Fremtidens formidling

Af
| DMT Årgang 72 (1997-1998) nr. 07 - side 213-213

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Tre temaer præsenterer vi i dette nummer af DMT. Ejnar Kandings artikel på de følgende sider markerer en fortsættelse af vores serie om unge danske komponister. »Jeg ønsker den totale kontrol, hvor rummets akustik manipuleres, hvor instrumenternes særegne kvaliteter forstærkes og hvor elektroniske muligheder inddrages som et ligeværdigt instrument i værket.« Sådan skriver Kanding om sit kompositoriske arbejde, der blandt andet arbejder videre med erfaringer fra såvel strukturanalyse som den åbne form med improviserede forløb. Kandings fornemmelse for lyd, proportioner, bevægelsestyper, dynamik og artikulation indskriver sig i en europæisk tradition, som ikke forsøger at skjule relationerne til efterkrigstidens modernistiske æstetik. Herved kommer Kanding til at stå i forbindelse med jævnaldrende komponister som James Clarke, Asbjørn Schaathun, James Dillon og Jan Rokus van Roosendael.

De nævnte komponister nævnes ikke kun for at sætte Kanding ind i en international sammenhæng, de nævnes også for at gøre opmærksom på et forsømt område i musikformidlingen: Vi ved ikke nok om disse og andre yngre udenlandske komponister. De unge komponisters musik er sjældent tilgængelig på compact dics. Hvis man er heldig kan man møde musikken i koncertsalen og på festivaler. Senest kunne man opleve et velgørende brud med koncert-traditionen i Musica Novas koncert i Vega med saxofonisten Fredrik Lundin og Ensemble Nord. Nye værker af de unge Jens Hørsving, Peter Bruun og Juliana Hodkinson mødte publikum for første gang. I mere koncentreret form har vi især kunnet opleve musik af unge danske komponister ved de seneste musikfestivaler i København og Århus.

Hvilket leder over til det andet tema: Fremtidens festivaler. Kravene til formidling af ny musik skærpes, vi kan ikke forestille os en situation, hvor vi vil acceptere 80ernes ofte tilfældigt planlagte arrangementer. DUT er død. Synliggørelse er et af kravene, men ikke det eneste. Den praktiske gennemførelse af danske festivaler kalder først og fremmest på et produktionsapparat, der i højere grad kan trække på en ekspertise, som kan samle institutioner, afvikle begivenheder, se nye sammenhænge, komme ud over 'sådan-plejer-vi-at-gøre-holdningen'.

Ønsket om fornyelse synes at komme indefra. NUMUS Festivalen - vel den mest betydningsfulde nyskabelse blandt de danske ny musik festivaler - har med sædvanlig åbenhed stillet sig selv til debat. I forbindelse med dette års festival inviterede NUMUS til debat: Hvordan skal vi indrette os med festivaler i Danmark? Ordstyrer ved denne debat var komponisten Peter Bruun, der giver en optakt til oplæggene, som vi også bringer. Festivalernes form og indhold bør hele tiden stå til diskussion - i dette nummer mere tydeligt end normalt: Karsten Fundals krasse bemærkninger i debatsektionen griber fat i ét område af problemerne, nemlig ny musik miljøets egen beskedne interesse. Formidlingssiden behandles i debatoplæggene af Jens Brincker og denne skribent. I rapporten fra Komponistforeningens Biennale, NUMUS Festivalen og ISCM Verdensmusikdagene i Manchester, finder De også overvejelser over nye mulige veje i vor tids musik.

Det tredie tema blev introduceret af Per Nørgård i forbindelse med komponistens egen præsentation af korrespondancen med Jean Sibelius. Her henvistes blandt andet til Adornos kritik af Sibelius. DMT viderefører diskussionen om fremskridt eller reaktion: Vi bringer en introduktion til Adornos Sibelius-kritik og vi bringer den tyske filosofs bemærkninger til den finske komponists musik.

Årgang 72/1997-1998, nr. 07