Learning by doing

Af
| DMT Årgang 72 (1997-1998) nr. 05 - side 153-153

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Her sidder jeg så, og skal skrive noget om mig selv og om min musik. De læsere, der forventer flerfarvede nodeillustrationer, uforståelig algebra og lange foredrag om de naturvidenskabelige, sociologiske og filosofiske aspekter af min musik, må jeg desværre skuffe på forhånd.

Min tilgang til musikken er primært kommet gennem fingrene og ørerne. Jeg har gennemlevet stort set hele musikhistorien via klaveret, og som musiker har intet været mig fremmed. I dag er klaveret trængt helt i baggrunden, og det at komponere er den altoverskyggende faktor i mit liv. Jeg er meget priviligeret, idet jeg, i bogstaveligeste forstand, lever af at komponere. Da min musik ikke har noget bevidst tilhørsforhold til diverse 'ismer' - aktuelle som uaktuelle - er der ikke meget at hente for de intellektuelle 'husarer'. Intuition, fantasi, teknisk perfektion er begreber jeg sætter højt. Jeg er ikke modernist af natur. Komponister som Boulez, Nono, Stockhausen etc. har absolut ingen indflydelse på min musikalske tankegang. Så måske er jeg heller ikke en gang ubekymret post-modernist, idet jeg jo har tilladt mig at se stort på musikkens 'historisk-nødvendige' udvikling (eller mangel på samme) efter 1945. Mine idoler skal da heller ikke søges i den hjemlige andedam, snarere udenfor. Bruckner, Britten (indtil 1945), Henze (minus det politiske engagement), Shostakovich (under Stalin), Ravel, Mendelssohn, Gesualdo, Tjajkovskij, Sibelius og Debussy, det er min top-10 over komponister, jeg aldrig bliver træt af at fordybe mig i.

Nuvel, det er mit nuværende projekt som komponist at dyrke min egen lille have, udelukkende med blomster jeg kan li', uden at skele til om græsset er grønnere hos naboen. Det skal ikke forstås som om jeg sidder i mit elfenbenstårn og komponerer til skrivebordsskuffen. Jeg bestræber mig meget på at nå et publikum, gerne et såkaldt traditionelt publikum. Alle disse festivaler, hvor man er henvist til at sidde sammen med 'the usual suspects' og lytte høfligt til hinandens musik, ser jeg, for mit eget vedkommende, ingen fremtid i. Det må være muligt at skrive god musik med bred appel, uden at den nødvendigvis lyder som et soundtrack til en andenrangs Hollywood film, eller skal forvises til ghettoagtige foreninger eller festivaler. Derfor skriver jeg helst til musikere og ensembler, der ikke udelukkende beskæftiger sig med den nyeste musik.

For mig er det vigtigt at give andre mennesker en direkte musikalsk oplevelse, allerhelst uden ideologiske gangstativer, i form af digre programnoter eller timelange foredrag. At nå direkte til sagens kerne uden omsvøb er det, hele min eksistens går ud på. Det er måske på forhånd et dødsdømt projekt, som tiden forlængst er løbet fra, men ikke desto mindre er jeg fast besluttet på at blive ved med at gøre det jeg gør, og at blive bedre til det. Så jeg vil slutte af med at ønske mig selv held og lykke. Jeg tror jeg får hårdt brug for begge dele.

Årgang 72/1997-1998, nr. 05