Festival for fremtiden

Af
| DMT Årgang 72 (1997-1998) nr. 07 - side 232-233

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Fester at fejre er et urbehov for mennesket ... for mennesket vil glæde, vil højnelse af livsfølelsen, forløsning fra hverdagen, fra det tilvante, farveløse.... Næppe har vi et mere fyldestgørende, rigtigere kriterium for et menneske, et samfund, en nation end festerne, som de fejrer ... for festerne viser, hvad vi holder af og værdsætter, og hvad vi med den højeste anstrengelse formår at yde for at give udtryk for denne værdsætning.«

Disse ord af dirigenten Bruno Walter gælder festspillene i Salzburg, som han i begyndelsen af 1920'erne var med til at sætte i værk. Jeg vil gerne gøre dem til mine her, hvor det gælder NUMUS-festivalen og den højnelse af livsfølelsen og forløsning fra det tilvante, som den gennem 20 år har betydet takket være de anstrengelser, som festivalen - dens tilrettelæggere og udøvere - har gjort sig for at udtrykke deres værdsætning af den ny musik.

Her skal det imidlertid ikke handle om fortiden, men om fremtiden. 'Festival i det tredje årtusind' har programlæggerne sat som tema for denne debat, og som man vil have forstået af det indledende Bruno Walter-citat, mener jeg, at det spørgsmål, som ligger i overskriften, skal besvares med et Ja! Der skal nok være fester for musik og andet i næste årtusind. Her i Danmark og også i Århus. Der vil være mennesker, som ikke kan lade være med at indbyde til fest, og mennesker som gerne møder op og deltager. Nogle af disse fester vil sikkert også have ny musik som deres hovedtema, men derfor er det alligevel ikke sikkert, at NUMUS-festen i den form og med det indhold, som vi kender og holder af, vil kunne fortsætte lad os bare sige to årtier ind i næste årtusind.

Det afhænger først og fremmest af, om den ny kompositionsmusik, som er NUMUS' anliggende, vil fortsætte med at være en særlig genre inden for samtidsmusikken. En genre der historisk har sin legitimering som arvtager til en række kunstneriske erfaringer med rod i den klassiske musik. En genre der kulturelt søger sin selvforståelse gennem videreførelse af et modernisme- eller avantgarde-begreb, som pr. definition bringer den i modsætning både til dens egen tradition og til den markedsorienterede eller populære musik. En genre der politisk sikrer sin eksistens gennem en offentlig markedskorrektur eller mindre pænt sagt: understøttelse, som målt i støttekroner til orkestre, ensembler, pladeudgivelser, opførelser, uddannelse, forskning og udvikling samt til komponistlegater, stipendier eller bestillinger udgør et betragteligt beløb, hvis det sættes i forhold til antallet af aktive medlemmer af Dansk Komponistforening.

Dette være ikke sagt for at lægge op til en diskussion af, om ny dansk kompositionsmusik har det bedre eller ringere end andre musikformer, end andre kunstarter, eller end den har gjort sig fortjent til. En sådan diskussion vil højst kunne lede opmærksomheden bort fra det faktum, at ny musik i dagens Danmark sandsynligvis er bedre hjulpet - har højere status, nyder større respekt og er mere velaflagt - end musikken har været det herhjemme siden Christian IVs tid. Som en af de tilstedeværende komponister sagde til mig under den sidste festival for en måneds tid siden: Det er svært at bevare pessimismen under de nuværende forhold.

Til gengæld er det også svært at bevare optimismen og troen på, at netop ny dansk kompositionsmusik uanfægtet vil kunne opretholde sin enestående status i forhold til traditionen, musiklivet og kulturpolitikken ret langt ind i det tredje årtusind. Rammerne, de ydre omstændigheder for en guldalder er til stede her og nu. Den slags aldre varer ikke evigt.

Hvorfor i grunden ikke?

Historien viser, at de store skred i kunstens udvikling - stilskiftene - hænger sammen med ændringer i det smagsbærende publikumslag, der forbruger kunsten. Et nyt publikum kræver en ny kunst og fremprovokerer nye genrer og stilarter, der ofte kan opfattes som et tilbageslag, en nedgang i kunstartens kvalitet. Vi oplever det i litteraturen, hvor de billedbårne medier - tegneserien og computerspillet - er ved at fortrænge bogen, og i dramatikken hvor fjernsynsserierne truer teateret.

Også musikken har kendt den slags overgangsperioder - fx for et par hundrede år siden, hvor et nyt publikum af borgerlige klaverejere krævede en letfattelig, homofon hus- og salonmusik i stedet for senbarokkens komplicerede polyfoni. Tænk på forskellen mellem Bachs Wohltemperiertes Klavier fra første halvdel af 1700-tallet og de "45 sonatiner" der repræsenterer den foretrukne smagsretning i sidste halvdel af århundredet og som Gud-døde-mig nu skal indspilles på cd af en hærskare af danske pianister!

Bachs musik blev stort set glemt efter hans død. Sønnen Carl Philip Emanuel annoncerede faderens egenhændigt graverede trykplader til salg for kobberværdien. Triosonaterne og Grosse Orgelmesse, partitaerne og Goldberg-variationerne blev smeltet om, fordi Bachs lærde og snørklede musik, som Mattheson bekæmpede i fremskridtets og følsomhedens navn, blev anset for at være gammeldags og besværlig. Der skulle som bekendt gå næsten 50 år, før Mozart og Beethoven genopdagede Bachs kontrapunkt, og 100 år før Mendelssohn genopførte Matthäuspassionen.

Det er ikke vanskeligt at se en række lighedspunkter mellem den musikhistoriske situation dengang og nu. Klaveret, der bragte musikudøvelsen ind i borgernes stuer og banede vej for trivialmusikken som ny efterhånden dominerende genre mellem folkemusik og kunstmusik, har i dag fået sit modstykke i computeren, der gør det muligt for stort set enhver musikinteresseret at komponere sin egen musik, udføre den og distribuere den via internettet eller på hjemmebrændte cd'er. Det er snart lige så let at komponere sin private skæbnesymfoni som det er at fastholde højdepunkterne i sit privatliv på videoer af den slags, der nu vises i populære tv-programmer.

Den afprofessionalisering af kunsten, som vi har oplevet gennem det sidste halve århundrede, vil fortsætte ind i det næste og skabe en ny professionalisme, der med computeren og sampleren som grundlag vil isolere og i sidste instans radikalt forandre det gamle komponisthåndværk.

Denne udvikling kan man have sympati for eller det modsatte. Det nytter kun lidet at sætte sig til doms over historiens gang, men man kan godt beklage, hvis de erfaringer, de værker og de værdier, som den overhalede kultur repræsenterer, går tabt med udviklingen. Og det er den risiko, vi må se i øjenene her, hvor en stor musikkultur - der som Adorno udtrykte det i sit sidste værk måske kun var mulig i en bestemt epoke af menneskets historie - kan ende som en af de guldaldre, der er forbeholdt kunsthistorikere og museumsgæster.

Det bringer mig tilbage til temaet: NUMUS festivalen eller bredere festivalen for ny kompositionsmusik i det kommende årtusind. Jeg ser nemlig en kulturhistorisk opgave for festivalen i at for-midle overgangen fra den store musikkultur, hvis legitime arvtager den moderne partiturkomponist er, til den ny demokratiske, amatøriske, computeriserede kald det hvad i vil! - den ny massemusikkultur. Festivalens opgave må være at vise det store publikum de værdier, der ligger i kompositionsmusikken, og at modvirke, at disse værdier forsvinder i mængderne af mere eller mindre hjemmebrændt musik, der henter sit æstetiske grundlag fra popstjernernes og verdensmusikkens tag-selv-bord og sit tekniske grundlag fra soft-ware fabrikanterne.

Det aktualiserer et af ny-musik-festivalens store problemer: Forholdet til publikum, der som bekendt ikke overrender koncertsalene, når der står ny kompositionsmusik på programmet. Heller ikke når der er NUMUS-festival.

Formidlingen er det svage led i den fødekæde, der skal sikre musikkens vej til lytterne og i sidste instans også sikre partiturkomponisterne det smør på brødet, som trods alt er rigeligere her og nu end så mange andre tider og steder.

Derfor ser jeg ny-musik-festivalens fremtidige berettigelse i en målrettet indsats over for de grupper, der bør - men ikke altid gør nok for at - udbrede kendskabet til ny kompositionsmusik og til de herligheder, som den uomtvisteligt tilbyder sine lyttere i modsætning til en række andre musikformer. Jeg tænker her først og fremmest på den store skare af musikere, der afstår fra at sætte moderne musik på deres programmer fordi den forekommer dem for vanskelig at indstudere og for lidt salgbar. Og jeg tænker på den brogede skare af pædagoger og formidlere, der i musikskoler, musikklasser i folkeskole og gymnasium, radio eller presse prioriterer den ny kompositionsmusik lavt, fordi de andre genrer er nemmere at formidle.

Disse grupper udgør for mig at se ny musik festivalens målgruppe. De må bringes til at leve op til denne værdighed og gå til koncerter med ny kompositionsmusik. Og de må trænes i at formidle den under deres uddannelse og som led i deres efteruddannelse. Dvs. at jeg ser seminarer for vordende og værende musikere og musikformidlere som et integreret led i de kommende festivaler. Seminarer hvor interpretation og det, som englænderne kalder for "music appreciation", er hovedtemaer, og hvor nogle af festivalens fremmeste komponister og udøvere lærer publikum at formidle den ny kompositionsmusik i toner og ord.

Det er ikke nok, at musikken er god og spilles godt i koncertsalen. Den må også sælges til den målgruppe, som ikke umiddelbart erkender dens kvaliteter, men som af professionelle grunde og som led i deres uddannelser kan forpligtes til at sætte sig ind i den og formidle den til den brede skare af musikforbrugere.

Festivalen skal opdyrke det link, som nu er missing, mellem kompositionsmusikken og publikum.

Årgang 72/1997-1998, nr. 07