Randbemærkninger til en randbemærkning. Om Adornos Sibelius-kritik

I forlængelse af vores artikler om Nørgård-Sibelius-korrespondancen, bringer vi en artikel, som Nørgård og andre ofte har refereret til: Adornos Sibelius-kritik fra Glosse über Sibelius.

Peder Kaj Pedersen indleder til de kritiske bemærkninger.

Det var fint at få dokumenterne i Per Nørgårds legendariske Sibelius-kontakt midt i 50erne at se (i DMT 1 1997/98), og Nørgårds efterskrift, En eftertanke - 43 år efter i samme hæfte var tankevækkende. Måske kunne DMT også publicere hele den analyse af 5. symfoni, som der hentydes til, når Nørgård skriver, at »Netop Sibelius' 5. symfoni har af mig været underkastet strukturel analyse«. Allerede i 1965 åbnede Nørgård offentligt for posen med en nyvurdering af denne femte i en sammenligning med Carl Nielsens i DMT-artiklen Om Sibelius' og Carl Nielsens femte symfonier, og også visse Sibelius-observationer i Jørgen I. Jensens Per Nørgård-bog har vel rod i denne analyse. Var det mon på tide at få den udfoldet som en helhed?

Nørgårds nyvurdering af Sibelius fra de to store nordiske symfonikeres 100-år har først langt senere fået toneangivende følgeskab fx hos en Carl Dahlhaus, der i Die Musik des 19. Jahrhunderts (Neues Handbuch der Musikwissenschaft bd. 6, der udkom første gang i 1980), med Sibelius' Fjerde som ansatspunkt tager et stort skridt i retning af den historiske revision af Sibelius, som Nørgård femten år tidligere havde plæderet for. Dahlhaus nævner 'Sibeliusforagteren' Adornos kriterium om »det musikalske materiales stade«, men i Sibelius' Fjerde Symfoni ser Dahlhaus et eksempel på en problematik, der hænger nøje sammen med, hvad der sker hos de centrale moderne, nemlig »die Festigung einer zum Rhapsodischen neigenden Musik durch Strukturen, die 'unterhalb' der Schicht des Motivisch-Thematischen liegen«, som Dahlhaus bemærker (s. 309). Sibelius' symfoni kan således ikke (mere) opfattes som en romantisk relikt og er mere på omgangshøjde med modernisterne end det har været antaget.

Dahlhaus' opblødning omkring 1980 var et skridt på vejen til situationen i dag, hvor Nørgård med rette konstaterer, at der efter-hånden er langt til 50ernes kritik af Sibelius. Han har to henvisninger, hvoraf vi gemmer den ene lidt, og tager den vigtigste først: Som Dahlhaus refererer Nørgård til Adorno, idet han nævner »Adornos voldsomme kritik af Sibelius i eksempelvis Den ny musiks filosofi«.

Den vigtigste Sibelius-kritik fra Adornos hånd er dog næppe Den ny musiks filosofi, hvor Sibelius omtales sporadisk, omend ganske vist i en central passage, nemlig den, hvor begrebet om det »musikalske materiales historiske tendens« mest basalt indkredses (jfr. den danske oversættelse, Den ny musiks filosofi (1983), s. 38). Mere udførlig er Adorno i den tekst, der her bringes i dansk oversættelse, og som Adorno selv optrykte under titlen Glosse über Sibelius i artikelsamlingen Impromptus (1968).

Den stod oprindelig uden titel i anmeldelsessektionen af Zeitschrift für Sozialforschung hft. 3 1938 som en recension af Bengt von Törnes (eller de Törne, som han kaldte sig i England) oprindeligt engelsksprogede Sibelius-bog, Sibelius; A Close Up (1937). At Adorno ikke med et ord nævner den publikation han anmelder, men retter et polemisk frontalangreb på hele det Sibelius-uvæsen han så sig konfronteret med efter emigrationen fra Tyskland og opholdet i England, er ikke utypisk. Sigtet er bredere og mere principielt end Törnes beskedne bog, og man behøver ikke at læse Törne for at forstå Adorno.

(Sandt at sige behøver man ikke at læse Törne overhovedet med mindre man af en eller anden grund interesserer sig for - Bengt von Törne). Nok om det. Interesserede kan læse mere om Adorno-tekstens sammenhæng i Erik Tawaststjernas opsats Über Adornos Sibelius-Kritik (i Otto Kolleritsch (hrsg.): Adorno und die Musik. Studien zur Wertungsforschung Bd. 12, Graz 1979 (s.112-24).

Med Glosse über Sibelius er vi midt i Adornos rustkammer. Tidsskriftnummeret, hvori teksten fremkom, havde et af Adornos vigtigste essays, Über den Fetischkarakter in die Musik und die Regression des Hörens som åbningsartikel, og tankegangen bag Sibelius-tekstens polemiske spidsformuleringer er den vi genfinder i Den ny musiks filosofi, hvoraf Schönbergs-kapitlet var undervejs i netop disse sene 30er-år. Sibelius blev mindre vigtig som tematiseringspunkt, da Adorno senere udbyggede afhandlingen om den nye musik med Stravinsky-kapitlet og udgav den efter krigen som den Den ny musiks filosofi, som vi kender.

Artiklen er værd at læse både som Adornos kontante reaktion på et påtrængende aspekt af situationen i de sene 30re, og som kildegrundlag for den dogmatisme hvormed 50ernes modernister nedvurderede Sibelius.

Den anden kilde Nørgård nævner, René Leibowitz' pamflet fra 1955 om Sibelius som Verdens Dårligste Komponist (René Leibowitz: Sibelius le plus mauvais compositeur du monde. Liége 1955), er et markant eksempel på denne dogmatisme, og man behøver ikke at nærlæse denne beskedne tryksag for at konstatere, at simpelthen alt: Dispositionen, eksemplifikationen, argumentationen og retorikken stiltiende er hentet direkte fra Adornos Glosse… og viderebragt i forgrovet udgave. Et rent plagiat.

Om Leibowitz skal man tænke sit, lærte vi allerede af Jan Maegaard, der i bogen Musikalsk modernisme (1962) introducerede denne indflydelsesrige lærer og propagandist som »En vis Rene Leibowitz« uden dog at konkretisere, hvori det famøse bestod. At tænke sit om Sibelius-tryksagen er der grund til. Publikationen omfatter to trykte sider og af kolofonen fremgår, at skriftet er publiceret til komponistens 90 års fødselsdag (8.12.1955) i i alt 51 nummererede eksemplarer, allesammen trykt på selve dagen. En ren bagatelagtig happening, der må siges at have givet forbavsende stærk genlyd.

Er der således gode grunde til at læse Adornos Glosse…, er der mindst lige så gode grunde til at glemme Leibowitz' pamflet.