Den sidste autonome! Om Jan Maegaards flatterende selvforståel

Af
| DMT Årgang 72 (1997-1998) nr. 07 - side 246-247

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Podcast om Else Marie Pade
  • Annonce

    Edition S-annonce

I DMT nr. 6 slutter Jan Maegaard sin artikel Det heteronome kunstværk således:

»Resultatet af alt dette er, at vi nu ikke længere skal forvente autonome kunstværker fra komponistens hånd, men må være indstillet på, at noget bliver stillet sammen, som vi måske finder det ulejligheden værd at lægge øre til - for så at overlade det til glem-selen - eller også anskaffe det på cd.

Visselig kan der være mange subtiliteter indbygget i et partitur eller en lydproduktion fra 1990erne; men stilistisk konsekvens - for ikke at tale om fundamental nyhed - skal man ikke forvente. Er man for lårkort, så er det sagen; vil man hellere have blonder og flæser, så er det også opdriveligt på markedet. Det er ikke længere postmodernisme vi snakker om, det er snarere postautonomi. Eller heteronomi?«

Omend med stærkt, og stigende, ubehag har jeg nærlæst eks-professor Maegaards tilsyneladende så lærde svada om heteronomien der har erstattet autonomien for den seriøse komponists vedkommende. Ifølge ordbogen betyder "heteronomi" slet og ret uselvstændig - altså kort proces med kunstmusikken: Fyret med Maegaards grausame Salbe, for et 'uselvstændigt kunstværk' er jo contradicto in adjecto: En selvmodsigelse. Så hvad den undrende læser har for sine øjne i DMTs nr. 6 er komponistens afskedsspark til sine unge kolleger før han forlader scenen. Man forstår at de sidste autonome var Maegaards generation - Stockhausen m.fl., hvor begrebet mode og mondænt åbenbart var ukendt ... (!)

At tiden har bragt andre modefænomener med, karakteriseret træffende af den autonome Jan er da ubestrideligt. Men musikhistorieprofessoren skulle om nogen vide at hver periode har haft sine uselvstændige, eftersnakkere og hastigt glemte posører. Hvis man skulle dømme efter disses tilstedeværelse inden for en periode ville hver eneste generation af "autonome komponister" have været den sidste. - I dette tilfælde er det ejendommeligt Maegaards der er denne sidste mohikaner.

Tillykke, Jan, med din selvforståelse! Må der blive gjort kort proces med den - en afgjort hensigt med dette indlæg, ikke for min (yngre) generations skyld, men de helt unges. For disse unge komponister kunne jo komme for skade at tage manden alvorligt og så kunne det ligefrem risikere at blokere dem!

Sådanne "Endlösungen" forkyndes i øvrigt helt normalt af de helt unge - (sidst: Kirkeby/Bjørn Nørgaard-generationen, i midten af 60erne, der jo satte en verbal dommedagsbombe under staffelimaleriet). Men da dette, begribeligt nok, er for at skaffe albuerum til sig selv, kan ældre, samtidige kunstnere blot trække på skuldrene og lade hedsporerne konkurrere om den mest hånlige samfundskritik.

Når det derimod er fra en 71-årig afgået musikprofessor med stort ry for sit videnskabelige arbejde, at der udsiges en sådan værdifrakendelse af al samtidig musik (heteronomi: Uselvstændig ...) kan det være farligt og er i alt fald dybt usmageligt. At Maegaard tilmed "argumenterer" ud fra dagsaktuelle, søgte og overfladiske begrundelser gør sagen helt pinlig: Mode og kunst - skåret over én kam. Dybt godnat!

Tak for hvad du ydede da du var på toppen, Jan! Vi komponister skal forsøge at glemme din afskedsstinker, mens vi, fortsat, går i lag med nye, autonome kompositioner.

Per Nørgård

Årgang 72/1997-1998, nr. 07