Gøgl, Charlataneri og Ulyd. Musikkrigen i Danmark foråret 1966. Del 2

Af
| DMT Årgang 72 (1997-1998) nr. 05 - side 156-161

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Første del af artiklen sluttede med avisartiklerne af bl.a. Hansgeorg Lenz og Robert Naur, som diskuterer begreberne fremskridt og reaktion i Danmarks Radio. Asger Lund Christiansen og med ham en række musikere ønsker en anden musikpolitik ført i Danmarks Radio. De mener, at der skal sidde en musiker i chefstolen og ikke en akademiker.

Solistforeningen af 1921

I mellemtiden er der kommet et nyt skarpt udspil fra musikerside, idet Solistforeningen af 1921, som tæller 234 medlemmer, benytter generalforsamlingen til at tilkendegive sig i debatten. Man fremsætter en enstemmig udtalelse og lader den publicere gennem Ritzaus Bureau:

Generalforsamlingen tager på det kraf-tigste afstand fra de tilstande, der, fremkaldt af en lille, men aggressiv kreds, i dag udgør en trussel mod dansk musikliv.

Vi vil forsvare retten til at udøve vor kunst uden tvang og kan ikke lade os reducere til ofre for såkaldte komponisters talentløse indfald. Vi vil kæmpe for vor selvfølgelige adgang til at være med til at vurdere vor tids musik og må protestere mod at medvirke til formidling af gøgl og charlataneri, ulyd og ukyndighed af den art, som blandt andet Danmarks Radios musikafdeling åbenbart ser det som en væsentlig opgave at præsentere.

Vi solister vil være de første til at er-kende og glæde os ved fremkomsten af talentfuld ny musik, men hverken kunst eller kunstfremførelse trives un-der kulturdiktatur. (Mine kursiveringer, E. K.).

Formand for solistforeningen var pianisten Victor Schiøler, der her formentlig er i den nærmeste berøring, han nogensinde kom med ny musik, selvom han i en senere kronik28 hævder, at han selv har spillet ny musik og nævner Skrjabin og Ravel som eksempler. Formuleringsstilen er imidlertid fuldstændig den samme som i Asger Lund Christiansens første kronik, og Lund Christiansen var da også centralt placeret i Solistforeningen, hvis formand han har været omtrent lige siden. Udtalelsen udviser igen såvel arrogance som bedreviden i sit forsøg på at udradere en unavngiven fjende, og det er intet under, at Jyllandsposten bringer den under overskriften Solistkrigserklæring mod ny musiks terror.29

I samme artikel følger Victor Schiøler erklæringen op med at postulere, at en solist skulle have fået tilbudt af en unavngiven radio, at hvis han ville spille »et partitur med diagrammer, firkanter og tal i ultramoderne stil,« ville han også få klassiske opgaver i samme radio - ellers ikke. Mogens Andersen, som har fået forelagt dette postulat, afviser, at noget sådant skulle kunne forekomme i Danmarks Radio, men påpeger, at

Der er så få, der kan spille de virkeligt moderne stykker og så mange, der eksempelvis ønsker at spille Beethovens Forårssonate, som alle lærer på konservatoriet, at der bliver større konkurrence på de indarbejdede klassiske ting end de moderne.

Bortset fra at Solistforeningens erklæring, som tilsigtet, sætter gang i en læserbrevs-sympatitilkendegivelse, afstedkommer den voldsomme reaktioner fra solister, der gerne spiller ny musik. Pianisten Elisabeth Klein reagerer straks kraftigt30 og erklærer, at hun aldrig er blevet tvunget til at spille ny musik af nogen, men tværtimod har gjort det af lyst og interesse. Hun vender Solistforeningens udtalelse mod den selv:

Foreningen udtaler sig om en aggressiv kreds, det forekommer mig, at det er Solistforeningen, der er aggressiv og ikke de unge komponister.

Hendes læserbrev følges op af et lignende åbent brev fra en lang række foreningsmedlemmer, som ikke var til stede, da den enstemmige resolution blev vedtaget, og som alle er kendte navne i forbindelse med ny musik31. Man efterlyser også fra denne side konkretiseringer af, hvem der har spillet ny musik under tvang, hvem den lille, men aggressive kreds etc. skulle være, og hvilke komponister, der efter Solisforeningens mening er producenter af »gøgl, charlataneri og ulyd.« De samme spørgsmål stiller Mogens Andersen til Asger Lund Christiansen i en radiodiskussion, der refereres i Politiken.32 Asger Lund Christiansen svarer heller ikke denne gang direkte, men hævder, at Mogens Andersen må være den eneste i Danmark, der ikke er klar over det.

Komponisten og solisten Herman D. Koppel tager også skarp afstand fra sine kolleger og påpeger

den skabende kunstners ret (og pligt!) til det kunstneriske arbejde, der for ham føles nødvendigt for udviklingen af hans tonesprog. Det er enhver skabende kunstners pligt at handle under ansvar.

Koppel bringer med et enkelt ord inkvisitionens metoder i erindring:

Jeg tror det er på tide at advare mod tendenser i musiklivet, der anfægter kunstnerens ret til fri skaben og den udøvende kunstners ret til loyalt samarbejde for at realisere denne skaben. Tages der ikke i tide forbehold over for disse tendenser, løber vi risikoer for at berøve musiklivet dets vitalitet og en skønne dag at vågne ved røgen af autodafeens bål. (Min kursivering, E. K.).

Den sidste bredside fra solisternes/musikernes kanonbatteri kommer i form af en kronik af Victor Schiøler, hvori han viderebearbejder argumentet fra Solistforeningens udtalelse om, at musikere (uspecificeret) bliver tvunget til at spille noget, de ikke ønsker. Han hævder, at radioorkestrets medlemmer ikke blot ikke må udtale sig, men det er endog i den nuværende situation blevet dem forbudt at udtale, at de ikke må udtale sig.

Schiøler sammenligner situationen med en sørøverroman, om et lille antal sørøvere, der ved et kup har sat sig i besiddelse af et skib og låset besætning og passagerer inde i salonerne, fordi de har kommando over de centrale funktioner.

Nøglestillinger i vort musikliv er bl.a. kritikerposterne, hvorfra offentligheden har krav på at blive vejledet på fordomsfri måde. Forbløffende nok er det lykkedes de unge 'pirater' at besætte en del af disse vigtige poster med folk af ensidig opfattelse.

Det er svært at se, hvem Schiøler her hentyder til, for af de førende dagblades kritikere er det stort set kun Ekstra Bladets Gregers Dirckinck-Holmfeld, BTs Jens Brincker og Berlingske Tidendes Poul Nielsen, der interesserer sig specielt for ny musik, og ingen af dem er nævneværdigt indblandet i den verserende debat.

Schiøler kommer nu ind på Danmarks Radio, og på den opridsede baggrund pointerer han, hvor vigtigt det er at få den rette mand, når der nu om kort tid skal udpeges ny musikchef. I den forbindelse siger han manende til radiorådet, idet han citerer 'indholdet' af Eric Andersens Opus 51: »I have confidence in you!«

Med hensyn til spørgsmålet om udøvende eller akademisk uddannede musikere i musikafdelingens chefstol træder professor i musikvidenskab Henrik Glahn frem på arenaen33 og oplyser om Mogens Andersens akademiske baggrund, som bl.a. omfatter et speciale med udmærkelse, og han fremdrager som det væsentlige i hele debatten, at enkelte deltagere i debatten har søgt at opstille en frontdannelse mellem på den ene side musikeren og på den anden side musik-cand. mag.'en eller -magisteren. Det siges mere eller mindre utilsløret, at de ansvarlige folk i musikafdelingen i kraft af deres akademiske uddannelse ikke er i stand til at sætte sig ind i musikerens problemer. Det er en gammel skrøne, og jeg tror ikke på den. Jeg tror, at de to parter har brug for hinanden ... og man må inderligt håbe, at radioens ledelse vil fastholde som grundprincip, at programmedarbejderne er udstyret med en cand.mag.- eller dertil svarende uddannelse, forinden de ansættes på de ansvarsfulde poster.

I midten af juni stilner debatten noget af, i hvert fald er der længere imellem nye og opsigtsvækkende synspunkter. Indtil Per Nørgård omkring Sankt Hans betræder debatscenen med en kronik34, hvori han afslører sig selv som den unavngivne, som Asger Lund Christiansen og andre hele tiden har angrebet. Han henviser til et brev fra Asger Lund Christiansen til Dansk Musiktidsskrift, hvori den ellers anonymt angrebne »avancerede lejr« karakteriseres som det statsunderbyggede, tolvtons, serielt drevne linjeskib med overkanonér Per Nørgård i spidsen for gardisterne og skytsbemandingen.

Per Nørgård kan godt forstå, at han er i fokus, for han er dels komponist og endnu ikke 35 år, dels medlem af kunstfond-bestyrelsen for tonekunsten, dels lærer for unge komponister ved Det Jydske Musikkonservatorium og dels formand for Det Unge Tonekunstnerselskab (DUT). Han blander sig egentlig kun i selve debatten i den sidstnævnte egenskab, idet han tilbageviser Victor Schiølers tidligere frem-satte påstand om, at de unge ikke interesserer sig for den ny musik35 (Victor Schiøler er også formand for Musik og Ungdom). Per Nørgård dokumenterer på forskellig vis, at DUTs netop overståede skolekoncertturné var en stor succes.

Det interessante i Per Nørgårds kronik er imidlertid påstanden om, at meget af den fjendtlighed, der udvises over for den ny musik, skyldes angsten for det ukendte, og hertil hører også en udtalt mangel på viden - selv blandt musikere og musikpædagoger - om, hvad der foregår inden for arbejdet med den ny musik.

Netop en på manglende viden baseret frygt har jo karakteriseret denne musikdebat.

[...] Det er i hvert fald rystende at se et sådant mangesidigt og intensivt arbejde (skolekoncerterne, E.K.) mistænkeliggjort p.g.a. dårligt informerede kronikørers nag over, at der er grøde i noget, som ikke passer med deres »forud deklarerede programmer og dogmatiske systemer« over, hvad der er god musik.36

Per Nørgård beklager debattens aggressive karakter, i hvert fald finder han den mærkværdig. Og det mærkværdige består bl.a. i, at den fra begyndelsen har været et ufor-døjeligt sammenkog af 4 forskellige diskussioner, som hver for sig kunne have været frugtbare og vedkommende:

Konflikten mellem komponistens fornyelsesvilje og den udøvendes fordybelsestrang, forargelsen over en æstetisk provokation, Opus 51, misfornøjelsen over fordelingen af statsstøtten til musiklivet; samt endelig den lynhurtige fokusering af alle disse forskellige sager til en hetz mod radioens fungerende musikchef, Mogens Andersen - få uger før stillingen blev opslået ledig.

Teknikken til mistænkeliggørelse af alle disse fire emner var den velkendte: ét element A, 'den nye musik' er under mistanke og bliver gjort umulig ved i en håndevending at blive sammenkoblet med det (tilsigtet) oprørske element B, Opus 51; ved derpå at hælde dette fællesstinkende præparat AB i hovedet på C, 'komponiststøtten' og D, 'Mogens Andersen', var tanken så, at alle fire bragt i samme kasserolle skulle have lov til at ose så fælt, at det skulle være en smal sag at tage afstand fra dem alle en bloc.

Selvom Per Nørgård altså ser 4 selvstændige spor i debatten, er han dog, som Hansgeog Lenz, tydeligt klar over, at den udpegede syndebuk er den fungerende musikchef. Med Danmarks Radios kæmpemæssige andel af det samlede musikliv er det et spørgsmål af allerstørste musikpolitiske vigtighed, hvor chefen for musikafdelingen står i forhold til de fløje, der har vist sig i den her førte diskussion. Og hans kronik slutter som en overmåde flot opbakning af Mogens Andersen:

Hans betydning for det hjemlige musiklivs dynamik er stor til det uoverskuelige, og det er klart, at 'viktorianerne' retter hovedskytset mod ham. Myten om hans 'ensidighed' er lige så velplejet som den er forkert. Hans indsats går på alle felter, men da ingen andre gjorde det arbejde for ny musik, som han påtog sig, så er det uundgåeligt, at han blev synlig i fuld figur på netop dette felt. Mogens Andersen er dertil provokerende, fordi han er årvågent medlevende i tiden og med et skarpt blik for misforhold i det hjemlige musikliv sætter ind, hvor han kan. En sådan energi gør sig ikke alment populær i den danske træghed... - men den gør sig uundværlig.

Jens Brincker har en opsummering af debatten for BTs læsere (Debatten er jo ellers væsentligst ført i Politikens spalter), og han anlægger det synspunkt, at det hovedsagelig er Robert Naurs kronik37, der får musikdiskussionen til at blive en magtpolitisk diskussion, således som også Hansgeorg Lenz mente. Mange læserbreve har reageret mod Naurs skærpelse, men Naur selv blander sig ikke yderligere; han er nemlig taget til Rusland sammen med Det Kgl. Kapel (og dermed sandsynligvis også diskussionens anstifter Asger Lund Christiansen). Bl.a. derfor er fronterne stivnet her i midsommervarmen, og debatten ebber så småt ud. Jens Brincker frygter dog, at dette blot har været en forpostfægtning, før det egentlige slag skal slås, nemlig når musikchefstillingen skal endeligt besættes.

Epilog

Der har i denne artikel ikke været lagt skjul på, at denne forfatters sympati lå hos den ny musiks tilhængere og at jeg mener, det er traditionalisterne, der er de mest aggressive i debatten. Men for at afbalancere dette noget skal anføres, at ufordrageligheden dengang var stor og tonen derfor skarp, og der er masser af eksempler på udfordrende formuleringer fra modernisternes side.

Anker Blyme har fundet en del frem og øser ud af dem i en kronik,38 hvori han hævder, at Vor Tids Musik-begrebet er blevet misbrugt, så det er blevet ensbetydende med »fornyelse, fremskridt og sandhed« - tre ord som jo vitterlig dækker over nøglebegreber i modernismens filosofi. Han citerer indledningen til en radioudsendelse redigeret af Ingolf Gabold (en rapport fra Ung Nordisk Musikfest). Gabold parafraserer som motto for udsendelsen den tyske modernismefilosof Heinz Klaus Metzger:

Der findes i vor tids musik to værkkategorier. Den ene type værker arbejder med at finde nye veje i det musikalske materiale. Den anden type værker nøjes med at reproducere et allerede givet og afklaret materiale. Kun den første kategori kan gøre krav på sandhedsværdi. Den anden kategori er blot tilbagestående og har absolut ingen interesse, da den har sine aner i en udtryksmåde, der hører fortidige sociale forhold og betingelser til.

Blyme citerer videre Gabold for en bredside mod et finsk stykke ved Ung Nordisk Musikfest:

... men hvor velkomponeret end kvartetten var, udeblev alligevel enhver form for engagement hos tilhøreren. Alt i denne kvartet er hørt før hos Bartók og Holmboe og andre kvartetmestre, og derfor var informationsmængden i denne komposition lig nul...

Gabold går her så vidt i sin modernismetro, at det nærmest bliver en karikatur. Man forstår godt, at det kalder på aggression hos traditionalisterne.

Efterspil

Som nævnt ebber debatten efterhånden ud - og folk tager på sommerferie. Men henimod slutningen af året skal stillingen som musikchef i Danmarks Radio så besættes fast. Radioledelsen har hele tiden bakket den fordomsfrie formidlingspolitik op og støtter Mogens Andersens kandidatur. Men på grund af hans unge alder (37 år) og på grund af sommerens hidsige debat nedsætter man et bedømmelsesudvalg bestående af landets fem konservatoriedirektører.

Med denne sammensætning sikres, at de forskellige synspunkter i debatten tilgodeses, fx måtte Tage Nielsen fra Det Jydske Musikkonservatorium antages at stå på den ny musiks side, mens Peder Holm fra Vestjydsk Musikkonservatorium ansås for musikernes mand. Det står imidlertid klart, at Mogens Andersen uden enhver tvivl er den bedst kvalificerede ansøger, og i den situation forsøger ny-musik-modstanderne med Knudaage Riisager (direktør for Det Kgl. Danske Musikkonservatorium) som talerør at bringe en kandidat uden for ansøgerfeltet på banen.

Riisager havde haft et problem med Kulturministeriet, fordi han havde afslået at lade den i USA boende Aksel Schiøtz ansætte som professor i sang ved konservatoriet, og han ser her en mulighed for måske at løse hele to problemer ved at få Aksel Schiøtz som musikchef - »lukke den ene bajer op med den anden«, som det hed i tidens jargon. Det foreslås, at man 'kalder' Aksel Schiøtz til stillingen, hvilket formentlig ville have været ulovligt. Det bliver da heller ikke til noget, men rygtet vækker en del opsigt i pressen. Visse kredse vil med vold og magt forhindre, at Mogens Andersen får stillingen. At det vir-kelig forholder sig således, bekræftes af et interview med Aksel Schiøtz' enke mere end 30 år senere, så sent som den 27. april 199739 (i anledningen af 100-året for hendes mands fødsel), hvori hun siger:

Det var rent fup. Han blev brugt i et spil og var ikke engang blevet spurgt. Det var Knudaage Riisager og nogle andre, der ville undgå, at ham Mogens Andersen blev musikchef, og så kørte de Aksel i marken.

Men hele musikchefstriden ender med, at Mogens Andersen bliver ansat - efter eget ønske som den første programchef på åremålsansættelse, og dermed har den offensive kultur- og programpolitik vundet en sejr. I denne sammenhæng er det imidlertid interessant at bemærke, at hele historien gentager sig 13 år (3 ansættelsesperioder) senere med John Winther, der på det tidspunkt var chef for operaen i Sidney, i Aksel Schiøtz' rolle.

Perspektiv

Ved læsning af musikdebatten i forsommeren 1966 erkender man, at en lang række forhold i dansk musikliv bliver lettere at forstå, fx hvorfor Københavns Strygekvartet ikke har spillet værker af Per Nør-gård og Pelle Gudmundsen-Holmgreen. Man konstaterer samtidig, at meget har ændret sig frem til i dag. Det er næsten umuligt at forestille sig en debat om musik eller andre kunstarter afholdt i en så aggressiv og uforsonlig tone i vore dage. Tolerancen mellem forskellige fraktioner i musiklivet er i dag større, og fronterne har siden musiklovens fremkomst i 70'erne snarere gået mellem 'det etablerede musikliv' (herunder den ny musik!) - og den kunstnerisk arbejdende rytmiske musik.

Eksistensen af en normbrydende og uregerlig ny musik synes at være generelt accepteret (er det fordi nutidens avant garde er mindre radikal?). Men spørgsmålet er, om den ny musiks vilkår mht. at komme til orde reelt er blevet bedre? Vi har fået NUMUS-festival og Musikhøst, basisensembler osv., altså isolerede ny-musik-ghettoer, men nutidens musik fylder i dag ikke mere på landsdelsorkestrenes spilleplaner end den gjorde i 60'erne. Og ser man på den eksperimenterende kunsts placering i medierne, specielt fjernsynet, er billedet dybt deprimerende.

Ny musik og anden ny kunst er ikke til at få øje eller øre på. Og det skyldes i dag ikke udøvelse af nogen form for kunstnerisk censur. Men den fordomsfrie og offensive (socialdemokratiske) kulturpolitik, som denne artikel har advokeret for, er i dag afløst af markedskræfternes frie spil med seertal og meningsmålinger som eneste programpolitiske kriterier. Hvad Danmarks Radio og ikke mindst musikafdelingen præsterede i 60'erne mht. kulturformidling var enestående. TV-seerne var langtfra begejstrede for alt det, de så, men de fik det set!

Tegning på opslaget 156-157 er af Arne Ungermann. Den blev bragt i Asger Lund Christiansens kronik 'Kunstnere og tyranni', Politiken 12.5.1966.

NOTER

28. Jeg har tillid til Dem!, Politiken 9. juni.

29. Jyllandsposten 4. juni.

30. Protest mod protest, Politiken 5. juni.

31. Hvem udøver tvang, Politiken. 7. juni, underskrevet af Eyvind Rafn, Palle Heichelmann, Ingolf Olsen, Beatrice Berg, Knud Svendsen, Elisabeth Klein, Pierre Réné Honnens, Jolanda Rodio, Niels Nielsen.

32. Musikkrisen for åben mikrofon, Politiken 5. juni.

33. Musikere har brug for Musik-magistre, Politiken 15. juni.

34. En musikanarkists bekendelser, Politikens kronik 23. juni.

35. Se note nr. 28.

36. Anførselstegnene viser tilbage til Schiølers kronik, se note 28.

37. Se note 25.

38. Musikfilosofiske smuler, Politiken 28. juni.

39. Ekstra Bladet.

Årgang 72/1997-1998, nr. 05