Festivalen som kulturel ressource. Oplæg til debat ved NUMUS Festivalen 1998

Af
| DMT Årgang 72 (1997-1998) nr. 07 - side 234-235

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Podcast om Else Marie Pade
  • Annonce

    Edition S-annonce

Først på året deltog jeg i en nordisk festivalkonference i Lillehammer. Deltagerne på konferencen var enige om, at festivalerne i Norden udgør en sær-lig kulturel ressource i de enkelte landes kunst- og kulturmiljøer. Jeg har øvet mig på at sige 'kulturel ressource', for det er godt og rigtigt at se festivalerne som en sådan ting. Festivalerne er udviklet over en lang årrække til at blive kunstneriske og/eller folkelige samlingspunkter og kraftcentre med stor betydning for præsentationen af både national, nordisk og international kunst. Dette er ikke festtalepanegyrik. Det er en påstand jeg fremsætter efter gennem adskillige år at have brugt en hel del tid på at rejse rundt i især Norden.

Den festival vi er en del af lige nu, er ikke et folkeligt samlingspunkt. Det har vist heller ikke været meningen at den skulle være det. Men hvad kunne og kan en festival som NUMUS egentlig? Hvad den kunne sidst i 70erne har festivalens kunstneriske leder for nylig udtalt sig om i dagbladet Information, hvor han fortalte om baggrunden for at lave NUMUS Festivalen:

»En festival kunne informere bredt og i mere sammenhængende mønstre end enkeltstående koncerter. Festivalen kunne danne et alternativ til hovedstadens centralisme, som event var den automatisk genstand for langt større mediebevågenhed, og den kunne aktivere det lokale musikliv på en ny, mere kreativ måde...«

NUMUS Festivalen blev med andre ord en kulturel ressource i Århus og omegn, fordi den aktiverede det lokale musikmiljø. Festivalen blev et samlingssted for skabere, udøvere og formidlere. NUMUS blev et alternativ til alt det andet, inklusive københavneriet. Festivalen blev det sted, hvor københavnere måtte valfarte til, hvis de ville holde sig orienteret om dansk og udenlandsk musik. Som Jens Brincker skrev i DMT i anledning af NUMUS' 10-års jubilæum:

»NUMUS-konceptet blev et nyt festival-koncept i dansk musikliv. Berømmet, beundret, efterlignet af andre byer. Modtaget med begejstring af musikhungrende tilhørere, der lyttede sig høje i koncertsalene og holdt rusen ved lige i pauserne hos Jacob, Uffe, Mahler og de andre århusianske madkunstnere, som tog imod vore gummichecks.«

Da jeg læste disse linier som yngre studerende, tænkte jeg: Det lyder næsten for godt til at være sandt: Musik som rusmiddel. Hvorfor havde jeg ikke været med, der hvor det skete? Jeg måtte prøve det. Det var mest spændende de første gange. Jeg tænker forsigtigt på, om de første 10 år var de bedste, de mest uomgængelige, de mest berusende gode. Ikke at de 10 følgende år var uinteressante - jeg husker med glæde Ligeti-året, Groupe vocal de France og meget mere - men at NUMUS var blevet mere eller mindre vellykket kopieret et antal steder, med det resultat, at den kulturelle ressource kunne opleves også andre steder i Danmark. I en årrække eksempelvis i Ebeltoft. Med det resultat, at det ikke var helt så strengt nødvendigt at rejse til Århus. Måske de ældste i forsamlingen, der har oplevet alle årene, har en mening om dette.

Jeg forestiller mig, at NUMUS sidst i 70'erne må have været for det danske musikmiljø, hvad ISCM Verdensmusikdagene i 1922 var for det internationale musikliv: Noget man ganske enkelt ikke kunne komme uden om. Der var jo ikke andet. Jeg ved fra programbøgerne, at NUMUS Festivalen orienterede om stort og småt i dansk og udenlandsk musikliv. Masser af førstegangsopførelser - en metafor der er gået igen er 'vækstbed'. Vækstbed for de unge, yngre og lidt ældre og de gamle. Og så ikke at forglemme: Det udenlandske. Man har fortalt mig, at NUMUS Festivalen har spillet nogenlunde lige så meget udenlandsk som dansk musik.

Det er for mig at se lige præcis denne vægtning i programmerne, der har gjort, at NUMUS har overlevet. Havde det været en ren dansk begivenhed, var det ikke nær så attraktivt at gæste festivalen. Med al respekt for de andre danske festivaler, så har NUMUS været dén altdominerende nyskabelse i festival-afdelingen for ny musik herhjemme. Hvilket skal ses på baggrund af, at de kunstneriske kriterier har gået forud for de krav om højst mulig personal- og geografi-spredning, som nogle gange har kendetegnet foreningsfestivaler.

Men hvad med NUMUS de næste 10 år? Som det ofte er tilfældet med en festivals liv eller død, er succesen afhængig af meget få personer, ofte særdeles få. Hvor sårbart arrangementet i virkeligheden er har vi set i forbindelse med festivalerne i Ebeltoft og på Lerchenborg. Personerne bag festivalen var festivalen. Når disse personer træder tilbage er festen slut. Det er ikke rimeligt. Jeg savner især Lerchenborg Musikdage, der havde fundet en unik form i et unikt landskab. Det var her boom'et inden for dansk kammeropera blev født.

NUMUS er blevet kopieret i langt højere grad end Lerchenborg Musikdage. Selv i udlandet så man til NUMUS-konceptet når man skulle lave nye festivaler. Ultima i Oslo er et eksempel på dette. Det betyder at NUMUS nu må gøre noget andet eller i hvert fald mere. Dette mere vil jeg gerne argumentere for.

København mangler en stor samtidsfestival for ny dansk og international musik. Jeg skal til udlandet for at opleve de store interessante opsætninger som fx belgiske Anne Teresa De Keersmaekers forestilling Just before, med den centralt placerede musik af bl.a. Cage, Reich, Xenakis, Lindberg og Debussy, udført live af Ictus Ensemblet. Eller japansk Nô teater, eller de større nye operaforestillinger.

Vi skal ikke have en sådan festival, bare fordi de har en sådan i nærområder som Bergen, Stockholm, Oslo og Helsinki. Vi skal have det fordi vi fortsat er »musikhungrende tilhørere«, og nu formodentlig tilmed langt mere kræsne end NUMUS-publikummet var det i de tidlige år. Og vi er blevet forvænt med gode opførelser og store opsætninger. Danske musikere er blevet meget bedre de seneste 10 år. Danske komponister bliver stadigt mere spillet i udlandet på internationale festivaler. Dette tager vi næsten som en selv-følge, men i hvor høj grad spiller vi selv udenlandsk musik herhjemme? Efter min mening ikke nok.

NUMUS Festivalen med al den akkumulerede erfaring om planlægning og afvikling, kunne udvikle sig til at blive den store festival, der både præsenterer dansk og udenlandsk på en ny måde. Den skal gerne finde sted i København mindst hvert andet år, fordi det er der pengene er. Det ved enhver kulturarbejder. Også for ikke at konkurrere med Århus Festuge. Man kunne operere med to koncepter: En Århus NUMUS og en København NUMUS. I det mindste i en overgangsperiode.

Dette ville være utænkeligt for 10 år siden, da der endnu var spændinger mellem København og provinsen. Det er der ikke længere. Afstande betyder ikke længere noget, vi rejser ubesværet frem og tilbage på ingen tid, med mindre der er storkonflikt. Og statistisk set er der næppe en stor risiko for at NUMUS én gang til vil finde sted midt i en landsomfattende arbejdsnedlæggelse.

Flyt NUMUS til København og gør den større. Jeg ser nu for mig de nedadhængende mundvige: »Jamen hvad nu med vækstbedet? Hvad med den hyggelige, intime atmosfære med kollegial snakken?« Vækstbeddet kan vel stadig være der. Og i øvrigt har NUMUS, de gange jeg har været til festivalen, aldrig været særlig intim eller hyggelig. Ofte hænger man mellem koncerterne et eller andet sted i Århus og drikker for meget kaffe.

Den sidste grund til at jeg mener man skal lave en eller anden festival som omtalt, er at jeg tror at der er et publikum til den, især i København. Jeg kan ikke bevise det, men jeg tror på det. Ny musik festivaler er blevet sammenlignet med kongresser for læger eller fysikere, hvor fagfolk mødes for at udvikle nye ideer. Jeg går ikke ind for det syn på festivalen som platform. Festivaler der præsenterer ny musik er til for at blive hørt, helst af mange. Som en komponist sagde i forbindelse med en nyligt afholdt festival i København: Jeg synes det er okay at møde så mange bekendte og kolleger, MEN SÅ MANGE! Underforstået: Det kunne være rart at se flere såkaldt almindelige mennesker.

Den ny festival skal integrere amatører, musikstuderende og konservatoriestuderende i et omfang og med en interesse, som går ud over det pligtbetonede. Ved den nyligt afholdte ISCM Festival i Manchester arbejdede alle ni engelske konservatorier sammen, studerende opførte værker af kompositionsstuderende, Elgar Howardt var et af samlingspunkterne i Inter-Conservatoire Composers' Consortium Festival. De var en sand fornøjelse at opleve - næsten berusende godt.

Jeg taler om en ny festival, der samler institutionerne, radio, fjernsyn, Musikinformationscenter, teatre, tidsskrifter, konservatorier, musikinstitutter, komponistforening, film, dans, performance (er det ikke dér de har en kulturel ressource i Odense på konservatoriet - de skal også være med). Og så videre. Og så videre.

Jeg ser nu for mig andre nedadhængende mundvige: »Man vil så holde et stort antal møder, og så vil det hele falde på gulvet, ligesom eksempelvis i forbindelse med det stort tænkte musikhus i København.«

Svaret er: Tja, men måske kunne det også tænkes at blive begyndelsen til en kulturel ressource, der kunne give endnu flere mennesker oplevelser med ny musik. Til gavn for alle parter.

Årgang 72/1997-1998, nr. 07