Nye bøger

Af
| DMT Årgang 72 (1997-1998) nr. 06 - side 208-210

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf
  • Annonce

    Modtag nyhedsbrev

Cæcilia 1995-97. Årbog fra Musikvidenskabeligt Intsitut, Aarhus Universitet. Udgivet af samme institution 1997. 162 sider. Kr. 130,- + forsendelse. Købes via instituttet. ISBN 87-980589-1-6.

Denne udgave af musikforskningsårbogen fra Aarhus Universitet, Cæcilia, der er det fjerde bind i ræk-ken, dækker hele tre år. Årsagen til dette skyldes ifølge forordet dels en forsinket redaktionsslutning, dels afholdelsen af specielt to forelæsninger, som man ønskede at medtage i denne årbog.

Den ene af disse er Bo Marschners tiltrædelsesforelæsning ved Musikvidenskabeligt Institut i Aarhus, d. 10. oktober 1997. Den anden er en ph.d.-forelæsning, afholdt i marts 1997, af Thomas Holme Hansen.

Marschners foredrag handler ikke om forfatterens egen disputatsforskning (Bruckners symfoniske musik), men problemstillinger af mere principiel karakter inden for musikviden-skaben: Hermeneutik som musikvidenskabelig kategori.

Hermeneutikken har ellers ikke haft det bedste omdømme blandt musikvidenskabsfolk, så det er ganske modigt af Marschner at tage denne disciplin i forsvar i sin tiltrædelsesforelæsning. Det gøres med stort overblik og en betydelig indsigt i de finere filosofiske nuancer i de senere års bidrag til hermeneutikken.

Forsøgene på at afdække musikkens quasi-sproglige potentiale har i de senere år været præget af semiotiske tiltag, hvilket har været en mere stueren beskæftigelse end at fordybe sig i hermeneutikken.

Marschner nuancerer imidlertid diskussionen ved at fremhæve hermeneutikkens formål som snarere en indkredsning af »den umiddelbare æstetiske forståelse - om man vil: musikkens spontane appel i betydningsmæssig forstand - i form af forsøg på en konkretisering af et betydningsmæssigt indhold i selve denne materielle (og evt. formale) sammenhæng, fremfor (...) at nå frem til en forklaring af en meningssammenhæng bag det materielle og formale hele« (s. 76).

Det er én af de vigtige distinktioner i en i øvrigt lærd og indsigtsfuld forelæsning, som man må være glad for nu kan studeres på tryk. Det er krævende læsning, der fordrer en ikke ubetydelig filosofisk og musikvidenskabelig baggrund samt fortrolighed med den dertil hørende terminologi.

Den anden forelæsning, der er aftrykt i Cæcilia er, som nævnt, af Thomas Holme Hansen: Teoretiske og metodiske problemer i relation til studiet af tonalitetesbegreber i europæisk musik før ca. 1700.

Holme Hansen henleder opmærksomheden på den uoverensstemmelse, der kan være mellem en given periodes musikteori og samme periodes overleverede musikalske materiale. Anskuet i forhold til den af ham ana-lyserede periode, 1600-tallet, betyder det, at periodens musikteori - trods sin uensartethed - tegner et billede af konservatisme i form af overvejende modale tendenser, medens periodens musik snarere viser klare tendenser i retning af det dur-mol-tonale.

Formålet med afhandlingen har været at påpege en række teoretiske og metodiske problemer, der knytter sig til det nærmere studie i musikkens overgang Fra Modus til Toneart (selve afhandlingens titel).

Kirsten Sass Bak skriver i sin artikel om Sanger i grænselandet: Hansine Tækker, hvor hun præsenterer denne navnkundige folkevise-sanger, det bevarede af hendes repertoire, reflekterer over forholdene vedrørende indsamling og overlevering samt en medtænkning af alt dette i det sociale, kulturelle og geografiske (Sønderjylland).

Fra den folkeligt overleverede musik til den nyeste musikteknologi: Morten Snejbjerg behandler i sin artikel Algoritmisk komposition - computerens eller komponistens musik? komponistens rolle i forhold til pc'ere og kompositionsprogrammer, og forsvarer komponisten mod de ikke ualmindelige beskyldninger for i denne sammenhæng at være reduceret til rollen som programmør. En relevant og aktuel artikel, må man sige.

Desuden bringer denne udgave af Cæcilia Erling Kullbergs artikel: Gøgl, Charlataneri og Ulyd. Musikkrigen i Danmark foråret 1966. Det er en underholdende artikel, der muntert causerer over tumulten i forbindelse med besættelsen af stillingen som musikchef i Danmarks Radio i efteråret 1966. Men for dette blads læsere er der tale om kendt stof, da samme artikel stod at læse i de to foregående numre af DMT, og hér var den ledsaget af fotos.

Sluttelig bringes også Bo Marschners The Beatles' musik - en kritisk studie. Forskningsfragment (1973). Måske er det for at nuancere mødet med den nye professor, at dette indlæg er medtaget, det fragmentariske til trods. Og det er da også udmærket, omend stadig i den tungere teoretiske ende.

Artiklerne i Cæcilia kommer fint rundt om mange emner, og gør det i varierende grader af tilgængelighed, hvilket giver en udmærket dynamik i den samlede stofmængde.

Der er både mere pondus og spræl i denne årbog end i fx Musik og Forsk-ning fra Københavns Universitet, så den lange ventetid mellem tredie og fjerde udgave af Cæcilia skal ikke lokke undertegnede til knubbede ord.

Dansk Kirkesangs Årsskrift 1997. Udgivet af Samfundet Dansk Kirkesang, under redaktion af Bine Bryndorf, Christian Thodberg og Peter Thyssen. 152 sider, Kr. 85,-. Årsskriftets adresse: Institut for Kirkekundskab, Aarhus Universitet, Hovedbygningen, 8000 Aarhus. Tlf. 89 42 22 38. ISSN 0107-6736.

I sidste nummer af DMT omtalte jeg genudgivelsen af Laubs teoretiske hovedværk Musik og Kirke, en genudgivelse, der er foranlediget af Samfundet Dansk Kirkesangs 75 års jubilæum.

Dette jubilæum markeres også på andre måder, bl.a. med endnu en gen-udgivelse, der skal omtales længere nede i disse spalter. Og så, selvfølgelig, gennem udformningen af den seneste udgave af dette årsskrift. Ikke uventet er Laubs ånd særdeles nær-værende i mange af artiklerne, da Samfundet Dansk Kirkesang blev stiftet i anledning af Laubs 70 års fødselsdag 5. december 1922, som en udtrykkelig støtte til Laubs utrættelige indsats for at forny dansk kirkesang.

Om stiftelsen fortæller Peter Thyssen, nuværende formand, i korte træk, hvorefter det originale brev med opfordringen til oprettelse af foreningen er aftrykt. Man imponeres uvilkårligt over den lange liste af kendte navne i dansk musikliv, der underskrev opfordringen. Blandt de 72 underskrivere figurerer etablerede navne som Angul Hammerich, Lange-Müller, Thorvald Aagaard, Poul Schierbeck og, selvfølgelig, Carl Nielsen. Men også 'yngre' folk som Knud Jeppesen og Mogens Wöldike er med på listen.

Netop Wöldikes indsats er udgangspunktet for Niels Møllers bidrag til års-skriftet: Københavns Drengekor og Dansk Kirkesang. Som bekendt var det jo Wöldike, der ledede Københavns Drengekor fra starten i 1924, og siden hen integrerede koret i liturgien i kraft af sin stilling som organist, først ved Slotskirken og senere ved Domkirken.

Om alt dette og - i kortere træk - udviklingen efter Wöldikes afgang i 1972, fortæller Niels Møller i et ukompliceret fortællende sprog. Én ting, der dog springer i øjnene, er i hvor høj grad Drengekoret blev sat til at synge musik efter katolsk forbillede. Selvom teksterne har været (og er) på dansk, så er de oprindelige liturgiske betegnelser bibeholdt, jfr. brugen af vesper, tidebønner, Nunc dimittis, sunget responsorialt m.m.

For en del læsere vil det formodentlig nuancere opfattelsen af den radikalitet, hvormed reformationen satte igennem i Danmark, i det mindste i denne sene fase. Den ideologiske papisme har man måske nok luget kraftigt ud i. Men den musikalske har man et betydeligt mere afslappet forhold til. Ikke at jeg synes at dette er angribeligt. Det er blot interessant og tankevækkende.

Blandt de øvrige artikler må fremhæves Henrik Glahns Laubs udvikling frem mod kirkesangsreformen, Peter Thyssens Carl von Winterfeld - et forbillede for Thomas Laub (om én af Laubs vigtigste inspirationskilder) og Christian Thodbergs Grundtvig og den danske gudstjenestetradition i internationalt perspektiv samt Jens Lysters Hans Christensen Sthen som kontrafakturdigter.

Man mærker tydeligt, at der bag årsskriftet ligger et omfattende engagement og en stor entusiasme. Det er en entusiasme der smitter, også selvom man ikke tilhører nogen egentlig folkekirkemusikalsk inderkreds, men blot er alment interesseret i dansk musikliv.

Hans Thomissøns Psalmebog 1569. 3. Facsimileudgave med efterskrift af Erik Dal. Udgivet af Samfundet Dansk Kirkesang hos Poul Kristensens Forlag 1997. 828 sider, samt 48 siders efterskrift, indbundet,

Kr. 375,00. ISBN 87-7851-061-9.

Som nævnt i det foregående er Laubs bog Musik og Kirke den ene genudgivelse i forbindelse 75 års jubilæet for Samfundet Dansk Kirkesang. Den anden er Hans Thomissøns Salmebog fra 1569, tidligere udgivet i facsimile i 1933 og i 1968.

Denne 3. facsimileudgave er reproduceret efter 1933-udgaven, og fremtræder som en smuk bibliofil udgivelse i læderbind med guldtryk. Det er en bogudgivelse, som man glæder sig over blot at holde i hånden.

At man vier netop denne gamle salmebog en sådan stor interesse skyldes dens helt centrale placering blandt de tidligste danske salmebøger. Thomissøn, der kun var 37 da han udgav salmebogen, ydede en ekstraordinær indsats inden for en række områder: »...synet på den udryddede papismes arv i form af en vis mængde modersmålssang, og (...) orden i de successive salmebøgers disposition, valg af bedste tyske forlæg, valg mellem konkurrerende danske oversættelser, og redaktion af de få melodier, man havde set udvej for at trykke« (efterskriftet s. 16).

Man har vitterlig fornemmelsen af at være tæt på, når man sidder og bladrer i de mange gotiske tekstsider med de ganske mange nodetryk, de fleste i mensuralnotation, nogle få i koralnotation (gregorianske melodier). Med denne smukke facsimili-udgave i genudgivelse kan man atter gå direkte til én af de tidligste kilder til den enestående danske salmesangstradition.

Jens Dalsgård: Barokbogen. Musik, tanke og kultur i Europa i 1600-1750. 2. udgave. Forlaget Systime 1997. 216 sider, Kr. 265,00. ISBN 87-7783-918-8.

Egentlig er dette ikke nogen nyhed, da Systime allerede i 1995 udgav Jens Dalsgårds Barokbogen. Men forlaget har nu genudsendt bogen i en ganske let revideret udgave. Ændringerne er så få og små, at de to udgaver uden problemer vil kunne anvendes samtidigt.

Som læser glæder man sig igen over Systimes gode musikbøger, der så vellykket balancerer mellem populær fremstilling og solid faglig baggrund.

I Barokbogen formår Jens Dalsgård meget fint at få skitseret både den ideologisk-bevidsthedsmæssige baggrund for barokken og dennes manifestation i de øvrige kunstarter som baggrund for de mere detaljerede værkanalyser af hovednavnene Bach, Händel, Corelli og Vivaldi.

Talsymbolikken og affektlæren præsenteres også, kortfattet, men forsvarligt. Netop affektlæren, som man så ofte møder henvisninger til, er det rart at have en letforståelig oversigt over.

Fint er det også med kapitlet om musikken ved Christian IV's hof, med analyser af værker af Dowland og Pedersøn.

I det hele taget går forfatteren meget systematisk og overskueligt frem. Man mærker - også i denne bog fra forlaget - den drevne pædagog og formidler, der samtidig er hjemme i sit stof. Det var der ærlig talt en del i forskningsmiljøet, der kunne lære et og andet af.

Anne Øland: Håndbog i klaverspil. Edition Wilhelm Hansen 1997. 36 sider, Kr. 68,00. WH 30391 ISBN 87-598-0911-6.

En lille, beskeden udgivelse er dette ved første øjekast. Men tag ikke fejl. Anne Øland formår at videregive en ganske imponerende mængde viden og indsigt på disse kun 36 sider.

Også hér mærker man den drevne pædagog, der samtidig er yderst bevidst om sin egen krop og psyke i udøvelsen af sin kunst, og tilmed formår at formulere disse indsigter på en simpel, naturlig og forståelig måde.

Der skal da nok være nogen, der finder Ølands billedsprog for personligt eller for 'poppet'. Men mon ikke der vil være flere, der vil kunne finde god inspiration og vejledning i hendes strøtanker og overvejelser.

Øland starter helt fra bunden med at fokusere på at sidde godt og være opmærksom på håndens og armens bevægelser. Derefter følger nogle få, men gode forslag til øvelser, der hurtigt leder hen til forslag til at 'overleve' akkompagnementet til Erlkönig.

Den lille bog rundes af med Musikalske erfaringer i løs vægt, 25 gode råd, der giver masser af stof til bedre vaner i indstuderingsarbejdet.

Men man skal kende noget til musik og klaverspil i forvejen. Eller have en kyndig lærer ved hånden til at uddybe musikbegreberne, og muligvis også nogle af de kropsbevidste reflektioner. Men det vil da også være helt fint.

Alvildas Hus - en spøgelsesmusical. Tekst og musik: Michael Slot Pihl. Edition Wilhelm Hansen 1997. WH 30379: Lærerhæfte, 16 sider, kr. 80,00. WH 30379a: Elevhæfte, 32 sider, kr. 99,00.

Sjov lille børnemusical af Michael Slot Pihl, autodidakt komponist, tekstforfatter og musiker.

Trods sine ikke færre end 18 roller (selvfølgelig ikke alle lige store) er handlingen overskuelig. Musikken er enkel og medrivende uden at være uforglemmelig. Sværhedsgraden og de mange roller vil gøre den velegnet til en fælles opgave for en årgang, eller en stor klasse. Men mon ikke man hurtigt bliver lidt træt af i hvert fald en del af musikken? Nå - en garvet lærer kan velsagtens også ændre lidt hist og her, hvis der bliver behov for det. God fornøjelse.

Årgang 72/1997-1998, nr. 06