En tones ophav og grunde

Jens Voigt Lund (f. 1971) studerer komposition på 3. år på Det Jydske Musikkonservatorium hos Karl Aage Rasmussen og Bent Sørensen. Voigt Lund er bestyrelsesmedlem i AUT.

Stoflighed

Knitrende vokser klarheder ud af den komplekse, kaotiske, umiddelbart uforståelige textur. Det enkelte krystals plane flader imod totalstrukturens nærmest rodede hele. Ekstremdynamiske fragmenter klumper sig sammen, og folder sig ud frugtbargjort med ny mening - en sammenfletningernes og udfletningernes symbiose - således som enhver erkendelse. Det, som før var to fuldstændig adskilte ting, egenverdener, viser sig pludselig som dele af et større hele. Vi kender det alle fra måden, hvorpå man lærer en by at kende; enkeltbilleder af gader står klart, men det er i det øjeblik, det går op for en, at den gade førte til den og den til den, at vi kender byen, brudstykkerne hæfter sig sammen til et større overblik - vi kan finde vej.

Abstrakt

Det er tankevækkende, at flertalsformen af ordet musik (endnu) ikke findes i ordbogen. Man taler om musikstilarter, musikstykker, musikalske texturer og - musikken, men hvornår er det, at to slags musik bliver til en? Når Ives hørte to musikkorps marchere forbi hinanden spillende hver deres march eller hymne, var der jo virkelig tale om to helheder, som ikke bare smeltede sammen eller blev summen af de to faktorer, men simpelthen, udover hver deres oprindelige virke, udgjorde et helt tredie fænomen. (Nogle ører ville jo nok nærmere opfatte det som en underminering af de selvstændige musikværkers oprindelige udtryk).

Et polytexturalt fænomen. Her er ikke tale om melodi og akkompagnement eller polyfoni med flere selvstændige stemmer, men derimod integriteter, helheder som i enhver anden sammenhæng accepteres som fyldestgørende i sig selv. Det fascinerende er ikke blot musikkens ikke-hængen-sammen, men forskelligheden; at adskillelsen skaber rum for lyttemåden, og gør musikken intellegibel på et nyt plan.

Texturer kan hænge sammen og adskille sig på mange niveauer, de kan være krydsrelaterede således, at de er tæt forbundne på et plan, mens de er mere kontrære på et andet. (Disse sammenhængsniveauer kan forstås som direkte enkelt-parametre, fx register, dynamik og klangfarve, eller som sammensætninger af mere musikalsk art - hele texturer.)

Det simplest mulige eksempel: En kort tone i et højt register samtidig med en lang i samme register indgår i et 'fællesskab', hvad angår (tone-)højde, men udgør samtidig en adskillelse gennem varighedernes forskellighed. Vi vil således kunne opfatte to relations-forhold udover de selvstændige enkeltstemmer. Ved inddragelse af en tredie part vil relationerne øges: En kort tone i det dybe register vil korrespondere rytmisk med den første korte men til gengæld være registermæssigt isoleret.

Eksemplet er naturligvis ekstremt grovkornet, og en forestillingsverden af mere sammensatte texturer end disse enkelt-parameter-stemmer vil utvivlsomt være nyttig. Der vil således ved inddragelse af flere parametre og parameter-komplekser kunne skabes texturer, som simultant har mere musikalske fællesskaber og ikke-fællesskaber: 1.-musik (- en høj, hurtig og opadrislende musik begyndende i pianissimo men med et langt cresc.) og 2.-musik (- en høj, men samtidig tungt pulserende, langsom, accent-præget musik) har et fællesskab/samspilsniveau A (- det høje register), 2.-musik og 3.-musik (- en langsom musik bestående af et langt fald fra midterregistret stadig stigende i lydstyrke) har et andet B (- det langsomme tempo), imens 3.- og 1.-musik har et tredie C (- det lange crescendo).

Læseren vil formodentlig forstå ordenes utilstrækkelighed som bærer af ideen, men samtidig forestille sig en smule af musikken. Det vil føre for vidt at forsøge at beskrive denne musik og dens egenskaber yderligere, men det står klart, at begrebet polytexturalt ikke længere vil være dækkende for fænomenet, da der jo mere er tale om inter- end poly-.

Hvis man oversætter situationen til romanens eller virkelighedens verden, vil der være tale om et persongalleris komplekse krydsrelationer, og med operaens ensembler er cirklen så at sige sluttet. Udspillet i tid vil disse musikalske kohærenser fremtvinge et utal af muligheder ikke ulig det klassisk polyfone spil. Mere kuriøst kunne man tænke sig en klassisk/romantisk symfoni, hvor elementerne ikke havde den homogene udviklingslinie, men derimod frigjorde sig fra hinanden - akkompagnementets emancipation. En formudvikling, hvor alberti-bassen ikke altid underlagde sig første-violinerne, men derimod gjorde krav på sit eget tempo, sit eget klimax. I kraft af elementernes nyvundne komplementaritet, ville man måske opleve et gribende, dualistisk udviklings-billede - poly-formalitet.

Antagonisme

Musikken består altså af komplekser - musikker som binder sig sammen på en mængde niveauer, texturer i stadigt skiftende relationer til hinanden. Men hvad er det egentlig, som skaber sammenhængen mellem ideerne og sproget/stilen, mellem det abstrakte og det stoflige? (Man ville vel få skældt huden fuld af salig Feldman, hvis musikken skulle udgøres af/tjene et sådant sammensurium.) Hvordan er det, de skjulte sammenhænge imellem de forskellige komponenter opstår i en hel komponist? Hvad gør man, hvis de abstrakte ideer man har forelsket sig i, faktisk ville udfolde sig væsentligt sundere i et andet tonesprog end det, man mere eller mindre ubevidst har vænnet sig til at skrive i? Bør man forkaste sin stil, hvis den ikke passer til ideerne? - Idealisme? Eller er det ideerne som bør styres eller styrtes af en autonom musik?

Måske er det, den dygtige kunstner kan, netop at være et uadskilleligt hele - et kunstnerisk individuum, og alt andet tegn på et splittet verdenssyn, eller er der faktisk, som sidste mulighed, tale om en tilfældig sammensætning? Stockhausen er vel en af dem, om ikke den, som i størst stil har dyrket konsekvensen, som har ændret på sine toner, hvis den abstrakte ide eller tanke dikterede, at her var et 'blop' mere korrekt -bedre end et pianissimo-As. (I den sammenhæng er betydningen af hans programnoter/Texte ikke overraskende.) Det kan være dybt fascinerende at opleve den abstrakte ide ændre på de indgroede lyttevaner, at erkende, at hvad materialet indvinder af land, skal ånden bebygge.

Jeg

tænker musikken som strukturer, som figurationer der væves sammen ved hjælp af nye figurationer -krydsrelateringer. Tidsforhold mellem mikro-gestalter og udviklinger. En textur kan aldrig være stillestående, den vil altid være under udvikling, hældende mod noget nyt, i stadig forandring - enten reelt eller psykologisk. Væv og strukturer peger i alle retninger, men er samtidig rettetheder på vej mod aldrig før hørte relationer. Det interessante er ikke i så høj grad, hvad musikken er, men hvad den gør...