Frederick Delius og Skandinavien

Af
| DMT Årgang 72 (1997-1998) nr. 07 - side 225-227

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Pulsar Festival 2020

Annonce

Edition s

En engelsk komponist af tysk herkomst som tilbragte to tredjedele af sit liv i Frankrig og som elskede Norge højere end sit fædreland.

Musikelskere i hans hjemland vil straks ud fra denne beskrivelse kunne indentificere manden: Frederick Delius (1862-1934). Læg dertil to år i Amerika på dannelsesrejse da han var i begyndelsen af 20rne, et par korte arbejdsperioder i Sverige, en lang række besøg i Danmark samt længere - og ofte forlængede - ophold i Tyskland, så har vi billedet af en af de mest kosmopolitiske blandt europæiske komponister. Man kunne forvente, at hans værker - præget som de er af indtryk fra alle disse lande, og ikke mindst deres litteratur - ville resultere i en blanding af stilarter, en samling uensartede og dårligt fordøjede påvirkninger og oplevelser af meget forskellig art; men sådan forholder det sig slet ikke. Man behøver kun at lytte til nogle få takter af Delius' musik før man genkender den unikke og kontrollerede klang, et destillat af komponistens ungdomskærlighed til Chopin, Wagner og Grieg, senere iblandet afro-amerikanske harmonier fra Sydstaterne. Delius' idiom er helt hans eget, og det henter sin styrke fra de stærke ingredienser, det er sammensat af. Når man som tilhører er blevet forført af Delius' harmoniske og melodiske talent, er det svært at hæve denne fortryllelse.

Det er derfor en kilde til undren, at opførelser af Delius' musik stort set indskrænker sig til den angelsaksiske verden. Her er en komponist, som har sat musik til så mange store digtere, ikke bare fra England, men også fra Norge, Danmark, Tyskland og Frankrig, og som har fundet det væsentligste i hvert af disse lande frem og anvendt det i sit eget musikalske univers. Alligevel er opførelser af hans hovedværker i vore dage snarere undtagelsen end reglen på kontinentet. For de mange, som elsker hans musik, er den fornyede interesse for hans operaer i de tysktalende lande ikke desto mindre et sundhedstegn, ligesom den stadige strøm af nyudgivelser på cd af hans værker.

Ligeledes må den manglende interesse i Skandvinavien påkalde sig undren. Selvom det korte, men lykkelige, bekendtskab med Sverige i begyndelsen af 1880erne ikke satte sig dybe spor, så må man konstatere, at det forholder sig stik modsat i tilfældet Norge og Danmark. Delius var gennem det meste af sit liv på månedslange ophold i Norge. Han elskede den storslåede natur, fjeld og fjord, og han beundrede det hårdføre, ukuelige folk. Han lærte sig sproget, læste landets litteratur og satte Ibsens, Bjørnsons og en række mindre kendte digteres værker i musik, hyppigt og mundret. Han var på venskabelig fod med Ibsen og Bjørnson, han samarbejdede med Gunnar Heiberg og havde - hvad en omfattende korrespondance vidner om - i særlig grad et nært forhold til Edvard Grieg, Christian Sinding og Edvard Munch.

Ingen af de tre sidstnævnte havde engelske venner, de var tættere på end Frederick Delius. En stribe værker af Delius, komponeret over en tredive år - fra midt i 1880'erne - er inspireret af Norge på den ene eller anden måde, fra sange og korsange til værket for fortæller og orkester til Ibsens digt Paa Vidderne, fra Sleigh Ride (Schlittenfahrt) til The Song of the High Hills, fra Norwegian Suite til Eventyr. De sidste to somre i Norge, før han gammel og syg var forhindret i endnu en gang at gense de elskede fjelde, tilbragte han i et hus, han havde ladet bygge oppe på fjeldsiden oven for Lesjaskog i Gudbrandsdalen; under det allersidste ophold dér i 1923 fik han og hans hustru besøg af deres meget nære ven Percy Grainger, til hvem den brændende interesse for Skandinavien for længst var givet videre.

Allerede omkring århundredskiftet var Delius begyndt at vende sig mod danske kilder i højere grad end norske. Men så langt tilbage som i 1885 havde han - i et af sine tidligste værker - sat musik til et digt af H.C. Andersen, Two Brown Eyes (To brune øjne). Senere fulgte Holger Drachmanns Sakuntala for tenor og orkester i 1889, og en anden sang til tekst af Drachmann, Lyse Nætter, fulgte efter i 1891. På det tidspunkt var Delius stort set færdig med sine norske sange.

Med Seven Danish Songs with Orchestra, der blev færdig i 1897, befinder vi os på et helt andet plan: Delius havde skrevet nogle sange til tekster af J.P. Jacobsen i midten af 1890erne, alle på dansk. Seks af dem blev få år senere arrangeret for orkester, med teksten oversat til tysk, og dertil føjedes så en ny version af Lyse Nætter. Seven Danish Songs er en vidunderlig sangcyklus, som langsomt er ved at finde sin plads på koncertrepertoiret efter sin genopdagelse for godt 10 år siden; den blev indspillet for første gang af José Serebrier og Rheinische Philharmonie med Carole Farley som solist så sent som sidste år. Efter Seven Danish Songs fulgte en række sange til tekster af først og fremmest Drachmann, men også af J.P. Jacobsen og Ludvig Holstein - den sidste af disse sange er dateret 1902.

Endnu tre store 'danske' værker skal nævnes (uden derfor at glemme, at Delius' første opera Irmelin (1890-92) skal være baseret på en dansk folkelig fortælling). Det første af disse bringer et nyt navn frem, roman- og skuespilforfatteren Helge Rode. Delius havde mange danske venner. I den skandinaviske kreds af kunstnere i Paris havde han fx lært Herman Bang at kende; han lånte Bang penge på et tidspunkt, da denne havde svare lommesmerter og var syg. Men den dansker med hvem Delius tilsyneladende følte sig mest åndsbeslægtet var Rode, som han brevvekslede med sporadisk gennem årene og som han efter alt at dømme traf ret ofte i København.

Da Rodes skuespil Dansen gaar blev udgivet i 1898, læste Delius det med begejstring og tilbød at skrive musik til dets første opsætning. Rode mente nu ikke at stykket behøvede nogen egentlig scenemusik, så han foreslog i stedet en ouverture. Deraf opstod Delius' Life's Dance, et Strauss'sk tonedigt færdiggjort i 1899, men revideret grundigt inden det forelå i sin endelige form i 1912.

For de to sidste værkers vedkommende skal vi igen vende os mod J.P. Jacobsen. Delius' sidste opera, Fennimore and Gerda (fornylig indspillet i København under ledelse af Richard Hickox) henter sit forlæg i Jacobsens roman Niels Lyhne. Ideen blev fostret allerede i 1899, da Delius og Edvard Munch oppe i Norge diskuterede en eller anden form for samarbejde som skulle involvere et eller flere værker af Jacobsen, et samarbejde der først bar frugt i 1908, hvor Delius begyndte at komponere musikken.

Fennimore and Gerda er den korteste af komponistens 'store' operaer, men til gengæld den, det tog ham længst tid at skrive: Mellem kompositionen af det oprindeligt tænkte ene afsnit af Niels Lyhne og frem til den tilføjede Gerda-episode var færdigkomponeret i 1913, var der gået 4-5 år, og arbejdet havde været afbrudt flere gange. I mellemtiden havde Delius besøgt Danmark igen; denne gang boede han hos sine nye danske venner, Einar og Elisabeth Schou, i deres hjem på Palsgaard Gods, nord for Juelsminde.

Det er vanskeligt at forestille sig, at opholdet i disse rolige og smukke omgivelser ikke skulle have smittet af på musikken i Fennimore and Gerda. Delius og frue kom tilbage til Palsgaard i 1915, og i 1919 skulle det falde i Elisabeth Schous lod at sende parret nyheden om den forestående premiere i Frankfurt af Delius' danske opera.

Det sidste 'danske' værk Delius gav sig i kast med er et umiskendeligt mesterværk, igen af J.P. Jacobsen. Det var An Arabesque for baryton, kor og orkester, skrevet i 1911 til en tysk oversættelse ved Delius' hustru, men man hører det som oftest i den engelske version ved Philip Heseltine. Overraskende nok blev den første indspilning af værket fra 1955 med Royal Philharmonic Orchestra og BBC Chorus dirigeret af Sir Thomas Beecham sunget på dansk af Einar Nørby.

Delius' danske forbindelser vil blive fejret med tre koncerter i juni måned, under titlen 'Dansk-Engelsk Musikfestival - Frederick Delius and Friends'. Den første - og største - finder sted i Marselisborg Hallen i Tivoli Friheden i Århus torsdag den 18. som den sidste af Aarhus Symfoniorkesters sommerkoncerter. Programmet indeholder Seven Danish Songs (solist: Henriette Bonde-Hansen), Life's Dance og intermezzoet fra Fennimore and Gerda; desuden vil fire Delius-sange, som er blevet orkestreret af Bo Holten, få deres førsteopførelse i denne form.

Der vil også blive spillet musik af Frederic Austin, Percy Grainger og Paul von Klenau, som alle var godt kendte med Danmark, og især Jylland. Dagen efter, den 19. juni, er der en koncert for et indbudt publikum på Palsgaard, hvor kammermusik med tilknytning til Elisabeth Schou og af alle de ovennævnte komponister samt Herman Sandby vil blive opført. Lørdag eftermiddag den 20. juni er der en gratis koncert på Palsgaards store friluftsscene med plads til flere tusinde tilhørere. Blandt de medvirkende er Musica Ficta, Det Jyske Musikkonservatoriums Messingensemble og Vejleegnens mange amatørkor - med Niels Højlund som konferencier.

Lionel Carley er rådgiver for The Delius Trust.

Oversættelse: Vagn Kjerulf, MIC.

Litteratur

Bergsagel, John: 'J.P. Jacobsen and Music' i J.P. Jacobsens Spor, ed. F.J. Billeskov Jansen. C. A. Reitzels Forlag (København 1985).

Bergsagel, John: 'Delius and Danish Literature' i Frederick Delius: Music, Art and Literature, ed. Lionel Carley. Ashgate (Aldershot, UK og Brookfield, USA, 1998; udsendt den 16. april).

Carley, Lionel: 'Palsgaard' i The Delius Society Journal, 123, Spring 1998, London.

Redaktionen takker Dansk Musik Informations Center for samarbejde om at præsentere Delius i DMT.

Årgang 72/1997-1998, nr. 07