Arvo Pärt helgarderet

Af
| Årgang 72 (1997-1998) nr. 04 - side 138-138

Så skete det langt om længe: Den første monografi om esteren Arvo Pärt (f. 1935) er en realitet. Den enor-me popularitet, som komponisten, spi-ritualisten og fænomenet Pärt i mere end en halv snes år har været genstand for, er nu endelig blevet modsvaret i musiklitteraturen. En bog, der udelukkende handler om komponisten og hans værker, må i sagens natur være en god nyhed for enhver Pärt-interesseret lytter med musikalsk indsigt. Indtil nu har litteraturen om komponisten nemlig overvejende bestået af en relativt lille række spora-diske artikler om hans liv og værk, der på ingen måde har udtømt emnet. Her-til kommer et par eksklusive interviews, og på det sidste desuden diver-se analytiske tiltag på internettet.

Meget stof har der altså ikke været, og denne tilbageholdenhed har - hvad enten det skyldes et tilfælde eller komponistens egen tilbøjelighed - passet perfekt ind i det billede, som offentligheden allerede for længe siden har fået af Pärt: En sky, indelukket person, der med sit munkeagtige udseende og mystiske fremtoning er hævet over ethvert verdsligt tilhørsforhold. Den slags har altid været populært hos det købedygtige publikum, og Pärt har uden tvivl gjort sit i forvejen gode pladesalg en tjeneste ved at lade sig fastholde i det billede.

Nu er isen imidlertid brudt. Isbryderen er altmuligmanden Paul Hillier, der foruden at være sanger og dirigent (tidligere for The Hilliard Ensemble, nu for Theatre of Voices) også er musikvidenskabsmand med præ-barokmusik som speciale. Pärts musik er åbenlyst gennemvævet af kompositoriske designs og principper overtaget fra gregoriansk sang samt middelalder- og renæssancemusik, og det forekommer derfor at være heldigt, at netop en ekspert på disse områder giver sig i kast med hans musik. At dette sker på bekostning af en fokusering på Pärt som nutidig komponist må man så leve med. Det vil måske være urimeligt at forlange, at Hillier tillige skulle være ekspert i det 20. århundredes musik.

For hans bog har meget at byde på. I hovedsagen er den en grundig, enga-geret og kompetent udført værkgennemgang, hvor Hilliers klare analytiske blik og sans for den kompositorisk intenderede enkelhed i Pärts værker tydeligt kommer frem. Endvidere indeholder bogen en række biografiske oplysninger om komponistens tidlige år. Blandt meget andet giver de læse-ren indblik i hvordan det var at være skabende kunstner bag jerntæppet, samt hvilke motiver der lå bag den afhopning til Vesten, som Pärt i 1980 foretog med sin familie.

Hilliers indgående forståelse for Pärts musik kommer ikke af intet. Han har siden begyndelsen af 1980'erne (ur)opført adskillige af komponistens værker, indspillet dem på flere plader og desuden skrevet i hvert fald én artikel om hans musik. Hillier fortæller i sin indledning, at han i kraft heraf kender komponisten per-sonligt, og at han som forberedelse til bogen har haft adskillige konversationer med ham. Det kan man kun bifalde, for resultatet heraf er, at bogen indeholder ikke så få væsentlige oplysninger vedrørende værkdata og andre forhold, der indtil nu har været indhyllet i tåger.

Men denne styrke er samtidig bogens altoverskyggende svaghed. Når man dels kender komponisten og dels fortsat gerne vil være eliteudøver af hans musik, ja så er der allerede to gode grunde til at afstå fra enhver kritisk stillingtagen til den. Hillier har øjensynligt ikke kunnet sætte sig ud over at tage et betragteligt loyalitetshensyn til Pärt, og derved forhindrer han sig selv i at blive taget helt alvorligt. Der er intet galt i en fuldkommen nøgtern værkgennemgang som den Hillier præsterer, og den begejstring, der ind i mellem skinner frem mellem linierne, er uden tvivl oprigtig. Men hvorfor skal det hele være så pænt? Hvorfor ikke bare eksempelvis diskutere hvorvidt disse værker overhovedet har relevans som udtryk for en gyldig kompositionsform i det sene 20. århundrede? Hvorfor ikke vedkende og forholde sig til den stadig mere lurende monotoni, der alt for ofte ligger bag ikke mindst de senere værker? Hvorfor denne insisteren på, at ethvert værk fra Pärts hånd er intet mindre end et opus ultimum et perfectum, som det ikke er forbeholdt selv de mest indviede at kritisere?

Bøger, der som denne anvender mere end tre fjerdedele af pladsen til systematisk at gennemgå komponistens værker, bliver dog på trods af alle intentioner ofte tunge at komme igennem, fordi bogens form derved kun i de allerfærreste tilfælde modsvarer indholdet. Derfor er det afsluttende kapitel om opførelsespraksis det måske mest interessante overhovedet. Her taler Hillier ikke længere som ana-lytiker, men som en inden for Pärts gebet erfaren musiker, der har et væld af gode idéer til, hvordan man bør opføre komponistens værker. Det gæl-der emner som de ofte langsomme tempi, de hyppigt skiftende taktarter og ikke mindst den udbredte anvendelse af generalpauser, der ifølge Hillier indgår som et kreativt element i værkerne og derfor skal forstås som prominente led i den musikalske frasering.

Desuden rummer kapitlet et afsnit om Pärts eget syn på det at komponere, som får læseren til at føle sig betydeligt klogere på komponistens musik bagefter. Men også her er styrken svagheden. For nok har Hillier mange guldkorn parat. Men det bliver uundgåeligt på samme tid umådeligt doktrinært og endda en smule pedantisk, når en eliteudøver af Pärts værker uden at ryste på stemmen forklarer læseren, hvordan man bør og ikke bør gøre, når man har mesterens musik i hænderne.

Med denne monografi er Pärt-litteraturen egentligt etableret, og det er selvfølgelig godt. Hillier gjorde ikke brug af konversationerne med Pärt. Man må håbe, at andre en dag gør det - og udgiver resultatet. Så ville Pärt selv måske også komme mere til orde. Måske endda helt uden helgarderinger. Det ville være spændende læsning.

Paul Hillier: Arvo Pärt (Oxford University Press, New York 1997). 219 s.

Fås gennem bestilling hos bl.a. Antenæum (pris: ca. kr. 200.-).