Nye bøger

Af
| DMT Årgang 72 (1997-1998) nr. 07 - side 241-245

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Ofte er der en stor spredning i emnerne for og kvaliteten af de bøger, der omtales i disse spalter. Men af og til er der pludselig en slags rød tråd, hvilket også er tilfældet i dette nummer.

Blandt fem bøger er der to festskrifter og et jubilæumsskrift. Hertil kommer en meget anvendelig bog fra den ene fødselar, samt en vægtig tysk artikelsamling. Fælles for dem alle er, at det er bøger af høj kvalitet.

Men inden bøgerne omtales nærmere må jeg bringe en rettelse.

I omtalen af musikårbogen fra Århus Universitet, Cæcilia, i sidste nr. af DMT, nævnte jeg en artikel om 'Algoritmisk komposition - computerens eller komponistens musik?', skre-vet af Morten Snejbjerg. Desværre var navnet ikke korrekt. Artiklen er naturligvis skrevet af Morten Breinbjerg. Jeg beklager.

Crosscurrents and Counterpoints. Offerings in Honor of Bengt Hambræus at 70. Edited by Per F. Broman, Nora A. Engebretsen and Bo Alphonce. Skrifter från Avdelingen för Musikvetenskab, nr 51, Göteborgs Universitet. Udgivet i samarbejde med Warner/Chappell Music Sweden - Nordiska Musikförlaget AB, 1998. 285 sider, uindbundet. ISBN 91-85974-45-5.

Hvis man beskæftiger sig med svensk musik i tiden efter Anden Verdenskrig, støder man ofte på navnet Bengt Hambræus. Ikke blot som komponist, men også som skribent, musiker (organist), underviser, radioproducer, og som den måske mest indflydelsesrige igangsætter af Darmstadt-modernismen i svensk musik.

Hambræus fylder i år 70, og hyldes - som det er skik - med et festskrift. Udstyret er ikke så traditionelt højtideligt som man af og til ser det, snarere ordinært.

De 28 bidrag fra venner, kolleger og tidligere elever har også en lidt anden karakter end man ofte ser det. De lærde detailstudier og videnskabelige artikler er i mindretal. Til gengæld er bogen rig på personlige hilsener, erindringsbilleder og analyser af Hambræus' egne værker.

Resultatet er blevet et meget personligt festskrift, der i høj grad vidner om det store indtryk fødselaren har gjort på de mennesker, der har mødt ham.

Når man arbejder sig igennem artiklerne tegner der sig efterhånden billedet af en meget vidende og givende personlighed, der gennem mere end 40 år utrætteligt har arbejdet med musik på mange felter.

I 1951 blev Hambræus - sammen med studiekammeraten Gunnar Bucht - medlem af kunstnersammenslutningen Fylkingen, hvor de begge to debuterede som komponister (ved samme koncert) i december 1949.

I sin hilsen til Hambræus tager Bucht udgangspunkt i denne koncert, og i særdeleshed det værk af Hambræus, der blev uropført ved denne lejlighed. Værket hed Cantigas de Santa Maria, og allerede i dette værk ser man den interesse for middelalderens og renæssancens musik, der skulle blive en vedvarende inspirationskilde på trods af alle senere eksperimenter.

De tidligere værkers forankring i neoklassicismen (især Hindemiths musik) blev afløst af et efterkrigs-modernistisk tonesprog efter besøget i Darmstadt i sommeren 1951. Som det også skete for flere unge danske komponister i 50erne blev sommerkurserne i Darmstadt et vendepunkt for Hambræus, og det var gennem ham, at Fylkingen-gruppen fik kontakt med disse vitale centraleuropæiske strømninger.

Året efter lykkedes det Hambræus af få en mindre svensk delegation med til Darmstadt. Hvert år frem til 1955 besøgte Hambræus Darmstadt og fik flere værker opført dér.

De impulser, han fik gennem disse sommerkurser, satte sig også tydelige spor i hans virke for Sveriges Radio fra 1950 til 1972. Ikke blot gjorde han meget for at udbrede samtidens musik, han mødte også i kraft af dette arbejde en lang række af periodens store musik-profiler, komponister såvel som udøvere. Og endelig betød dette arbejde, at han blev præsenteret for alle tænkelige tvivlsspørgsmål vedrørende opførelsespraksis for både gammel og ny musik.Det var således en betydelig ballast han tog med sig, da han i 1972 blev professor ved Mc Gill Universitet i Montreal, hvorfra han i 1996 trak sig tilbage efter i mange år at have været en højt skattet underviser.

De mange bidrag til festskriftet udgør brikker til en mosaik over en usædvanlig alsidig og engageret musikpersonlighed, hvorfor bogens titel Crosscurrents and Counterpoints er særdeles velvalgt. Det meste af bogen er relativt let læst, med bidrag fra blandt andre Christer Bouij (om kunst-censuren i Sovjet. Man forundres atter…), Maria Harley (om den polske avantgarde i 50erne og 60erne. Fin og klargørende oversigtsartikel), Hans-Ola Ericsson (om orgelrestaurering. Hans-Ola Ericsson er selv en fremtrædende fortolker af moderne orgellitteratur) og Mogens Andersen (om Hambræus' Constellations III).

Også Stockhausen er repræsenteret: Med et aftryk af en takketale for Kölns Kulturpris, som han (Stockhausen) modtog i 1996. Bogen afrundes med en værkliste og en selektiv bibliografi. Hvis selve bogen ikke kan siges at være en udpræget bibliofil æstetisk nydelse, så er indholdet det så meget mere. Der er mange fine ting i denne varme og personlige fødselsdagshilsen.

Bengt Hambræus: Aspects of Twentieth Century Performance Practice. Memories and Reflections. Published by the Royal Swedish Academy of Music, Blasieholmstorg 8, S-111 48, Stockholm, 1997. 210 sider, uindbundet, SEK 225 (eller USD 32), plus porto. ISBN 91-89038-04-5.

Ide næsten 25 år Bengt Hambræus virkede ved Mc Gill University var især hans kurser i vor tids opførelsespraksis eftertragtede. Normalt har universitetet en øvre grænse for del-tagerantallet på disse videregående kurser på 8, men i de senere år lå del-tagerantallet altid over 20 for at kul-minere med 27 deltagere det sidste år.

Da den faglige samt kulturelle/nationale sammensætning blandt eleverne på disse kurser varierede meget, måtte Hambræus hvert år tilrettelægge nye undervisningslinier og inddrage nyt materiale, nye eksempler.

Materialet fra disse mange semestre har Hambræus nu sammenfattet i denne nydelige, velskrevne og meget læseværdige bog. I erkendelse af, at bogens titel kan opfattes på flere måder, indleder forfatteren bogens forord med at præcisere sine intentioner.

Ønsket har ikke været (kun) at undersøge forhold vedrørende realiseringer af vort århundredes musik, men at undersøge vort århundredes skiftende strategier ved realisering af musik fra alle mulige tider og steder. Altså variationer i holdningen til opførelsespraksis. Desuden har Hambræus ikke ønsket at skrive nogen egentlig håndbog, hvor stoffet er systematisk ordnet med en metodisk progression for øje.

Som han skriver i bogens sjette og sidste kapitel, så ville en sådan tilgang betyde en forenkling og simplificering, hvorved mange af de interessante og relevante tværfaglige koblinger ikke ville være mulige. Så bogen er hverken disponeret efter kronologiske, geografiske, kulturelle eller fænomenologiske retningslinier.

»Even an introductory textbook must strongly emphasize the fact that many phenomena are often far too complicated to be dealt with in a superficial, simplistical way. The main purpose of any handbook - elementary or advanced - should not be to present ready-made solutions to the students at any cost, but rather to raise their curiosity and motivation for further exploration of the book´s topic. 20th century performance practice, in the broad interpretation which I have suggested, is no exception from that ideology. Any attempt to select and rank priorities, would most likely result in a neat, but sterile construction, often surprisingly remote from living reality.« (s. 193-4).

Som konsekvens af denne holdning er bogens kapitler snarere udformet som essays, hvor forfatteren foretager punktnedslag i dels det enorme materiale fra Mc Gill-årene, dels i sin egen, rigt facetterede baggrund (jfr. den første anmeldelse). Og fra alle disse punktnedslag lader han ved yderligere associationer teksten knopskyde og fører dermed læseren med rundt i et fascinerende musiklandskab.

Hambræus' sprog er flydende og medrivende. Man mærker tydeligt, at denne bog er vokset ud af et langt liv i en praktisk og pædagogisk omgang med levende mennesker.

Det er pædagogen med det store og selvfølgelige overblik, der ytrer sig.

Naturligvis må han begrænse sig når et så stort emne skal presses ind på ca. 200 sider - det gør han også selv opmærksom på i forordet - men stadigvæk får han utroligt meget med.

Desuden lykkes det ham at få samlet stoffet i fem emnegrupper/kapitler som følger (i stikord):

1) Notation og holdningen til det noterede. Forestillingen om den definitive 'Urtext'. Forholdet til ikke-europæisk musik og mundtlig overleveret musiktradition.

2) Indspilninger, arrangementer og forskellige udgaver. Hvad er 'historisk korrekte indspilninger'?

3) Opførelsespraksis, fortolkning, teknik og teknologi. Koncertsituationen over for indspilningen.

4) Musikinstrumenter - repertoire - social funktion. Sampling og kulturel grænseoverskridelse.

5). Juridiske aspekter. Ophavsret i forholdet komponist-interpret. Realisering af grafisk notation.

Hertil kommer det 6. og afsluttende kapitel: 'Metode og strategi. Forslag til planlægning af et kursus om det 20. århundredes opførelsespraksis'.

Bogen er så rig på både inciterende og klargørende problemstillinger, at det er svært at plukke ud.

Men alligevel: 'Urtext'-syndromet - hvordan ser den autentisk noterede, den definitive version af et værk ud? Og dernæst: Hvor meget er så stadigvæk underforstået i forhold til det noterede (musica ficta, forsiringer, at 8-dele skal trioliseres i jazz, m.m.)? Hambræus dokumenterer dette med mange spændende eksempler, bla. fra Bergs og Weberns produktion, hvor oversete kommentarer og fodnoter i netop 'Urtexten' vidner om, at komponisterne har forestillet sig andre (og mere romantiske) opførelsesformer end 50ernes nøgterne, næsten kemisk rensede opførelser.

En anden vinkel på dette spørgsmål giver de såkaldte 'koncert-arran-gementer', der var så populære i første halvdel af århundredet, fx Stokowskis Bach-transkriptioner, eller Godowskis potenserede Liszt-opførelser.

Hvorfor var sådanne fortolkninger så populære - og accepterede - for 50-60 år siden, og tilsvarende nedvurderede i vore dage?

Omvendt har der, som bekendt, siden 2. Verdenskrig været ofret mange kræfter på at nærme sig 'autentiske' opførelser (brug af originalinstrumenter, forsøg på at reproducere tidstypiske spillemåder, m.m. Typiske resultater kan høres på den tyske 'Archive'-serie).

Umiddelbart giver indspilningsteknologien mulighed for at overvinde sådanne problemer hvad angår musikken fra vort århundrede.

Man kan nu høre, hvordan mange komponister helt præcist har tænkt sig deres værker, jf. fx Stravinskijs indspilninger af egne værker.

Men betyder det så ikke, at frem-tidige udøvere er blevet meget begrænsede i deres udfoldelsesmuligheder? Er de så ikke reducerede til at reproducere en statisk fortolkning, der ikke tager højde for, at samfundet og tidsånden bestandigt forandrer sig?

Og hvis man ønsker at tage udgangspunkt i hvad komponister og musikere indspillede frem til ca. 1930-35 må man yderligere huske på, at disse dengang var underlagt begrænsninger af varighed (en lakplades spilletid) og dynamik (de tidlige mikrofoner, og før ca. 1925 de akustiske optagelser uden mikrofon).

Hambræus argumenterer overbevisende for det diskutable i at betragte bla. Elgars tidlige indspilninger af egne værker for at være definitive. Eller snarere at betragte autenticitetsbegrebet med større rummelighed: At disse gamle indspilninger afspejler den tids autenticitetsbegreb.

Man kunne blive ved, men pladsen tillader det ikke. Læs selv - og bliv inspireret og provokeret.

Hambræus veksler konstant mellem principielle og filosofiske overvejelser på den ene side, og anekdoter og faktuelle oplysninger på den anden, fx om usædvanlige indspilninger og udgivelser.

Det er en udsøgt fornøjelse at læse en bog, der i den grad er resultatet af en lang og organisk videnstilvækst.

Hambræus øser ganske enkelt rundhåndet af levende erfaringer fra et langt musikliv - og han kan formidle det - hvilket står i en tankevækkende kontrast til så mange andre udgivelser, hvor informationstilegnelsen er foregået netop med udgivelse for øje og uden mange tanker på formidling eller pædagogik.

Afslutningsvist kan jeg ikke lade være med at påpege det emnesammenfald, der er mellem denne pragtfulde bog og så en anden, som jeg omtalte meget positivt for nylig. Det drejer sig om Gunnar Valkares Det audiografiska fältet (anmeldt i DMT nr. 5, 97-98).

Det audiografiske felt er hos Valkare en begrebskonstruktion, der skal illustrere musikkens skæbne i spændingsfeltet mellem på den ene side (hér til venstre) lav eller ingen skriftafhængighed (mundtlig overlevering, grafisk notation, tilfældighedsmusik m.m.) og på den anden side (til højre) en høj grad af skriftafhængighed (sammensatte former, komplekse partiturer).

Netop den valgte notationsforms betydning for realiseringen af Værket og det deraf følgende originalitetsbegreb i forhold til den medskabende interpret (igen set i forhold til sin tid) er et centralt tema i Hambræus' bog.

Valkares bog arbejder sig hen mod en overraskende analyse af den unge Bo Nilssons værker. Bo Nilsson var jo én af de svenske komponister, der vakte størst opmærksomhed i 50ernes centraleuropæiske avantgarde-kredse, og da han som ung komponist søgte kontakt med disse kredse, henvendte han sig til den, der fremstod som svensk musik-avantgardes mest betydningsfylde og radikale person: Bengt Hambræus. Dette var starten på en lang og omfattende korrespondance mellem de to, hvor Hambræus beredvilligt besvarede en strøm af spørgsmål fra Nilsson (Valkare s. 194).

Læs endelig begge bøger! De er gode at få forstand af.

Festskrift til Finn Mathiassen. Udgivet af Thomas Holme Hansen, Bo Marschner og Carl Chr. Møller, med bistand af Kirsten Sass Bak, Erling Kullberg og Anna Birgitte Nielsen.

Musikvidenskabeligt Institut, Aarhus Universitet 1998. 322 sider, uindbundet, Kr. 250,00. ISBN 87-980589-2-4.

Også Finn Mathiassen fylder 70 i år, og også her har denne begivenhed givet anledning til et festskrift.

I modsætning til festskriftet til Hambræus er der her tale om et mere 'klassisk' festskrift med overvejende videnskabelige artikler, hvoraf de fleste grupperer sig omkring Mathiassens eget felt: Den tidlige musik.

Fødselaren blev jo, som bekendt, dr. phil. i 1966 på afhandlingen The Style og the Early Motet (c. 1200 - 1250). An Investigation of the Old Corpus of the Montpellier Manuscript.

Desuden har han beskæftiget sig med danske folkeviser, bla. i artiklen Gammeldansk folketonalitet. En introduktion til studiet af de tonale forhold i Danmarks gamle folkevisemelodier (Dg F XI) i Cæcilia 1992-93.

Specielt det sidste emneområde afspejler sig i festskriftets artikler.

Margareta Jersild ligger i sin artikel tæt op ad den nævnte artikel af Mathiassen: Finns "den Nordiska folksångens egna scala"? Om tonförråd och skaltyper i svenska balladmelodier.

Ikke uventet er der blandt bidragyderne flere gengangere fra årbogen Cæcilia, heriblandt Kirsten Sass Bak, der til denne bog har valgt at tage et personligt udgangspunkt, idet hun skriver om sine bedsteforældres sangaktivitet som hun oplevede den i 40rne og 50erne. Artiklen Sang, individ og kultur. Fire bedsteforældre - et forsøg kombinerer ganske vellykket den personlige erindringsskitse med forskerens metode.

Svend Nielsen undersøger i Stam-mer Havfruen fra Folia? en mulig spansk kilde til en del melodier til nordiske ballader, specielt den såkaldte 'Havfrue-model', og konkluderer, at denne hypotese om Folia-melodien som ophav må forkastes.

Jens Henrik Koudal, der er ved at lægge sidste hånd på en afhandling om stadsmusikantvæsenet i Danmark, skriver om Lavsskik og kollektiv bevidsthed hos musikanter. Tre eksem-pler fra Århus. Gennem et møjsommeligt arbejde i forskellige arkiver er det efterhånden lykkedes Koudal at få givet et klarere billede af musikkens veje rundt i Danmark uden om de traditionelt undersøgte kanaler, konge- og fyrstehoffer samt hovedstæder.

Sammen med de musikhistoriske oplysninger giver Koudal et interessant tidsbillede.

Finn Egeland Hansen hylder sin kollega med en artikel om J.S. Bachs store motet Jesu, meine Freude. I denne artikel giver Finn Egeland sit bud på en formidé til dette vældige korværk, og betragter værket som en potenseret motet.

Thomas Holme Hansen undersøgte i sidste udgave af Cæcilia (1995-97, omtalt i sidste nr. af DMT) tonalitetsbegrebet i europæisk musik før ca. 1700. I Cæcilia var artiklen et aftryk af en ph.d.-forelæsning, i dette festskrift er artiklen en forkortet bearbejdelse af især kapitel 6 af den samme ph.d-afhandling. Her er titlen 'Kirke'-tonearterne i 1600-tallets musikteori, og heri undersøger Thomas Holme Hansen de tonalitetsbrydninger, der sluttelig mundede ud i dur-mol-systemet.

Bo Marschner beretter i sin hyldest til sin forgænger på meget underholdende vis om en skandaleombrust komponistkonkurrence i Sverige i 1928 (Schubert-konkurrencen 1928. Om dollars og "Dallas" i klassisk musik i det 20. århundrede).

Jan Maegaard skriver om Arnold Schönberg: de unge år. En biografisk skitse, medens Karen Juul-Olsen skriver om noget som mange sangere har vidst i årevis: Stemmen som udtryk for personligheden. Men det er da fint at få sat lidt mere form og systematik på denne intuitive viden.

Bogen afsluttes med en bibliografi og værkfortegnelse, der minder os om, at Finn Mathiassen også er en flittig komponist, hvilket iøvrigt kun Carsten Seyer-Hansen berører i sin artikel: Finn Mathiassens kormusik. Nogle overvejelser om tonaliteten i de ti satser fra 1960erne.

Alt i alt et fornemt og meget anvendeligt hyldestskrift til en af de store i dansk musikforskning.

Musikkens tjenere. Instrument - Forsker - Musiker. Meddelelser fra Musikhistorisk Museum og Carl Claudius' Samling VI: 1898 - 1998.

Museum Tusculanums Forlag og Musikhistorisk Museum 1998. 297 sider, indbundet og rigt illustreret i farve og s/h. Kr. 250,00. ISBN 87-7289-4660.

Iden seneste, 22., udgave af forskningsårbogen fra Musikvidenskabeligt Institut, Musik & Forskning, er aftrykt Niels Krabbes tale ved instituttets 100-års jubilæum i april 1996.

Man kan her læse, at de 100 år regnes efter ansættelsen af fagets første professionelle udøver i nyere tid: Docent dr. phil. Angul Hammerich.

Allerede fire år forinden havde Hammerich forsvaret sin afhandling Musiken ved Christian den Fjerdes Hof for den filosofiske doktorgrad, og frem til Jeppesens forsvar i 1922 var han den eneste dansker med en doktorgrad i musik.

Hammerich var en helt central skikkelse i den tidlige danske musikforskning, og det er også hans fortjeneste, at Danmark i 1898 kunne slå dørene op til et Musikhistorisk Museum.

Først havde museet hjemme i Kunstindustrimuseets bygning på Rådhuspladsen. I 1926 flyttede de to museer til det gamle Frederiks Hospital i Bredgade, hvorefter Musikhistorisk Museum fra 1966 har haft til huse i Reformerte Kirkes gamle præstegård i Åbenrå nr. 32-34.

Det lidt uhåndterlige navn, Musik-historisk Museum & Carl Claudius' Samling, fik museet i 1977, da det blev lagt sammen med Carl Claudius' Samling, grundlagt af Hammerichs jævnaldrende og bekendte, fabrikanten Carl Claudius.

Med dette navn runder museet så de første 100 år, og som traditionen byder i sådanne tilfælde gøres der en form for status, og der udgives en publikation.

Det er i dette tilfælde blevet til en meget smuk udgivelse - en af dem, man virkelig fryder sig over at få i hånden. Gedigent papir, tryk og indbinding samt mange illustrationer, heraf en del i smukke farver. Som ved de to festskrifter er der tale om en artikelsamling, der hylder fødselaren.

Bogen indledes med to historiske artikler, der på hver deres måde belyser museets virksomhed i den tidlige fase.

Museets nuværende direktør, Mette Müller, skriver om Angul Hammerich og hans arbejde for at få etableret og siden konsolideret museet.

Anne Ørbæk Jensen, forskningsbibliotekar ved museet, skriver om de tidligste historiske koncerter på Musikhistorisk Museum.

Det er interessant på flere måder. I første omgang er beretningen i sig selv spændende, da det er historien om en stærk nysgerrighed over for den svundne musik, som man følte blev genopdaget. Dernæst er det historien om en anden tids syn på museets funktion. De indsamlede instrumenter blev i begyndelsen først og fremmest betragtet med interesse fordi man gennem dem mente at kunne genskabe fortidens instrumentalklang.

Man gik derfor ikke af vejen for hårdhændede reparationer og rekonstruktioner. Først op mod 1930 begyndte man at tage de få kritiske røster til efterretning, og synet på museets funktion og instrumenternes anvendelse begyndte at ændre sig. Fremfor at satse meget på at udbedre skader og mangler for at gøre instrumenterne brugbare igen (hvorved man jo også ændrede mere eller mindre på originalinstrumenterne), gik man nu mere over til at bevare instrumenteren som man erhvervede dem.

De praktiske erfaringer med de gamle instrumenter søger man i vore dage i langt højere grad at indhøste ved hjælp af replika, udført efter grundige studier af originalinstrumenterne.

Disse ændringer i holdningen til gamle instrumenter og deres anvendelse ligger fint i forlængelse af Bengt Hambræus' refleksioner over det 20. århundredes opførelsespraksis. Især ville han formodentlig glæde sig over eksemplet med de originale bronzelurer, som Hammerich i 1925 fik lavet en pladeoptagelse med. Ved den lejlighed indspillede man nogle 'kampsignaler' samt Herlig en Sommernat fra Elverhøj!

Tilbage til den moderne tilgang til originalinstrumenterne.

Ture Bergstrøm beskriver i sin artikel hvordan han har gennemført en yderst grundig opmåling af museets Pörschmann-blokfløjte (fra begyndelsen af 1700-tallet), komplet med en anblæsningsopstilling og CT-scanning.

Der er sket meget siden Hammerichs dage.

Artikler om forskellige aspekter af museets samling optager hovedparten af bogens indhold, men der er også en artikel om en kilde i museets bibliotek (af Henrik Glahn), og en om museets arbejde med formidling til børn (af Inger Hansen).

Det er en smuk bog med mange gode artikler, der hermed anbefales varmt til nærmere studium for alle med blot en smule interesse i instrumenthistorie. Og prisen bør i hvert fald ikke afskrække! Det er billigt for så smuk en udgivelse.

Lass Singen, Gesell, Lass Rauschen... Zur Ästhetik und Anästhetik in der Musik. Herausgegeben von Otto Kolleritsch. Studien zur Wertungsforschung, band 32. Universal Edition für Institut für Wertungsforschung, Graz 1997. 255 sider, uindbundet, DM 48,00. ISBN 3-7024-0220-9.

Den sidste bog i denne stak er også en artikelsamling, men den er noget sværere at gå til end de øvrige.

Institut für Wertungsforschung ved Hochschule für Musik und darstellende Kunst i Graz blev grundlagt i 1967 af Harald Kaufmann. Siden Kaufmanns død i 1970 har instituttet været ledet af professor dr. Otto Kolleritsch.

Man arbejder her med forskning i kritisk musikæstetik og kriterier for æstetisk vurdering. Om instituttets virkefelt skrev Otto Kolleritsch i sit bidrag til festskriftet til Jan Maegaard.

Det foreliggende bind er resultatet af et symposium, der blev afholdt på instituttet i oktober 1995, med samme overskrift som bogen.

Som undertegnede forstår symposiets tema, så har deltagerne søgt at indkredse musikkens mulighed for at række ud over sig selv, måske at rykke tilhøreren ud over sine vanlige erkendelsesgrænser i spændingsfeltet mellem det æstetiske og det 'u-æste-tiske'. Det kan tænkes at ske ved at 'suset' eller 'bruset' (das Rauschen) opstår, netop i dette felt.

Blandt biddragyderne finder man Jan Maegaard, der i artiklen Grenzüberschreitungen opsummerer grænseoverskridende tendenser i vort århundredes kompositionsmusik.

Maegaard har et stort overblik over denne periode, og trækker linierne klart op.

Ikke alle indlæg er lige nemme at gå til. Nogle er faktisk temmelig tunge. Men især nogle af de artikler, der tager udgangspunkt i enkeltkomponister er mere umiddelbart givende, fx Constantin Floros' Der irisierende Klang. Anmerkungen zu Ligetis 'Atmosphères' samt Renata Bozics Stimmen der unendlichen Natur. Olivier Messiaen und die Magie der Inspiration.

Disse to artikler er udmærkede indgange til vigtige træk hos to store komponister.

I artiklen om Olivier Messiaen er det dennes brug af fuglestemmer, der behandles indgående, og i artiklen om György Ligeti redegøres der for komponistens anvendelse af mikrotonalitet, og hvordan han derigennem opnår det, artiklens forfatter kalder en 'iriserende' eller 'changerende' klang.

Mikrotonalitet arbejder komponisten Silvia Fómina også med. I sin artikel skriver hun om sine forskellige inspirationskilder - bl.a. dem fra tredie-verdens lande - og om hvordan hun konkret lader disse inspirationskilder komme til udtryk i kompositionsprocessen.

Årgang 72/1997-1998, nr. 07