann i Karlsruhe. Med orkesterstykket Urak V fremstiller han en konceptionel komposition hvor orkestergrupperne i forskellige tempi spiller en eneste kæmpe cluster-klang i en på en gang mange-stemmig nærmest kaotisk vild og larmende heterofoni. Foran orkesteret sidder en solo-cellist, som man først til sidst kan høre, da han spiller helt alene. Og selv da formår han næsten ikke at trænge igennem med sin - i sammenhængen - relativt svagelige klang.

Temaet for dette års Verdensmusikdage var, som før nævnt, The Human Voice in Music. Det blev bredt gennemført med kor, vokalensembler, solister, Lied-sang og forskellige seminarer, men også de vokale muligheder som sådan udover de konventionelle rammer blev udforsket. Først og fremmest dog af de komponister man på forhånd ville vente sig det af: Fx græske Iannis Xenakis, tyske Mathias Spahlinger, franske François Bernard Mâche og schweiziske Thomas Kessler.

En del af disse kompositioner blev opført af europæiske og australske musikere, som med støtte fra deres landes kulturinstitutter i Seoul kunne gæste festivalen. Det drejede sig fx om ASKO-Ensemblet fra Amsterdam som ved sin koncert blandt andet viste en fremragende opførelse af Bent Sørensens delikate Birds and Bells for basun og ensemble.

Sammenlignet med niveauet ved andre ISCM-festivaler holdt disse Verdensmusikdage en høj standard med velorganiserede koncerter i Det Nationale Teater, i Seoul Arts Center som også huser Operaen, og i Goethe-Instituttet. Dette til stor nytte for de koreanske pionerer inden for den ny musik.

Oversættelse fra tysk:

Hans Mathiasen.

Årgang 72/1997-1998, nr. 03