De unge og de gamle

Af
| DMT Årgang 72 (1997-1998) nr. 05 - side 145-145

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Når vi siger, at dansk musik for tiden har det godt både hjemme og ude, så er det ikke helt løgn. Ensembler, solister og komponister nyder stor respekt mange steder. På den anden side er det helt løgn at hævde, at dansk musik generelt har succes hjemme og ude. Sagt på en anden måde: Det er faktisk ret få navne der cirkulerer rundt i de musikalske miljøer. Hvilket er forståeligt, men ikke nødvendigvis helt rimeligt.

Kunne man ikke i eksperimentets tjeneste forsøge at blande kortene lidt mere, gøre arrangementerne og eksport-tiltagene lidt mere uforudsigelige, lidt mindre artige. Det kunne tænkes, at lidt mere lys på eksempelvis de unge og yngre skabende kunstnere kunne være en rigtig god idé. De spørger måske: Hvad sker der egentlig i den helt unge musik? Hvad er de ude på, disse 20- og 30-årige? Disse og andre spøgsmål har vi stillet os selv her på den redaktionelle boreplatform, og vi har opfordret de unge kunstnere til at give os nye indsigter i deres musik. DMT sætter fokus på unge danske komponister i dette og kommende numre.

De ældre og deres musik mener vi at kende. I 60'erne var generationen født i 30'erne unge og de havde vilje til at udfordre ældre kolleger og den institutionelle konservatisme. De æstetiske fronter blev trukket op i en grad, man ikke har set siden. Det samme ønske om at skubbe til den umiddelbare fortids æstetik, har nutidens unge ikke behov for, eller ikke vilje til, eller ikke mod til. Måske vores artikler om de unge vil give forklaringer på det udeblevne opgør.

I 60'erne dukkede en helt anderledes musik frem. Den centraleuro-pæiske modernisme var i høj grad med til at stille dagsordenen for den æstetiske diskurs. Musiklivet blev delt i to lejre. De nu så kendte ældre vandt slaget, magten og æren. Et hjørne af den historie skriver Erling Kullberg om i 2. del af artiklen Gøgl, Charlataneri og Ulyd. Første del af artiklen bragte vi i sidste nummer, hvilket affødte supplerende bemærkninger. Eksempelvis fortæller kunstneren Eric Andersen om et efterspil i forbindelse med opførelsen af hans meget omdiskuterede Opus 51, som blev opført i Danmarks Radio i 1965. Komponisten ønskede Koda-penge for værket, men Kodas Svend Erik Tarp skrev tilbage til komponisten, at hans værk ikke var musik, hvorefter Andersen kunne kikke i vejviseren efter Koda-penge.

I efteråret 1966 brugte Eric Andersen så Radioorkestrets opførelse af ikke-musikken i en udstilling - komponisten spillede kort sagt en båndet optagelse. Ifølge Andersen krævede Radioorkestrets advokat et »gigantisk stort beløb« for ulovlig brug af båndoptagelsen af ikke-musikken. Komponisten havde nu kun et at gøre: Han sendte en kopi af brevet fra Tarp til advokaten, hvori det klart fremgår, at Eric Andersens musik ikke er musik. Hvis noget ikke er musik kan det ikke være forbudt at spille denne ikke-musik. Anklageren frafaldt sagen. Efter at musikkrigen havde lagt sig og alle havde fået lov at mene noget, indrykkede Eric Andersen en annonce i DMT. Her takkede han alle, der havde været med til at skabe Opus 51. Værket var ikke det, der blev spillet af Radioorkestret i salen hin aften, værket var et kollektiv-værk skabt af alle aktørerne i sagen.

Af de mere positive ting der kom ud af musikkrigen, kan nævnes tidsskriftet Musik og pladeforlaget Dansk Musikantologi. Begge skabt af af en af de centrale aktører i debatten: Asger Lund Christiansen. Desværre gik tidsskriftet ind efter blot fire årgange, antologien levede noget længere og blev i en ny struktur til det statslige plademærke, vi kender under navnet dacapo.

Årgang 72/1997-1998, nr. 05