Nye plader

Svend Hvidtfelt Nielsen: Into the Black. Storstrøms Kammerensemble, dir. Henrik Vagn Christensen. dacapo 8.224079. Spilletid 63'.

Into the Black er titlen både på et af værkerne her på cd'en og hele cd'ens titel og, som mange vil vide, et citat fra rockmusikeren, syrehovedet og punkens gudfader, Neil Young. Lånet er et blandt flere eksempler på at Svend Hvidtfelt Nielsen gerne skæver til rockmusikken og gør eksplicit opmærksom på det. Et andet eksempel her er præsentationen af nærværende cd som et slags koncept-album - fem værker, der både er selvstændige stykker og tænkt sammen til en helhed. Evt., foreslås det, en helhed, hvor lytteren frit kan sammensætte rækkefølgen af de enkelte 'numre' og derved danne sit eget forløb - koncept-albumstanken, der i sin tid var rock-musikkens forsøg på at tilegne sig kunstmusikkens værk-begreb, nu lånt tilbage, yderligere sofistikeret som åbent værk. Men det er nu ikke fordi rock har særlig meget - om noget - at gøre med Svend Hvidtfelt Nielsens musik.

Den hører til i forlængelse af den hjemlige kompositionsmusiks udvikling især igennem de sidste ca. 20 år. Per Nørgård, Bent Sørensen, Hans Abrahamsen m.fl. er måske ikke komponister, Hvidtfelt er vokset op med i sin tidligste ungdom - for det synes at være Neil Young og Lou Reed og sådanne - men komponister hvis musik i dag er ham inderligt bekendt og som danner det selvfølgelige udgangspunkt for hans egne musikalske tankebaner. Det er en tradition, der leverer forbillederne både hvad angår kompositionsteknikker og udtrykssfærer, fx bestræbelser på at skabe den samtidige usamtidighed: de mange lag af heterogene (og dog sammenhørende) tids- og rumfornemmelser, der tvinges ind i et og samme moment, som hos Nørgård, og samtidig bestræbelser på at ramme ind i en præcis poetisk nuance som hos Abrahamsen eller Sørensen.

Flowerfall fra 1993 og Serenade fra 1990-91 er på den måde dansk tradition så det basker. Hvorfor så allusionerne til rockmusikken? I håb om at noget af rockmusikkens aura og dens tilsyneladende uproblematiske forhold til sig selv og sit publikum smitter af? Eller et forsøg på at finde frem til en poetik, der ikke bare er fintmærkende, lyrisk, men også indarbejder et element af råhed? Et værn mod de nedarvede tankebilleders indavl, et forsøg på at markere et generationsskifte?

Jeg synes de mange henvisninger til rockmusikken er overspillede og virker en anelse påtagede i Hvidtfelt Nielsens titler og programnoter, men tendensen til motivforskydning fra blomster, haver og skygger til en grovere verden, med rocklyrik citater som programmatisk rettesnor, har da visse paralleller i musikken. De to beslægtede stykker, Into the Black og Crossing Styx, inddrager mørklægning og til tider aggressivitet som stemningstemaer, men uden at forlade den grundlæggende lyriske tilgang, som fx høres i Flowerfall. White Light fra 1994 gør for det høje leje, hvad Into the Black og Crossing Styx gjorde for bundregisteret. Hvor lyset spillede vemodigt i et spindelvæv installeres nu torturlampen - et blændende, stacceret og rytmisk pågående tonevæv i stedet for det skønhedssøgende filligran i det høje leje, som vi måske efterhånden kender for godt.

Into the Black - cd'en - vidner om avanceret kompositorisk håndelag, om en tradition for sofistikeret dansk ensemblekunst, om Storstrøms Kammerensembles indforståede arbejde med den tradition og måske også om et forsøg på at videreudvikle et lyrisk-musikalsk sprog, der fokuserer på nogle bestemte forskydninger i traditionen, men uden at slippe den, uden opgør.

•

Erik Norby: Cortège, Södergran-Lieder, Corps Celeste, Illumination. Aalborg Symfoniorkester, dir. Owain Arwel Hughes. Anne-Lise Berntsen, mezzo-sopran, Toke Lund Christiansen, fløjte. dacapo, 8.224064. Spilletid 55'.

Norbys orkesterverden er sensuel, erotisk, neo-romantisk. Med langsomhed og sanselighed bliver et oplevelsesrum rullet ud, der på den ene side er stort, bredt og fjernt som stjernehimlen eller et enormt biograflærred, på den anden side sart og sansenært. I en af de fem Södergran-Lieder siger teksten: Alla mina luftslott ha smultit som snö,/alla mina drömmar ha runnit som vatten,/av alt vad jag älskat har jag endast kvar/en blå himmel och några bleka stjärnor. Luftkastellerne og drømmene bliver først stofliggjort, de smelter som sne og rinder som vand, og viger så til fordel for en statisk tilstand, et himmelbillede. Der er tilsvarende lag i musikken: en stærkt stoflig fornemmelse af klangfarverne - mætte farver, vibrerende mellem nuancer - den langsomme, flydende bevægelse og bredden, det statiske vue hen over 'det hele'.

I forrige århundrede fremhævede fortalerne for programmusikken at sammenkædningen mellem en programmatisk eller poetisk idé og den musikalske tænkning tvang komponisten til at søge nye veje og at udvide sit udtryksregister, mens den 'klassiske' komponist ikke kunne andet end at rode rundt med de samme formler igen og igen - der manglede den befrugtende sæd udefra som kunne tilføre kunsten nyt liv. I dag er der måske ikke meget at tilføje den diskusion, foruden måske konstateringen af at for nogle komponister virker den programmatiske idé i forhold til deres musikalske fantasi, for andre er det noget andet, der skal til. Norby tilhører den første gruppe.

I de fem Södergran-Lieder er der tæt forbindelse mellem teksten og de musikalske udsagn, der ledsager den, hvad enten det er som tumultarisk understregning af linier som Likna de dig,/såsom dessa hav likna/oceanen, gråtanda i raseri? eller som soloviolinen og fløjternes modbevægelse til sangens faldende Stjärnorna falla - og hvad enten det er som foregribelse af teksten eller som eftersætninger, der breder teksten ud.

Tonedigtene Cortège og Corps celeste er optog og himmellegemers vandring igennem konstellationer orkestreret. Illumination for fløjte og orkester tematiserer lysvirkninger som metafor for fløjtens vekselvirkning med orkesterklangen, men er gennemgående mere monokromt, koncentreret om solofløjtens farveskala badet i strygersuppe. Metaforer for tilstands- og forløbstyper, med andre ord, snarere end handlingsforløb, tjener som katalysatorer for musikken.

Norbys musik er på sin vis en let tilgængelig musik, homofont og melodisk tænkt, tonal, omend harmonisk sofistikeret, men også i de mest komplekse harmoniske passager med en klangens sanselige tilgængelighed for øje. På en eller anden måde får denne musik mig hele tiden til at tænke på ordet 'velfærd'. Det er musik der har tid og råd, fx til sanselighed og behagelighed, til en ustresset puls, til et stort biograflærred, til detaljer, til balance, til afstemt skønhed i den klanglige tekstur, til hi-fi og hav-udsigt. Nå, nu lader jeg vist associationerne løbe af med mig.

•

Lars Graugaard: Orkesterværker (2 cd'er). Filharmónica de Querétaro, dir. Sergio Cárdenas. Filharmonia Pomorska, dir. Zigmunt Rychert. Sofia Asunción Claro, harpe. Simona Saturova, sopran. Classico. CLASScd 187-188. Spilletid 97'.

Lars Graugaard: Ensembleværker. CAPUT ensemble, dir. Christian Eggen. Zbigniew Dubik, violin. Lionel Party, cembalo. Classico. CLASScd 189. Spilletid: 74'.

Komponistens lod er at være ensomt skabende. Der findes når alt kommer til alt ikke rigtig nogen foranstaltninger, der kan lave om på det faktum. Man kunne mene, at det derfor ikke kunne gøre den store forskel om man var selvlært som komponist eller havde modtaget undervisning i faget. Ikke desto mindre rekrutteres langt størsteparten af nye danske komponister fra to uddannelsesinstitutioner: Det Jyske og Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.

Der er ikke den store tradition for at dyrke det selvlærte herhjemme. Men midt i miljøet har vi alligevel en undtagelse, der bekræfter regelen: Lars Graugaard. Han er skolet som musiker, fløjtenist, men som komponist har han selv fundet vej, og det kan man godt høre - bilder jeg mig i hvert fald ind. Ikke fordi hans musik mangler noget i det håndværksmæssige, eller fordi han - som en Langgaard eller en Ives - komponerer for sig selv, uden at blive opført og med den villede eller uvillede distance til det etablerede musikliv som det kan føre med sig. Som formand for Musica Nova, som leder af ISCM-festivalen i 1996 og med et væld af indenlandske og inter-nationale kontakter er han derimod tæt forbundet med det praktiske musikliv.

Det er snarere en mangel på distance til musikken som musikeraktivitet, der på godt og ondt kendetegner Graugaards musik. Den handler om gestik og proces på omtrent samme måde som en fri improvisation gør det, og musikken synes da også at flyde fra Graugaards hånd ret ubesværet og i store mængder - som fra improvisatoren. Gestikken fortæller hele tiden lytteren om sig selv, om sit bevægelsesmønster - nervøst flagrende fx, eller sig bevægende nedefra og op, eller agiteret talende, sætning efter sætning - og musikstykkets form er fokuseret omkring den forandringsproces som forskellige stadier af aktiv musikalsk igangværen og igangsætten gennemløber. Gestik og klang i bevæ-gelse igennem processer.

Den graugaardske proces kræver en bestemt tid. Der skal etableres et initialt gestisk område, dette skal udvikles, transformeres eller det skal afvikles og afløses af et andet. Det kan ikke gøres for forhastet og det kan ikke trækkes for langt ud, det er en proces, der har sin egen puls og som når en art naturlig konklusion, når et ikke alt for stort antal stadier er tilbagelagt. Ensembleværkerne på cd'en med CAPUT ensemble tager alle på nær et, der er lidt længere, omkring 12 minutter. Orkesterværkerne tager lidt længere tid, 15-18 minutter - igen med et enkelt længere - The Hand, Unveiled for harpe og orkester på 34 minutter - blandt de fem her repræsenterede.

Værkernes form synes således bestemt af et overordnet sigte, der dikterer en bestemt varighed og en bestemt struktur, eller en bestemt type struktur: En tur igennem et tidsrum, en seance, en 'session'. Der-ved bliver musikken ganske umiddelbart tilgængelig, ikke just som en fortælling - for hvad fortæller den os? - men som en aktivitet, der udspiller sig til ære for musikerne selv og for lytteren. Det kan resultere i meget tilfredsstillende forløb, men den megen gestikuleren kan også blive trættende, uinteressant at følge, slå over i tomme fagter, opmærksomhedskrævende, men ikke opmærksomhedsskabende.

Med den form, som Graugaard har fundet frem til, sætter han sig hele tiden i denne farlige situation - han skal bruge sin 'veltalenhed' til at skabe abstrakte bevægelser og processer, der overbeviser, samtidig må han holde sig i skindet og undgå den tomme gestik.

I Graugaards musik, der generelt meddeler sig igennem gestik, melder sig ofte, synes jeg, fornemmelsen af hele tiden at blive tiltalt, ofte energisk og pågående, men også ofte uden en effektfuldhed, der fuldt lever op til den energi, der lægges i de musikalske udsagn. Musikken har mere udtryksvilje end udtryk, forekommer det, men samtidig er det netop det insisterende element i den musikalske tale, der ofte redder musikken. En drift som gør at man i hvert fald kan opleve den som en aktivitet, en energi, en selvudfoldelse.

•

Sunset Piano Trio: Bergh/Leistner-Mayer/Zoubek. Violin: Kotawa Machida, cello: Friedemann Dähn, klaver: Thomas Wellen. Balance, BAL-9460-1. Spilletid 56'.

De tre værker på denne cd, af hhv. Roland Leistner-Mayer, Ilja Bergh og Wolfgang Zoubek, er kammermusik som i gamle dage. Klaver-trioen som en ligeværdig samtale mellem tre parter holdt i en pæn, respektabel tone, hvor akkompagnerende og solistiske roller går på tur i forskellige konstellationer, og hvor i det hele taget besætningens traditionelle ideomatik og klangverden dyrkes.

Roland Leistner-Mayers firesatsede klavertrio op.79 fra 1992 er det længste og mest overbevisende bud på en udistanceret, regressiv genoptagelse af denne tradition. En tilbagegriben, der insisterer på den fortsatte relevans af musikalske ople-velsesformer, som et dannet borgerskab nåede at udvikle før verden gik endeligt af lave med anden verdenskrig og derpå følgende musikalske udviklinger. Efterkrigstidens omvæltninger som misforståelse - verden er i virkeligheden ikke så forandret som det er blevet påstået. Et bud på en modernismekritik, der med en åbentlyst nostalgisk bevægelse blot siger: de havde fat i noget vigtigere eller rigtigere før. Og det er da - alt andet lige - en udfordrende tanke.

Leistner-Mayer lægger sig i sit udtryk tæt op ad sit forbillede, Janácek, men musikken synker dog ikke hen i passivt plagiat. Der er en fantasi, spontaneitet og sammenhæng inden for værkets rammer, der virker troværdig, seriøs. En veltalende fortaler for værdier, som for udførende af klassisk musik i dag stadig er selvfølgeligheder, og dermed en ekspo-nent for den musikalske ny-konservatisme som postmodernismen har åbnet rum for, efter at modernismens 'forbud' mod alt regressivt selv er blevet 'forbudt'.

Så er det mere skuffende at høre Ilja Berghs ret kedelige, unuancerede og farveløse Before Sunset. Ligesom Leistner-Mayer vendte sig mod efterkrigstidens avantgardistiske musikalske udvikling efter selv at have været del af den, skiftede Ilja Bergh sit fluxus-tilhørsforhold ud med en bekendelse til 'menneskemusik' - musik af kød og blod om man så må sige. Det er især den romantiske klavertradition, der er udspringet for denne menneskemusik (Liszt, Skrjabin m.fl.) og med Berghs personlige historie in mente (den farverige person, med det sydlandske temperament, som det snævertsynede hjemlige musikestablisment ikke havde plads til) kunne man forvente sig en sprudlende gavmild og gnistrende musik.

Men det kan jeg altså ikke høre. Before Sunset starter med 6 minutters imiterende sats over et uinspirerende og meget konstrueret motiv bestående af fire kromatisk faldende sekvenser: først et faldende halvtonetrin, så tre kromatisk faldende toner i triol-bevægelse (de tre kromatiske toner umiddelbart over dem vi hørte først), så fire (igen højere oppe efter samme princip), så fem - i kvintolbevægelse - således at vi har hørt alle de kromatiske toner over godt en oktav organiserede i et stigende og på firkantet vis accelererende forløb.

Det motiv dominerer i adskillige minutter, i celloen, i violinen, i violinen igen, i celloen, i klaveret..., med diverse akkompagnerende stemmer som kit, passager leveret i symaskinepuls med kromatik som en af de mest karakteristiske ingredienser, før vi endelig får afløseren: Et mere stille afsnit, hvis hovedidé er kromatisk modbevægelse, en linie går opad, en anden samtidig nedad, en idé, der dog også diskret har været antydet i det foregående.

En rum tid går med dette og nogle få andre motiver, idet satsen af flere omgange sættes op i tempo igen. Til sidst lidt af det første motiv igen. Jeg har svært ved at undertrykke min undren over, hvad pokker det er, der motiverer denne musik til at fortsætte. Ilja Bergh har måttet leve med liden opbakning og forståelse, og selvom det ville være dejligt at kunne sige at hele det snævertsynede musik-liv var netop det: Snævertsynet og for småtskårent til at kunne rumme og forstå Ilja Bergh, så må jeg tilstå, at jeg forstår altså heller ikke denne musik.

Wolfgang Zoubeks klavertrio nr. II, 'Hommage à Messiaen', er som under-titlen antyder lidt mere moderne i sit tonesprog end Leistner-Mayers værk, og er også mere fragmenteret i sit formsprog. Værket har mange vellykkede, smukke passager, og også her fornemmes ofte en bestemt poetisk-kammermusikalsk atmosfære, der fører tanken tilbage på Janácek. Men måske netop fordi bekendelsen til en førkrigstradition ikke er entydig her, fremstår det - i hvert fald som bud på en 'tilbage-til-de-tabte-værdier' dagsorden - mindre profileret end Leistner-Mayers værk.

Diverse

Til slut omtales to af de øvrige cd'er, redaktionen har modtaget. Først en spændende udgivelse fra danacord, Three Great Danish Woman Pianists, vol. 2. (DACOcd 481-482). Det er århusianske Claus Byrith, der har gravet i sin eget, Statsbibliotekets og andres samlinger af gamle indspilninger og for anden gang udgivet en samling af dem (vol. 1 er ligesom denne udgivelse en dobbelt compact disc (DACOcd 442-443)).

Det drejer sig om pianisterne France Ellegaard (f. 1912), Johanne Stockmarr (1869-1944) og Galina Werschenska (1906-1994).

Udover at disse pianistinders indspilninger hermed gøres tilgængelige, hvad der er begrundelse nok for udgivelsen, får man serveret et stykke receptionshistorie - man kan høre den første danske pladeindspilning af Beethovens Appasionata-sonate, som den svenske film Elskovssonate gjorde berømt og elsket i 1944, man kan høre Couperin og Daquin som klaverstykker før nogen havde overvejet - som andet end et kuriøst eksperiment - at lade dem opføre på cembalo, man kan høre Mozart, Chopin, Grieg, Ravel, Nielsen, Tarp etc. i indspilninger fra årene omkring 2. Verdenskrig. Og der er en slående musikalsk friskhed over fortolkningerne, en livfuld musikalitet, der gør dem anbefalelsesværdige ikke blot fordi de er gamle nok til at være historiske.

Ligeledes fra Danacord er der nu kommet endnu en anbefalelsesværdig cd i Aksel Schiøtz serien, nu vol. 10, denne gang med Carl Nielsen sange (DACOcd - 460).