Replik til Steen Frederiksen

Af
| DMT Årgang 72 (1997-1998) nr. 03 - side 107-107

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Frederiksen skal have tak for indlægget. Den grundlæggende set sympatiske og imødekommende kanalchef vil gerne høre på kritikken. Desværre rækker hans lytning ikke længere end til en konklusion, der byder ham at lave »1-2 timers komponistportrætter eller dybdeborende serier.«

En konkret planlægning eller opskrift på bestemte programmer kan man ikke tale om, før selve de bagved-liggende ideer om at lave radio er diskuteret om igen. Frederiksen tror at sagen er klaret ved at pille lidt hist og her, lave længere programmer. Det er slet ikke det, det handler om nu. Der er brug for en helt anden og grundigere refleksion og fordybelse i krav vedrørende nutidige mål og midler. Som det også kom til udtryk ved P2musiks seminar i form af et forslag om nedsættelse af en tænketank, der i bedste fald kan både inspi-rere og kritisere. Dette forslag står forhåbentlig at læse i det referat af seminaret, som blev stillet os i udsigt, men som endnu ikke er modtaget.

Det institutionelle vokseværk er omsiggribende. Det er hverken skole-blads-journalistik at hævde det eller at tillade sig at se det som et problem. Det kan Frederiksen læse om i den nye nordiske musikhistorie, Musik i Norden, som nu er udkommet på Musikaliska akademiens forlag. I afsnittet om institutionerne fremgår det, at fx de norske Rikskonsertene og de svenske Rikskonserter har ekspanderet i en grad, man næppe troede var muligt. I tilfældet Rikskonsertene i Norge er det samlede budget fordoblet på en tiårig periode. Disse institutioner har fået ansvars- og kompetenceområder, som gør dem til absolutte magtkoncentrationer.

Denne udvikling er det rimeligt at kritisere, fordi det bl.a. fører til uhel-dige omgangsformer, som allerede er set i Danmarks Radio. Der er komponister og udøvere, som er så afhængige af butikken, at de afholder sig fra at kritisere systemet. Det er faktisk meget uheldigt. Netop på grund af størrelsen og forpligtelsen i forhold til offentligheden, må DR holde institutionel storvask hele tiden. Også i for-hold til offentligheden. Internt i P2-musik diskuterer man da også i hvilket omfang denne selvkritik skal komme til udtryk i institutionens eget medie.

Idet der historisk set har været et samstemmende kultursyn i de nordiske lande, er det nordiske perspektiv interessant i denne sammenhæng. Har DR ambitioner om at udgive fonogrammer, som Rikskonserterne i Sverige gør det? For nu at nævne et eksempel. Hvor vidt rækker ambitionerne egentlig? Lige nu er det en 4. kanal, hvad bliver det næste?

Fra vores egen verden kan vi iagttage, at mange små 'diskuterende' tidsskrifter i Skandinavien enten er gået ind eller udkommer meget uregelmæssigt. De er overtaget af radiofoniernes farvestrålende tidsskrifter. I Norge er der som følge af udviklingen opstået en protestbevægelse blandt de unge komponister, som nu udgiver et no-budget undergrundstidsskrift.

Den kritiske dialog må vi fastholde, debatten hører ikke op, fordi Frederiksen evt. ikke deltager i den. Som en stor og vigtig offentlig institution bør Danmarks Radio og dens medarbejderes forvaltning af statens midler altid være til diskussion. Her-fra fortsætter vi med at bidrage til en forståelse af radiofoniens udvikling. I dette nummer bringer vi en artikel om Statsradiofoniens tidlige år. I næste nummer går vi igen historisk til værks i form af en dybdeborende artikel om debatten i DRs P2 i 1960'erne. Ikke mindst udviklingen og den tids offentlige debat om form og indhold i DR, giver os grundlag for at diskutere nutidens musikformidling i P2musik.

Frederiksens spadestik er ikke dybe nok. Hvis han ikke kan selv, må musiklivet hjælpe. Heldigvis har Frederiksen og hans kolleger i debatten forladt den personfikserede og uforsonlige attitude, som 60'ernes debat om DR afspejlede. I dag kan vi gudskelov mødes og tale om sagerne. Det er godt. Lige nu gælder det om at give Frederiksens handlingsorienterede pragmatisme indhold. Hvis vi kan holde os til denne sag, har Frederiksen og hans lyttere alt at vinde.

Anders Beyer

Årgang 72/1997-1998, nr. 03