Det velmenende sortsyn

Han begyndte som bratschist i det svenske hofkapel, så blev han dirigent og var det i 10 år. Siden blev han radiotjenestemand og kammermusikchef på radioen i 10 år. Derefter blev han professor på Musikhögskolan i 11 år, og han sluttede på radioen, hvor han var aktiv i yderligere 9 år. Men han er nu mest kendt for sine kompositioner, svensk musiklivs grand old man, Ingvar Lidholm. DMTs udsendte mødte den svenske komponist i marts i forbindelse med indvielsen af det nye Musikkens Hus på Nybrokajen i Stockholm.

De yngre generationer af svenske komponister har vi ikke hørt og læst så meget om i Danmark. Kulturbyen Stockholm har planlagt et projekt, som de betegnende kalder Ladies next. En af de unge komponister i dette projekt hedder Paulina Lundin. Læs om kunstneren og hendes musik i dette nummer.

Hvordan vilkårene er for den nykomponerede musik kan vi læse om i Olav Anton Thommessens åbningstale ved Festspillene i Bergen, som vi trykker i dette nummer. Talen kan ses som en fortsættelse af den takketale, Thommessen holdt, da han modtog Nordisk Råds Musikpris i 1990. Vedholdende minder den norske komponist os om, hvilke samfundsmæssige mekanismer, kunsten tvinges ind i. I den forstand står Thommessens tale i korrespondance med Rolf Wallins opsang, som vi bragte i nummer 6 i indeværende årgang.

Synspunkterne hos de norske komponister understøttes af deres danske kollega, Niels Marthinsen, der i dette nummer beretter om mediernes forfladigelse af kunsten. Med Marthinsens egne ord: »... det går ad helvede til over det hele.«

Hvis man accepterer, at det hele går ad helvede til og at det kulturelle klima i ind- og udland er på nulpunktet, kan vi fra nu af logisk set kun se fremskridtet foran os. Hvis vi ikke kan tænke os en værre situation end den aktuelle, vil alt fra denne dag være båret af glæde over de små forbedringer, som trods alt ses ind imellem.

Denne iagttager skal ikke fremstille den nuværende situation som ideel, men energierne herhjemme til at udvikle det nu så marginaliserede område, er da ikke til at tage fejl af: Diskussionslysten og meningsudvekslingerne i dette organ tyder på alt andet end resignation, og hvornår har en forening som Musica Nova sidst haft en kø af interesserede, som gerne vil ind i bestyrelsen og præge udviklingen? Det var nemlig tilfældet ved den seneste generalforsamling i den lille forening. Danske komponister tages op på danske og udenlandske festivaler, der udgives dansk musik på cd som aldrig før, Carl Nielsen og hans musik er netop kommet på cd-rom, og de første bind i en ny samlet udgave af den store danskers musik, har netop set dagens lys.

Men bortset fra det går det ad helvede til. Enig. Men vi kunne da gøre noget ved det. Påvirke nogen til at gøre ting anderledes. Med jævne mellemrum er det aviserne, der står for skud. De interesserer sig ikke for ny musik, hedder det. Hvis hængemulerne satte sig ned og skrev læserbreve og artikler til aviserne, ville de blive trykt. Komponister og andre interesserede kan sætte dagsordenen for en debat om den ny musiks vilkår, også i dagbladene. Hvis de vil. Lige som flere kunne vælge at lytte til hinandens musik og gå til koncerter med ny musik, engagere sig, bruge tid og tanker på sagerne i formidlingsøjemed. Sådan som Ingvar Lidholm og hans generation i sin tid gjorde det.