Forskellen mellem asiatisk og vestlig musik

Det er på tide at overveje betydningen af de asiatiske og vestlige kulturer i dag. I hvor høj grad er det den vestlige kultur der dominerer og bliver den asiatiske negligeret, selv af asiaterne i Asien? Jeg vil her præsentere nogle forskellige temaer fra mine mange års erfaringer, så vi sammen kan reflektere over dette.

En tone er to vidt forskellige ting i Europa og i Asien. Jeg har ofte gjort opmærksom på det faktum, at en vestlig tone er som en streg sat med en blyant, mens asiatiske toner mere er som penselstrøg - fede og slanke eller måske bare irregulære. De har potentialet til at forme sig fleksibelt. Men en enkelt tone kan ikke skabe musik. I europæisk musik skal toner forbindes horisontalt og vertikalt og danne en form. Denne proces må aktiveres, for at musikken kan opnå sit indhold. Sammenlignet med det er den asiatiske tone ikke nær så rigid, men kan formes musikalsk på sine egne præmisser. En tone i europæisk musik er defineret ved sin tonehøjde, ved en nøjagtig fastlagt frekvens, tonen må ikke være falsk.

I Asien er en tone, fordi den allerede som udgangspunkt er meget fleksibel, ikke 'ren' i europæisk forstand. I Vesten skal tonerne være rene, for at akkorderne kan klinge rigtigt. I Asien er der ikke akkorder i den europæiske betydning af ordet, fordi tonen i sig selv indeholder så meget mere liv. Her har der aldrig været behov for at tvinge musikken ind i harmoniske strukturer eller kontrapunktiske former. Vi plejer at sige at hvis en tone indeholder fleksible energier, når den klinger i sig selv, hvis tonen synes at optræde som en variabel, er den allerede et komplet kosmos. En enkelt tone kan manipuleres på forskellige måder, fx med vibrato eller glissando. Derfor kan en tone i asiatisk musik klinge i 12-15 sekunder, mens europæiske toners udstrækning normalt er ganske kort. En asiatisk tone bliver først født, derefter formes dens videre liv.

Dette har forbindelser til asiatisk filosofi. Mennesker kan sanse akustiske fænomener, men lyden som sådan er uafhængig af om den bliver hørt. Den er så at sige allerede tilstede som et a priori. I Asien siger vi at kosmos, verdensrummet, er fyldt med klang. Men hvilken slags klang? Mennesket kan ikke høre alt, kun lyde eller støj. Dette må forstås med udgangspunkt i Taoismen: I kosmos er en tone altid i bevægelse, rummet er fyldt med lyd. I europæisk teori og filosofi derimod taler man om at tonen er menneskeskabt. Men sådanne toner giver kun begrænsede muligheder for at lave musik. I Europa laver mennesker musik, men i Asien er musikken ikke direkte lavet af menneskene selv - den er der i forvejen. Asiatiske musikere absorberer den fra verdensrummet. Asiatiske musikere suger til sig fra kosmos, hver på sin måde, og det er sådan de skaber deres musik. Som gennem en antenne modtager de kosmiske klange og - i kraft af deres dipositioner og talent - laver de dem om til musik. Men alle mennesker har en indre intuitiv kraft og kan mærke denne guddommelighed i sig selv - mere eller mindre. Musik skal ikke komponeres men snarere fødes. Og kun en lille del af den kosmiske musik bliver født.

I Asien var der engang de mest fantastiske pottemagere, freskomalere og musikere. Ingen opfattede sig som kunstner, men mere som et fartøj, et medium. Hvem der skabte disse ting trådte i baggrunden og i dag kender man ikke en-gang navnet på ophavsmanden længere. Kunst, eller det vi i dag opfatter som kunst, blev ikke betragtet som en menneskelig besiddelse. Det var noget helt naturligt, en gave fra kosmos. Og vi asiater har altid troet på at der et eller andet sted i verdensrummet - usynligt og meget højt oppe - er en ikke nærmere defineret stor kraft, som tager sig af menneskene. Og efter alskens studier af bøger og dokumenter må jeg erkende, at også min filosofi og min musik i sidste ende udspringer af denne kraft. Tidligere brød jeg mig ikke om termerne 'komponist' og 'at komponere'. I dag er det blevet lettere for mig.

Den europæiske historieskrivning lærer os, at i begyndelsen var musikken forbundet med bestemte funktioner, med religiøse ceremonier, krig eller arbejde. Med opfindelsen af glas-harmonikaen og klaveret begyndte en ny æra. I løbet af den historiske udvikling blev komposition med faste tonehøjder meget udbredt - og det blev en menneskeskabt foreteelse. Men selvfølgelig findes der også religiøse synsvinkler, som ikke opfatter musikken som en del af den private ejendomsret. De historiske epoker i den europæiske musik fulgte hurtigt efter hinanden og udviklingen tog mere og mere fart. Siden romantikken har musik været nært knyttet til ideen om værket. Værket og værkbegrebet blev centrale elementer. Og alt skulle være nyt. Men i dag er det europæiske værkbegreb i krise. Samtidig, i den aisatiske musik, er der endnu ikke forsket i i hvor høj grad den er undfanget af den store inspiration og ånd.

En tone kan være et kosmos, et mikrokosmos. Og den kan ekspandere til et makrokosmos. Men hvordan adskiller dette makrokosmos og mikrokosmos sig fra hinanden? Et makrokosmos er i virkeligheden et mikrokosmos, hvis man sammenligner det med et større makrokosmos. Enhver lyd kunne klinge uendeligt hvis bare menneskene havde tilstrækkelig tid og tålmodighed. Det var sådan den japanske Nô musik opstod. Hvis man vil opleve en fuld opførelse, skal man lytte i fem døgn, dag og nat. Musikken, melodierne og harmonierne er ikke meget andet end den ene gentagelse efter den anden. Men dens fascinationskraft er så stærk at man på et øjeblik glemmer alt om tid og sted.

Vi asiater ser dette enorme åndelige område som Taoisme. Taoismen er en filosofi, ikke en religion. Der findes ikke taoistiske templer. Taoisme er en mental tilstand. For 2.600 år siden lagde Lao-Tse og Chuang-Tse fundamentet og efter dem kom adskillige andre kinesiske filosoffer. Det er her den adskiller sig fra Buddhismen og Konfucianismen. Sidstnævnte er et praksis-orienteret statsligt dogme, der handler om etik og moral. Men Taoismen er noget helt andet, en slags filosofisk oprør. I mange, mange år var Taoismen langt fra noget man ville beskrive som en 'stor bevægelse'. Men efter det 17. århundrede oplevede Taoismen et gennembrud, der gjorde den til en folkelig religion, der greb ind i det daglige liv. Den blev noget i retning af det Shamanismen er i dag i Korea eller Shintoismen i Japan. Men folk er meget dybere involveret i den taoistiske livsindstilling. I den filosofiske Taoisme er det centrale element 'Tao'. Men hvad er 'Tao'?

Tao er udefinerlig, et stort - ord? På kinesisk betyder Tao 'Vejen' men det danske ord 'Vej' virker i sammenligningen så begrænset... Betyder Taoisme at menneske og kosmos eksisterer i fuldendt harmoni? Dvs. at de indeholder storheden. Hvad der er stort er i bevægelse. Det der er i bevægelse står ikke stille. Men den som bevæger sig, bevæger sig væk. Og den der bevæger sig væk kommer tilbage. Kort sagt: der er altid bevægelse, men i sidste ende er der tale om ikke-bevægelse, fordi alt altid vender tilbage igen. Fx bevæger stjernerne sig rundt om sig selv og hinanden, de er altid tilstede og de vil altid komme tilbage igen. Taoismen er bevægelse og ikke-bevægelse, altså indre bevægelse, ånd, og også den menneskelige ånd, men det er kun et minimum, et mikrokosmos. I verdensrummet er der fire store elementer; et af dem er mennesket. Menneskets liv er afhængig af jord og jord afhængig af himmel, men himlen er afhængig af Tao. Men hvad er Tao så? Absolut eksistens? Nej. Hvem kan fornemme sin Tao? Vores menneskelige eksistens er ikke andet end et sandskorn. Men den er vigtig. Hvis ikke mennesket kan fornemme noget, hvem kan så?

Bevægelse i ikke-bevægelse - i musik. I den taoistiske lære, i Lao-Tse, Tao te Ching osv. har vi fantastiske skrevne tekster. Lao-Tse definerer ikke hvad der er stort eller varmt, kun det som er relativt er interessant. Det korte er ikke kort, det lange ikke langt, det varme ikke varmt. Det er Tao. I musik, i min musik, har jeg skabt en bund for denne guddommelige egenskab: Bevægelse i ikke-bevægelse. Bevægelse: Jeg nævnte før at det som er stort er i bevægelse. Ikke-bevægelse: Stilhed er ikke stilhed men fuld af indre energi. Tag fx et mikrokosmos: Inden i det er der et andet mikrokosmos osv. Begreber som 'stor' og 'lille' er uendeligt variable. Hvem er i stand til at fornemme dette i dag: Kun mennesket.

Tilbage til musikken: Én tone indeholder masser af små bevægelser, som danner et kosmos. Og, med tiden, kan denne musik kombinere forskellige elementer med hinanden. Der er ikke nogen fast længde, højde eller dybde, styrke eller svaghed. Alt er relativt og denne relativitet lever. Det er det som er mine musikalske elementer og de kan ofte genfindes i mine kompositioner. I europæisk musik - Mozart, Schubert og Beethoven: På trods af deres begrænsede materiale og mentale og åndelige muligheder var de i stand til at skabe vidunderlige ting.

Når jeg lytter til musik som 2. sats af Schuberts strygekvintet er det så smukt, at jeg begynder at græde. Hvorfor sker det? Jeg sagde tidligere at alle mennesker, uanset om de er europæere eller asiater, finder deres guddommelige eksistens i det som er dybt. Eller Gabriel Fauré, som jeg sætter meget højt - disse mennesker har alle noget guddommeligt i sig og det er ved hjælp af det, de skaber det som bevæger andre til tårer. Men dette åbner for muligheder, som aldrig tidligere har været udnyttet fuldt ud. I Asien har man, som nævnt, tidligere ikke knyttet kunstnerens navn til de musikalske stykker. Hvis en stilistisk periode varede i 50 eller måske kun 30 år i Europa varede den i Asien i 500 eller 300 år. Og som jeg sagde: I asiatisk musik er alt allerede til stede. Der er ikke nogen egentlig harmonik eller kontrapunktik, kun tonen skaber livet i sig selv.

Jeg tog til Europa i en alder af næsten 40 år for at lære den europæiske musik at kende og for at blive i stand til at komponere efter europæiske mønstre. Det var helt misforstået. Jeg forstod hurtigt at jeg ikke kunne blive ved med at komponere på den måde - og vendte tilbage til den øst-asiatiske tradition.

Lad os vende tilbage til den musikalske forskel mellem Øst og Vest. Vi asiater er forblevet inden for vores egen tradition i meget længere tid fordi vi var tilfredse med den, og nu begynder vi ekstremt hurtigt og tankeløst at nærme os den traditionelle europæiske musik. Men bør den udvikling fortsætte, eller kan vi ikke stadig finde noget i vores eget traditionelle musikalske kosmos, som kan gøre os i stand til at berige verden?

Alle mine værker, fra operaerne til symfonierne, indeholder mere eller mindre denne filosofiske verden. Jeg prøvede ikke at gøre mine kompositioner lette eller banale. Misforstå mig ikke: musik skal fungere sammen med mennesker - ikke i et utopia - og må aldrig fjerne sig for langt fra dem. Og i dag hvor folk er egoistiske, splittede og blinde må vi forsøge at lære noget af den øst-asiatiske filosofi. Hvor er menneskene? Er vi alene i vores univers? Bør vi kun interessere os for os selv og skal vi ikke forsøge at tage ved lære af den større verden, af den kosmiske kraft?

Vi er afhængige af de kosmiske bevægelser, begivenhederne i kosmos. Hvis noget forandrede sig voldsomt i atmosfæren ville talløse menneskeliv gå tabt. Mennesker er afhængige af jord, jord af himmel og himmel af Tao. Menneskets liv er alt for kort og alt for ubetydeligt, og den måde vi i øjeblikket opfører os på, den måde vi misbruger naturen på, er ganske enkelt latterlig.

Yuns artikel blev oprindelig brugt som en forelæsning ved Mozarteum i Salzburg 17.5.93. En engelsk udgave kan læses i World New Music Magazine nr. 7, 1997.

Oversættelse: Hans Mathiasen.