Nye bøger

Af
| DMT Årgang 72 (1997-1998) nr. 03 - side 104-106

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Knudåge Riisager: Symfonien er død - musikken leve og andre essays. Udgivet af Niels Krabbe, Det Kongelige Bibliotek 1997. 179 sider, kr. 125,00. ISBN 87-7023-088-9. Kan rekvireres fra Det Kongelige Bibliotek, Postboks 2149, 1016 K. Tlf. 33 93 10 11.

Knudåge Riisager? Ja, han var jo en fremtrædende skikkelse i dansk musikliv i midten af århundredet, hvor de balletter, han skabte sammen med Harald Lander (især Quarrtsiluni og Etudes), vakte opmærksomhed også i udlandet. Men også organisatorisk var han centralt placeret i kraft af adskillige administrative poster, bla. som direktør for Konservatoriet (1956-1967). Hvad mere? Ja, hvad mere ved man om Riisager i dag?

Han er mere eller mindre forsvundet fra repertoiret og kendes af de fleste primært som et navn fra generationen efter Carl Nielsen. Hvorfor denne glemsel? Var han i virkeligheden ikke interessant nok?

Hundredeåret for Riisagers fødsel giver en glimrende lejlighed til at nyvurdere hans indsats for dansk musikliv, da den runde fødselsdag har afstedkommet cd-udgivelser, en udstilling på Musikhistorisk Museum (frem til 7. december) og endelig denne samling af artikler.

På trods af sine mange organisationshverv fik Riisager tid til at skrive hen mod 400 artikler, anmeldelser, kronikker o.lign., og det var ikke kun musikspørgsmål, der optog ham. Han deltog også i debatter om politik og samfundsspørgsmål, og ytrede sig i det hele taget om mangt og meget, hvilket titler som Den første Tonefilm, Czekisk Ungdom og I Telemarken - paa ski røber.

Den foreliggende bog indledes af Sven Erik Werner og afsluttes med en bibliografi over Riisagers skrifter gennem næsten 60 år, samlet og tema-tisk/kronologisk opstillet af udgiveren.

I sin egen levetid udsendte Riisager artikelsamlingen Det usynlige Mønster (1957), der med sin titel antyder håbet om en indkredsning af større sammenhænge i musikæstetikken. Et håb, som hele modernisme-debatten ikke gav meget for, og som Riisager velsagtens heller ikke selv for alvor kunne tro på, hvis man nærlæser visse af hans artikler.

I den foreliggende artikelsamling kan man gå hans synspunkter efter i sømmene, og danne sig et indtryk af de holdninger, der lå bag hans musik. Riisager tager f.eks. stilling i debatten, som blandt andet handler om polariseringen (reel eller indbildt) mellem Schönberg og Stravinsky.

Riisager taler Stravinskys sag, og det på trods af Riisagers promovering af Schönbergs tidlige værker. Men dennes omslag til 12-toneteknikken kunne han ikke følge, og i artiklen Gallisk og germansk beskriver Riisager sin opfattelse af de forskellige udviklingslinier, den nyere franske og tyske musik havde fulgt.

I den franske musik priser han »...en vis slank kontrapunktisk Spændstighed, en elegant og luftig Spillen Bold med dristigt inspirerede Idéer, inciterende rytmiske Nydannelser - men alt som Udtryk for Midlernes Forenkling og Konstruktionens Simplificering.« (s. 28).

Den nyere tyske musik får den nedadvendte tommelfinger: »Fra Wagner til vor Tid tegner den tyske Tonekunst sig som en nedadskridende Linie. Den wagnerske Tendens førte ud i bred Sentimentalitet og Toneflom eller i Skildringen af sygelige Sjælefænomener. Den drabelige Gestus affødte hele den endeløse Række af blikpansret symfonisk Litteratur - eller Makulatur - som er betegnende for nytysk Musik.« (s. st.).

Publikums reaktion på potenseringen af det orkestrale masseopbud sammenligner Riisager med morfinistens tilvænning til større doser gift, hvorved sindet sløves for de finere sjælelige rørelser, der klinger i kammermusikken.

Ovenpå en sådan svada kan det ikke undre, at Riisager undsagde symfonien som anvendeligt udtryksmedium for samtidig musik. Han gjorde det i den berømte artikel Symfonien er død - musiken leve, der indleder denne bog og giver den titel.

I sine egne værker udtrykte han sig overvejende i suite-, variations- eller mosaikform, hvor den raffinerede, fransk-inspirerede orkesterbehandling var karakteristisk.

Først ved at turde sprænge konventionernes og traditionens lænker, ved at turde tage det nødvendige spring fremad, kan der blive plads for virkelig nytænkning, siger Riisager.

Det er et synspunkt, han gentagne gange fremfører med stor kraft. Men der er alligevel grænser for, hvorhen og hvor langt han vil springe, for dodekafonien og serialismen var jo blindgyder for Riisager: »Den sære musik har ingen fremtid. Samfundet ønsker den ikke, har ikke brug for den. Den tilhører et samfund, der selv var sært. Og kunst er ikke for særlinge, den er for folket, for levende mennesker.« (s. 25)

Som det antydes af ovenstående citater formulerede Riisager sig i et velartikuleret og billedrigt sprog med en god portion humor og ironi. Det er underholdende og medrivende læsning, men det er også en samling tidsdokumenter. Her tænker jeg ikke blot på de artikler, der så at sige er undfanget i 'orkanens øje', midt i samtidens hedeste musikdebat, men også på portrætartiklerne, især den om Carl Nielsen fra 1965, hvor det personlige bekendtskab danner udgangspunkt og derfor giver artiklen særlig vægt og interesse.

Riisagers synspunkter og musiksyn har i en del år nok kunnet virke ude af trit med udviklingen i 50'erne og 60'erne. Men mon ikke de senere års opblødning af fronterne og større åbenhed over for et bredt stilistisk grundlag vil give større spillerum for en komponist og skribent af Riisagers støbning? Hundredeårsfejringens fremstød giver en oplagt mulighed for det.

Gunnar Bucht: Född på Krigsstigen. Minnesbilder, människor, musik. Bokförlaget Atlantis 1997. 256 sider, indbundet, SEK 272,00. ISBN 91-7486-377-0.

Riisager ville i år være fyldt 100. Den svenske komponist Gunnar Bucht fylder 70, forlaget Atlantis markerer denne begivenhed med en erindringsbog.

Også Bucht har delt sin tid mellem kompositionsarbejdet og centrale poster i musiklivet, bla. som professor i komposition og senere rektor ved Musikhögskolan i Stockholm, svensk kulturattaché i Bonn (1970-73) og formand for foreningen Fylkingen (1956-59).

Men i modsætning til Riisager har Bucht fundet megen inspiration hos Schönberg og i Darmstadt-modernismen. Kompositionsstudierne startede hos Karl-Birger Blomdahl, der lod Bucht anskaffe Jeppesens bog om kontrapunkt. Med udgangspunkt i denne bog havde Blomdahl udvidet toneforrådet og dermed fremskrevet Palestrina-stilen til moderne brug. Herigennem tilegnede Bucht sig et fundamentalt håndværk, der både havde klassiske rødder og et samtidigt udtryk.

Senere var Bucht på feriekurserne i Darmstadt, læste med stort udbytte Adornos Philosophie der neuen Musik og begyndte i kølvandet på disse oplevelser at studere hos Schönberg-eleven Max Deutsch. Dette resulterede i flere tolvtoneværker og i øvrigt i en fascination af det højt differentierede udtryk, som det kommer til udtryk i den sjette symfoni.

Med denne symfoni løb Bucht ind i et af de mange uvejr, der har præget hans karriere, og som har givet bogen titlen Född på Krigsstigen.

Den sjette symfoni blev taget af plakaten inden uropførelsen på grund af højlydte protester fra flere af musikerne, og da den senere blev uropført gav den komponisten et prædikat af at være både svær at spille og at lytte til, som fulgte ham i mange år.

Senere koncentrerede Bucht sig mere om elektronmusikken, og udvidede i det hele taget sine udtryksparametre. Men en blomstrende karriere som komponist blev det nu ikke til. Fra at have været ung, lovende komponist i 50'erne, der fik en del værker opført, blev der mere og mere stille omkring komponisten Bucht. En vis bitterhed over dette kommer især frem i bogens sidste kapitel, hvor han bla. fortæller om balladen i forbindelse med opsætningen af operaen Tronkrävarna, samt konstaterer, at i perioden 1976-92 fik han ikke én eneste bestilling på et orkesterværk, og at ingen af hans store orkesterværker endnu findes indspillet på cd. (Buchts Pianokonsert fra 1924, En vår gick jag ut i världen. Roman för orkester i 16 kapitel fra 1983-84, Coup sur coup pour instruments à percussion fra 1995 og Georgia for orkester fra 1980, er netop udkommet på en ren Bucht-cd på Phono Suecia PSCD 103, red.). Sidste gang Bucht har været på programmet til en koncert på Fylkingen var 5. juli 1969.

Men ellers er bogen nu ikke præget af bitterhed. Bucht fortæller letflydende om sin baggrund, opvækst og uddannelse og om mennesker han har mødt på sin vej, tilsat korte, men klare teoretiske og æstetiske overvejelser. Og med tanke på hans forskellige hverv i svensk musikliv gennem snart 50 år bliver denne erindringsbog en ikke uvæsentlig, omend stærkt personlig, dokumentation af træk i svensk musikliv i sidste halvdel af århundredet.

In the plural. Institutions, pluralism and critical self-awareness in contemporary music. Redigeret af Søren Møller Sørensen. Udgivet af Musikvidenskabeligt Institut ved Københavns Universitet 1997. 60 sider. ISBN 87-986612-0-5. Kan bestilles hos Musikvidenskabeligt Institut, tlf. 35 32 37 37.

Iforbindelse med ISCM Verdensmusikdagene i København i 1996 (omtalt nærmere i DMT nr. 1, 96-97) afholdt Musikvidenskabeligt Institut tre seminarer om nutidig musik, hvor denne musiks institutioner og selvforståelse blev sat under debat.

Indlæggene fra disse seminarer foreligger nu i en kun ganske let redigeret, engelsksproget udgave. Søren Møller Sørensen har redigeret publikationen og skrevet et indsigtsfuldt forord, hvor han perspektiverer seminarernes temaer. Samtidsmusikkens vilkår i bestemte miljøer er et af temaerne.

Her står Georgina Borns indledende bidrag om IRCAM stærkt. Borns bidrag refererer til hendes doktorafhandling, der igen danner grundlag for bogen Rationalizing Culture. IRCAM, Boulez, and the Institutionalization of the Musical Avant-Garde (University of California Press, 1995, anmeldt i DMT nr. 5, 96-97). Borns bog udmærker sig ved at være den formodentlig første antropologiske undersøgelse af en større europæisk kulturinstitution.

Ved at anlægge antropologisk metode på en sådan institution, får Born belyst nogle andre strukturer og mekanismer end de, der vanligt trækkes frem. Uden at gå i detaljer kan det anføres, at de rigelige midler, der tilflyder den prestigefyldte IRCAM-institution, kombineret med dens støtten sig til den nyeste computerteknologi ikke er problemfrit. Ganske vist gives der komponisterne store muligheder for at realisere ellers svært realiserbare visioner. Men teknologiens kompleksitet fordrer et mellemled af konsulenter, der problematiserer værk- og originalitetsbegrebet.

Erling E. Guldbrandsens indlæg (der også er uddraget af en doktorafhandling, anmeldt i DMT nr. 3, 96-97) omhandler IRCAMs stifter Pierre Boulez, nærmere betegnet tilblivelsesprocesserne bag værket Improvisation I-III sur Mallarmé. Guldbrandsens indgående analyse nuancerer flere af forestillingerne om den gennemdeterminerede serialisme.

Publikationens titel, In the plural, refererer til endnu et af seminarernes temaer: Opgivelsen af forestillingen om en kulturel hegemoni. Nu er ordet 'pluralisme' efterhånden blevet et modeord, men det er ikke desto mindre det, der undersøges i de fem kortere indlæg, der afrunder publikationen.

Blandt disse finder man Jens Hesselagers refleksioner over den tvetydighed, der ligger i den vestlige verdens musikalske avantgarde: At den taler for at være eksponent for kulturens inderste, 'sande' væsen, og så samtidig er et marginaliseret alternativ-fænomen.

Udgivelsen afsluttes med Erik Wallrups indkredsning af de negative sider, pluralismen kan have, nemlig en relativering af alle normer med orienteringstab og anomi til følge.

Udgangspunktet for Wallrups ekskurs er Karin Rehnqvists værk Puksånger - Lockrop, der samler så forskellige elementer som nutidige kompositionsteknikker, svensk feudalkultur (sangformen 'kulning') og en betoning af hendes egen kvindelighed i værkets udformning. Spørgsmålet bliver så, hvem der egentlig er den kvalificerede lytter til Rehnqvists musik?

Er det i virkeligheden meget få - eller alle, hvis de analytiske lyttemåder transcenderes? Pluraliteten i nyere musik stiller både spørgsmåltegn ved denne musiks egentlige legitimation og ved tanken om en linie i musikkens udvikling.

Alexander Waugh: Opera. En ny måde at lytte på. Gyldendal 1997. 144 sider, rigt illustreret i farver. Cd med eksempler vedlagt. Kr. 228,00. ISBN 87-00-29786-0.

Det ligner et koncept. For ret præcist ét år siden udgav Gyldendal en håbløs indføring til klassisk musik, der havde undertitlen 'en ny måde at lytte på', skrevet af briten Alexander Waugh. Interesserede kan se den ublide omtale i DMT nr. 3, 96-97.

Og minsandten om ikke samme forlag er på banen igen, med en bog af samme forfatter, med samme undertitel, samme udstyr og opbygning - og nøjagtigt det samme sidetal.

Er det mon en serie?

Hvis dette er tilfældet, så er vi nu nået til det bind, der hedder Opera. Efter chocket over den første bog af Alexander Waugh var det derfor med angst og bæven at jeg gav mig i lag med denne nyudgivelse. Og lad det være sagt med det samme: Mine værste forventninger blev gjort til skamme. Gudskelov.

Hvor den første skrivelse fra Waugh i mine øjne reelt gjorde mere skade end gavn, vil jeg bestemt ikke frakende denne nye bog mulighed for at kunne være til hjælp og vejledning for en vis målgruppe.

Det hjælper selvfølgelig, at der denne gang er tale om et langt mere overskueligt stofområde. Javel, opera er et stort område, men dog stadig langt mere begrænset end hele musikhistorien, der var emnet i første aftapning.

I sin opbygning af bogen gør Waugh alt hvad han kan for at få så mange som muligt i tale. Vi tages virkelig ved hånden. I det indledende kapitel, Opera som oplevelse, søger forfatteren kortfattet at beskrive hvad en opera egentlig er. Det, han reelt gør, er at signalere en enighed med læseren om, at opera dybest set er en fjollet og absurd idé - og når vi så er enige om dét, skal vi så ikke prøve at se lidt nærmere på de storslåede sider ved genren?

Efterfølgende gennemgår Waugh 'Operaens enkelte elementer' (sangere, kor, instruktør m.m.). Undervejs i teksten gives der mange eksempler med henvisning til den medfølgende cd, der rummer ialt 43 overvejende meget korte eksempler.

Derpå lidt om hvordan en opera sættes op. Stadig meget kortfattet og med masser af billeder. Svagest står kapitlet om operaens historie. Vel får forfatteren mange ting med, men disponeringen af stoffet er ikke helt logisk. Opera buffa nævnes kun i forbifarten, opera seria slet ikke, og operette defineres heller ikke, men anvendes lidt på slump. Sullivans Mikadoen står anført (s. 134) som en opera lige under titlen, medens teksten nedenunder beskriver den som en operette.

Bogens centrale del er en gennemgang af 8 hovedværker. Eller som det hedder: Operaens verden belyst gen-nem otte hovedværker. Selvfølgelig er disse gennemgange ganske overfladiske, meningen er også kun at give et indtryk af disse værker.

Altså: Der er et kort handlingsreferat, lidt om operaens tilblivelseshistorie og komponisten m.m. - og så gennemgås en udvalgt arie, med tekst, oversættelse, tidslinie og farvede streger for at illustrere hvem der synger hvad hvornår.

Denne gang er redskabet med tidslinier og farver gjort anvendeligt og tak for det! Man har da gudskelov forladt den tåbelige idé fra den første bog med at lade farverne illustrere stemningskategorier.

Nu kan man så afspille den med-følgende cd, høre de udvalgte arier og følge med på tidslinien. De udvalgte hovedværker er bla. Dido og Æneas, Don Giovanni, Mestersangerne, Boris Godunov og Tosca.

Anbefales til begyndere der helst ikke vil læse flere ord end højest nødvendigt, men gerne vil lytte og se på billeder.

Iøvrigt modtaget fra forlagene

Min klaversangbog 1. 55 kendte børnesange i 3-stemmigt klaverarrangement (med becifring) ved Inge Marstal. 56 sider, hæftet. Kr. 149,00. WH30382. ISBN 87-598-0899-3.

Bente Dahl og Poul-Jørgen Gadeberg: Lyt. leg og lær med blokfløjten. 36 sider, hæftet. Kr. 88,00. Kassette: Kr. 98,00. WH 30381. ISBN 87-598-0898-5.

Årgang 72/1997-1998, nr. 03