Alle musik sagt Wir

Af
| DMT Årgang 72 (1997-1998) nr. 07 - side 245-246

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Pulsar Festival 2020

Annonce

Edition s

Det forekommer mig at DMT er inde i en tendens. Som læser får jeg mindre og mindre at vide om ny musik, men mere og mere om hvilke bekymringer, komponisterne gør sig - især om de yngre danske komponisters bekymringer over ikke at have bekymringer nok. I nr. 6 er vi lige ved at blive uvenner over denne diskussion om Kejsernes manglende skæg: Om retten til ikke at mene noget, osv; er det mon ikke at overdrive krisens alvor?

Hermed vil jeg ikke sige at det er forkert af DMT at tage emnet op; men hvis diskussionen skal komme nogen vegne, må den nok forsøge at hæve sig over den enkeltes individuelle bekymring for sig selv. Jeg vover her et sådant forsøg på en hævelse.

1.

Hvad det såkaldte faderopgør angår, har jeg en teori om hvornår det passende kan finde sted: Nemlig når jeg selv er lige så gammel som Mesteren var, da jeg mødte ham. Det lyder logisk, når man tænker over det, gør det ikke? Jeg tror, det passer ret præcist på hvad der sker, når man bare lader det ske; min pointe er imidlertid at foreslå at bruge reglen aktivt og bevidst: Hvis jeg som ung én gang for alle beslutter ikke at forvente det store generationsopgør før denne dato, vil jeg blive sparet for en masse unødige bekymringer, og når så tiden kommer, vil jeg vide nøjagtigt hvordan den skal skæres - tro mig!

Derudover må det være noget ævl at gode lærere giver dårlige komponister. Så er de jo ikke gode lærere! Og den der for alvor mener at hans gene-ration mangler en Per Nørgård, har stengt taget kun ét at gøre: Nemlig (glup!) selv at blive sin generations Nørgård (det var hvad Nørgård gjorde, ikke sandt?).

Endelig har jeg svært ved at tro at det virkelig skulle være umuligt at udæske disse unggamle, dårligtgode lærerkomponister: En sådan krakiler som dén Karl Aage Rasmussen, vi møder i det indlagte festskrift, skulle det ikke være muligt at skrive et stykke musik der gør ham gal i skral-den? Det kan ikke passe! Hvis ingen gør det, er det nok fordi de allerede har indset at det i bedste fald ville give blot endnu en god historie, men i øvrigt ikke bringe hverken musikken eller komponisten et skridt videre.

Og dermed nok om det. At være fri for besværet med dårlige lærere, at være fri for gammelakademisk kon-servatisme, at få lov til at fortsætte som komponist selv om man dumper i koralharmonisering, at være fri for at skulle tage stilling i den store kamp om modernismens generallinie (den kamp hvori en Boulez kunne sejre sig ihjel), at være fri for ideologisk hetz (af den art som sin generations Nørgård måtte udstå), at nyde alle disse privilegier, siger jeg, munder ud i endnu et privilegium, som endnu ingen synes at bemærke, selv om det måske er det største: Muligheden for at være kunstner på andre præmisser end ambitionen om at 'bryde igennem'. Hvor nemlig alle ydre fjender som ikke slår mig ihjel, gør mig stærkere, som Nietzsche siger, gør ambitionen ofte skade på min sjæl. I heldigste fald overlever jeg mit gennembrud, fordi jeg i tide indser hvor lidt der er vundet ved det; i uheldigere fald fortvivler jeg over denne uventede indsigt; i værste fald forbitres mit liv af det gennembrud som aldrig kom.

Alt dette er de unge komponister fri for. Men er de så dermed uden bekymringer? Ikke hvis vi ser os om i verden, og aflæser tiden, som fx Rolf Wallin og Jan Maegaard gør det i samme nummer. Der tegner sig et billede af musikkens strategiske situation som synes at gøre det lige så upassende at klage over for megen frihed i komponiststudiet, som at klage over overvægt i en verden hvor stadig mange sulter. Men dén diskussion vedrører os alle: I stedet for at studere de unge komponister som nye interessante eksemplarer af arten, skulle vi måske hellere sørge for at få dem engageret i denne større sag? Der skulle være udfordring nok, og så vidt man fornemmer, er der også en vilje, såvel som talent. Lad os derfor benytte lejligheden til at rejse det gode gamle spørgsmål om meningen med det hele: Vi slipper alligevel ikke!

2.

Når vi spørger om meningen med det hele, hvor vi går hen, hvad der er det 'nye', osv - er det ganske vist let at affeje dette som sagen uvedkommende: det er jo bare musikken, der skal klinge, ikke sandt? Og det er jo rigtigt, naturligvis, at den måde at lytte som vil høre musikken som eksempel på noget der ikke er musik, er fjende nr 1! Selv Hasse Poulsen - hvis indlæg for improvisationsmusikken fortjener en hæderspris alene for sin soberhed og eftertanke - må kæmpe imod at blive lyttet til som blot et exempel på 'det der improvisationsnoget (det kender vi godt)'.

Alligevel er det også rigtigt at musik der bare står dér som musik og kan høres, men ellers ikke noget, ikke tilfredsstiller os. Vi lytter efter noget bag musikken, og hvis det er plat bare at lytte efter fx tolvtonerækker, eller komponistens historiske inspirationskilder, så er det kun fordi det ikke er størrelser som er værdige til at indtage denne 'transcendente' betydning; det er ikke fordi der ikke er - eller må, ja skal være - en sådan transcendens. Det er her, vanskeligheden ligger: Hvorledes kan vi tale om musikkens værdi, uden at føre den tilbage til noget andet end sig selv? Og dog må vi tale om musikkens værdi, hvis vi vil forsvare den: Kun hvis den har en værdi, kan vi forsvare den (og kun fordi den har en værdi, vil vi).

3.

Eksempel 1: Når Jan Maegaard nævner 'selv Beethovens 5.' som eksempel på musik der er blevet oplevelsesmæssigt nedslidt af historismen, så har jeg lyst til at svare at det efter min erfaring simpelthen ikke er rigtigt. Og det er fordi der for mig ikke er en eller anden generel, historisk betinget 'lidenskabelighed' hos Beethoven, men en helt specifik værdi som er ledestjerne for denne musik, og som jeg deler - en værdi man kunne formulere med ordene "Fandme jo!".

Det handler om det fælles vilkår at leve i en tid hvor der lukkes totalt ned for det hele (restaurationstiden for Beethovens vedkommende; 90erne for vores: Jeg har ikke noget at tilføje til Maegaards og Wallins dystre karakteristik af årtiet) - og så alligevel tro på glæden. An die Freude er ikke titlen på et (i øvrigt rædselsfuldt) digt af Schiller: Det er overskriften på hele Beethovens musik. Og derfor må jeg - per la mia disgrazia - gang på gang overgive mig - selv til den 5. (og ved den 7. begynder jeg simpelthen at tude; så er dét skriftet!). Historismen kan kun nedslide det historiske i musikken, og det er heldigvis ikke alt.

Den værdi, som i sidste instans giver musikken mening, kan vi kalde meget forskelligt ('livet' kalder fx Hasse Poulsen den); men det er klart at den ikke lader sig indholdsbestemme yderligere 'som sådan', dvs. uden om erfaringen af den gennem musikken (i så fald ville vi jo kunne undvære musikken, og gå direkte til 'livet' - det kan vi ikke!). Derimod tror jeg at vi kan sige noget om dens form, og jeg har allerede sagt det: Det er et væsenstræk ved denne værdi at den er fælles. Alle Musik sagt Wir, skriver Adorno - og for én gangs skyld vil jeg give ham ret. Musikkens værdi er fælles - ikke således at vi først er fælles om et indhold (at være 'nordiske' eller 'moderne' eller 'venner af ny musik' eller hvad ved jeg - det ene værre end det andet!) og derpå giver det en fælles form; men tværtimod således at musikken mirakuløst gør et fællesskab føleligt som vi ikke kendte på forhånd (som vi havde 'glemt'), og som derfor kommer som en overraskelse for os.

Der er plads til nogle mellemregninger i dette forhold: Den universelle værdi kan deles ud i mindre portioner. Jeg har således lagt mærke til at de mennesker, jeg holder af, ofte deler min musiksmag også hvor jeg ikke havde ventet det. Den stikker dybere end den kollektive bevidsthed.

Eksempel 2: Jeg er meget fjernt fra at være multi-trend-fusions-altmuligt-favnende; men jeg vil da godt have fx en enkelt techno-plade i min samling, for ligesom at dække feltet, og jeg venter derfor, med et åbent øre, til et eller andet tilfældigt glimt viser mig hen til mit livs eneste ene techno-plade. Men da viser det sig mærkeligt nok at alle omkring mig også synes at lige netop dén er den arketypiske, helt rigtige techno-plade at lytte til. Er det så fordi jeg har verdens sikreste dømmekraft? Næppe; det er mere sandsynligt at jeg deler nogle værdier med mine nærmeste, som vi ikke forstår at sætte ord på, men som kommer os i møde i netop denne musik (og sikkert også i måden at omgås den på: at lade en tilfældighed vælge, dvs at gøre overraskelsen til pointen fra starten, osv).

Fjernere mennesker har jeg, som bekendt, et mindre tydeligt fællesskab med; men princippet kunne være at dér hvor musikken virkelig lykkes, er dér hvor den gør et fællesskab føleligt med selv den fjerneste. Det kan sagtens lade sig gøre! Den uudholdelige musik er til gengæld den der påstår at være fælles, men kun er det i den forstand at vi bliver tvangsfodret med den: Michael Jackson og Kim Larsen og alt andet som forsøger at omvende forholdet mellem årsag og virkning: Eftersom alle har hørt denne musik, er den vor tids musikalske sprog. Denne musik er ganske særligt deprimerende, - ikke (kun) fordi den er ganske særligt dårlig, men fordi den gør nar af ideen om et menneskeligt fællesskab formidlet gennem musik. Det er den slags idioti, der kaster os tilbage i modernismen: Så hellere begynde forfra, tænker vi; hellere genopdage fællesskabet på ny, 50 mennesker i DRs Studie 2: dér har vi i det mindste håbet.

Der er således på den ene side nok at tage fat på: Der er al mulig grund til at være bekymret over situationen i almindelighed; men så længe, på den anden side, denne erfaring af en fælles værdi bag musikken bare engang imellem indfinder sig - og det vil jeg påstå at den gør, og måske oftere end vi tør indrømme - er musikken ikke i nogen større krise end den altid har været. Den skal bare varetages, som altid; men dermed ved vi - og det vil også sige de unge - også udmærket hvad der skal gøres. Det forekommer mig rigtigere at vende sagen på denne måde: I Beethovens ånd, og ikke i Adornos. I stedet for at tænke "Det hele går ad helvede til; snart er det også slut med musikken - og hvad så med mig?", vil vi sige: "Det hele går nok ad helvede til; men så længe musikken er her, er vi her - og omvendt!".

Kasper Nefer Olsen

Årgang 72/1997-1998, nr. 07