Fra mit 'bjerg' ...

Af
| DMT Årgang 72 (1997-1998) nr. 06 - side 187-188

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf
  • Annonce

    Modtag nyhedsbrev

Thomas Agerfeldt Olesen (f. 1969) tog privatlektioner hos Górecki og Ruders i 1994. I 1995 tog han diplomeksamen som cellist på Det Jydske Musikkonservatorium. Agerfeldt Olesen modtog i 1997 Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat. Han studerer pt. komposition på Det Jydske Musikkonservatoriums solistklasse hos Karl Aage Rasmussen og Bent Sørensen. Han er desuden bestyrelsesmedlem i AUT og cellist i Trio Tsiaj.

DMT har bedt om informationer om mit (og fleres) æstetiske (og hvad det nu altsammen hedder) ståsted som komponist, og det er da på en måde en rimelig forespørgsel, som det ville kræve mange hjernevindinger at komme uden om - måske endda flere, end jeg ville skulle bruge på at hoste op med en 'statusrapport' her fra mit værksted.

Jeg vil dog ikke lægge skjul på, at jeg gerne så mig fritaget - måske på grund af kujoneri, måske p.gr.a. de vanskeligheder, der er forbundet med forsvaret af mine synspunkter. Men statusrapport, det er der dog ikke nødvendigvis Adorno-dimensioner over, så jeg vil forsøge.

Jeg har længe slæbt rundt på næsten urimeligt meget lydgods; lydgods fra hele den klassiske musikhistorie, særligt fra det tyvende århundrede, opfanget gennem min sene barndom og pure ungdom. Lydgods, der blev modtaget som ganske uproblematiske musikalske muligheder, og som jeg af for mig endnu dunkle årsager forbandt mig hengivent med fra jeg var 10 år gammel, som andre med Kim Larsen.

Fra begyndelsen har jeg af den grund opfattet den nye musik som en spontan musik, en musik, der aflejrede sig i min underbevidsthed og aktiverede nogle musikalske lyttemåder, som nu uproblematisk kan sættes i funktion, fx når jeg komponerer. Det resulterede i mange år i en musik, der 'uproblematisk' forsøgte at forbinde forskellige perioders stiltræk i en 'spontan' musik, særligt udtalt i min anden strygekvartet, som er et slags 'akrobatnummer' i spring fra Schubert'sk melankoli til Ligeti'sk konstruktivisme. Jeg blev fascineret af muligheden for at forbinde forskellige tiders åndelige klimaer (nogen ville kalde det tankemodeller) i en og samme musik. Forestillingen om at disse åndelige klimaer var 'naboer' til hinanden i vores hjerner, dvs. naboer, man kunne forbinde til en form for helhed i lytterens bevidsthed, gjorde, at jeg skrev omtalte gyselige værk - STREICHQUARTETT Nr. ZWEI, ja, selv titlen røber noget katastrofalt (nej, jeg fornærmer dem, der syntes godt om stykket, men jeg kommer ikke til at være blandt dem!).

På en eller anden måde var værkets koncept et flop for mig, selvom jeg i grunden stadigvæk godt kan lide tanken om at kæde adskilte ting, der dog kun er adskilt af tid, ikke af ånd, sammen. Tanken var et flop, fordi værket for mig kun holdt et par år, før jeg begyndte at få kvalme over lyden af det. Måske har man brug for netop at kunne se sammenhængene mellem historiens forskellige åndelige klimaer som disse sammenhænge virkelig er (hvis de da overhovedet er der), for at kunne skrive sådan et værk.

Værket virkede simpelthen postulerende, eller måske sagt med andre ord, meget lidt overbevisende. »Hænger historien sådan sammen? Nå!«. Man skulle være Gud, eller professor i historie på Harward og komponist, for at skrive sådan et stykke, og måske er det det, der giver mig kvalme. At jeg troede, jeg havde evner til at være Gud - det er jo i øvrigt en af fristelserne ved at være kunstner, at man får en skaberrolle. Jeg tror at der 'skabes' mange dårlige værker i troen på sig selv som 'skaber'. Det har til tider været det, jeg selv har nydt ved at være 'kunstner', men som regel har resultaterne overbevist mig om, at en sådan tanke som det åndelige klima for det kunstneriske arbejde er en dårlig idé.

Selvsmageri er noget, man kun har glæde af, mens man arbejder på et stykke. Sjældent når stykket bliver opført. Der smager man pludselig de noder, man skrev mens man var optaget af at smage på sig selv og sin inspiration, og det kan være meget lidt delikat!

Nu er alting meget anderledes, fristes jeg til at skrive. Men det ville selvfølgelig ikke være helt sandt. Jeg fascineres stadig af holistiske tanker, og de er da stadig en del af min musikkonception. Men jeg har måttet indskrænke mig til at tænke i nutidige musikalske teksturer, frem for i historiske stilarter. Det tvinger mig til hele tiden at være kreativ, frem for at bruge den snedige og fristende fordrejende fornemmelse.

Jeg har for tiden sat tonerne fri i mine kompositioner. Jeg har et håb om at finde en meningsfuld måde at organisere samklangen i musikken på, men indtil da vil jeg sætte mine toner fri og lade det kaotiske mylder være en slags ler, eller et forvitret materiale, af alle tolv toner. Yderst moderne! - vil gamle damer måske sige. Yderst gammeldags, ville andre måske hævde. Men selv om der er tale om en slags tolvtonekomposition, er der dog ikke tale om 'tolvtonemotiver' eller 'tolvtonetemaer'. Mine tolv toner flytter sig hele tiden rundt imellem hinanden på en hjemløs måde.

Jeg synes, at der er en god dialog mellem min tvivl omkring musikalsk samklang og den forvitrede klang, der er resultatet af de fritsvævende toner. Jeg kan dog visse dage tvivle på, om arbejdsmetoden er frugtbar i længden, men det tillader mig i hvert fald at fokusere på andre, morsommere ting.

Mit arbejde minder for tiden lidt om at lege med ler. Jeg fascineres meget af lange metamorfoserende udviklinger i fastholdte, instrumentale spor. Måske 'spor i leret'. Dertil andre instrumentale spor med helt andre karakteristika, så værkerne bliver en slags organismer, hvor sporene har en vital interaktion med hinanden. En vigtig lyd i musikken bliver derfor den polyteksturale lyd (et fint ord, som jeg lige har lært på konservatoriet). Nogle gange føler jeg, at jeg prøver at komponere en krop af hjerte, lever, lemmer, nyrer, hjerne, sanser osv. - så hvert af de instrumentale spor får sin egen vitale kropsfunktion, eller sin egen arketypiske karakter. Og så leger man jo Gud igen - blot ikke med Guds rekvisitter (historien), men med egne, selvopfundne.

En vigtig begivenhed i processen har været mødet med Lasse Laursens musik, hvor jeg på et rigtigt tidspunkt i mit indtil da 'over for historien og menneskeheden forpligtede' liv mødte letheden, en åndelig bjergluft af intellektuel ytringsfrihed, der gjorde, at jeg så langt flere muligheder end jeg havde set tidligere. Bl.a. muligheden for at betragte musik køligt, til en afveksling. Jeg tror, at rigtige forandringer må begynde i en kølig bjergluft, og ikke, som jeg troede engang, som en feberhed forpligtelse over for 'menneskeheden'!

Arbejdet har fået en større lethed, ikke fordi det er let, men fordi det føles uforpligtende at eksperimentere, at 'lege'. Der er mere luft imellem tankerne, og jeg venter lidt med at 'forpligte mig over for menneskeheden'; en tung tanke, der længe lå og spændte min hjerne sammen.

Det bliver en anden dag, måske.

Årgang 72/1997-1998, nr. 06