Nye bøger

Af
| DMT Årgang 72 (1997-1998) nr. 05 - side 172-176

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Fælles for de fleste af bøgerne i de følgende anmeldelser er reflektioner over musikkens funktion i sociale grupperinger. Det gælder folkemusik til fest og arbejde, det gælder den rette gudstjenestemusik ifølge Laub, og det gælder de midler, med hvilke Björk får signaleret et modsætningsfyldt musikalsk image til brugere af rockmusik.

Det teoretiske apparat til bedre forståelse for sådanne mekanismer søges opstillet i den første bog. Det lykkes, ifølge denne anmelder, med betydeligt held for forfatteren at opstille et sådant begrebsapparat, hvorfor denne bog gives en mere udførlig omtale end der normalt gives bøgerne i disse spalter.

Gunnar Valkare: Det audiografiska fältet. Om musikens förhållande till skriften och den unge Bo Nilssons strategier. Skrifter fra Afdelingen for Musikvetenskap, Musikhögskolan i Göteborg, udgivet af Bo Ejeby Förlag, Göteborg, 1997. 361 sider, SEK 275,00 ved direkte bestilling hos forlaget. Hertil kommer SEK 60,00 til ekspedition og forsendelse ( tlf & fax: 00 46 31 20 61 45). ISBN 91-85974-41-2.

Dette er en god bog. Endda en rigtig god bog. Ikke nok med at dens grundlæggende tema - musikkens relation til det skriftlige medium - er yderst relevant for studiet af den vestlige verdens musik og dens udvikling. Men bogen åbner også for en række andre problemkomplekser for så til slut at tage en temmelig overraskende, ja morsom, drejning, som man ikke er forvænt med i udgivelser af denne type - det er jo en doktorafhandling!

Tilbage til udgangspunktet.

Forfatteren har haft to primære mål med afhandlingen. For det første at undersøge fremkomsten af 50'er avantgardens komplicerede og videnskabeliggjorte kompositionsmetoder samt de ændringer og udvidelser i hele notationsapparatet, som dette førte med sig. En udvikling, der i høj grad ikke er baseret på auditivt erfaret og oplevet musik. Valkare bruger selv betegnelsen 'anti-auditiv'. For det andet ønsker han at vise, hvordan disse faktorer påvirkede den unge svenske komponist Bo Nilsson, samt influerede på hans etablering som fremtrædende figur, ikke blot i den nordiske, men også i den europæiske avantgarde i sidste halvdel af 50'erne.

Stikord for fremstillingen er: Antropologi, kultur, funktionen af (sociologiske) koder, æstetik, værdi-dannelse, skrift, Det Fælles, kunstmusik, modernisme, Darmstadt, Bo Nilsson.

I afhandlingen tager Valkare afsæt i to vidt forskellige nodebilleder fra det samme år. Det første er begyndelsen af Jan Barks Sonata, det andet Bo Nilssons Quantitäten, begge fra 1957. Begge stykker er for klaver, men vidt forskellige rent visuelt, notationsmæssigt. Barks musik er stort set konventionelt noteret, Nilssons bety-deligt mere kompliceret, med angivelser af mange nuancer for artikulation. Blandt andet er de dynamiske udsving angivet med cifre, der opererer med 20 forskellige styrkegrader.

Som enhver, der har beskæftiget sig med musikken efter 1950 ved, blev den musikalske notation udvidet og forandret op gennem 50'erne og 60'erne for at kunne fastholde kompositionstekniske fornyelser, som det konventionelle notationsapparat måtte give op overfor.

Lidt forenklet sagt kan man sige, at udviklingen gik i to retninger. Den ene søgte redskaber til at registrere de subtileste nuancer så præcist som muligt, hvilket ofte stillede enorme krav til udøverne, den anden ønskede rum for udøverens inspiration og frie fortolkning, jf. Cages aleatoriske værker.

I visse tilfælde er grænsen mellem nyskabende notation og grafik flydende. Således skal Cage engang have arrangeret en udstilling af partiturer og solgt dem som grafik. Eller hvad med englænderen Cornelius Cardews værk Treatise for valgfri besætning? Er det musikalsk notation eller grafisk kunst? 9 eksempler fra dette værk kan ses i slutningen af bogen Notera Tiden (omtalt i DMT nr. 4, 96/97).

Hvor er musikken, det faktiske auditive fænomen, henne i alt dette? Og hvilken betydning har skrift-fikseringen haft for musikkens udvikling, for dens hele skæbne? Hér smøger forfatteren ærmerne op og tager det dybe spadestik for at få så solid en basis som muligt for videre undersøgelser.

Første del af bogen har Gunnar Valkare kaldt 'Antropologisk Estetik', og heri starter han med at definere kulturbegrebet (bla. via Radcliffe-Brown og Lévi-Strauss), går videre med at anskue musikken som sociologisk kode, og runder af med at indkredse værdibegrebet. I denne del af bogen anvendes grundbegreber fra etnologien og antropologien såvel som fra semiotikken. Afsnittet munder ud i opstillingen af en såkaldt antrotypisk model for musikalsk adfærd.

Antrotypisk er i denne sammenhæng det dybeste, mest almengyldige niveau i en given adfærdsform. Altså det, der i princippet gælder for alle mennesker, det arketypiske/genetiske, om man vil. Næste niveau er det etnotypiske, der beskriver adfærd (eller aktivitet), der er specifik for en given kultur eller et givet folk. Idiotypisk beskriver det enkelte individs niveau.

Interessen hos Valkare samler sig som nævnt i første omgang om det antrotypiske, og efter at have opstillet sin antrotypiske model for musikalsk adfærd - hvilket i sig selv er et stort og krævende projekt - går han videre med anden del af bogen, 'Det audiografiska fältet'.

Dette begreb, der også har givet afhandlingen titel, er en model, en abstrakt konstruktion med udgangspunkt i det semantiske begreb 'felt', der skal illustrere musikkens skæbne i spændingsfeltet mellem på den ene side en rent auditiv sfære (overvejende antrotypisk), hvor musikkens udviklingspotentiale bestemmes (og begrænses) af den mundtlige overlevering, og så på den anden side en rent skriftlig sfære (overvejende etnotypisk), hvor skriften ses som én 'kulturteknologi' blandt mange. En teknologi, der muliggør en registrering af musikken og dermed en fastholdelse i tid og rum af et fænomen, der i den auditive sfære er bundet til nuet, og derfor undergår forandringer ved mundtlig overlevering i tid.

At man overhovedet begynder at skrive musikken ned er forudsætningen for at værkbegrebet i moderne forstand kan opstå, og det er dernæst forudsætningen for, at den vesteuropæiske kompositionsmusik har kunnet udvikle sig. De gradvist mere sammensatte musikformer og mere udbyggede kompositionsteknikker kunne næppe tænkes udviklet - endsige overleveret - i et skriftløst samfund.

Det auditive kommer altid først. Valkare taler om 'det auditives primat', da man i princippet ikke kan tænke sig noteret musik uden der et eller andet sted bagved har eksisteret en klingende realitet - eller i det mindste forestillingen om en sådan.

Skriften, notationen, er i denne sammenhæng et tilfælde, i princippet blot en teknologi blandt mange, hvilket i vort århundrede er blevet tydeliggjort af fremkomsten af forskellige elektroniske medier, der muliggør overlevering af musik uden nodekundskab.

Forskellige musikformer kan da alt efter deres karakteristika placeres forskellige steder i det audiografiske felt. Musikformer med lav skriftafhængighed placeres til venstre i modellen, nærmest den auditive side. Her vil man typisk finde folkemusik i de levende traditioner. Tænk blot på indsamlernes frustrationer over, at Maren I Kæret synger, hvad hun selv siger er den samme sang, på forskellige måder, alt efter hvornår man besøger hende, hvor hun synger sangen, og hvordan hun selv har det. Og hvad med mikrotonale og polyrytmiske raffinementer? Lydoptagelser har hér befriet folkemusikken fra tidlige indsamleres skriftlige prokrustesseng.

Megen jazzmusik ligger også over i venstre side af feltet. Ofte er den becifrede melodilinie til et standardnummer blot den fælles referenceramme for musikernes personlige udtryksvilje.

Heroverfor står den stærkt nodetro genskabelse af et noteret værk. Vort århundredes meget specifikke notationsformer har flyttet kompositionsmusikken længere og længere over mod den højre side af det audiografiske felt. I tidligere tider var en underforstået opførelsespraksis en nødvendighed for en fornuftig realisering af et nedskrevet værk, jf. udviklingen fra neumerne over mensuralnotationen og barokkens figurationer til romantikkens tiltagende præcision. Men stadigvæk er der et vist spillerum for udøverens fortolkning.

Samtidig med den tiltagende præcision i notation og den dermed forbundne skriftlige autonomi i forhold til det auditive (dvs. en forskydning mod højre i det audiografiske felt), sker der også en forskydning inden for et andet 'felt', nemlig dét, Valkare kalder 'det gemen-samt givna' (DGG), det fælles givne. Altså et felt bestående af elementer, som er alment accepterede, i dette tilfælde musikalske elementer. Ind-holdet af DGG på et givet tidspunkt er et resultat af en slags naturlig udvælgelse hos feltets aktører, i et samspil/modspil med fagspecifikke autoriteter og specialister.

Kompositionsmusikken har i løbet af de seneste par hundrede år bevæget sig fra at være stort set indeholdt i DGG til at adskille sig mere og mere fra DGG. I Valkares model er efterkrigsavantgarden ganske enkelt et lille område uden for DGG (s. 154). I forordet beskrevet som en 'subkulturell minoritetsyttring' (s. 13)!

Men sammenholdt med den tidligere ekskurs vedrørende kultur- og værdibegrebet anskueliggøres det paradoks (igen, fristes man til at sige), at denne minoritetsytring samtidig er blevet ladet med en enorm rituel værdi, den bliver en musikkens værdipol: Disse eksklusive, stærkt skriftberoende musikytringer kanoniseres til at være det 'fineste', blomsten af udviklingen. Kompositorisk aktivitet i andre retninger må da anses for at være regression, eskapisme og populisme. Dixi.

Banen er nu kridtet op for præsentationen af den unge Bo Nilssons strategier.

At forfatteren har valgt Bo Nilsson hænger sammen med, at denne alle-rede som 18-årig gjorde sig bemærket også internationalt som avantgardekomponist. Han fremstod som Sveriges måske mest bemærkelsesværdige repræsentant for Darmstadt-skolen. Valkares analyser af værkerne op til Quantitäten samt et nærmere blik på dette værk giver imidlertid et højest overraskende resultat.

Det viser sig nemlig, at det, der umiddelbart fremtræder som kompleks, gennemseriel musik, i virkeligheden var et bluff-nummer!

Bortset fra et tidligt forsøg med tolvtoneteknik i et aldrig offentliggjort værk, er Nilssons tidlige værker (der skaffede ham så stor berømmelse) opbyggede af et frit mix af halvtonetrin og tilfældige spring, ofte tritonus. Når dette derpå kombineres med en abrupt og punktuel rytmik, får vær-kerne en stor lighed med de gennemserielle værker. Den afsluttende polish er de komplicerede spilleanvisninger, fx den tidligere nævnte 20-deling af de dynamiske nuancer, matematisk udformede temposkift samt 'uddybende' oplysninger om værkernes matematisk determinerede baggrund, hvor de vedføjede formler viser sig at stamme fra mellemniveau-lærebøger i matematik, ofte fejlagtigt afskrevet, der ydermere kun har en beskeden sammenhæng - om nogen overhovedet - med stykkets opbygning.

Men trick'et virkede. Nilssons værker fik den ydre fremtoning, der gjorde, at de blev accepteret, ja hyldet af de, der konsekrede værdipolen i samtidens kompositionsmusik.

Nu kunne læseren måske tænkes at glæde sig over den modige sjæl, der trak bukserne ned på 'pling-plong-komponisten'. Men så enkelt er det ikke. Valkares konklusion er snarere, at Nilsson, frem for at tilegne sig hele det indviklede (og stærkt ikke-auditive) begrebsapparat, der var nødvendig for at skabe musik med Darmstadt-modernismens struktur, tilegnede sig - for en stor del auditivt - disse kompositioners udtrykskarakter, deres skin, og komponerede værker i denne stilarts ånd. På den måde kunne han opnå blåstempling hos avantgardens toneangivende kredse, og samtidig udtrykke sig med en langt større grad af personlig frihed end ellers i de kredse.

For så vidt er der ikke tale om nogen dramatisk afsløring, eftersom Nilsson selv allerede i en artikel i 1961 afslørede, at han havde bluffet. Denne bekendelse afstedkom et par meget tankevækkende reaktioner, især de, der mente sig ført bag lyset, og at man nu måtte omvurdere Nilssons værker. Herefter blev episoden stort set glemt.

At Nilssons værker skulle vurderes lavere, nu hvor det åbenbaredes, at de ikke var konstrueret efter fibonacci-rækker, integralligninger, trans-uranernes halveringsskemaer eller hvad det nu kunne være, er godt diskussionsstof. For den auditive oplevelse er jo den samme.

To citater falder mig ind: Komponist om kollega: »Hans musik er bedre end lyder«. Eller: »Det interesserer mig mere hvordan musikken er kon-strueret, end hvordan den lyder«.

Valkares fremdragelse af tilfældet Den Unge Nilsson sætter bogens teoretiske begrebsapparat i et spændende lys, samtidig med at den serielle modernisme sættes til debat under andre forudsætninger end de sædvanlige. Der er ingen entydig konklusion på Valkares afhandling. Det centrale er beskrivelsen af det audiografiske felt som analyseredskab over for forskellige musikformer og deres kulturelle og sociologiske funktion. Resten får tale for sig selv, hvad det også gør fint.

Det er en meget inspirerende bog på indtil flere områder, hvilket i sig selv er lidt af en bedrift, og selv om Valkare kører en masse teoretisk skyts frem, så underbygger han det ofte med gode eksempler. Dog er der flere steder, hvor de abstrakte diskussioner ikke eksemplificeres og derfor kan kræve nogen reflektion for at blive forbundet med musikkens virkelighed.

At bogen er skrevet på svensk bør ikke afskrække. Det glemmes hurtigt, når først man er kommet ind i tankegangen. Der er al mulig grund til at være Bo Ejeby taknemmelig for at holde fanen højt og nu på 7. år udgive gode og væsentlige musikbøger. Denne er i særklasse.

Hvad blev der af Bo Nilsson? Op gennem 60'erne ændrede han stil, og placerede sig i højere grad inden for DGG. Efter at have været ude af rampelyset i en del år er der netop udsendt en trippel-cd med udvalgte værker, A Spirit's Whisper. Udgivelsen blev anmeldt i det seneste nr. af Nordic Sounds (nr. 4/1997), og kan også bestilles hos Bo Ejeby.

Musik & Forskning 22. 1996-97. I kommision hos C.A. Reitzels Boghandel, 1997. 150 sider, Kr. 195,00. ISBN 87-7876-070-4.

Med nogen forsinkelse kan man nu få fat på 22. udgave af Musik & Forskning. Det er en blandet oplevelse. Og jeg er ikke imponeret. Skal det virkelig være et udtryk for den aktuelle musikforskning ved Københavns Universitet? Bogen indeholder 4 indlæg, plus den sædvanlige liste over specialer samt resuméer af udvalgte specialer.

Birthe Trærups artikel Fra min feltforskning i Kosovo består af tre mindre artikler, der tidligere har været trykt på engelsk og tysk i hhv. 1974, 1977 og 1992. Egentlig udmærkede artikler, men altså langtfra aktuelt eller nyt stof. Men så er det da tilgængeligt på dansk. Og Birthe Trærup beskriver levende folkemusikken i Kosovo-provinsen, som hun oplevede den ved festlige lejligheder.

Musiketnologi må man vel også kalde Annemette Kirkegaards ph.d.-afhandling, hvorfra bogen aftrykker indledningen til det offentlige forsvar. At læse den lemfældigt redigerede indledning til et mundtligt forsvar er ikke særligt interessant, i hvert fald ikke i dette tilfælde. Indlægget forbliver en torso, der hverken er specielt sammenhængende eller velformuleret. Forfatteren vil gerne nå at antyde en del af sine mange kilder og metoder, og samtidig springe rundt i de sproglige signaler. Det bliver ikke en inspirerende, postmoderne helhed. Det bliver en sovs, der skiller.

Det, der redder bogen fra at synke, er Morten Michelsens artikel Elvermusik? En analyse af Björks 'Hyperballad'. Michelsens indlæg fylder lige så meget som de tre andre tilsammen, og den plads bliver udnyttet godt. Forfatteren tager afsæt i Björks image som en kamæleon inden for rockmusikken, en original og personlig kunstner, der værner om sin musikalske og personlige integritet. 'Techno-alf' er også et flere gange anvendt udtryk. Dette image søger Michelsen dernæst at belyse gennem en udførlig analyse af nummeret Hyperballad fra albummet Post.

Michelsen har fundet stor inspiration hos Phillip Tagg, og opdeler nummeret i en snes musemer, som han først undersøger hver for sig, og derpå den måde, de virker sammen. Musemerne placeres også på en lydscene for at anskueliggøre det rum, de tilsammen skaber.

Der skal jo nok være de, der mener, at musemer og lydscener ikke forklarer andet end ophavsmændenes og -kvindernes egne projektioner. Dem om det. Vi er øjensynligt en del, der mener, at disse analyseredskaber åbner meget lovende muligheder for at komme nærmere en forståelse af musikkens kommunikationspotentiale. Og sådan som Michelsen og Valkare (foregående bog) præsenterer deres stof, er der rig mulighed for at komme i en oplysende dialog med materialet.

Michelsen opstiller i øvrigt også - som Valkare gjorde det - semantiske felter, hér ud fra anmeldelser af nummeret, og sammenholder disse med analyseresultaterne. Alt i alt en interessant, kompetent og aktuel artikel, Björks øjeblikkelige succes in mente.

Sluttelig må nævnes Niels Krabbes tale ved Musikvidenskabeligt Intituts 100-års jubliæumsfest, der er aftrykt som første artikel i bogen. Som så ofte hos Niels Krabbe er talen et elegant mix af faglig forsvarlighed og fikse underfundigheder. Men at en sådan festtale skal være med til at trække niveauet op i en forskningsårbog, det siger en hel del.

Nu skal man jo ikke drive rovdrift på de smarte replikker - men i et nummer fra årgangen 1992-93 af dette blad anmeldte en kollega 18. udgave af denne bog, og gav anmeldelsen overskriften »Hvad skrivebordsskuffen gemte«. Vi lader den stå et øjeblik.

PS: Er kr. 195 ikke lovlig meget for sådan en tryksag?

Historical Studies on Folk and Traditional Music. Edited by Doris Stockmann & Jens Henrik Koudal. Danish Folklore Archives & Museum Tusculanum Press, 1997. 250 sider, rigt illustreret. Kr. 250,00. ISBN 87-7289-441-5.

Denne bogs 22 artikler er bearbejdede versioner af foredrag fra en konference afholdt på Dansk Folkemindesamling i april 1995, hvor 30 deltagere fra 15 lande mødtes og præsenterede forskningsresultater. Alle artikler i bogen er på tysk og engelsk, og falder i to temaer: Dels 'Traditional Music between Urban and Rural Communities', dels 'Music and Working'.

Det første tema, om relationer mellem musikken på landet og i byen, er ganske interessant, da artiklerne søger at efterspore de gensidige påvirkninger, der har været mellem disse to sfærer i samfundene, og hvilke konsekvenser dette har haft for musikkens udvikling begge steder. Det er således påvisninger af kunstmusikalske træk i det folkelige repertoire og omvendt, samt en efterforskning af de forbindelseskanaler, der formidlede disse inspirationer, fx stadsmusikant-institutionen. Desuden nuancerer denne diskussion også begrebet 'autentisk folkemusik'. Som det måske kan anes, så er der mindst lige så meget kultur- og socialhistorie i sådanne undersøgelser, og det er også spændende nok, hvis man er indstillet på dét.

Inden for dette første tema falder artiklerne i geografiske grupper: 'Around the Baltic', 'Central Europe', 'Balkans' og 'On the Borderlines and Outside Europe'. Overskueligt og anvendeligt. Det andet tema, om musik og arbejde, fylder meget mindre, men rummer også udmærkede artikler.

Med Gunnar Valkares analysebegreber i baghovedet kan man sige, at emnet for denne bog - studier i folkemusikken - knytter an til venstre side af det audiografiske felt, musik med lav eller ingen skrift-affinitet. Og at objektet undersøges fra højre side af feltet: Med masser af ord. Og sådan er dét jo selvfølgelig.

Thomas Laub: Musik og Kirke. Udgivet af Samfundet Dansk Kirkesang hos Poul Kristensens Forlag, 1997. 290 sider, kr. 248,00. ISBN 87-7851-068-8.

Få mennesker - om nogen - har i nyere tid haft så stor indflydelse på dansk kirkesang som Thomas Laub. Enhver, der har haft med kirkesang at gøre, véd, at menighederne rundt om i landet den dag i dag kan være stærkt delte i spørgsmålet om 'Laub eller Ikke-Laub'.

Men hvad har manden selv sagt om kirkesangen? Hvad var egentlig hans egne synspunkter? Gad vide, hvor mange tilhængere og modstandere der rent faktisk har læst Laubs egne overvejelser og ikke ladet sig nøje med andres eksegese?

Nu kan man igen gå til kilden, da Samfundet Dansk Kirkesang i anledning af 75 års jubilæet i december 1997 har genudgivet Laubs teoretiske hovedværk fra 1920, Musik og Kirke. Bogen er tidligere genoptrykt i 1937 og i 1978 (med forord af Henrik Glahn).

Knapt 20 år efter det seneste genoptryk kan bogen igen erhverves, i en smuk udgave med forord af Peter Thyssen (formand for bestyrelsen i Dansk Kirkesang). Medtaget er også Glahns fyldigere forord fra 1978-optrykket. For fuldstændighedens skyld gøres der opmærksom på, at der er tale om et genoptryk, dvs. med den tids retskrivning og nodestik.

Det er interessant at læse Laubs egne overvejelser og begrundelser for en reformering af kirkesangen. Han bruger megen plads på at gennemgå kirkesangens historie lige fra den tidlige middelalder og den gregorianske sang op til sin egen samtid. For Laub er højdepunkterne i kirkesangens historie netop den gregorianske sang samt Palestrina-tidens korsang og Luther-tidens salmesang. Heri finder man, ifølge Laub, en objektiv samhørighed mellem tekst og musik, som senere tider ikke kan opvise. Og som det må være reformbestræbelsernes mål at genetablere.

Hvis man et øjeblik standser op og igen medtænker Valkares analyseapparat, så må Laubs tanker kredse om musikalske virkemidler på det overvejende antrotypiske niveau. Visse melodiformler er jo tilsyneladende de optimale til at understøtte de almenmenneskelige problemstillinger i kristendommen. Og disse formler bliver kun i ringe grad, ifølge Laub, berørt af skiftende tider.

Mangt og meget har ændret sig i de musikhistoriske anskuelser siden Laubs dage, hvorfor det ikke vil være svært at pege fingre ad mange detaljer i hans historiske fremstilling, bl.a. hans karakteristik af Monteverdi ('Mandens ry lever, men hans musik er død', s. 95-96). Men overordnet set præsentere han sin opfattelse af tingene grundigt og omhyggeligt, og går fx meget detaljeret til værks i beskrivelsen af kirketonearterne.

Argumenterne og analyserne underbygger han med over 100 siders nodeeksempler, der fint illustrerer hans pointer. Og man må lade Laub, at han har sine meningers mod. Man kan være enig eller lade være, og det er jo fint nok. Og selv om man ikke selv er udpræget laubianer kan de fleste, der bekymrer sig om den danske folkekirke, formodentlig være enige i et synspunkt som: »Det må siges, kun dér hvor menigheden samles om, hvad Gud har givet, og dér frembærer sine bønner, sin lov og tak, og hvad der ligger den på hjærte, kun dér holdes gudstjeneste.« (s. 153).

New Sound. International Magazine for Music 9. Union of Yugoslav Composers Organizations. Belgrad 1997. 133 sider, CD medfølger. D-mark 40,00 for bog og cd. ISSN 0354-818 X.

For et års tid siden (i Dansk Musik Tidsskrift nr. 2, 96-97) omtalte jeg dette lidt kuriøse halvårsskrift fra den jugoslaviske (!) komponistforening. Her er så nr. 9, og interesserede kan læse portrætartikler (om bla. Hindemith, på italiensk. Resten er på engelsk), værkanalyser, rapporter fra festivaler og symposier, anmeldelser o.lign. Altså en opbygning meget lig det, der kendes fra danske videnskabsårbøger, blot hér præget lidt mere af pionérånd. Og folklorestudier synes at være fast bestanddel.

Den medfølgende cd har nær forbindelse med bogens artikler, og giver ved gennemlytning en sær fornemmelse af, at tiden på mange måder har stået stille i nutidig 'jugoslavisk' musik. Vladan Radovanovics The Eternal Lake er en lyd- og musikcollage som man kunne møde dem for 25-30 år siden i Vesteuropa, og klavermusikken, Cloches, af Vladimir Trajkovic minder lidt for meget om Debussys og Saties klavermusik. Men smukt er det da.

Hos Sokoj- MIC (ja, de har også et Musik Informations Center) kan man bestille tidligere numre, samt cd'er, både fra disse bind og cd'er med anden samtidig serbisk musik. Adressen er: Sokoj-MIC, Misarska 12-14, 11000 Belgrade, Yugoslavia. Tlf.: +(381 11) 3245 192, Fax: +(381 11) 3236 168.

I øvrigt modtaget fra forlagene:

Jørgen Andersen og Benjamin Akakpole Afadi: Hogbe. Traditionelle sange og rytmer fra Ghana. Elevhæfte med noder, sangtekster og rytmeskemaer, 28 sider, kr. 89,00. WH30380a. ISBN 87-598-0897-7.

Lærerhæfte med historiske og kulturelle baggrundsoplysninger, desuden noder og tekster. Cd med 16 numre medfølger. 45 sider, kr. 178,00. WH30380. ISBN 87-598-0896-9.

Årgang 72/1997-1998, nr. 05