Den forbryderløse forbrydelse. Tale til Nordisk Råd den 26. februar 1998

DOKUMENTATION

Nordisk Råds musikpris 1998 på 350.000 kr. blev tildelt den norske komponist Rolf Wallin (f. 1957).

Det skete den 26. februar på Göteborgsoperaen, hvor også den finske digter Tua Forsström fik Nordisk Råds litteraturpris.

DMT bringer her Rolf Wallins tale, som han holdt i forbindelse med prisoverrækkelsen.

Mine damer og herrer! I 1990 modtog min kære kollega og landsmand Olav Anton Thommessen den samme ærefulde pris, som jeg nu - taknemlig og ydmyg - er kommet her for at modtage.

Efter sin takketale blev Thommessen måske af mange opfattet som en dommedagsprofet, der dryppede malurt i sejrsbægeret i en tid, da tyranniet i øst endelig opløste sig af sig selv, og vejen til frihed og demokrati syntes at være jævn som et stuegulv, brolagt med et frit marked og dertil hørende frie ytringer. Der er løbet meget vand i stranden siden dengang, og det kan være på sin plads at kaste et lille tilbageblik på det, han havde på hjerte, og hvordan facit foreløbig ser ud.

Jeg tillader mig at citere fra hans tale for otte år siden:

»Hvis 'triumfalisterne' får deres drømme opfyldt, vil Østeuropa blive forvandlet til endnu et marked, hvor det vellykkede vil blive målt i kroner og øre. Kunstnerne, som har været så afgørende i demokratiseringskampen, vil blive forvist til samfundets marginer og opnå den samme ubetydelige status som i vest. Lønsomhed vil blive det kriterium, der lægges til grund for kvalitet. (...) Folk, der mestrer kunsten at sælge sig selv, vil efterhånden erstatte kunsteren.«

Udviklingen siden den tid har naturligvis været forskellig fra land til land, men tager man Rusland som eksempel, viser det sig, at Thommessen var alt for forsigtig i sine advarsler. I et af historiens mest makabre eksempler på skæbnens ironi har man realiseret netop det vrængbillede af det kapitalistiske Vesten, som sovjetregimet skræmte sine undersåtter med: Et kynisk samfund, hvor nogle få selvnydende kapitalister vælter sig i rigdom, mens resten af befolkningen lever i yderste fattigdom. Et samfund, hvor ærligt arbejde og opsparing ikke betaler sig, hvor spekulation og kriminalitet er den sikreste vej til velfærd. Og de unge tager hurtigt signalerne til sig: Norsk Telegrambureau fortalte for et stykke tid siden om en meningsmåling blandt unge i en russisk by. 25 procent af pigerne drømmer om en fremtid som prostituerede, mens 27 procent af drengene kan tænke sig en karriere som kriminelle. Fem procent vil være lejemordere.

I dette store, bogelskende land mister Pusjkin fodfæste til fordel for Playboy, mens den unikke russiske musiktradition vantrives i skyggen af popindustriens velsmurte propagandamaskine. Vesten har givet Rusland stene for brød, og Rusland sluger dem begærligt.

Den unge, succesfulde forfatter Viktor Pelevin siger i et interview noget, vi alle bør lægge os på sinde:

»Problemet med nutidens (russiske) samfund er, at omfanget af djævelskab ikke er mindre end før, men i modsætning til før kan man ikke pege på en direkte årsag, som kan forklare 'det onde'.«

En forbrydelse uden forbrydere, med andre ord. For at komme videre i denne kriminalgåde må vi bevæge os til vor egen del af verden, til det hyggelige Norden. Hvordan står det til her?

Kommercialismens diktatur

I 1995 indstiftede Norsk Kulturråd en særlig pris, som gik til Norsk Forum for Ytringsfrihed. Prisen blev overrakt af forlæggeren William Nygaard, der blev kendt over hele verden, da han blev skudt ned i sin egen have i oktober 1993 som et resultat af den iranske dødsdom over Salman Rushdie og alle, der bidrager til udbredelsen af hans roman, De Sataniske Vers. Det er tankevækkende, at et menneske, som har følt despotiets virkemidler på sin egen krop i ordets allerbogstaveligste forstand, brugte størstedelen af sin tale til at advare mod et ganske andet tyranni, som vi har omkring os i vor egen hverdag, men som det måske ikke er lige så let at få øje på.

Lad os høre, hvad han siger om bogbranchen:

»Et skattet princip har været "the free flow of books". Den frie strøm af tanke og idé. Det kan virke som selvfølgelige faneparagraffer, når de formuleres. Men så enkelt er det ikke. I vor del af verden er først og fremmest den økonomiske liberalisme og vor egen selvcensur, ja, den konforme og disciplinerede tanketomhed, efterhånden blevet den største trussel mod den frie ytring.«

Så til musikken:

Erik Hillestad, direktør for Kirkelig Kulturverksted - et økonomisk vellykket, omend ikke styrtende rigt norsk pladeselskab - satte sidste år gang i en meget interessant kulturdebat i norsk presse. I en artikel i Aftenposten udtalte han bl.a.:

»Der foreligger i dag et mere eller mindre camoufleret diktat om salgbarhed for at være kvalificeret til offentlig fremførelse for et forum af nogen størrelse i Norge. Meget tyder på, at vi nærmer os et kommercialismens diktatur.«

Hillestad og Nygaard er hverken venstre-rabulister eller verdensfjerne bohemer, der kommer med bitre opstød fra deres elfenbenstårn. De navigerer på deres respektive markeder og står midt i en afvejning mellem børs og katedral, mellem salgbart og vigtigt. Og de navigerer rigtig godt. Alligevel advarer de i så stærke vendinger mod de uhyrer, der lurer i dette farvand.

Selv en journalist ved mediebissen Verdens Gang, Yngve Kvistad, brugte for få dage siden udtrykkene »Goebbelsificeringen af kulturlivet« og »komplot mod ytringsfriheden - inklusive kunstnernes«. Hans skydeskive var ikke en undertrykkende totalitær stat, men markeds- og medieafdelingerne inden for bl.a. film- og musikindustrien.

Markedsliberalisme + frihed

= sandhed?

Disse tre aktører peger fra hvert sit ståsted inden for kulturlivet i samme retning: Den tilsyneladende selvfølgelige sammenhæng mellem fuldstændig markedsfrihed og fuldstændig ytringsfrihed begynder at slå alvorlige sprækker.

Lighedstegnet mellem markedsliberalisme og frihed må være dette århundredes mest vellykkede propagandanummer. Spørg hende, om hun føler sig fri, den thailandske pige, der får tre-fire kroner for at bruge endnu en eftermiddag og aften af sin ungdom på at sidde bøjet over broderierne, fordi en skandinavisk tekstilgigant har presset hendes løn ned til en brøkdel af landets lovbestemte mindsteløn. For hende er Adam Smiths »usynlige hånd« en jernklo, der berøver hende ungdommen. Friheden er ikke frihed, hvis vi stjæler den fra andre.

Men nu skal man ikke være uretfærdig over for Adam Smith og hans usynlige hånd. Allerede for 200 år siden forudså han de faldgruber, der er indbygget i de markedskræfter, han var en så ivrig talsmand for. I sit hovedværk, An Inquiry into the Nature and Causes of the Wealth of Nations, advarer han bl.a. mod private monopoldannelser. Det er ikke sikkert, Smith ville have bifaldet, at en schweizisk bank kontrollerer værdier, som overstiger Storbritanniens bruttonationalprodukt, eller at ét menneske har økonomisk kontrol over broderparten af britisk presse.

Det private initiativ og loven om udbud og efterspørgsel er noget nær en naturkraft; den kan ikke udryddes af partidekreter eller femårsplaner. Det gennemregulerede samfund, hvor det er ligegyldigt, om man yder noget eller ikke, er passiviserende, sådan som vi har set det i sovjettidens kvælende stagnation.

Men en naturkraft kan være både nyttig og skadelig. Ilden giver varme, men jeg kender ingen, der tænder bål midt på stuegulvet, sådan som Ruslands politikere har gjort i deres iver efter at være mere kapitalistiske end Vesten.

Newspeak

Så snart Stalin kom til magten i Sov-jetunionen, slog han ned på »borgerlig-individualistisk formalisme«. Hitler begyndte nogle år senere at udrydde det, han kaldte »Entartete Kunst«. Abstrakte, surrealistiske og kubistiske malerier blev brændt, atonal musik blev forbudt i koncertsalene. Ophavsmændene blev betragtet som folkets fjender og kastet i fangelejre.

Hvorfor gjorde magthaverne det - også når kunsten ikke var eksplicit politisk rettet mod regimet? Fordi kunst, der peger uden for konventionerne, holder sindet smidigt og vågent. Det siger: »Hej, tingene behøver ikke nødvendigvis være sådan, som du tror de er!« Og den slags meldinger er tyranner ikke særlig glade for.

Et af de magtredskaber i rædselssamfundet, som George Orwell skild-rede i sin roman 1984, var sprogkonstruktionen Newspeak, en form for engelsk så begrænset og endimensionel, at det i praksis var umuligt at tænke sig en samfundsorden anderledes end den eksisterende. Kulturelle udgaver af Newspeak finder vi selvsagt i Stalin- og Hitlertidens socialrealistiske glansbilledverden, men reklamefilmens og de mest kommercialiserede popvideoers gennemshampoonerede vellykkethed har det samme paralyserende budskab: Alt er godt, du behøver ikke bekymre dig, du har ikke brug for at lede efter andre løsninger end den, vi serverer for dig.

Hvis man skifter stalinisternes plusord »masserne« ud med nyliberalisternes betegnelse for nøjagtig det samme, nemlig »markedet«, ser man forbløffende paralleller mellem det yderste venstre og det yderste højre: Værdi har kun det, som masserne/markedet umiddelbart kan forstå og nyde. Det andet forsvinder fra offentligheden, i det ene tilfælde fordi det er forbudt, i det andet fordi det ikke betaler sig.

Der er naturligvis nogle åbenbare forskelle:

I det klassisk totalitære samfund er forvisningen en bevidst handling, og den sker på en grov og voldelig måde: Bøgerne bliver brændt, maleren bliver sendt i fangelejr. Det er let at pege på en ond handling og en ond hensigt.

I et markedsliberalistisk samfund er det sværere at se skurken, og der findes som regel ikke engang nogen ond hensigt: Der er ingen, der direkte ønsker, at et krævende musikværk eller en vanskelig roman skal holdes borte fra publikum. Man trækker bare på skuldrene og siger, at det beklageligvis ikke er regnskabsmæssigt forsvarligt at have dem dér. Kunstneren lider ingen som helst overlast og kan i vore lande oven i købet holde sig nødtørftigt i live på legater.

Men det kulturelle resultat er det samme: Romanen eller cd'en forsvinder fra butikshylderne, hvad enten det er kommunistpartiet eller en økonomichef, der bestemmer det. Publikum bliver afskåret fra information, og den kulturelle mangfoldighed bliver til enfoldighed. Det, der bliver stående tilbage på hylderne, er de enkle svar og de færdigtyggede konklusioner.

Fortvivl ikke!

Derfor er det så glædeligt, at stadig flere ser, at når lønsomheden af og til kommer i konflikt med grundlæggende etiske eller kunstneriske principper, må lønsomheden vige. Og jeg må understrege, at der ikke er tale om en kamp mellem højre og venstre. Fronten går tværs gennem alle par-tier.

På højrefløjen finder vi som den kulturelle mangfoldigheds våbendragere den værdikonservative eller værdiliberale politiker, som anerkender, at kunsten har en egenværdi, og at kulturpolitikken - ligesom uddannelsespolitikken og miljøpolitikken - må hæves op over markedskræfternes vilkårlighed.

På venstrefløjen har vi dem, der fortolker lighedsidealet sådan, at de brede lag af folket skal kunne få del i kundskaber og kunstoplevelser, som tidligere var forbeholdt den økonomiske overklasse.

I dette billede kommer Nordisk Råds musikpris og litteraturpris ind som en modvægt mod bestseller-hysteriet og listetyranniet.

Hvis I politikere fortsat vil påtage jer ansvaret for at opretholde den kunstneriske artsmangfoldighed i vor nordiske kulturbiotop, så skal vi kunstnere gøre vort til, at skoven bliver et spændende sted at være.

Oversat af Birgit Ibsen.