Modtagelse nægtet

Af
| DMT Årgang 72 (1997-1998) nr. 07 - side 247-247

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Kære Anders

Dit indlæg Retur til afsender i sidste nummer bygger i bedste fald på en misforståelse. Jeg ønsker på ingen måde at drage tvivl om dine hensigter i forbindelse med en præsentation af unge danske komponister. Det, jeg bl.a. ønskede, var at kritisere DMTs faktiske indsats. Og det vil jeg gerne uddybe ved at inddrage din redegørelse for det redaktionelle arbejde, som det fremlægges i Retur til afsender.

I dine kommentarer til min artikel skriver du bl.a.: »Grunden til at jeg vægtede oplysninger frem for færdige meninger, er dels at man som konservatoriestuderende næppe har de færdige meninger, dels var det et forsøg på at udvide DMTs læser- og skribentskare.«

og

»Tidligere skrev og interviewede komponisterne hinanden. Vi vil gerne genoplive den tradition. Hvis jeg kom med en mikrofon, ville spørgsmålene allerede indeholde en del af indholdet i svarene. Den nye tone, de nye ideer, kunne tænkes at tage deres udspring fra steder, der kalder på nye fremtrædelsesformer i bladet. Derfor stiller vi pladsen til rådighed for eksperimenter.«

»Tidligere skrev og interviewede komponisterne hinanden. Vi vil gerne genoplive den tradition.«

Selvfølgelig skal komponister have lov til at skrive om sig selv og hinanden i DMT, men er det slet ikke tankevækkende, at de ikke gør det af sig selv? Kun undtagelsesvis og tilsyneladende med armen vredet hele vejen om hænder det, at en komponist skriver en artikel om sig selv - og begynder så i øvrigt med en undskyldning eller beklagelse over dette håbløse projekt. Men vigtigere: Vil DMT kun trykke tekster om den nye generation, hvis de kommer fra komponisterne selv? Eller sagt på en anden måde: Vil DMT ikke bruge journalistiske og redaktionelle kræfter på at formidle emnet?

»Den nye tone, de nye ideer, kunne tænkes at tage deres udspring fra steder, der kalder på nye fremtrædelsesformer i bladet. Derfor stiller vi pladsen til rådighed for eksperimenter.«

Det lyder smukt, men det bygger på en forestilling om komponister som skribenter, en nærmest naiv forestilling om at det at overlade spalterne til komponisterne er som at gå direkte til kilden, at kunne få ren besked. Og det selv om artikler og programnoter gennem tiderne har vist os, at det er de færreste komponister, der formår at jonglere med ordene.

Og hvad er DMTs holdning til de komponister, som ikke vil skrive om sig selv?

»Grunden til at jeg vægtede oplys-ninger frem for færdige meninger, er dels at man som konservatoriestuderende næppe har de færdige meninger, dels ... «

Ja, vi har ikke nogen færdige meninger. Dem lader vi DMT om at have.

»Hvis jeg kom med en mikrofon, ville spørgsmålene allerede indeholde en del af indholdet i svarene.«

At en journalist risikerer at plante svarene med sine spørgsmål er vel ikke andet, end hvad enhver ordentlig formidler ved og må tage højde for. Men det lader sig kun gøre, hvis man kender lidt til musikken og miljøet. Og det er måske DMTs store problem. Sådan kunne det i hvert fald se ud, når spørgsmålet til min generation er det nærmest skakmatagtig »Hvad er I ude på?« som for de fleste - yngre som ældre - næsten er umuligt at svare på. Så når DMT efterlyser nye skribenter, tror jeg dem. For hvor var DMT, da fx Ejnar Kanding, Jesper Koch og Michael Nyvang debuterede, eller da Morten Danielsen, Jens Hørsving og Peter Bruun afsluttede deres diplomeksamen på hhv. Det Jydske og Det Kgl. Danske Musikkonservatorium? Der har været masser af den slags oplagte muligheder for at tage pulsen på tidens toner, for at få fortalt om de nye komponisters både æstetiske og tekniske standpunkter. Men i stedet investerer DMT i et hav af ofte temmelig uforpligtende artikler om afholdte festivaler.

Lidt statistik

Inden DMT nr. 5 1997/98 med temaet: De unge ... - der har startet denne diskussion - var der i de 28 foregående numre kun fire (sic!) artikler om unge danske komponister (op til 40 år!):

Michelsen: Gotta Believe (om Lars Klit), Sørensen: In the decaying Garden (om Bent Sørensen), Schauser: Med rødder i modernismen (om Anders Brødsgaard), og Gunge: En levende lyd (om Bo Gunge).

Lasse Laursen

Årgang 72/1997-1998, nr. 07