Nye plader

Hans Abrahamsen: Märchenbilder, Lied in Fall, Winternacht, Carl Nielsen: Three Piano Pieces. Christopher van Kampen, cello, London Sinfonietta, Elgar Howarth, dir. dacapo 8.224080. Spilletid 50:22.

Dette er en fortættet, nuanceret og en i sine detaljer overordentlig rigt gennemarbejdet indspilning af fire fantastiske Abrahamsen-værker, gennemtrængt af en sarthedens atmosfære og spillet med en fintmærkende fornemmelse for det intenst poetiske musikalske sprog. Med musikken i sådan en indspilning er man endnu mindre i tvivl end før om at disse værker ikke bare er moderne klassikere målt med dansk målestok, det er virkelig musik, der står distancen. Udover de tre originale Abrahamsen-værker, Winternacht fra 1976-78, Märchenbilder fra 1984 og Lied in Fall fra 1987, indeholder cd'en Carl Nielsens tre klaverstykker fra 1928, genkomponerede af Hans Abrahamsen i 1990 - det er en instrumentation, der er så radikalt raffineret og gennemgribende forandrende, at resultatet må siges at være et nyt værk, ikke blot et arrangement.

»Musikken er et billede af musikken. Det har ligget meget i min tankeverden, når jeg komponerer«, citeres Abrahamsen for i booklet'en. Den idé kan vel næppe komme mere eksplicit til udtryk end i en genkomponering af en anden komponists musik. Her på cd'en er det Carl Nielsens klaverstykker op. 59 posth., der tilbyder sig for en sådan lytning. Strukturen i stykkerne beholdes, men gennemlyses af liniedragninger, der kun lå som latente forbindelser mel-lem forskellige stemmer eller forskellige lag i klaverudgaven, eller omvendt: Melodiske forløb eller enkelte toner i klaverudgaven splittes næsten ad i pointerede Klangfarbenmelodien. Accenter lægges ind eller overdrives, hine steder med den effekt at der melder sig associationer fx til Stravinsky, toner udholdes hvorved det harmoniske forløb udtydes og forandres, lagene bliver flere, og den klanglige differentiering gør dem samtidig begribelige i forhold til hinanden. Det er iscenesættelse og forvandlingskunst, men det er også kunst, slet og ret.

I det andet stykke er der et flere gange tilbagevendende indskud af en kort plagal kadence - i og for sig bare en banal, salmeagtig ting, som netop derfor frister til symbolsk tydning: Det kunne pege på salmesangen, noget med fællesskab, den klare og allertryggeste tonalitet i den komplekse dissonante verden. Hos Abrahamsen forlades fællesskabet imidlertid netop her - en soloviolin træder frem og foredrager melodistemmen, ensomt. Her er et billede af en plagal kadence.

Carl Nielsen-instrumentationen er en raffineret sag, og i spændingen mellem klaverstykkerne og Abrahamsens udgave kommer alle detaljerne til at tale med hinanden. Der er mindst to af alle tonerne, en i klaveret og mindst en i orkesteret. Man føler sig næsten som en musikspion, når man sidder med klavernoden i hånden og lytter med på den dybe dialog Abrahamsens sinfonietta-udgave fører med den. Fascinerende.

•

Carl Nielsen: Complete Piano Music Volume 1. Peter Sievewright, klaver. Naxos 8.553574.

De tre Abrahamsen-instrumenterede klaverstykker er blandt Nielsens sidste klaverkompositioner og er derfor ikke med på denne første af (formodentlig) 2 cd'er med Carl Nielsens samlede klavermusik, ind-spillet af britiske Peter Sievewright. Så i den henseende kan de to cd'er ikke sammenlignes. Det kan de nok heller ikke i andre henseender. Måske er det fordi jeg i en påvirkelig ung alder (17 tror jeg) fra radioen optog en udsendelse, hvori Herman D. Koppel spillede Carl Nielsens Chaconne - en vidunderlig gennemspilning, hvis detaljer nærmest groede sig fast i mine ører - at jeg ikke kan høre det spændende i Peter Sievewrights fortolkning på denne cd. Men det forklarer vel ikke nødvendigvis, hvorfor resten af cd'en også virker tungt og kedeligt spillet på mig.

Måske er Carl Nielsens klavermusik virkelig upianistisk, som han blev bebrejdet det, i den forstand at man ikke bare kan spille den igennem og så regne med at få noget spændende ud af det. Tag første sats af Symfonisk Suite, den der hedder Intonation, som eksempel. Mængder af vandrende oktaver i venstre hånds dundrende bas og melodien mestendels i akkordudfyldte oktaver i højre. Det er da ganske kedeligt instrumenteret for klaveret, må man indrømme. Og man kommer ejheller uden om, at det ikke er enestående i Carl Nielsens klaverproduktion, at han benytter en sådan tekstur. Og det kan være kedeligt at høre på. Som her. Det kan også spilles mere interessant. Men jeg vil mene, at der er andre, meget mere originale træk ved hans klaverskrivning, som gør den interessant at høre på, eller bør gøre det, i Chaconne ikke mindst, og i Tema med Variationer, som også er med på denne indspilning.

•

Bernhard Lewkovitch: 4 Piano Sonatas, Dance Suites 1&2. Anker Blyme, klaver. Danacord, DACOCD 475. Spilletid: 69'.

Når Mogens Wenzel Andreasen hele tre steder i booklet'en beskriver passager i Lewkovitchs klavermusik som næsten impressionistiske ('men ikke i debussysk forstand') eller neo-impressionistiske, synes jeg nok det er noget, der kan diskuteres. Men det giver en god anledning til at overveje det klanglige rum, musikken etablerer. For det er kølige og klare klange, ofte temmelig karske.

Teksturen er ofte præget af unisone forløb, sommetider i hver sin ende af klaviaturet, men også af kom-pleks, dog altid klar og 'hård', harmonik. Modale træk er der næsten over-alt, men det gør den bestemt ikke mere debussysk. Det er så vidt jeg kan høre kirketonearterne eller østeuropæiske folkemusikalske tonaliteter, der oftest er udgangspunktet. 'Kolde' lydiske og frygiske elementer farver klangrummet.

Stykkerne bliver også spillet tilsvarende klart og koldt, med meget sparsom pedalbrug af Anker Blyme, der tydeligvis er på bølgelængde med Lewkovitchs musik. Stemmeføringens vandrette orientering er vigtigere end harmonikkens lodrette. Det nøgterne øre er på spil, og der er meget lidt katolsk røgelse og ingen uhørlig mumlen i takterne hos den katolske Lewkovitch, synes jeg. Nøgtern og streng er musikken også i den forstand, at der aldrig trædes uden for den afstukne sti - musikken er essentielt den samme hele vejen igennem. Sådan spiller Blyme den, og det gør cd'en til en spartansk oplevelse.

De 4 klaversonater daterer sig fra årene 1948-50, da Lewkovitch var først i tyverne og dansesuiterne er fra hhv. 1955 og 1956. Det er imponerende - overlegent - kompositorisk håndværk af en så ung komponist. Der er ikke megen ungdommelig vægring eller skælven ved at lade påvirkninger fra Bartók og Prokofiev indgå i den allerede personlige og selvsikre stil.

•

J.A.P. Schulz: Christi død/Songs (premier recordings). Danish National Radio Symphony Orchestra and Choir. Inger Dam-Jensen, sopran, Elisabeth Halling, kontraalt, Mathias Zachariassen, tenor, Johannes Mannov, bas, Christopher Hogwood, dir. og fortepiano. Chandos, Chan 9553. Spilletid: 63'.

Tyskeren J.A.P. Schulz, f. 1747, som også var lidt dansker i en periode, kender de fleste fra enkle, folkelige melodier som Vi pløjed og vi så'ed og Sig månen langsomt hæver. Klassikkens idealer om enkelhed, formel klarhed og folketone-agtig naturlighed er næsten overdrevent vigtige for Schulz's musik, manifester mod den kunstlede barok og alt det der. Schulz fik betydning for sin eftertid i Tyskland, men måske endnu mere, som booklet'en siger, i Danmark, som grundlæggeren af den danske nationale musiktradition. Og måske har han med sine budskaber om enkelhed, folkelighed og ukunstlethed mere eller mindre uforvarende skabt grundlaget for den sunde, men også sommetider lidt jante-lovsagtige danske mentalitet, som ikke vil falde på halen for noget som helst komplekst og højtflyvende, og slet ikke hvis det kommer nede fra Central-europa. Måske er Schulz en stamfader i dansk musik, som mange af os ganske vist har glemt vi har, men hvis blod alligevel i vores århundrede har flydt i årerne på så forskellige danskere som den strenge Laub, den folkesunde Nielsen og de mange trodsige modernisme-nej-tak-sigere både før, under og efter den Ny Enkelhed.

På denne nye cd har man hentet tidlig-musik-specialisten Christopher Hogwood til Danmarks Radio og der lægges ud med oratoriet Christi død fra 1792 med tekst af Jens Baggesen. Det er barokkens oratoriegenre, der genbruges, men med klassikkens musikalske korrektioner til de barokke manerer som en væsentlig pointe i musikken. Her hører vi Schulz folde sig ud som fuldblodsklassiker - og så endda på dansk.

Det er et værk med en rig harmonik, og i sine bedste øjeblikke med en melodisk nerve der i høj grad er sin skaber værdig. Det er også en anskueliggørelsesmusik med effekterne sat i klare rammer, en musik, der skælver i to takter, hvorefter den lyner i seks for til sidst at bekræfte Guds eksistens i to gange fire. Det er faktisk blændende godt skrevet, for det meste, men sætter dog af og til lytteren på visse prøvelser. De mange gentagelser i ariernes obligatoriske ABA-form får i ny og næ zapper-djævelen til at krybe ind i det utålmodige nittenhalvfemser-øre og hviske - »du må videre«. Men jeg gjorde det ikke. Jeg hørte det hele flere gange, og jeg kan videregive min klare oplevelse af, at bassen Johannes Mannov i sit parti på fremragende vis løfter musikken ind i den overlegent ukunstlede atmosfære, hvori selv så beværlige imperativer som »Brist, hjerte, brist med hans!«, »Ras, Storm! brøl, torden! lyner alle flammer!« og »Hyl, hele skabning...« hverken virker opstyltede, lattervækkende eller overdrevne. Med hele sin værdighed i behold dikterer han blot de naturlige reaktioner på Kristi død.

Mannov er en oratoriesanger med en flot stemme, som forstår sin opgave. Inger Dam-Jensen er forøvrigt også en betagende oplevelse. Tenoren Mathias Zachariassen er til gengæld ikke så overbevisende. Han er svensk og har en ret dårlig dansk udtale, og det virker som om han tror det hele er meget mere indviklet end det er. Han mangler Mannovs fornemmelse for at gribe de temmelig enkle udsagn, der er i ordene, synge dem uden for megen dybsindighed, og så ellers bare lade musikken gøre arbejdet. Hogwoods orkesterarbejde er gennemsyret, selvfølgelig, af tidlig-musik-specialistens æstetik og fraseringskunst, men samtidig af den samme evne til at lade musikken spille sig selv. Hør blot orkesterets indledende takter op til korets første perfekt timede indsats, hvis der viser sig en mulighed: Det er umanerligt smukt.

På resten af cd'en høres bl.a. to klaverstykker spillet på et pianoforte (kopi af et instrument fra omkr. 1795), nogle sange og en ouverture. Altsammen er her indspillet for første gang, fremgår det. Inger Dam-Jensen synger smukt den tyske Abendlied, som vi her til lands kender som Sig månen langsomt hæver. Tænk bare at den aldrig er indspillet før, det troede jeg godt nok den var.

•

Johannes Ockeghem: Requiem, Missa Prolationum, Intermerata Dei Mater. Musica Ficta, dir. Bo Holten. Naxos 8.554260. Spilletid 68'.

Musica Ficta og korets dirigent har et indgående kendskab til den gamle musikteori og praksis. Som specialistkor i den tidlige musik er de allerede solidt på banen med smukke, slanke, rene stemmer: Minus operakors-vibrato, plus overtonerig klangdannelse, minus enhver urenhed i intonationerne, plus rytmisk præcision og plus klanglig ensartethed og sammensmeltning. Det er frydefuldt at lytte til disse vibratoløse øjeblikke, hvor en helt ensdannet vokal klinger i alle stemmer og den rene kvint står som en søjle i lydrummet - eller når den senmiddelalderlige labyrintiske vokalpolyfoni vikler sig ind og folder sig ud og synges med den transparente klang, som er resultatet af ubesværet præcision.

Det forekommer mig at Musica Ficta stadig mangler lidt af den fortrolighed med hinandens stemmer, som Bo Holtens eks-kor, Ars Nova, har, men det er under alle omstændigheder en smuk, kildevands-agtig oplevelse at høre deres Ockeghem-cd.

•

Axel Schiøtz: The Complete Axel Schiøtz Recordings 1933-1946, Vol.8. Danacord, DACOCD 458. 2cd sæt. Spilletid: 2 timer 16'.

Indspilningerne på denne dobbelt-cd strækker sig fra 1939 til 1945. De billeder af Danmark fra krigsårene, som vi gerne vil huske, frihedstrangen, den nationale stolthed, den ubestikkelige mildhed og ønsket om at danskens bedste og lyseste sider må sejre, har Axel Schiøtz' stemme som eneste virkeligt adækvate lydside. Når man hører Frihedssangen, Det haver så nyligen regnet, Du danske sommer eller Jeg er havren, for den sags skyld, som er nogle af sangene her, er det ikke kun en kunstnerisk bedrift, man lytter til. Det er også en stemme, der har overskredet sig selv, har ladet sig tage i besiddelse af historien om en for vort land så svær tid - en stemme, der er blevet et lyd-ikon. Modstandsmytologien i uimodsagt og idealiseret vælde sat i svingninger.

Til den overflod af danskhed (som i lyset af vore dages anderledes deprimerende og aggresive modstykke kan være lidt besværlig at have med at gøre), der klinger som en hård kerne i Axel Schiøtz' stemme, lægger sig også en sang-æstetik. Den er ikke på mode i dag, og jeg kan heller ikke forestille mig, at den vender tilbage - når jeg hører hans for nylig genfundne indspilning af Schumanns Dichterliebe fra 1943 vil jeg ligefrem sige at jeg ikke håber det. Men - ikke desto mindre - når man hører disse mono-optagelser, hører man en bemærkelses- og beundringsværdig sanger, der i høj grad investerer sig selv i sine kunstneriske bestræbelser. Og det kan man da godt gå hen og blive helt nostalgisk over.

•

Thomas Liljeholm: Composer. Per Tengstrand, klaver, Daniel Nordberg, percussion, Göteborg Symfoniorkester, dir. Mika Eichenholz, The Corpo Ensemble, Herman Stefansson, klarinet, Swedish Saxophone Quartet. Chamber Sound, CSCD 97020. Spilletid: 65'

De 5 værker på denne komponistportræt cd med musik af svenske Thomas Liljeholm viser en komponist, der, hvad enten han skriver solo-, orkester-, eller kammerværker, er i fuld kontakt med det medium, han benytter. Orkesterbrugen i Tripod for solo percussion og orkester er behersket og detaljeret, men sætter også gerne overdådige klangmasser i spil og placerer solisten midt i et stort symfonisk rum.

Der er her tale om en meget bred musik, der glider frem mellem rolige, men sært trykkende, afventende passager og voldsomme energiudladninger. Corpo for percussion, klaver og kontrabas, der i sin tid blev bestilt af og derefter skrevet til det danske ensemble, Figura 6, er hele vejen igennem mere fokuseret på enkeltlyde. Det er et intimt stykke, hvis stille tresomhed, forekommer det mig, hele tiden udvikler sig rundt om, og med udgangspunkt i, kontrabassens fantastiske klangverden.

Johan Ekenberg, fra det formodentlig til lejligheden sammensatte Corpo Ensemble, spiller sin kontrabas særdeles overbevisende. To soloværker for hhv. klaver og klarinet og en saxofonkvartet udgør resten af cd'ens indhold. Thomas Liljeholms musik trækker på modernismens udvidelser af orkestrets og de enkelte instrumenters udtryksregistre inklusive alle de 'alternative' lyde, som instrumenterne kan frembringe - der spilles inde i klaveret (i Corpo, dog ikke i solo-klaverværket, Breaking Out), der spilles på blæsernes klapper uden at tonerne sættes an, der bruges kvarttoner etc.

Den virker på en måde 'post-eksperimenterende' - den kender eksperimenterne, og benytter erfaringerne derfra i forløb, der er formelt og klangligt velafbalancerede - energien fordeles, slippes løs og holdes tilbage, klangene placeres i rummet, gives plads og trænges tilbage i organisk formede forløb. Composer er et portræt af en dreven komponist.

Diverse

Der ankommer flere cd'er til DMTs redaktion, end der er plads til at anmelde. Men der kan da i det mindste blive plads til at nævne dem, så her følger en kort omtale af hvad der er modtaget fra forlagene.

Sønderjyllands Symfoniorkester under Frank Cramer har indspillet tre værker af en mindre kendt Nielsen, som hedder Ludolf Nielsen (1876-1939) for Naxos, dacapo og DR (8.55452). Koncertouverture i C-dur, Romance for violin og orkester - med Anton Kontra som solist - og Symfoni nr. 2 i E-dur.

Som komponist i det tyvende århundrede med rødder i dansk national-romantisk tradition har han ikke just placeret sig midt i historiens søgelys, men hans værker står sig godt her med Sønderjyllands Symfoniorkester. Som han angiveligt selv skulle have sagt til dirigenten Launy Grøndahl efter en opførelse af hans 2. symfoni i 1937 (symfonien er skrevet i 1907-09): »Jeg var sgu' bange for at den var blevet helt mos-groet - og så klang den af det rene forår«).

Mere fremme i rampelyset i sin samtid var Ludolf Nielsens jævnaldrende, Hakon Børresen (1876-1959), hvis Violinkoncert (med den fremragende Rebecca Hirsch som solist) og Symfoni nr. 1 er indspillet af Aalborg Symfoniorkester under Owain Arwel Hughes' taktstok - ham der også blandt andet har indspillet alle Vagn Holmboes symfonier for BIS.

Dette er ligesom Ludolf Nielsen-cd'en sket i et samarbejde mellem Naxos, dacapo og DR (8.554950). Børresens musik hører vel i dag til i den samme glemmebog som mange andre danske romantikere - Ludolf Nielsen for at tage et nærliggende eksempel - en bog der dog på det sidste er blevet taget stadig oftere ud af reolen og det er da lykkeligt, for der er gode værker at finde.

På Danacord er udkommet Olivier Messians orgelcyklus La Nativité du Seigneur, indspillet af Inge Bønnerup på Trinitatiskirken i Københavns orgel (DACOCD 476). Det er en indspilning, hvor lydbilledet er meget klart - jeg tror at mikrofonerne er placeret meget tæt på orglet, efterklangen høres nærmest kun når slutakkorderne slippes. Det gør at rumfornemmelsen er meget underbetonet, og det er lidt ærgeligt, en mindre tør produktion ville efter min mening have klædt Messiaens musik bedre.

Morten Mogensen spiller sin tredie volumen klavermusik af P.E. Lange-Müller for Kontrapunkt (Kontrapunkt 32258) assisteret af Per Salo i klaverduetten Meraner-Reigen Op.26. Det er en noget tam og ulidenskabelig omgang, en lidt tør, samvittighedsfuld gengivelse af nydelig, men ikke voldsomt ophidsende musik.

Så er det sjovere at lytte til en ny cd, hvor Elisabeth Klein spiller nordiske komponister. Elisabeth Klein, der har gjort en kæmpe indsats som pianist og pædagog ikke mindst for den nye danske musik igennem sin lange karriere, lader sig ikke pensionere, men spiller frisk videre.

Elisabeth Kleins spil på denne cd er charmerende, stille og roligt. Fysisk og teknisk magter hun selvfølgelig ikke længere det samme som hun engang gjorde, der er blevet kortere fra pianissimo til fortissimo etc, men hun udnytter det register, som hun stadig råder over, og resultatet er ganske betagende.