Tidens musikalske fester

Dansk Komponist Forenings Biennale i København, ISCM Verdensmusikdagene i Manchester, NUMUS Festivalen Aarhus. Alle tre arrangementer er platforme for opførelse af ny musik, som for nylig har fundet sted.

Det er blevet sagt om ISCM Verdensmusikdagene, at festivalen har udlevet sig selv. Det er blevet hævdet at festen ikke har nogen betydning mere, at en opførelse på en ISCM Festival er ligegyldig. Man hører disse og lignende bemærkninger fra såvel danske som udenlandske komponister. Sandt er det, at ISCM Festivalen var mere betydningsfuld tidligere, blandt andet fordi der ikke var mange konkurrerende festivaler med ny musik. Men holdninger har en tendens til at blive polariseret og myter er sejlivede.

Hvis ISCM Festivalen havde været så ubetydelig, som nogle hævder, så havde den vel næppe overlevet så mange år? Og når en komponist bliver opført på en ISCM Festival, hvorfor gør han eller hun sig så så mange anstrengelser for at rejse for at overvære opførelsen og bagefter nævne i sin folder, oversat til flere sprog, at værket er blevet udtaget og opført ved ISCM Festivalen? Svaret er: Fordi det stadig er vigtigt at blive spillet på en ISCM Festival. Trods alt.

En af myterne siger, at foreningsfestivaler er dårlige. De er dårlige fordi udvælgelseskriteriet i relation til værker er defineret ud fra krav om størst mulig repræsentation frem for højeste kunstneriske niveau. Det er nogle gange rigtigt. Men det har på den anden side vist sig, at komponistforeninger også har evnet at sætte lytteværdige programmer sammen. Den betydningsfulde festival Warszawa Efterår er et eksempel på en foreningsfestival, der gennem årtier har forstået at præsentere musik, som har tiltrukket publikum fra mange lande. Selv efter Polens markedsøkonomiske indtogsmarch, med nedprioritering af støtten til kunsten, herunder Warszawa Efterår, har festivalen forstået at forny sig, og selv under vanskelige vilkår at skabe programmer, der interesserer mange. I år har polakkerne fået Nordisk ministerråd til at mene, at satsningsområdet skal hedde Polen. Warszawa Efteråret modtager betydelige nordiske midler og præsenterer nordisk musik. Der sker fra 18.-26. september. (I øvrigt samtidig med Nordiske Musikdage i Stockholm, hvilket nok ikke er den heldigste planlægning).

De Nordiske Musikdage var en overgang også under skarp beskydning. Ikke så meget på grund af indholdet, mere på grund af amatør-agtig planlægning og gennemførelse. En enkelt gang blev festivalen lagt ind under Ultima Festivalen i Oslo og de nordiske komponister opdagede, at det var muligt at lave en attraktiv festival med ny nordisk musik. Problemet ved den lejlighed var, at Nordiske Musikdage var mindre synlig som underordnet del af Ultima. Noget måtte gøres og noget blev gjort. De Nordiske Musikdage blev fornyet, tvunget af omstændighederne, og der er ikke længere basis for den voldsomme kritik.

Dansk Komponist Forenings Biennale er også en foreningsfestival, som har måttet stå model til kritik. Denne kritik kan udmøntes i to planer: Kritik af indholdet og kritik af alt det praktiske omkring arrangementet. Det første er uundgåeligt lige meget hvor meget man arbejder med sagen. De der ikke bliver spillet, bliver sure. Og spilles for mange, bliver nogle sure over at de kunstneriske kriterier er ikke-eksisterende. Det andet er ikke helt så uundgåeligt: Gennem et grundigt forarbejde, langsigtet planlægning, styr over apparatet med meget mere, kan man vinde tillid i og uden for foreningen. Hvis man dertil formår at sammensætte programmer, som ikke for mange mener er helt håbløse, så er den halve sejr hjemme.

Det er især lykkedes Komponistforeningen i de seneste år at få vigtige brikker til at falde på plads. Man har satset på de bedste ensembler og dermed gode opførelser, man har forsøgt at skabe en atmosfære omkring koncerterne, blandt ved hjælp af lyssætning, 'koreografi', instruktion af musikerne, eksperimenter med koncertformen. Ved de to seneste Biennaler har arrangørerne valgt at lægge vægt på disse nævnte forhold.

Komponisterne Svend Aaquist, Klaus Ib Jørgensen og Niels Marthinsen var kunstnerisk ansvarlige ved den seneste Biennale. I tillæg til den anførte vægtning på musikersiden og etablering af 'stemninger' omkring koncerterne, havde de tre komponister bevidst valgt at præsentere så mange kolleger som muligt. Niels Marthinsen udtalte i den anledning til et dagblad:

»I vores Biennale koncentrerer vi os om det, det handler om: At synliggøre foreningen og dens medlemmer så stærkt som overhovedet muligt.«

Han blev suppleret af Klaus Ib Jørgensen, der samme sted udtalte:

Vi bruger Dansk Komponist Forenings penge, derfor er det også rimeligt, at vi primært eksponerer den danske musik. På Biennalen kan man høre musik af 60 danske komponister, mange af værkerne er ikke indspillet«.

Rene ord for pengene - så at sige

Blandt de nye tiltag havde Biennalens arrangører bedt en række komponister om skrive nye værker for samme instrumenter, som ældre kolleger har skrevet for. Man havde sat fokus på kirkeopera og musik til kirkerummet. Nils Holger Petersens kirkeopera Vigilie for Thomas Becket (1990) blev opført i Vor Frelsers Kirke.

Det blev tydeligt i løbet af Biennalen, at de kunstneriske ledere havde turdet tage chancer, vælge musik, der måske ville falde heldigt ud, temmelig sikkert det modsatte. Til sikkerhed for det kunstneriske niveau var så på samme koncert placeret et sikkert 'hit'. Koncerten den 24. marts med Athelas Sinfonietta illustrerer dette, hvor en koncert med ikke helt så profilerede værker afsluttes med Mogens Winkel Holms Syv Breve til Stilheden.

Andre koncerter var programsat med rene perler hele vejen igennem, og udført med artistisk per-fektion. Et eksempel på dette var koncerten med Sørensens Les Tuchins, Højsgaards Sonate i C-dur, og Ruders' Break Dance. Fremført med imponerende overskud af pianisten Erik Kaltoft, cellisten Niels Ullner og et ensemble under ledelse af Henrik Vagn Christensen.

Der er ikke grund til at bruge megen plads på at fremhæve det faktum, at planlægningen af Bien-nalen kunne have været bedre. De tre herrer var sent ude på flere områder, hvilket de formodentlig er de første til at indrømme.

Spørg Louise Lerche Lerchenborg om råd næste gang, eller den afgående kunstneriske leder for Ultima Festivalen Åse Hedstrøm, der begge har stor erfaring med at time et forløb. Ihukommende de nævnte kvinder må jeg indrømme - med al respekt for mænds fine måde at gøre tingene på - at jeg savner dygtige kvinder i arrangerende roller ikke blot i Biennalen, også generelt ved andre lejligheder. Jeg kan ikke være ene om at savne flere kvinders tilstedeværelse i menigheden. De gør det hele mere pirrende sjovt og ofte mere interessant.

Med hensyn til meninger om indholdet, er skribenten delt i to personer. Den ene siger: Det er sandeligen mange penge - 1,5 mio. kroner - at bruge på en Biennale. For det samme beløb kan man få hele tre NUMUS Festivaler - inklusive orkesterkoncerterne! Den anden person siger: Det er helt rimeligt at anvende medlemmernes penge til at spille medlemmernes musik, hvorved man igen optjener opførelses-penge til medlemmerne, som igen kan bruges til at spille medlemmernes musik, som igen…

Man kan optimistisk betragte det som et økosystem, hvor fornyelsen kommer indefra: Maskinen føder så at sige sig selv i et perpetuum mobile. Det er da et interessant fænomen. Men hvad hvis ingen opdager det? Hvad hvis ingen hører om det? Her kunne man henvise til debatoplæggene fra NUMUS Festivalen, som er trykt andetsteds i bladet. Her ses formidlingen og samarbejdet mellem institutionerne, som en nødvendig fornyelse af ny musik festivalerne.

ISCM i Manchester

ISCM Verdensmusikdagene er en forening med mange medlemslande. Mere end 40 er det for tiden. Hvis det er svært at finde fælles fodslag i en lille forening inden for et lands grænser, så forestil Dem hvilke problemer der må være i et foretagende som ISCM, der består af repræsentanter for medlemslande med vidt forskellige meninger om stort og ikke mindst småt.

Som det står til for tiden, er der løsnet op i foreningens statutter, således at værtslandet kan operere mere fleksibelt. Man skal fx kun programsætte 50% af de juryvalgte værker. I de senere år har vi set, at den ISCM-sektion der arrangerer festivalen har været nødt til at skabe en helt ny organisation, der som eneste formål har at planlægge og gennemføre festivalen.

Det er blevet en så bekostelig affære at arrangere festival og generalforsamling, at der må professionelle kræfter til. Den britiske ISCM-sektion havde i Manchester fundet frem til Richard Oyarzabal, der fungerede som 'producer/development officer'. Den kunstneriske ledelse var lagt i hænderne på Gillian Moore, en kvinde med erfaring og mod. Desuden presse- og marketing- afdeling plus en længere række sponsorer og firmaer i det lokale bagland.

I år var det 75 år siden den første ISCM-festival fandt sted i Salzburg. Dette jubilæum brugte de engelske arrangører som anledning til at hente perler frem fra ISCMs historie, fx Bergs Violinkoncert, Waltons Façade og Bryars opera The Sinking of the Titanic. En af arrangørernes vigtigste samarbejdspartnere er BBC Radio og deres Sounding the Century-projekt, som over en treårig periode afholder næsten 400 koncerter, udelukkende med musik fra dette århundrede.

Det blev tidligt klart at Gillian Moore ønskede at præsentere en festival, der involverede de forskellige institutioner, konservatorier, radio, fjernsyn, teatre, dans, osv. Det betød at juryens arbejde blev underordnet i forhold til det endelige program. Problemerne omkring juryarbejdet er ikke af nyere dato. De kom tidligt på skrift af ISCMs første præsident, E.J. Dent, som beretter om Ravels deltagelse i juryen i 1928: »When it came to voting it was hard to get him to commit himself and some of the scores baffled him completely. Heinz Tiessen was praising a new symphony by a young German composer. "It's all Chinese to me," said Ravel, "but if you tell me it's good German music I'll vote for it."«

Denne og andre spændende historier om ISCM er kun delvist tilgængelige for offentligheden. Anton Haefelis bog om foreningens historie optegner en del af perioden, men vi mangler meget før foreningens historie er ført up to date. Derfor begyndte ISCMs præsidium i 1995 at lede efter et sted, hvor foreningens arkiv kunne opbevares og gøres tilgængeligt for musikforskere. Størsteparten af arkivalierne har været samlet i Darmstadt i byens berømte musikinstitut.

Efter flere års forhandlinger med instituttet i Darmstadt, er det lykkedes at få frigivet ISCMs arkiv. Det er et vigtigt materiale, som ikke blot beskriver ISCMs historie, det er et materiale, som forskningen må inddrage i en dækkende beskrivelse af dette århundredes kunstmusik.

Omtalte materiale befinder sig nu i København. Et samarbejde med ISCMs præsidium og Musikvidenskabeligt Institut i København har ført til, at ISCMs arkiv vil blive anbragt på Det Kongelige Biblioteks musikafdeling. Materialet ordnes og gøres tilgængeligt for forskere og andre interesserede. Resultatet af flere års forhandlinger om placering af ISCMs arkiv, beskrives i en artikel af musikforskeren Michael Fjeldsøe andetsteds i dette nummer.

Højdepunkter

Der var flere spændende værker på dette års ISCM Festival. Blandt de største koncertoplevelser fandt jeg Harrison Birtwistles Pulse Shadows, som i virkligheden integrerer to uafhængige værker: Nine Movements for String Quartet (Arditti Kvartetten) og Nine Settings of Celan (sopranen Claron Mc Fadden med Nash Ensemble under Andrea Quinn). Ved en pre-concert talk omtalte festivalens overordnede kransekagefigur, Sir John Drummond, mennesket Birtwistle: »He came across as a man of few but revealing words, uncompromising, all matter, no dressing, like his music.«

I kraft af en stor donation fra en fond, kunne Gillian Moore hente det belgiske Rosas Dance Company til Manchester. Det opførte danseforestillingen Just Before, til live musik af Ictus Ensemblet (musik af Jogn Cage, Steve Reich, Iannis Xenakis, Magnus Lindberg, Debussy og andre). I den næsten tre timer lange forestilling med Rosas Dance Company, bygger koreografen Anna De Keersmaeker forløbene op på spændingen mellem realitet og fiktion, mellem det faktiske og det, man kan genkalde sig i kraft af hukommelsen.

Pianisten Joanna Mac Gregor har vi mig bekendt ikke haft fornøjelsen af at møde i Danmark. En eksplosiv klaverløvinde, der kan mere end de fleste. Hun uropførte Birtwistles Harrison's Clocks, og hun spillede Nancarrows klavermusik. Inden Nancarrow døde, nåede han at give tilladelse til, at Mac Gregor kunne spille klavermusikken på en ny måde: En del afspillet over højttalere, resten spillet live på scenen. Det var boogie woogie-opførelse, så man sad og gyngede med i stolen. På en og samme koncert spillede Joanna Mac Gregor musik af William Byrd, Thomas Adès, John Dowland, Harrison Birtwistle, J.S. Bach, Conlon Nancarrow, Igor Stravinsky, George Gershwin, Harry Warren og Aaron Copland.

Joanna Mac Gregor er også med i Django Bates' orkester, som spillede på festivalen. Hun kan det hele, Mac Gregor. Hun går bevidst efter blandingsformer, hvor jazz, rock og kompositionsmusik mødes. De musikalske afholdsmænd har svært ved at afvise hende, fordi hun også kan spille hundesvær musik af Birtwistle - dette så overbevisende, at den ellers så overordentligt kølige engelske komponist må diske op med kindkys og kram til pianisten.

Til næste år er det meningen at festivalen skal finde sted i Rumænien - blandt andet på Draculas borg. Den rumænske delegat har gennem mange år ved generalforsamlingerne bogstavelig talt råbt og skreget om at få ændret foreningens statutter, så han kunne gennemføre den festival, han gerne ville. Det skulle så ske til næste år, hvor delegaten lovede, at alle medlemslande vil blive spillet. Imidlertid havde han ingen penge til at komme til Manchester dette år, for her at redegøre for festivalen og berolige alle de tilstedeværende om, at alt var okay og festivalen på skinner.

Det er i en sådan situation at man dels priser sig lykkelig over at være sat til at leve i det lille land i nord, dels - og naturligvis kun i det skjulte - må trække på smilebåndet over disse højtråbende spillemaskiner, der kan alt og lidt til. Deres orale ekvilibrisme er magnifik, problemet er når visionerne skal udmøntes i praksis. Så brænder lokummet.

Hvis De ønsker at følge med i foreningens udvikling, kan De med fordel studere World New Music Magazine, som udgives af tyskerne Gisela Gronemeyer og Reinhard Oehlschlägel. Foreløbig er det blevet til 8 numre. Det seneste har blandt temaerne Howard Skempton, Chris Newman, Michael Newman, Unge britiske komponister, Ny musik i Portugal, Nyt om komponisten Jô Kondô, Moscow Forum og Conlon Nancarrow. Tidsskriftets adresse er: P.O. Box 10 24 61, D-50464 Köln. E-mail: musiktexte@t-online.de.

NUMUS-notabiliteter

Joanna Mac Gregor kunne med fordel hentes til næste NUMUS Festival. Blandt andet for at spille Nancarrow, som ved dette års NUMUS blev opført med hjælp af tyskeren Jürgen Hocker, som er devoted med hud og hår til Conlon Nancarrows musik. Jürgen Hocker var manden, der fandt et selvspillende Bösendorfer flygel. Han satte det i stand og fik grønt lys fra Nancarrow til at turnere rundt som formidler med de selvspillende klaverer. Hocker har været i Aarhus før. Denne gang spillede også pianisterne Helene Bugallo og Amy Williams firhændigt klaver ved samme koncert. De to kvinder spillede faktisk nogle af de tidlige ting, Nancarrow havde komponeret for selvspillende klaver. Musik der engang blev betegnet som uspillelig.

Nancarrow besluttede tidligt i sit liv, at det selvspillende klaver skulle være det musikalske medium. Han fabrikerede selv klaverrullerne efter sindrige systemer med meget komplekse temporelationer. Det tog ofte mere end et år at komponere blot 5 minutters musik.

I begyndelsen af 1980erne kom Nancarrow til Tyskland, hvor han medvirkede ved koncerter med György Ligeti, som forinden havde udråbt Nancarrow som århundredets største komponist. Verden så denne helt igennem originale musik, som nu findes tilgængelig på plademærket Wergo.

Zapolski-kvartetten havde en stor aften i Musikhuset. Musikerne spillede Bent Sørensens strygekvartet nr. 4 Schreie und Melancholie, György Ligetis 1. strygekvartet Metamorphoses Nocturnes, og Per Nørgårds strygekvartet nr. 8, Night Descending.

Tilstedeværende festivalister talte om et år med ny musik, der også kunne sige danske musikere og udøvere noget væsentligt. Den udvidede NUMUS Festival levede op til ryet som gedigen formidler af dansk og udenlandsk musik.

Det svenske ensemble Perler for Svin havde en tilsvarende dårlig aften, hvor intet rigtigt ville lykkes. En aften, hvor man glædede sig over den igangværende storkonflikt, der forhindrede et publikum i at komme ind og kede sig.

Der var ikke forfærdeligt mange mennesker til NUMUS Festivalen. Hvilket til dels skyldes sammenfald af fest og storkonflikt. Men også kun til dels. Kritikken til Komponist Foreningens Biennale om at være for sent ude, gælder også NUMUS Festivalen. Vi kan godt beklage at der kommer så få mennesker til NUMUS' 20 års jubilum - som Karsten Fundal med rette gør i debat-sektionen - men medie-håndteringen og samarbejdet mellem musikinstitutionerne i Århus kan der godt bruges en god portion negativ krudt på. For nu at sætte sagen på spidsen: I forbindelse med afviklingen af ét års festival, skal næste års tema offentliggøres. Så kan der komme justeringer i løbet af året. Men sonderinger bør gøres og aftaler bør aftales mindst et år i forvejen. Det kan man finde ud af andre steder, på festivaler der modtager betydelige midler og hvis fortsatte eksistens afhænger af om de opstillede succeskriterier opfyldes.

Set i det lys kunne danske festivalmiljøer for ny musik godt trænge til mere sved på panden. Dette vel at mærke først for alvor under andre og mere optimale betingelser; den anførte kritik rammer ikke helt plet i NUMUS' skydeskive, for arrangørerne får faktisk meget puttet ind i de rammer, der er til rådighed.

De andre og mere optimale rammer blev diskuteret ved den åbne debat Festivalerne i Det Næste Årtusinde. Temaet var skabt i anledning af NUMUS Festivalens 20 års jubilæum. Introduktion til debatten og selve debatoplæggene er trykt på de følgende sider.