Retur til afsender

Det er altid stimulerende for det videre redaktionelle arbejde at få kritik. Flere personer gør det uopfordret efter hvert nummer. Komponisten Lasse Laursens kritik i bladets første artikel må vi tage til efterretning. Også den morsomme karakteristik af bladets layout. Og ingen kan tage den nydelse fra os, det er at opleve den opsætning, som Laursen har ønsket skulle danne rammen om hans egen artikel.

Når det gælder de øvrige kommentarer til redaktionens arbejde, skal der i al fredsommelighed lyde et par bemærkninger herfra.

Villy Sørensen skrev engang om en oversættelse af Adornos Wagnerbog, at det skrevne var fyldt med gode detaljer og alligevel var det hele forkert. Den formulering kom jeg til at tænke på, da jeg læste Laursens ungdommeligt-livstrætte indlæg. Forfatteren sår tvivl om redaktørens hensigter med at få unge danske komponister til at informere om deres kunst, og han sår tvivl om kvaliteten i det redaktionelle arbejde. Laursen skriver om en korrespondance, hvor undertegnede 'nogenlunde' skal have sagt: »Kan du ikke lige skrive om dig selv eller nogle af de andre som så kan skrive om dig.« Og videre: »NB! I behøver ikke mene noget - og jeg har også vedlagt en sjov tekst om at blive en etableret komponist.« (Stephen Montagues artikel, red.).

Lasse Laursen: Sådan arbejder vi ikke her og sådan har jeg ikke skrevet. Din beskrivelse genkender jeg ikke, og arbejdet med forfattere tager vi meget alvorligt. I mit brev til de unge jyske komponister hedder det derimod:

»Jeg har gennem samtaler med Lasse Laursen (Århus) og folk omkring Musica Nova (København) talt om et tema i Dansk Musik Tidsskrift om unge danske komponister. Baggrunden er primært en mangel på oplysninger om, hvad de yngste generationer tænker og hvordan de arbejder. Udspringet er altså ikke så meget et normsprængende nummer med faderopgør. Det er ikke strengt nødvendigt hele tiden at mene noget om alting. Kort sagt: Et gedigent oplysende nummer, som præsenterer æstetiske formationer blandt yngre danske komponister. Eller sagt lidt firkantet: Hvad er I ude på? (…)

Håbet er at det hele samler sig til en slags 'Danmarks-billede' lige nu. Nummeret skal give klar besked om, hvordan yngre danske komponister laver og tænker musik. (…)

En meget pragmatisk og i bedste fald mind-provoking synsvinkel på gerningen/komponistrollen finder I i vedlagte artikel af Stephen Montague, som jeg trykker i samme nummer.«

Ordene i brevet er valgt med omhu. Grunden til at jeg vægtede oplysninger fremfor færdige meninger, er dels at man som konservatoriestuderende næppe har de færdige meninger, dels var det et forsøg på at udvide DMTs læser- og skribentskare.

Gennem årene har jeg mødt adskillige, især unge, som tøver med at skrive i DMT, fordi »alle kollegerne læser det, og står det én gang i bladet, står det der for altid.« Respekten for tidsskriftet skal vi ikke miste, men det ville være ærgerligt, hvis unge såvel som ældre afholdt sig fra at fylde spændende stof i spalterne på grund af overdreven respekt. Jeg vil gerne afdramatisere det at skrive til DMT, men den uhøjtidelige tone skal ikke misforstås.

DMT skrives og læses af almindelige mennesker med særlig interesse i ny musik, bladet må ikke udvikle sig til et nørd-blad eller logeskrift. »DMT er et pænt blad. Det er vores officelle blad.«, skriver Lasse Laursen.

Hvis officielle blad? Er der noget, denne redaktør har advokeret for, så er det at undgå at DMT er 'nogens blad'. Det ville være det værste der kunne ske. Dansk Komponistforening har da hidtil heller ikke ønsket at være repræsenteret i DMTs bestyrelse.

Der er også en anden grund til at opfordre komponisterne til at snakke sammen: Der er tradition for det. Tidligere skrev og interviewede komponister hinanden. Vi vil gerne genoplive den tradition. Hvis jeg kom med en mikrofon, ville spørgsmålene allerede indeholde en del af indholdet i svarene. Den nye tone, de nye ideer, kunne tænkes at tage deres udspring fra steder, der kalder på nye fremtrædelsesformer i bladet. Derfor stiller vi pladsen til rådighed for eksperimenter. Og det er bl.a. derfor, vi også har inviteret folkene bag Lydgalleriet under Rådhuspladsen til at samarbejde i redaktionskomiteen med henblik på et kommende tema-nummer.

Det polemiske indlæg med de skarpe meninger og det intellektuelle vid har vi stadig til gode, Lasse Laursen.

Anders Beyer