Selvtilstrækkelighed?

Med fare for at virke moraliserende vil jeg forsøge at anslå en debat, som egentlig har ligget mig på sinde i nogen tid. Emnet blev påny aktuelt da jeg i år var på NUMUS Festival der jo i år havde 20 års jubilæum. Festivalen var på grund af storkonflikten ramt af en usædvanlig lav deltagelse. Det er i den anledning derfor klart at faren for at fare uretfærdigt ud mod nogen, er stor, men jeg var der selv og tog både tog derover og boede på hotel uden pro-blemer.

Det der især faldt i øjnene var de to begivenheder der skulle markere NUMUS' 20 års jubilæum: Mandag var der en reception, som skulle markere fødselsdagen, hvor der var sendt skriftlige invitationer ud. Jeg tror der kom 10 mennesker! Onsdag var der jubilæumsfest - her var der nogen, men ved begge arrangementer, må man sige, at dem for hvem festivalen burde være vigtigst, nemlig komponisterne, glimrede ved en, i forhold til opførelsesraten, enormt lav deltagelse i festlighederne! Jeg tør vædde på at hver enkelt har en glimrende forklaring på ikke at være der, men det kan ikke ændre ved det faktum at det er iøjnefaldende og piller ved det spørgsmål om hvor vidt vi er blevet for selvtilstrækkelige.

Arrangementet her kom til at minde mig om den slags mennesker der har en masse venner, som han/hun altid gør en masse for. Dette bliver af vennerne taget så selvfølgeligt, at når personen holder sin runde fødselsdag, så har vennerne lige pludselig allesammen enormt travlt og kan altså ikke komme desværre! I dette tilfælde kan man altså godt komme til sine egne opførelser, men…!

Jeg er udmærket godt klar over faren for her at lyde irettesættende og moraliserende, men jeg kunne i forbindelse med ovennævnte godt tænke mig at spørge om man i komponist-kredse har gjort sig den overvejelse, om hvor stor en mængde gensidig ligegyldighed og manglende nysgerrighed miljøet kan bære? Det er nemlig ikke bare NUMUS vi taler om, men en generel tendens til at ny musik miljøet, som miljø, ikke rigtig eksisterer, fordi ingen er gensidigt interesseret i faglig udveksling, og dermed er der ingen der rent menneskeligt bakker hinanden op.

Institutionerne, der skal yde deres bidrag, som Dansk Komponist Forening, Statens Kunstfond og festivalerne, fungerer upåklageligt, men komponisterne intersserer sig kun for dette fordi det er funktionelt! Der efterlyses med andre ord en faglig entusiasme og nysgerrighed, for ellers er jeg bange for at meningen og poesien til sidst ryger fløjten på bekostning af den relative succes som danske komponister for øjeblikket oplever!

Man kan også spørge på en anden måde: Hvis komponisterne selv ikke er interesseret i ny musik (ud over at producere den), hvordan pokker kan man så forlange at andre skal være det? Hvis komponisterne ingen entusiasme har i forhold til anden musik end deres egen, hvordan pokker kan vi så brokke os over at andre er ligeglade?

På NUMUS Festivalen bliver der spillet mere udenlandsk ny musik end nogen andre steder i landet; værker som det ofte er umuligt at høre andre steder eller på plade, men som ofte er dybt interessante: Er dette blevet ligegyldigt, således at det der er vigtigt er at få fremført sine værker og få nogle bestillinger, og så er det dét!? Og er det den form for ligegyldighed og fremmedgjorthed vi ønsker? Er det ikke netop den humane udveksling og nuancering af tanken, der er grundlaget for musik, og som gør at vi ofte kritiserer andre faggrene for at være kyniske og ensporede?

Dette er virkelig ment som et spørgsmål, men hvis man mener at det bør være så ligegyldigt, så tror jeg også man må se nogle konsekvenser i øjnene i det lange løb. Disse konsekvenser vil ikke være særligt behagelige, for vi vil da opleve en hver-hytter-sit-tendens, som til sidst vil resultere i at den demokratiske, økonomiske struktur, som det er lykkedes at bygge op i det danske musikmiljø, stille og roligt vil dreje over mod en ikke-faglig fordelingsinteresse, en hierarkisk og politisk magtstruktur. I en sådan magtstruktur er det de stærkeste der vinder.

Karsten Fundal