ISCM-arkivet til København

ISCM-arkivet bliver samlet og gjort tilgængeligt på Det Kongelige Bibliotek

En aften i januar 1998 rullede en bil ind på Det Kongelige Bibliotek i København. To mænd steg ud og begyndte at læsse de omkring tyve, store kasser af, de havde hentet et sted i Tyskland. Nærmere bestemt i en villa i Nieder Ramstädterstraße i Darmstadt, hvor byens berømte internationale musikinstitut holder til. Kasserne indeholdt hovedparten af ISCMs arkiv.

Afhentningen af ISCM-arkivet i Darmstadt markerede afslutningen på årelange forhandlinger og begyndelsen på etableringen af et samlet ISCM-arkiv, opbevaret under betryggende forhold og tilgængeligt for forskningen. Historien begynder i 1995, hvor ISCMs præsidium var på udkig efter et sted, hvor deres arkiver fra de centrale organer kunne placeres samlet. På det tidspunkt lå størstedelen af arkivet i Darmstadt og resten lå i ISCMs hovedkvarter i Amsterdam.

I Darmstadt var kun en del af arkivet tilgængeligt, og da man hverken havde plads eller mandskab til at samle og ordne hele ISCM-arkivet der, var man enige om at søge efter et sted, hvor hele arkivet kunne samles og gøres tilgængeligt for interesserede forskere under tilfredsstillende forhold. ISCMs daværende generalsekretær Chris Walraven rettede henvendelse til Musikvidenskabeligt Institut i København med henblik på en placering der.

Flere ting talte for en placering i København. For det første var man her klar over ISCM-arkivets betydning. Hvis det lykkedes at samle arkivet i København, ville man have et overordentligt vigtigt kilde-materiale til det 20. århundredes musikhistorie for hånden. Kun to institutioner for ny musik har en position, der kan sammenlignes med ISCMs, det er musikfesterne i Donaueschingen-traditionen, der blev grundlagt i 1921 og de internationale feriekurser i efterkrigstidens Darmstadt. For det andet har man på Musikvidenskabeligt Institut i København det 20. århundredes musik som et af de områder, man særligt satser på, og der er derfor oplagte muligheder for at udnytte ISCM-arkivet forskningsmæssigt. Og endelig har Danmark som medstifter af ISCM været tæt knyttet til selskabet gennem hele dets historie.

Musikinstituttet i København besluttede derfor at arbejde videre med sagen og sendte i 1996 undertegnede til Darmstadt for at gennemgå arkivet der. Hvis man skulle påtage sig forpligtelsen til at huse arkivet, ville man kende indholdet og omfanget nøje. Og der var ingen tvivl. Materialet i Darmstadt var yderst væsentligt. Det omfatter ISCMs arkivalier fra 1956 og frem til midten af 1980erne, stort set komplet. I hovedkvarteret i Amsterdam opbevares arkivet fra 1985 og frem, som også vil blive overført til København.

Placeringen var dog stadig et problem. Men den bedst mulige løsning kom i stand: En placering på Det Kongelige Bibliotek, hvor arkivet vil kunne benyttes i den nye læsesal i Center for Musik og Teater, som åbnes i efteråret 1999. Til den tid vil hele arkivet kunne være samlet og ordnet, klar til brug.

Arkivets indhold

Den ældste del af arkivet omfatter korrespondancen fra perioden 1956-1969, den periode, hvor Heinrich Strobel var præsident. Strobel var født i 1898 og var i 1920erne en indflydelsesrig musikkritiker og skribent, som hørte til inderkredsen omkring tidsskriftet Melos og blandt andet var forkæmper for Hindemiths musik. Efter anden verdenskrig blev han en central promoter for den ny musik. Fra 1945 var han centralt placeret på Südwestfunk i Baden-Baden, fra 1946-70 redaktør af Melos og i 1950erne og 1960erne havde han stor indflydelse på programlægningen ved musikfesterne i Donaueschingen. Fra 1953 var han med i præsidiet og fra 1956 præsident for ISCM. I 1969 trådte Strobel tilbage fra sin post i utide og brød med ISCM. Materialet forblev efter Strobels død hos dennes enke og blev derpå i 1985 på foranledning af Siegfried Palm overført til Darmstadt.

Også fra 1969 og frem er ISCMs korrespondance bevaret, fra midten af 1980erne i Amsterdam. Fra 1969 til 1981 var Rudolf Heinemann generalsekretær og han blev fra 1982 afløst af Trygve Nordwall. Udover korrespondancen er der fra denne periode bevaret materiale fra generalforsamlingerne, udklip, tryk-sager og lignende, det meste afleveret i Darmstadt af Trygve Nordwall.

Materialet fra Darmstadt indeholder desuden en stor samling partiturer, som ved en foreløbig gennemgang ser ud til at være de værker, der blev indsendt til juryen for ISCM-festen i Köln i 1987. Enkelte værker mangler, men stort set er det en komplet årgang af indsendte partiturer. Et sådant tværsnit af en årgang kan være interessant, dels fordi de fleste af værkerne ellers er utilgængelige, men også fordi de muligvis kan danne grundlag for at efterspore juryens uskrevne udvælgelseskriterier.

Det meste af dette materiale er forskningsmæssigt jomfrueligt. Da Anton Haefeli i 1982 udgav sin fremragende Die Internationale Gesellschaft für Neue Musik (IGNM). Ihre Geschichte von 1922 bis zur Gegenwart havde han kun det centrale arkiv fra Heinemanns periode til rådighed. Arkivet fra Strobels tid gjaldt for tabt. Det meste af Haefelis bog bygger på materiale fra de nationale ISCM-sektioners arkiver.

Hvor er det gamle arkiv?

ISCM-arkivet fra før 1956 har ikke kunnet opspores. Ingen af de personer med tilknytning til ISCM, jeg har været i kontakt med, har haft kendskab til, hvor denne del af arkivet befinder sig. Anton Haefeli har naturligvis søgt det i forbindelse med sit arbejde, men uden resultat. Forlydender om at det skulle befinde sig i Winterthur i Schweiz, mener Haefeli på baggrund af sine undersøgelser at kunne afkræfte, ligesom henvendelser til byen har været uden resultat.

Jeg mener at kunne komme med to kvalificerede gæt på, hvor det kunne befinde sig, hvis det stadig eksisterer. Fra ISCMs oprettelse i 1922 og frem til 1952 var alle præ-sidenter for ISCM engelske med den legendariske Edward J. Dent i spidsen, og sekretariatet befandt sig i hele denne periode hos den engelske ISCM-sektion i London, der i hvert fald i begyndelsen havde til huse hos British Music Society. I 1952 blev den sidste engelske præsident afsat i unåde, og ISCM drøftede for første og eneste gang seriøst, om de skulle lukke butikken. Løsningen blev, at et kollektivt præsidentråd overtog ledelsen i 1952-1953. Det følgende år var den danske fløjtenist Johan Bentzon præsident og fra 1954-1956 havde italieneren Petrassi denne post.

Johan Bentzon husker, at præsidentrådet, der i 1952 overtog ledelsen, havde problemer med at få udleveret materiale fra den afsatte præsident, og at sekretariatet såvel i 1952-53 som i hans egen præsidentperiode stadig lå i London. Sekretæren hed Mona Glaser. I 1954 blev sekretariatet flyttet til Rom. Johan Bentzon anser det derfor for mest sandsynligt, at den gamle del af arkivet skal søges i Rom. Personligt hælder jeg mere til den teori, at det kun var de løbende sager, der blev overdraget til Petrassi og at det derfor er mest sandsynligt, at den gamle del af arkivet stadig ligger, hvor den hele tiden har ligget: I London.

Eftersom denne del af arkivet ikke er fundet, er det af stor betydning, at Det Kongelige Bibliotek har fået tilbudt at overtage Anton Haefelis privatarkiv som supplement til ISCM-arkivet. Deri ligger det materiale, der ligger til grund for hans bog, i vidt omfang materiale fra før 1956, som primært stammer fra sektionsarkiverne i Tyskland, Schweiz, Østrig og Italien.

Den danske ISCM-historie

ISCM blev stiftet på et møde den 11. august 1922 på Café Bazar i Salzburg. Anledningen var afholdelsen af Internationale Kammermusikdage, et arrangement, som efterfølgende betragtes som den 'nulte' ISCM-fest. Under kammermusikfesten diskuterede man mulig-heden for at oprette et internationalt selskab for ny musik, og den 11. august blev beslutningen truffet. Man diskuterede retningslinierne for arbejdet og indkaldte en konference i London, som på dette grundlag skulle udarbejde statutterne og forberede den første ISCM-fest.

Fra Danmark deltog komponisten Ebbe Hamerik i det stiftende møde som repræsentant for Foreningen Ny Musik, som var stiftet året før. Hamerik var formand for censurkomiteen og medlem af bestyrelsen, og Danmark var således aktivt medlem fra første færd. Da den danske forenings formand Christian Christiansen og to medlemmer af censurkomiteen, Poul Wiedemann og Thorvald Nielsen, deltog i Salzburgfesten som udøvende, var man i stand til at tage den beslutning straks at erklære Foreningen Ny Musik som dansk ISCM-sektion. Ved konferencen i London, som blev afholdt fra den 19.-23. januar 1923, deltog foreningens sekretær, Svend Christian Felumb, som dansk repræsentant.

Foreningen Ny Musik fungerede som dansk sektion frem til 1930, hvor foreningen blev lagt sammen med Unge Tonekunstneres Selskab til Det Unge Tonekunstnerselskab. DUT fungerede som ISCM-sektion frem til sin opløsning i 1993, hvor dens arvtager, Musica Nova, overtog også denne funktion.

DUTs arkiv, hvoraf hovedparten befinder sig på Musikvidenskabeligt Institut i København, vil som dansk sektionsarkiv komme til at indgå som en del af ISCM-arkivet på Det Kongelige Bibliotek. Dette arkiv, som omfatter DUT og dets forgænger Unge Tonekunstneres Selskab fra dettes stiftelse i 1920, er bevaret stort set komplet i hvert fald frem til 1970erne. Arkivet er et meget værdifuldt kildemateriale til det 20. århundredes danske musikhistorie. En af de eneste, alvorlige mangler er, at bestyrelsens forhandlingsprotokol frem til 1945 ikke befinder sig i arkivet. En ny protokol, som blev taget i brug i 1945, er tilsyneladende den ældste, der er bevaret.

En mindre del af DUTs arkiv, som fortrinsvis stammer fra perioden efter 1940, befinder sig på Musikhistorisk Museum. Denne del omfatter efter mit skøn de dele af DUTs arkiv, som ikke er på Musikvidenskabeligt Institut og det vil således være oplagt også at overføre denne del af arkivet til det Kongelige Bibliotek. På Musikhistorisk Museum befinder sig også et mindre arkiv fra Foreningen Ny Musik, som også naturligt kunne indgå i et samlet ISCM-arkiv. Heri befinder sig fx interessant materiale fra konferencen i London i 1923.

En samling af de her omtalte arkivalier vil for første gang skabe et samlet arkiv for ISCM sammen med arkivet for dets danske sektion. Jeg synes, der er grund til at glæde sig over, at det er lykkedes, og at det sker på Det Kongelige Bibliotek med deres ekspertise og med de faciliteter, de får til rådighed i det nye byggeri. På den måde vil danske og udenlandske forskere få adgang til kilderne til ISCMs historie under de bedst mulige forhold.

Arkivets adresse: Det Kongelige Bibliotek, Postboks 2149, 1016 København K. Kontaktperson: Niels Krabbe.