Erstat armslængde-princippet med armvridnings-princippet

Danske kunstneres vilkår til diskussion. Den nuværende situation er et resultat af en romantisk forestilling om at kunst er et con amore-fag med dertil hørende con amore-aflønning.

I November 1997 skrev jeg et brev til Kulturminister Ebbe Lundgård om komponisters økonomiske vilkår. Brevet var en postgang for sent ude idet der umiddelbart efter afsendelsen af brevet blev fremsat et ændringsforslag til loven om Statens Kunstfond, hvor den generelle bevilling øges, og der samtidig oprettes en igangsætterydelse for kunstnere. Desuden har nu to Landsdelsorkestre ansat en 'residens'-komponist.

Disse to nævnte ting ligger meget tæt på de ønsker jeg selv fremsatte i mit brev til Ebbe Lundgård. Ydermere kom der umiddelbart efter en artikel i et nyhedsbrev fra dansk kunstnerråd om kunstneres generelle lønvilkår, der fast-slår at alt for mange kunstnere må leve af andet end deres kunst.

Dette er også nævnt som noget væsentligt i lovforslaget til ændring af kunstfondloven.

Det kan ikke påskønnes nok hvor gode og positive disse forslag er, men jeg vil gerne understrege at debatten om kunstneres lønvilkår bestemt ikke bør stoppe dér, og jeg mener derfor at der er nogle bestemte holdningsændringer, der, selvom de er på vej, stadig skal skubbes til. Jeg vil derfor her koncentrere mig om de kritikpunkter som jeg stadig anser for væsentlige. Selvom mange nok vil sige, at det er forkælet snak, når man fx sammenligner med andre lande, så er det stadig vigtigt at huske på at målet må og skal være at kunstnere i et samfund som det danske bør have lige så gode og sikre lønbetingelser når de arbejder, som fx en entreprenør der indgår en byggekontrakt eller andet lønnet freelance arbejde. Det bør således ikke være politisk muligt at presse bestilte eller betalte projekter ned på fuldstændig absurd lave niveauer, som det fx er tilfældet med Danmarks Radios overenskomst med Dansk Komponist Forening, der befinder sig på et niveau, som alle er klar over er fuldstændig horribelt, men som ingen tør gøre noget ved på grund af Radioens magtstatus, der i øvrigt gælder Danmarks Radios 'kulturpolitik' på de fleste felter, hvor det drejer sig om specialiseret kultur; holdningen fra den side synes at være at man skal være dybt taknemmelig over at Danmarks Radio overhovedet giver kultur nogen opmærksomhed, hvilket er en fuldstændig uacceptabel holdning fra en institution med dén mediemæssige tyngde.

Jeg tror således ikke et øjeblik på at værter på et quizprogram, eller for den sags skyld en Straxvært, bliver behandlet på samme totalt undervurderede måde i økonomisk henseende, som fx musikere gør, når de spiller ny musikkoncerter i radioen eller når en komponist skriver en bestilling til Danmarks Radios symfoniorkester. Villigheden til at betale det det koster for den kvalitet, som Ebbe Lundgård bestandig vender tilbage til i sin kulturredegørelse, er såle-des lig nul, hvilket jeg bestemt ikke tror den er når vi snakker om TV- shows med 'kendte' der sidder og rabler om sig selv i det uendelige.

En sådan situation burde være kulturpoltisk umulig. Ikke fordi der ikke skal eksistere populærprogrammer, men prioriteringen af midlerne er med største sikkerhed hul i hovedet, og hvis man vil have udbredt kendskabet til den professionelle og specialiserede kunst, som man fra politisk side giver udtryk for, så bør man virkelig turde blande sig i hvordan der prioriteres i medierne, da ingen kan nægte at de er vigtige, hvis man vil frem med noget. Hvis for eksempel hvilken som helst faggruppe inden for de traditionelle fagforeninger blev behandlet af deres arbejdsgivere, sådan som freelance musikere og komponister bliver behandlet af Danmarks Radio, så ville der lyde et ramaskrig, som meget hurtigt ville få ministrene ud af røret, og dagspressen ville lave overskrifter om slaveri, osv.

Hvad er denne holdning et resultat af? Det er resultatet af en holdning der er historisk betinget, nemlig den romantiske forestilling om at kunst er et 'con amore' fag med dertil hørende 'con amore' aflønning. Det er denne holdning der skal skubbes til, da det med ret stor sikkerhed kan siges at kunstnerne er en af de eneste faggrupper tilbage i landet, der stadig kan behandles som det passer dem der skal betale for arbejdet. Det er således ikke kun Danmarks Radio der har denne holdning, det gælder fx også landsdelsorkestrene i forhold til kompositionsbestillingerne. Her er der end ikke nogen midler overhovedet til bestillinger, de kommer stort set fra Statens Kunstfond der til gengæld aflønner efter hvad de har i kassen. Kunstneren har stort set ingen indflydelse på om han tjener 20.000 eller 50.000 kroner på en orkesterbestilling, der, hvis den ligger i den længere spilletid, for de allerflestes vedkommende tager omkring et år at lave, uden at honoraret derfor afviger fra det ovennævnte beløb.

Det er klart at det er et positivt tiltag at lave Composer in residence-ordningen, men det der virkelig er væsentligt er, at hvis et orkester skal afgive et vist antal bestillinger skal det fra politisk side fastslås at der skal betales for det. Der bør derfor, efter min mening, oprettes en 'åben' stilling i alle orkestre, der er reserveret til den komponist, der er i gang med at skrive til orkestret, men som derefter (aflevering af værket), ikke er tilknyttet orkestret, og pengene derfor følger de varierende bestillingsmodtagere. Det ville således være svært at forestille sig at storebæltsforbindelsen blev lavet på en kontrakt hvor entreprenørene ikke vidste hvor meget de ville blive betalt når de indgik kontrakten, og derfor skulle forsøge at få det hele til at løbe rundt med hjælp fra fonde, når det viste sig at honoraret var så lavt, at det ikke engang kunne dække en mindsteløn for de ansatte! Situationen er simpelthen utænkelig!

Dette leder mig ind på det sidste punkt, nemlig bestillingshonorar-behandlingen i Statens Kunstfond.

Når det nu er sådan at det er kunstfonden der betaler en stor del af bestillingshonorarene, bør det også have en konsekvens. Når jeg fx indgår en stor kontrakt med Danmarks Radio, hvor jeg som før nævnt er helt økonomisk til grin på grund af den underlødige overenskomst med Dansk Komponist Forening, så burde det være sådan at jeg, inden kontraktens indgåelse, kunne søge Statens Kunstfond om at få støtte til projektet frem til afslutningen. For hvis jeg for eksempel har indgået kontrakten i august, er det umuligt at vide med sikkerhed om Kunstfonden vil støtte projektet og med hvor meget, når de uddeler penge i maj året efter.

Det er således en opfordring til at der politisk tages stilling til at man vil støtte den skabende kunst både økonomisk og moralsk/politisk, og at der bliver sat handling i så henseende bag de smukke hensigter. Det kan efter min mening betyde at man i visse tilfælde med de tungere kulturinstitutioner bør erstatte armslængde-princippet med armvridnings-princippet når det drejer sig om at få disse meget stive størrelser til at prioritere det nyskabende og kreative, på niveau med det vaneagtige og publikumssikre.