Breakbeats. Støj som smykker

Af
| DMT Årgang 72 (1997-1998) nr. 08 - side 275-276

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Da jeg i 1986 som 14-årig erhvervede mig min første trommemaskine, var det primært for at kunne sidde hjemme og afgøre hvad jeg skulle sige til min trommeslager i bandet, når vi skulle indøve den pop-musik jeg på det tidspunkt komponerede. Jeg husker fascinationen af at kunne afspille 250 bpm (beats per minute), og maskinen fik mig ofte til at lege med rytmer som var utænkelige i de musikalske sammenhænge jeg tilhørte. Resultat: Jeg droppede musikerne og begyndte i stedet at lave musik på mine maskiners præmisser - og jeg ved nu at denne erfaring er ganske almindelig blandt min musiker-generation. Det skulle endda vise sig at denne erfaring sammen med legen omkring pladespillerens mulighed for hastighedsændring inspirerede til en nytænkning der nu har sat trommeslagere på udfordrende arbej-de. Breakbeatet er et eksempel på, hvorledes elektronikken nu omvendt agerer inspirator for levende musikere. Trommemaskinen, sampleren eller computeren som skaber breakbeats forsøges i dag kopieret af udøvende janitsharer.

Breakbeats har fået indflydelse på flere generationer af musikere og selvom det oprindeligt opstod i præ-hip-hop miljøet, betones det af mange udøvende breakbeatere i dag at de først er 'stået på' efter hip-hop og house.

En præcis definition af fænomenet 'breakbeats' findes endnu ikke i eksisterende musik-leksika, men jeg vil her forsøge en omkransning af emnet ud fra min foreløbige erfaring.

Et breakbeat er oprindelig et groove der er samplet fra anden musik, men navnet bruges i dag også om beats lavet på computer. Fænomenet break-beats er opstået ved at man valgte nogle instrumentale takter eller rund-gange ud fra et allerede eksisterende nummer. Den udvalgte musik loopede man så indtil det fik et par minutters længde, hvorefter man rappede ind over musikken. Ved et 'break' forstår man en lyd som man har 'stjålet'. Et 'beat' er så i denne forbindelse noget man selv har komponeret ud fra det allerede eksisterende materiale. I dag findes der mange varianter af breakbeats og jeg skal her nævne de to mest udfordrende anno 1998:

1) En opspeeded - samplet eller computerbaseret - rytme, hvor tempoet typisk ligger på 150-170 bpm. Londons undergrund skabte denne stil og i 1993 blev breakbeatet en så afgørende faktor i musikken, at den emanciperede sig som selvstændig genre under navne som 'hardcore-breakbeat' eller 'jungle' og i dag går under navnene 'drum'n'bass', 'drill'n'bass' og 'nu-dark'.

2) En samplet rytme (tempoet er underordnet) hvor der på computer er leget med effekter, såsom rumklang, eller reverserede slag. Man kan fx forestille sig én stortromme på tre forskellige spor tilknyttet hver sit 'rum' eller reverserede slag der 'skubber' til eller ligefrem undergraver det oprindeligt tænkte beat.

Disse maskinelle muligheder har fået konsekvenser for trommesporets funktion og placering i dele af denne musik. Opspeedes eller reverseres et breakbeat mister det sin fastlåste funktion som monotont rytmebærende element og får i stedet karakter af ornamentering. Populær-musikken har derfor delt sig - for hvis ikke trommesporet længere fordrede fest-deltagernes aktive deltagen ved dans, måtte bassen gøre det i stedet. Gruppen 'Smith and Mighty' fra Bristol er her blandt de første der tilbage i 1988 fandt frem til en bas-figur (samplet fra reggae, som kunne bruges i jungle. Siden kom sub-bass'en under den alle-rede eksisterende bas, hvilket gjorde musikken mere dansabel og kendetegner det man i dag kalder d'n'b.

Den anden retning er blot på sit begyndelsesstade idet kun ganske få for alvor har taget den alvorligt og fordi den foreløbig har appelleret til en undergrund lige så 'insider-bevidst' som kons-komponist-miljøet. Lad mig med det samme nævne fire vigtige navne: Squarepusher (Tom Jenkinson), Aphex Twin (Richard D. James), Luke Vibert og µ-Ziq (Mike Paradinas). Disse komponister går under betegnelsen 'Electronica's breakbeat experimenters', og især de to førstnævnte har udviklet breakbeats af uforlignelig skønhed. Luke Vibert arbejder mere med spændende samples, og til tider kan begyndelsen på hans stykker forveksles med typiske kons-kompositioner.

Ét af Mike Paradinas' sidste initiativer er en kompilations-cd af drill'n'bass stykker. Den livsglæde, umiddelbarhed og uforfærdethed hvormed Paradinas' venner går til sagen i denne genre, minder mig om ornamenteringen ved anden gennemspilning af en baroksuite og kender slet ikke til det mådehold megen kompositionsmusik har været præget af siden Schönbergs »Musik skal ikke smykke, den skal være sand«. Jeg synes breakbeats bliver interessante idet de går ind og organiserer støj, og jeg tror at der ligger en historie som venter på at blive fortalt som går fra futuristernes støjmanifest og frem til breakbeats - støj som smykker. En wienerterminologi kunne være: 'Mu-sikkens øjenbryn'. Hvad sker der fx når hvid støj gennemgår en forvandlingsproces over mod rillestøj (fra LP) og videre mod pulserende lag af heavy equaliserede rytmer - opspeedes til 220 bpm og ender som en trille i noget der kunne minde om et ledetoneforhold? Jeg tror at breakbeats i sig bærer et spændende kim som langt fra er fuldt udviklet endnu.

Gloser og hjemmelavede oversættelsesforsøg

Breakbeats hip-hop beat samples - eller tromme-agtige lyde der er skabt af elektronisk vej og som ikke nødvendigvis angiver et-slaget eller andre vigtige holdepunkter, og som til tider nærmere kan karakteriseres som en avanceret form for støj.

Breakbeats bruges bl.a i følgendegenrer:

Jungle opspeedede breakbeats som fx arbejder med reggae-bas-linjer. (Reggae ligger typisk på 65-80 bpm og breakbeatet på det dobbelte.)

Drum'n'Bass (d'n'b) al slags populærmusik der tilsættes hurtige breakbeats.

Drill'n'Bass hurtige eksperimenterende og ornamenterende breakbeats, ofte tilsat musik af ambient-karakter.

Trip-hop en tempomæssigt langsom og melankolsk genre (står i kontrast til house-kulturen) opstået i Bristol som fx blander hip-hop-beatet, reggae-bas-linjen og soul og indsætter støjen som væsentlig faktor via break-beats, vinyl-lyd og 'beskidte' samples. Massive Attack's album Blue Lines fra 1991 er startskuddet. Her medvirker Geoff Barrow (som senere starter gruppen Portishead) og Tricky.

Når jeg her har taget definitionen trip-hop med, er det for at skille stilarterne ad. Det har man de sidste par år haft svare problemer med i pladebutikkerne og således står pladerne i mange pladebutikker under kategorierne 'hip-hop', 'trip-hop', 'techno' og 'dance' i én stor skøn forvirring - 'd´n`b' og 'jungle' har typisk ikke fået nogen selvstændig stand endnu og det næste spørgsmål må være, hvorvidt det overhovedet giver mening at forsøge en genreinddeling, medmindre at man kunne oprette interne netværks-links som gik på tværs af stilarterne.

Det står ikke meget bedre til i special-forretningerne i København, idet disse forretninger trods deres langt mere begrænsede udvalg ofte inddeler pladerne efter pladeselskab således at ét pladeselskab partout laver 'eksperimental'.

Det er også vigtigt at slå fast at Bristol-grupperne 'Massive Attack', 'Tricky' og til dels 'Portishead' (som har en levende trommeslager) endnu udelukkende har brugt breakbeats i oprindelig forstand (det samplede beat) mens andre grupper som fx 'Lamb' i højere grad har ladet computeren arbejde på det ornamenterende element. Breakbeat-teknikken er dernæst afgørende for at man foreløbig har valgt at sætte 'Lamb' uden for trip-hop sammenhæng og for det meste placerer dem under d'n'b.

Dette er min erfaring hidtil med breakbeat-miljøet. Ting der sker her og nu og så hurtigt har det jo med at rykke sig undervejs, men jeg håber at dette kategoriserings-forsøg har givet et nogenlunde overblik.

Årgang 72/1997-1998, nr. 08