Klaver-ruller og friske mangofrugter

Af
| DMT Årgang 72 (1997-1998) nr. 03 - side 96-97

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Conlon Nancarrow, 1912-1997


Af Kyle Gann

Conlon Nancarrows hustru, Yoko Segiura, fortalte mig engang at hun, i begyndelsen af deres ægteskab, ofte spurgte ham hvad de skulle gøre ved alle hans mekaniske klaver-ruller, når han engang var død. Han plejede at trække på skuldrene og sige: »Brænd dem!« En god snert af sort humor, ikke sandt? Selv om jeg, i de ni år jeg kendte Nancarrow, aldrig fik nogen beviser for at han havde sagt det for sjov. Han virkede immun over for det smigrende i den offentlige anerkendelse. Han skrev musik, fordi han ville høre, hvordan det ville lyde, hvis man havde to tempi kørende på samme tid, det ene v2 gange det andet. Når han så havde hørt det, interesserede det ham ikke længere. Og alligevel beholdt han klaver-rullerne, hvis han ville høre det en gang til, nede i sit komfortabelt rodede, garagelignende Mexico City-studie. Men han syntes ikke at have behov for anerkendelse for v2-ideen, og de rejser, filmoptagelser og interviews hans voksende berømmelse krævede, gennemførte han mere med tålmodighed end med entusiasme. Hvis hans offentlige person var en facade, krakelerede den ikke på noget tidspunkt.

Nancarrows død d. 10. august 1997 kl. 19.10, formentlig af et hjerteanfald, var ikke noget der fik musiklivet til at skælve synderligt. Det var faktisk svært at få øje på om denne undergrunds-legende overhovedet havde eksisteret. Bortset fra en kort fokus på hans værker i tresserne da Merce Cunningham koreograferede flere af hans Studies for Player Piano, skulle det vare til han blev 65 år, før der for alvor viste sig interesse for hans arbejde. Han arrangerede ikke offentlige opførelser af sin musik før i 1981, og selv da gjorde han det - ifølge hans daværende manager Eva Soltes - mest for at bevise over for sin teenage-søn at han ikke havde spildt sit liv. Selv i den musikalske udgård i Mexico City hvor han boede i 57 år, opretholdt han kun få forbindelser til den lokale eurocentriske musik-scene. Indtil for nylig var man nødt til at opsøge Nancarrow selv, hvis man ville have noget at vide om ham.

Det gjorde jeg i forbindelse med tre rejser til Mexico City (resulterende bl.a. i bogen The Music of Conlon Nancarrow fra Cambridge University Press). Ved det første besøg, i 1988, mødte jeg ham som man havde fortalt mig jeg ville: mistænksom, kun modstræbende gæstfri, fåmælt, påståelig når det gjaldt politik, og utålmodig når man diskuterede musikalske detaljer. I de interviews jeg optog med ham i løbet af den rejse, kan der være op til hele kvarter af stilhed. Han kunne sidde og kigge på noget jeg havde bedt ham udtale sig om for til sidst blot at sige: »Det ved jeg ikke«. Men nævnte man (Ronald) Reagan for han straks i flint mod demokraterne og deres manglende evne til at stille et reelt alternativ på benene. (På en biltur gennem hans hjemby Texarkana ringede jeg til hans lillebror, Char-les, som insisterede på at invitere mig ud at spise. Han fortalte: »Conlon placerer sig et sted til venstre for Che Guevara, jeg selv til højre for hunnerkongen Attila«.) Nancarrow var ikke musikfilosof. Når jeg var til koncert sammen med ham afskrev han øjeblikkeligt alle stykker, der ikke var rytmisk komplekse.

Da jeg vendte tilbage året efter, havde han fattet tillid til mig og var blevet varmt gæstfri. Hvis han besluttede sig for at leve et roligt liv kunne det blive aldeles vidunderligt. Han havde en fantastisk kok, som tilberedte den bedste mexikanske mad jeg har fået og saftige friske mangofrugter og papaya (helt anderledes end de frugter af samme navn man kan få i USA) blev budt rundt. Nancarrow interesserede sig ikke for publicity, men han holdt meget af 'det gode liv'.

Efter hans første anfald blev hans mentale evner aldrig helt de samme igen. Umiddelbart efter blev han meget nærtagende over for studiet hvor hans klaver-ruller stod, der hvor han havde brugt 40 år på at frembringe den rytmisk set mest komplekse musik, der nogensinde er skrevet. Senere slækkede han på kontrollen og lod mig forske på egen hånd. Sammen med meter-høje bunker af manuskripter og partiturer og korrespondance var stedet også proppet med komplette samlinger af Source Magazine, Musical Quarterly, Perspectives of New Music og andre magasiner som tegn på hvor ivrigt han gennem årtier havde holdt øje med udviklingen i den ny musik fra sin fjerne udkigspost. Væggene var stadig beklædt med tempo-diagrammer udfærdiget efter Henry Cowells New Musical Resources fra 1930. Den bog Nancarrow havde købt i New York, da han vendte hjem fra den spanske borgerkrig. En bog som foreslog, at man brugte mekaniske klaverer til at udføre komplekse rytmer.

Nu, i stedet for at gå op i flammer som han selv havde foreslået, er alle noderne, skitserne og rullerne, ja selv klavererne, solgt til Paul Sacher Foundation i Schweiz (Sacher er den industrimagnat som bl.a. købte manuskriptet til Le Sacre du Printemps). Det var sådan Nancarrow skaffede penge til de sidste år efter arven fra Charles, som han havde levet af siden Mac Arthur Prisen fra 1983 løb ud, var brugt op. Mexicio ophæver deres sygesikring, når man bliver 70, og han måtte selv betale sine hospitalsregninger. Jeg ville ønske at Nancarrows studie kunne blive bevaret som en historisk seværdighed, en slags musikalsk Thoreaus hytte. Men det sker ikke.

Nancarrow talte ikke i telefon i de sidste halvandet år af sit liv. En række anfald havde gjort at han ofte glemte, hvem han talte med og hans lakoniske stil udviklede sig til at han kun svarede med enstavelsesord. Han var dog stadig klar nok til at se den bog, jeg skrev om ham, igennem og udtrykte sin let forvirrede anerkendelse. Problemer med ryggen, lungerne og tænderne bandt ham til sengen, selvom han ifølge Yoko var drilsk til det sidste og havde energi nok til - med støt-tende hjælp - at gå oppe samme dag han døde. Han blev kremeret dagen efter sin død, kun med et par lokale komponister - Julio Estrada, Mario Lavista - og Yokos venner til stede.

Jeg fortalte ham engang, at han formentlig var den eneste amerikanske komponist som var kompleks og moderne nok til at blive anerkendt af Elliot Carter fans og fri og folkelig nok til at blive elsket af John Cage-fans. Han smilte lidt overrasket. Jeg tror ikke den tanke nogensinde havde strejfet ham.

Oversat fra engelsk af:

Hans Mathiasen.

Årgang 72/1997-1998, nr. 03