Den omvendte verden

Kulturministeriets store eksportfremstød i 1997, også på det musikalske område, gjaldt Australien. Jakob Levinsen fulgte med fra sidelinien rundt på det store kontinent, der ikke altid virker så fjernt endda.

Forbundsregeringen i Australien er ond. Den er ikke bare nærig, med en indædt modvilje mod at spilde skatteborgernes penge på kunst, navnlig hvis den ikke er umiddelbart spektakulær og publikumsvenlig. Den viger heller ikke tilbage for, mere eller mindre direkte, at censurere værker, udstillinger eller begivenheder, der virker blot det mindste kontroversielle. Og da der nu efterhånden er konservative regeringer i alle delstater undtagen New South Wales (hvor Sydney ligger), er det ikke spor bedre på lokalt plan. For ikke at tale om, at den yderste højrefløj, med alt hvad dertil hører af aggressioner mod både svært tilgængelig kunst, internationalisme og hvad man i dé kredse opfatter som politisk korrekt skævfordeling til fordel for både indvandrere og de oprindelige australiere, synes at være på massiv fremmarch. Personificeret i den uafhængige Pauline Hanson, der efter at være blevet smidt ud af det konservative parti kort før sidste valg - hun var altså for ekstrem selv for dem - stillede op som løsgænger og vandt en jordskredssejr.

Medierne er ikke spor bedre. Højst ABC, det nationale australske radio/TV-selskab, svarende til Danmarks Radio, der har stolte traditioner for at dække, støtte og selv iværksætte på kulturområdet. Men til gengæld siden den konservative Howard-regering kom til magten i 1996 er blevet beskåret med 50 millioner australske dollars (knapt en kvart milliard danske kroner), svarende til en trediedel af det samlede budget.

Men de trykte medier - Herre Jemini. I det omfang, de overhovedet interesserer sig for kulturstof, gælder det altovervejende kun de store festivaler, udstillinger og etablerede stjerner. Og når kontroverserne blusser op, som senest i Melbourne i forbindelse med amerikaneren Andres Serranos fotostat Piss Christ, forestillende et crucifix nedsænket i urin, foretrækker medierne at tage de forargedes parti (det endte med, at Serrano-udstillingen lukkede før det var planlagt - officielt begrundet i dels hærværk mod Piss Christ, dels at man ville undgå at skræmme folk væk fra den Rembrandt-udstilling, det pågældende museum havde planlagt som sæsonens store publikums-sællert).

Sådan kunne man blive ved. Det er ret præcist også lige det der sker. Og efterhånden som prominente personer i det australske musik- og teaterliv på stribe tager ordet for at bidrage til klagesangen, er det umiddelbare billede af et nærmest demonstrativt, indtil det livstrætte, groggy kulturliv ikke til at tage fejl af.

Forknyt kontrapunkt

Stedet er en sal i Operahuset i Sydney, hvor Dansk Musik Informations Center står som arrangør af en heldagskonference om Trends and design in contemporary music theatre. Konferencen er, hvad man kunne kalde det kulturpolitiske slagnummer i forbindelse med det danske kulturministeriums store eksportfremstød i 1997, Denmark meets Australia, der også omfatter både levende musik, kunstmusik såvel som jazz, danske forfattere, film og teater.

For de danske indslag på konferencen står overtegnede, instruktøren Kasper Holten samt de hovedansvarlige for eksportfremstødets flagskib, Hotel Pro Formas Operation: Orfeo - instruktøren Kirsten Dehlholm, komponisten og dirigenten Bo Holten, lysdesigneren Jesper Kongshaug, scenografen Maja Ravn og Hotel Pro Formas administrator Peter Hanke. Og mens vi fører os frem med store armbevægelser og fuldt blus på den åndelige cigar om hvor mange positive udviklinger der er i gang i nutidigt dansk musikteater, leveres der altså forknytte kontrapunkter på stribe fra de australske oplægsholdere.

Var det det vi kom for? Det er i hvert fald det, vi bliver brugt til. Til at fremhæve Danmark som en kulturpolitisk idealstat, hvor man har en hæderkronet tradition for at støtte såvel traditionel som eksperimenterende kunst massivt. Og ikke blot støtte, men også sende så relativt ukonventionelle ensembler som Hotel Pro Forma, koret Musica Ficta og Radioens Big Band om på den anden side af jordkloden til at repræsentere det ypperste i dansk kulturliv.

Ligesom det heller ikke går upåtalt hen, at selvom Denmark meets Australia grundlæggende er det danske kulturministeriums barn, og kulturministeren med embedsmænd da også er rejst med herud for at varetage de repræsentative forpligtelser, så er det i vidt omfang kulturlivets egne organisationer og ensemblerne selv, der har arrangeret deres egne projekter - Musik Informations Centret, Hotel Pro Forma, der tidligere har været hernede, Litteraturinformationscentret, Big Bandet.

Højt til loftet

Den skjulte dagsorden, set med australske øjne, er med andre ord egentlig ikke spor skjult. Se hvad man kan, i dette lille land med under en tredjedel af Australiens befolkning og kun én rigtig storby, der er under halvt så stor som både Sydney og Melbourne. Da jeg på et tidspunkt er ved at have fået nok, og føler trang til at fyre lidt op under al den megen lokale sæk og aske med en bemærkning om, at det store træk i moderne dansk musikteater faktisk fandt sted i løbet af 1980erne, netop under en borgerlig regering uden ret megen interesse for kultur - så værdiges det knapt nok et svar udover en sarkastisk nikken der siger så meget som »nej, lige præcis«.

Selv når Danmark er nede i en visionsforladt bølgedal, er der stadig højere til loftet end her, synes pointen at være. Og bedre bliver det selvfølgelig ikke af, at det er lige præcis danskere, der fører sig frem på denne måde, set i lyset af, at den enkeltperson, der frem for nogen anden har anbragt Australien på det moderne kulturelle verdenskort, blev jaget ud af landet for 25 år siden af en højrebølge der til forveksling lignede den aktuelle, og ikke har villet sætte sine ben i Australien siden - også var dansker. Så om det så er de fysiske rammer for konferencen her i Operahuset - hvad det jo på verdensplan er, med stort O - er de på sæt og vis danske.

Det er ikke kun de professionelle meningsmagere der har det på den måde, viser det sig. Operation: Orfeo er nærmest demonstrativ forsidehistorie på den ene lokale kulturguide efter den anden. I Sydney Morning Heralds efter danske forhold i øvrigt ret så ung-dommeligt og popkultur-orienterede 'gå i byen'-fredagstillæg endda med opfordringen, at hvis man kun ser én forestilling i år i Operahuset - der ikke ellers er kendt for dris-tighed i programlægningen - skal det være denne, der i øvrigt præsenteres under den inspirerede overskrift Spoilt rotten by the State of Denmark.

Og det bliver ved. Da Radioens Big Band når Cairns oppe i Australiens nordøstlige hjørne, præsenteres det pompøst - og ikke til sin udelte glæde, set udfra orkestrets ambitioner om også at fremstå som nyskabende - slet og ret som »the last of the big bands«. Og da big bandet spiller den anden af sine to tilløbsstykke-koncerter i Sydneys velanskrevne The Basement Club, må en lokal radiomand partout introducere koncerten med en nærmest tårevædet hyldest ikke blot til orkestret selv, men også til et land hvor man igennem tre årtier har støttet noget så unikt.

Så det er lige før, man på nationens vegne bliver flov. Lige før - for den klædelige rødmen bliver dog ligesom sat i relief, om man så må sige, hvis man kender til de eksistensvilkår, ensembler som RBB og Hotel Pro Forma vitterlig er blevet budt igennem årene. Gårsdagens dagpengemodtagere er dagens kulturfremstød - men set down under går det da i hvert fald den rigtige vej.

Opbygning af et musikliv

Men hvordan ligger landet så hernede, set i lidt større perspektiv - og altså ikke nødvendigvis gennem øjnene på de dele af det etablerede australske musikliv, der efter blot halvandet år med en konservativ regering nærmest synes allerede at have lagt sig på ryggen og være ved at opgive ånden?

Ja, landet ligger vel nærmest i lag. Og selv om landet som sådan jo er 40.000 år, er de ældste kulturpolitiske lag ikke meget mere end 50 år gamle, og ret beset er der vel bare to.

Til at begynde med det nationalistiske, hvor man efter i to verdens-krige at have leveret kanonføde til det engelske moder-imperium var ved at have fået nok. Og derfor begyndte at besinde sig på såvel den geografiske placering tæt på Asien, som på sin egen 200-årige nyere historie, som koloni, ganske vist, men samtidig så langt væk fra og så uafhængig af moderlandet som muligt. Samt endelig som et land med en ur-historie og en indfødt kultur, der er helt dets egen.

Pointen i denne forbindelse er ikke, at man - de hvide australiere - langt op i vor tid har behandlet de indfødte ud fra en herrefolks-mentalitet, som ikke giver Europas og USAs mest frastødende eksempler herpå noget efter. Men derimod, at en sideeffekt af 1950ernes begyndende nationale selvsikkerhed er, at man i dyrkelsen af egen historie tillige inddrager, hvad der dengang opfattes som primitiv kultur.

Også og ikke mindst i det værk, der i den australske musikhistorieskrivning står som det moderne gennembrudsværk - balletten Corroborree fra 1946 af John Antill (1904-86). En slags krydsning af Stravinskys Sacre - påvirkningen er til tider ikke så lidt åbenlys - og forsøget på at iscenesætte en indfødt ceremoni af møder, myter og danse imellem forskellige stammer, med alt hvad dertil hører af boomeranger, totem-figurer og indfødte instrumenter. Godt nok i sin tid danset af hvide balletdansere - ligesom herhjemme i sin tid Knudåge Riisagers grønlandsk inspirerede Quarrtsiluni - men som startskud til en, set med europæiske øjne sen, nationalromantisk bølge af afgørende betydning. Også som udgangspunkt for senere komponisters mere indforståede arbejde med oprindelig australsk kultur, eksempelvis hos Peter Sculthorpe - hans 8. strygekvartet er indspillet af Kronos Kvartetten. Omend partitur-komponister med oprindelig australsk baggrund fortsat lader til at være et særsyn.

I forlængelse af 1950er-nationalismen følger så opbygningen af et nationalt kulturliv. Til at begynde med primært baseret på institutioner og bygninger, der var synlige eksempler på at man kunne selv - med Operahuset som paradeeksemplet over alle, men samtidig med dets knortede tilblivelseshistorie som udtryk for de manglende erfaringer med at gennemføre projekter i så stor skala.

Fra dansk side kunne vi så fortælle australierne, at selv et mange hundrede år ældre kulturliv, som det vi har i København, ikke er nogen garanti for noget som helst. Operahuset i Sydney blev dog bygget til sidst.

Men efterhånden bliver også et lag af et egentligt kreativt, officielt kulturliv etableret. I særdeleshed i den tolv år lange periode, Labour er ubrudt ved magten, frem til den konservative Howard-regerings magtovertagelse først i 1996.

Og hovedkonstruktionen inden for australsk kulturstøtte ligner såmænd den danske ikke så lidt. Ovenover alting stråler The Australian Council, en direkte parallel til Statens Kunstfond, men med langt videre beføjelser - i og med at AC ikke kun støtter de enkelte kunstnere, men det også er herigennem, støtten til institutionerne kanaliseres.

Man skal altså forestille sig Kunstfonden kombineret med såvel Musikråd, Teaterråd og Litteraturråd, plus en god del af hvad der i Danmark styres centralt fra Kulturministeriet. På musikområdet afspejles den samme form for konsekvent centralisme i opbygningen af det australske Musik Informations c Center, der ikke blot som det danske informerer, men også både driver tidsskriftet Sounds Australian, et pladeselskab af samme navn (det australske svar på dacapo) og en veltrimmet pladeforretning med både egne og andres australske produkter, fra new age-didgeridoo til Kylie Minogue.

Hertil kommer den regionale kulturstøtte i de enkelte delstater, hvor endda de lokale premierministre i flere tilfælde tillige er kulturministre. På godt og ondt, ifølge australske kulturfolk - for hvad det på den ene side måtte forlene kulturlivet med af indlysende prestige, kan på den anden side også have den bivirkning, dels at kulturstøtte bliver et spørgsmål om hvor megen prestige kulturlivet kan kaste af sig, dels at et kritisk kulturliv i visse tilfælde er blevet opfattet meget personligt af de ansvarlige politikere. Ligesom der er dem, der ser Howard-regeringens anstrengte forhold til kulturlivet som en følge af, at mange kunstnere ved det forrige parlamentsvalg åbenlyst støttede Labour - der mod al forventning dengang vandt valget.

Samtidig er ACs reelle indflydelse imidlertid ikke større end som så. Et tilbagevendende stridspunkt inden for musiklivet har været den klassiske konflikt mellem på den ene side at støtte eksperimenterende kunst, og på den anden side kulturinstitutionernes udtalte ønsker om også at tækkes både publikum og sponsorer.

Det ene af de indtil for nylig fire regionale operakompagnier, Victorian State Opera i Melbourne, der nu er blevet fusioneret med Australian Opera i Sydney, skal således decideret have nægtet at spille nutidig opera, også efter pres fra AC. Mens Australian Opera netop har haft held til at få gennemført fremover at blive finansieret direkte fra forbundsregeringen i Canberra - dvs. udenom AC og hvad der herfra måtte komme af kompromisløse kunstneriske krav. Hvad der imidlertid af nogle ses som, at Australian Opera for at kunne slippe for den forventeligt publikumsfjendske moderne musikdramatik - og dermed lagt sig ud med en god del af musiklivet - har prisgivet sig til en forbundsregering, der ikke er så kulturinteresseret at det gør noget. Som det med slet skjult skadefryd og en smuk australsk vending blev udtrykt i Sydney: So they're really in a shit sandwich now...

Eller som Australian Operas øverste chef, Adrian Collette, sidste år udtrykte sine fremtidige prioriteringer i et interview i Sydney Morning Herald: »Man har antaget, at kompagniet kunne afbalancere opførelserne af populære og mere krævende værker. Men når 70 procent af billetindtægten kommer fra billetsalget, er det tvivlsomt. Man kan godt opføre Rigoletto 15 gange og Karmeliterindernes samtaler 10 gange, men markedet vil ikke understøtte det.« Som eksempler på dårligt sælgende forestillinger nævnes også Regimentets datter, Italienerinden i Algier og Ifigenia i Tauris, mens supersællerten i sidste sæson var Madame Butterfly. Til olympiaden i år 2000 planlægges dog dels en uropførelse af Richard Mills, dels en genopførelse af Alan Johns The Eighth Wonder (om bygningen af Operahuset). Mens der til året efter er bestilt en opera om den kontroversielle Azaria Chamberlain-affære, hvor en mor under stor medietumult blev hængt ud for at have myrdet sit barn, på vore breddegrader bedst kendt fra Fred Schepisi-filmen A Cry in the Dark med Meryl Streep og Sam Neill.

Primitivt mediehysteri

Så noget sker der da i Australien, hvad moderne musikteater angår. Endda, som det fremgår, med værker der tager udgangspunkt i aktuelle og sprængfarlige emner, og det sågar på den største af landets operascener. Operahuset og Chamberlain-affæren er ganske enkelt de to kontroverser i Australiens nyere historie, man fortsat har det værst, for ikke at sige mest masochistisk, med, som udtryk for henholdsvis kulturpolitisk stupiditet og primitivt mediehysteri kombineret med pøbelvælde. Hvad har vi af danske paralleller? Er der operaer i støbeskeen om, skal vi sige, Plejebo-sagen, tyskertøserne, incestanklagerne i Roum eller likvideringen af Jane Horney? Men OK - det vil dog nok, á propos The Eighth Wonder, være for meget forlangt med en opera om alle de musikhuse der ikke er blevet bygget i København...

Faktisk har australierne på musikteater-fronten ikke alverden at skamme sig over, når det kommer til stykket. I John Jenkins' og Rainer Linz' bog Arias, som udkom i starten af 1997 (Red House Editions), opregnes så meget som 28 ensembler på området, og det udover de 'officielle', regionale kompagnier i Sydney, Melbourne, Adelaide og Perth. Omregnet efter befolkningstal ville det i Danmark svare til i hvert fald 10 kompagnier. Spændende lige fra grupper der, som i sin tid Musikdramatisk Teater herhjemme, både spiller ældre og helt ny opera, til noget så usædvanligt som IHOS Opera, der er grundlagt af den unge komponist Constatine Koukias, og med base i - af alle steder - Hobart, Tasmanien gør sig i græsksprogede (!) totalforestillinger i meget stor skala, ofte med homoseksuel og/eller religiøs tematik.

Måske ved de det i virkeligheden godt selv. Godt nok skal vi hen imod slutningen af Sydney-konferencen, før budskabet fra Danmark begynder at trænge ind: At nutidigt musikteater - som så meget andet - er for vigtig en sag til udelukkende at være et kulturpolitisk anliggende, om hvilken regering der mener hvad og støtter hvor meget. Men så begynder der alligevel, igennem al begrædelsen over de strenge tider - det er næsten som at være tilbage i dansk kulturliv i 1982 efter at Schlüter-regeringen var kommet til - at blive refereret til værker, ensembler, og enkeltpersoner, der fortsat holder ambitionerne højt uanset hvad.

Fra monoton klage begynder diskussionen så småt at blive tvetydig, i på den ene side en opfattelse af at Howard-regeringen med omgivelser på kort tid er ved at sætte alt over styr, hvad navnlig Labour opbyggede de foregående 12 år (med til dén skrækhistorie hører efterfølgende også, at Howard-regeringen allerede er løbet ind i så store problemer på adskillige fronter, at den muligvis ikke vil sidde blot sin første valgperiode ud). På den anden side at det godt kan være at man, som en komponist siger til mig dagen efter, nu 'må begynde helt forfra'. Hvad der jo omvendt ikke behøver være noget dårligt udgangspunkt. Slet ikke i betragtning af den underskov af musikere, komponister, tidsskrifter og anden offentlighed og kreativitet, der både under konferencen og når man efterfølgende taler med australske musikfolk, bliver sat ord på. I flere tilfælde, så man som dansker er parat til både at tage derud igen for at få set tingene live, og sætte himmel og jord og dansk kulturliv i bevægelse for at få de stærkeste af dem hertil.

Og så er der komponisten Andrea Greenwald - ophavskvinde til blandt andet den meget omtalte og roste kammeropera Sweet Death - der i stedet for at sige ord blot beder om lov til at afspille en video over Medusa-myten - Medusa, der jo kunne forstene folk blot ved at se på dem. Måske ikke en direkte kommentar til Howard-regeringens tilsyneladende mentalt lammende virkning på australsk kulturliv, men det er tæt på at virke sådan.

Eller alligevel ikke. Videoen viser sig nemlig at være et stykke forrygende, hårdtslående elektronisk totalteater af lyd og billede, som ikke så få MTV-clips godt kunne lære noget af. Når noget sådant kan realiseres, er det ikke et spørgsmål om at begynde helt forfra, men om allerede at være nået et godt stykke længere end som så. Det er ikke kun Danmark, der set fra Australien tager sig ud som den omvendte verden, og tingene vender faktisk ikke på hovedet nogen af stederne. Højst hver sin vej.

Tak til blandt andre: Komponisten Rainer Linz, Melbourne. Brett Johnson, The Prime Minister's Office, Sydney. John Davis, The Australian Music Information Centre.

Litteratur:

Philip Adams (red.): The Retreat from Tolerance. A Snapshot of Australian Society (ABC Books 1997).

John Jenkins og Rainer Linz: Arias. Recent Australian Music Theatre (Red House Editions 1997).

Foto opslaget 196-197: Roberto Fortuna.

Jakob Levinsen er kulturjournalist ved Berlingske Tidende.