Den usynlige hovedstrømning

Som Lars von Trier siger i Riget: Udstrækning har betydning. Omend, kunne man tilføje, ikke altid på den mest oplagte måde. Man kunne også udtrykke det som, at nok spiller størrelse, som enhver kvinde ved, en rolle. Men det forklarer bare ikke, netop ikke, hvorfor eksempelvis en af vor tids mest opførte, stilskabende, populære - også i helt bred, pladesælgende hitliste-forstand - og omdiskuterede komponister er så lidt behandlet på tryk, som han er.

Det er den i år 60-årige Philip Glass, det drejer sig om. Og selv om han og den musikstil, han selv konsekvent nægter at omtale som minimalisme, faktisk er ganske velbeskrevet i dette blads spalter, er det i sammenhængen nok værd lige at repetere hovedlinierne i en karriere, man inden for partiturmusik må skulle tilbage til Richard Strauss for at finde mage til: Født i Baltimore, uddannet på blandt andet Juilliard i New York, først i 1960erne elev hos Nadia Boulanger i Paris, og det var så den traditionelle komponistkarriere.

Mens han som så mange amerikanske komponister før ham var indrulleret i Boulangers neoklassiske rekrutskole, i et Paris der i øvrigt var domineret af Pierre Boulez med tilhørende serialisme, blev han nemlig hyret til at transskribere filmmusik af Ravi Shankar, opdagede indisk musik, ikke mindst dens rytmiske rigdom, rejste hjem via Indien og begyndte helt forfra. Bogstavelig talt, med gentagelsesmønstre af enkle treklange og kadencer - og med sit eget orkester af forhåndenværende træblæsere og billige elektriske keyboards, for dog at få musikken spillet. Efter års voksende kultdyrkelse kom det definitive gennembrud i 1976 med Robert Wilson-operaen Einstein on the Beach, og resten er som man siger historie: En lang række store og små operaer - inklusive Metropolitan Operaens officielle jubelværk i anledning af 500-året for Columbus' ankomst til Amerika - danse- og andre sceneværker, filmmusik, og originalværker til The Philip Glass Ensemble, der endnu i dag spiller med stort set samme instrumentation og delvis samme medlemmer som for 25 år siden.

Undervejs nåede Glass også, som den blot tredie komponist efter Stravinskij og Aaron Copland, at få en livstidskontrakt med det daværende CBS, senere Sony Classical - som dog undervejs fik kolde fødder, med det resultat at han i dag indspiller for Nonesuch. Læg hertil samarbejder med populære musikere fra adskillige andre genrer, fra Ravi Shankar over Foday Musa Suso til Paul Simon og David Byrne, med forfatterlegenden Allen Ginsberg, og musik til såvel kultfilm som eksempelvis Godfrey Reggios Koyaanisqatsi, Errol Morris' The Thin Blue Line og A Brief History of Time, som store produktioner som Paul Schraders Mishima - og billedet er klart af en komponist med en udbredelse og en gennemslagskraft også langt ind i populærkulturen, det ikke rigtig er til at komme udenom. Hvor mange andre partiturkomponister har optrådt i reklamer for Swatch-ure, i Saturday Night Live og hos David Letterman?

Tankevækkende nok er det alligevel lykkedes meget godt, det med at komme udenom. Da jeg for knapt ti år siden skrev universitetsspeciale om Glass, blev det på samme tid lettet og vanskeliggjort en del af, at antallet af oversigtsværker om minimalmusik kunne tælles på præcis en finger, nemlig hollænderen Wim Mertens' lille bog American Minimal Music (London 1983) om, som det fremgår, den amerikanske side af emnet. To fingre, hvis man regnede englænderen Michael Nymans gamle Experimental Music (London 1974) med - godt nok er den skrevet før der for alvor var gang i den musikalske minimalisme, inklusive Nymans egen udgave, men kan dog i dag med udbytte læses som en form for tidligt manifest. To en halv finger, hvis man også inddrog de relevante kapitler i John Rockwells meget vidtspændende All American Music (New York 1983), og et par interview-antologier med amerikanske komponister.

Det samme gjaldt endnu mere Glass' musik i særdeleshed - hans erindringer Music by Philip Glass (også udgivet under titlen Opera on the Beach) kom i 1987, men handler primært om liv og udenoms-musikalske forhold, og udover dem var, og i vidt omfang er, intet skrevet.

Tre og en halv bog i alt, altså, og så findes der også en lille, tynd bog af kollegaen Steve Reich (Writings about music, Nova Scotia 1974), og det er så nogenlunde det. Da komponisten og kritikeren Tom Johnson udgav sin murstenstykke opsamling af gamle anmeldelser og introduktioner (The Voice of New Music, New York 1989), blev den substantielle tekstmængde om minimalmusikken forøget med noget nær 100 procent.

Nye bøger

Nu er der så kommet to bøger til, hvoraf i hvert fald den ene virkelig er en milepæl. Omend de også tilsammen illustrerer det besynderlige misforhold mellem Glass - og hans åndsfællers - betydning og udbredelse, og så hvor lidt substantielt der til dato er skrevet om dem. Det fremgår meget direkte af antologien Writings on Glass, som i (alt for) høj grad består af gamle avis- og tidsskriftsartikler, med alt hvad det indebærer af gentagelser, banaliteter og karakter af præsentation af enkelte værker, opførelser og lignende. Og at dømme efter bogens egen litteraturliste - der med stor symbolværdi er adskilligt kortere end diskografien over Glass-indspilninger - er der ikke meget andet og mere at komme efter i øvrigt.

Og det fremgår indirekte af K. Robert Schwarz' oversigtsbog om minimalismen i Phaidons 20th Century Composers-serie - alene fordi det er den første store bog af sin art overhovedet, og den første der inddrager hele spektret af minimalmusik, repetitiv musik eller hvad man nu vil kalde det. Altså ikke blot de fire store og efterhånden halvgamle amerikanere Glass, Reich, Terry Riley og La Monte Young, men også efterfølgere som John Adams og Meredith Monk, og nok så relevant - og mig bekendt for første gang noget sted - europæiske varianter/paralleller/elever som Michael Nyman, hollænderen Louis Andriessen, esteren Arvo Pärt samt mere sporadisk andre østeuropæere som Henryk Gorécki og Giya Kancheli.

Decideret musikalsk detailanalyse skal man dog heller ikke forvente hos Schwarz. Det kan nok begrundes med, dels at der er tale om et oversigtsværk, dels at det meste af Glass' og en del af navnlig Reichs senere værker er multimedie-projekter, hvor det alligevel ville virke skævvridende at fokusere alene på det musikalske aspekt. Men der stikker også en dybere pointe i, som Schwarz også strejfer i forbindelse med minimalismens særpræg generelt - nemlig, at der her netop er tale om en musik, hvis substans ikke alene er bundet til skriften, til partituret, men i høj grad også til lytterens erfaring af den. En langsom a-mol/G-dur/C-sekvens gentaget i tyve minutter - det er åbningsscenen fra Einstein on the Beach - er jo ikke nødvendigvis forstået, eller bare opfattet, alene fordi den er læst, og i så henseende har Glass med flere for så vidt mere til-fælles med den pop- og folkemusik, de fra tid til anden har flirtet med, end med den kunstmusik de er kommet af.

Til gengæld giver Schwarz, der fuldt forståeligt bruger godt halvdelen af bogen på Reich og Glass, fremragende helheds-karakteristikker af, hvordan deres musik har udviklet sig: Reich fra sit eget slagtøjsensemble over monumentalværker som The Desert Music og frem til fx Tehillim, Different Trains og The Cave en dobbelt genopdagelse af såvel hans jødiske kulturbaggrund som de multimedie-eksperimenter med både elektroniske og visuelle elementer, han startede sin løbebane med. Glass fra de tidlige ensembleværkers monomane kværnen over de store musikteater-værker til den langt blødere, tungere og - for nu at bruge et pænt ord - fremkommelige lyd i værkerne for traditionelle operahuse og symfoniorkestre. Omend det i den forbindelse er ærgerligt, at Schwarz ikke har nået at få mere med af Glass' trilogi over Jean Cocteau-værker - Les Enfants Terribles gæstespillede ved Kulturby 96, og Orphée på Det kongelige Teater nu til marts bliver den første danske Glass-produktion nogen-sinde - som for mig at høre netop repræsenterer en væsentlig udvikling, væk fra det alt for forudsigeligt glatte, og i retning af en mere sprød, energisk og umiddelbart dramatisk musik.

Til gengæld får man så også, mere kortfattet men særdeles velturneret og udbytterigt også for kendere, skarpe gennemgange af både Adams, Nyman - som dog har skrevet adskilligt mere og bedre end den mere og mere facile filmmusik, der primært fokuseres på her - Andriessen og Pärt, inklusive værklister, lidt for selektive diskografier og en bibliografi, som 20th Century Composers-seriens uvilje mod henvisninger ikke gør mindre symbolsk. Men i alle tilfælde: kunne man forestille sig en bog om, skal vi sige den 2. Wienerskole, hvor kapitlet Further Reading uden ret mange iøjnefaldende udeladelser kunne bestå af 14 numre, inklusive leksikonartikler og antologi-bidrag?

Det er ikke kun fordi Schwarz nu altså har skrevet hvad der foreløbig ligner bogen om de første tredive års musikalske minimalisme, at det er svært at se hvad man skal med Richard Kostelanetz' tilfældigt redigerede Glass-antologi med alle dens gentagelser og udenomsværker. Reelt får man ikke, hverken som fan eller som novice, ret meget at vide som ikke står hos Schwarz; til gengæld er over-blikket over både Glass' store produktion og minimalismen som sådan om man så må sige til at overskue.

Ikke fordi der ikke er gode pointer undervejs, fx om Glass og billedkunst - en 40 sider lang konversation mellem Glass og billedkunstneren Richard Serra har bestemt sin underholdningsværdi - og om forskellen på Glass' musik live og på plade. Her er også flere gode interviews med den velformulerede hovedperson, såmænd et dansk bidrag - ægyptologen Paul John Frandsens gennemgang af operaen Akhnaten - og som en forfriskende kradser Peter G. Davis' forrygende ondskabsfulde anmeldelse fra New York Magazine af Columbus-operaen The Voyage, hvor han under overskriften Star Drek når frem til, at forskellen på den gamle undergrunds-komponist og det mondæne The Met i dag vist i virkeligheden ikke er så stor. Av.

Men undervejs skal man gå meget igennem, både af artikler der er så gamle at forfatterne i sin tid - og dengang med fuld ret - har følt det nødvendigt at begynde helt fra begyndelsen med at fortælle om denne ukendte Glass, af lettere kuriøse indslag der mest af alt synes bragt i mangel af bedre, og af en pudsig, underliggende polemik i mange af artiklerne mod det modernistiske ny musik-establishment i USA, der ikke ville og formentlig stadig ikke vil vide af Glass og alt hans væsen. Mængden af videnskabelige værker om ham tyder i hvert fald ikke på det.

Og selvfølgelig er polemikken ikke forkert. Vist ville det da være fint og udbytterigt at have meget mere at læse om en så væsentlig, fascinerende og central musikform som minimalismen og dens udøvere.

Polemikken formuleres her bare ofte, som så ofte når modernismen står for skud, på nogle underlige mindreværdskompleks-agtige præmisser, som det er svært at se den egentlige pointe med. For helt ærligt: Hvis netop parnassets afvisning af Glass med flere var medvirkende til, at deres musik har udviklet sig og - ikke mindst fordi de simpelthen var tvunget til at arbejde på tværs af genrer og kunstformer - vundet udbredelse og fået betydning i det omfang som den har, og hvis den i selve sin natur måske ikke er forenelig med traditionel akademisk analyse - ja så kan det da vel aldrig være minimalmusikken, der har et problem?

K. Robert Schwarz: Minimalists. 240 s., Phaidon 20th Century Composers 1996.

Rihard Kostelanetz (red.): Writings on Glass. 370 s., ib. Simon & Schuster 1997.