En ny ideologi. Åbningstale ved Festspillene i Bergen 1998

Den 20. maj åbnede Festspillene i Bergen i Norge. I år var det jubilæumsår - 100 år siden Grieg foranstaltede den første festival-koncert med Concertgebouw. Grieg ville glæde sig over hvor meget ny musik, der bliver spillet ved Festspillene i Bergen i 1998. Vel at mærke dén nye musik, der stiller spørgsmålstegn ved hævdvundne traditioner.

Festspillene i Bergen er også blevet en platform for diskussioner om nutidens kultur. Et af beviserne på dette kunne man opleve ved den høytidelige åpning 20. maj med royal deltagelse: Olav Anton Thommessen holdt en meget kritisk tale om musikkens rolle. Talen er en fortsættelse af den takketale, komponisten holdt, da han modtog Nordisk Råds Musikpris i 1990.

Vi bringer Olav Anton Thommessens åbningstale ved Festspillene i Bergen 1998 på disse sider.

For hundrede år siden kunne Edvard Grieg invitere Amsterdams Concertgebouw Orkester til Bergen med en vished om at kunstens plads og funktion i samfundet var utvetydig. Dette besøg var med til at bekræfte kunsten som samfundets fremmeste bærer af ideer og idealer, som var fast forankret i oplysningstiden.

Nu ønsker vi igen orkestret velkommen til Bergen. Dette på et tidspunkt hvor kunstens situation er langt mere uklar. Meget er sket i mellemtiden, og vi bør bruge denne anledning til at reflektere over det som er sket med kunsten og med kunstnerens rolle, siden orkestret sidst var her på besøg.

Hans Sachs, det idealiserede billede af håndværker og kunstner, ser nogle som et selvportræt af komponisten Richard Wagner. Hen mod slutningen af Mestersangerne kommer Sachs med udsagn, som fortsat har en uhyggelig relevans. I en svensk oversættelse lyder det således:

»Att konsten rätt i vård man tog
och omsorg för den drog,
det synes bäst därav att densann är ock äkta än.
Giv akt! - oss hotar bister tid
och söndras vi av split och strid,
gå vi i falska, välska spår
ej fursten mer sitt folk förstår
och utländsk sed av främlings hand,
planteras i vårt fosterland.
Vad tyskt och sant och äkta är
Det skyddar mästerringen här."

Med disse ord sætter Wagner fingeren på et plagsomt paradoks ved kunstens væsen: Nemlig kulturens evne til at fungere som en artikulering af kræfter i samfundet, hvis mål er at så splid mellem mennesker. I et folk eller en ideologis søgen efter identitet, kan kunsten støtte en sekterisk indstilling, og ophøje og retfærdiggøre denne i forhold til et påstået fjendebillede.

Dette århundrede har set mange eksempler på at kunst er blevet benyttet på denne måde: I vort eget land blev nationalromantikkens uskyldige idealer forlænget og forvrænget på en måde, så også vi har været skyldige i sådanne kultur-holdninger.

Hvordan udnyttes kunstens evne til at trænge ind i det almenmenneskelige, så kunstens ubestridte evne til at styrke en sekterisk identitetsfølelse fremhæves? I Tysklands tilfælde blev fjendebilledet af det fremmede projiceret over på jøderne. Allerede i Martin Luthers skrifter artikuleres anti-semitismen, og dens dynamik voksede stadig og kulminerede i den industrielle udryddelsesproces, som blev virkeliggjort i gaskamrene. Som en integreret del af julehøjtiden blev mange tyske børn udsat for Humperdincks Hans og Grete. I dette tilsyneladende uskyldige værk bliver fjendebilledet projiceret over på heksen med den lange næse. I værkets slutscene bliver heksen skubbet ind i en ovn. Hvem kan sige, at dette ikke kan have bidraget til at netop en sådan ide blev virkeliggjort bare nogle år senere?

Meget af tyskernes rædsel og afsky for det fremmede blev rettet mod den jiddiske kultur, som de så på som et vrængbillede af deres egen kultur. Denne stærke og blomstrende internationale landsby-kultur producerede hele tre Nobelpristagere og strakte sig fra mellem-europa og langt ind i Rusland. Kulturen havde sin egen litteratur, musik og filmkunst; men vi kan med sikkerhed konstatere at selv om nazisterne heldigvis ikke magtede at udrydde jøderne, blev de faktiske resultater af Anden Verdenskrig, at næsten alle spor af denne kultur er fjernet fra Europa som et resultat af nazismens hær-gen. Da denne kultur heller ikke har fundet sin plads i det moderne Israel på grund af hebraiseringen af kulturen dér, har dette også bidraget til den jiddiske kulturs totale sammenbrud. Denne svundne kulturs skæbne - angrebet såvel fysisk som ideologisk - bør fungere som en advarsel for eftertiden. Dette sker når stærke kræfter, der er bevæbnet med en påstået overlegen kultur, mister deres syn på kunstens evne til at samle, og i stedet dyrker dens evne til at skabe splid. Nazisternes program bestod ikke kun af raceudryddelser, men også af kulturkamp.

For kunst er ideer iklædt form. Men det er ikke altid let at afdække et kunstværks egentlige ideindhold, og værkerne kan omtolkes fra generation til generation. Et kunst-værk kan misbruges i eftertiden og kan tages til indtægt for ideer, som er i strid med ophavsmandens oprindelige intentioner. Men kunstens evne til at artikulere det almengyldige ved det at være menneske, har resulteret i et historisk arsenal af oplevelser og erfaringer som er med til at styrke vores erkendelse. Orkestret som medium er en historisk overlevering af opsamlede erfaringer om menneskets evner til at kommunikere ved hjælp af høresansen. Orkestret bærer med sig en smuk klang, som vi den dag i dag har brug for at høre på. Denne klang fungerer som bro fra fortiden ind i fremtiden.

De ideer som orkestret formidler strækker sig fra det offentligt ideo-logiske til det private erkendelsesmæssige. Gennem oplevelsen af et kunstværk bliver det muligt at overføre det personligt oplevede fra et enkelt menneske til et andet ved at bruge og udfordre accepterede æstetiske konventioner.

Den svenske økonomi-filosof Pierre Guillet de Monthoux påpeger at en af hovedideerne i Adam Smiths bog The Wealth of Nations er at finde i forfatterens forsøg på at afdække et socialt modsvar til Newtons tyngdelovs-princip i samfundet. Han kom frem til at årsagerne til at mennesker bliver trukket ind i sociale net ligger i fænomenerne penge og ideer. Derfor kan kulturen også fungere som en social magnet. Men kunsten er ikke alene om at formidle ideer eller at bruge æstetiske virkemidler.

Vi lever i dag i en gennemæstetiseret verden. Walter Benjamin anklagede nazismen for at æstetisere politikken, fordi man derved dækker over samfundets faktiske magtstrukturer, som draperes i en æstetisk indpakning der forvandler ideologien til et salgbart varemærke.

Det at kunstneren har mistet sit fortrin i forvaltningen af æstetiske virkemidler har ført til at andre kræfter har overtaget formidlerrollen i samfundet. Andre mennesker og andre ideer og ideologier benytter sig af kunstneriske virkemidler for at lette deres formidlingsarbejde og for at sikre sig at budskabet når frem. Adam Smiths sociale tyngdelovsprincip, hvor penge eller ideer virker samfundsmæssigt samlende, erstattes af et nyt princip, hvor penge som idé vies uforholdsmæssig meget opmærksomhed. Kunstneren må slås for opmærksomhed, mod kræfter som med voldsom kraft ønsker at gen-nemføre denne altomfattende ideologi.

Hvordan kan vi bedst artikulere de skjulte ideer som maskerer sig bag pengefænomenet? Ideerne kan præsenteres som en slags finansiel hellig treenighed: Salgbarhed, Lønsomhed og Umiddelbarhed. Gennem reklamefænomenet bliver disse værdier ubønhørligt indpodet i samfundet, og håbet er at de bliver alment rådende. Man er så bange for at glemme disse idealer, at det godtages at filmiske kunstværker bliver afbrudt i tv-reklamer. Således finder disse miniprædikener ustandselig anledning til at minde os om pengenes unikke kraft til at føre os sammen ved at tilfredsstille behov, vi alle antages at have.

Meget af den internationale urbane folkekultur, vi forbinder med pop- og rockindustrien, er ikke andet end en kultur drevet frem af penge, en kultur som derefter reflekterer pengenes magt. Ved at gøre sine kunder historieløse, muliggør pengemagten at det salgbare stadig kan præsenteres som det 'nye'.

Kulturglobaliseringen sker på pengenes præmisser og er i sig selv afhængig af en stigende standardisering af produktions- og reaktionsmønstre. Således forvandles det lønsomme og det umiddelbare til det forudsigelige. Er vi i færd med at opnå at musikbegrebet bliver defineret af genrerne 'ambient music', når musikken ikke har en puls, og som techno-musik, når den har en puls?

Mange afvigende kulturudtryk bliver truet og udvisket i denne effektiviserings-kampagne, og kunstens fremmeste rolle som formidler af den frie tanke bliver lidt efter lidt trivialiseret og umuliggjort. Vi er i færd med at udvikle en ny type censur, som på alle måder kan sammenlignes med den situation, befolkningen i Øst-europa netop har fjernet sig fra.

Vi kan komme så vidt, at argumenter om at det ikke lønner sig at give støtte til kulturtiltag som anses for at nå for få mennesker, får stigende opbakning. I England er den eksperimentelle operagruppe Opera Factory netop blevet lukket med præcis sådanne argumenter som alibi. Lønsomhedskravet er i færd med at udrydde mangfoldigheden i kulturlivet, og små teatre eller ensembler kan blive nedlagt fordi deres forestillinger ikke tilfredsstiller de opstillede krav om indtjening. Sådanne trusler bliver ofte imødegået ved en intensivering i præsentationen af forudsigelige, velkendte kunstværker, som i sig selv bidrager til institutionernes åreforkalkning: En ond cirkel som ekskluderer nytænkning og mangfoldighed.

Måske bliver festspillet som institution fremtidens store beskytter af ulønsom kunst, det bliver det eneste forum for det uprøvede og uhørte. Hvis dette ikke sker bliver festspillet blot til et bal på slottet, og samtidskunstneren reduceres til en marginaliseret galning, som nægter at holde kæft!

Med et samfund hvor den økonomiske side er altoverskyggende, følger ubønhørligt et intellektuelt forfald. Aviser som skulle være til for at formidle ideer og tanker, reducerer deres faktiske indhold og kalder det 'redaktionelt indfald' til fordel for reklamerne. Det æstetiske udslag af salgbarheds-ideen, fører til at man kynisk undervurderer sine medmennesker, og man henvender sig til dem som om de var børn. Det er påfaldende, at vi i et land, hvor alle har en uddannelse, har en presse, som infantiliserer sine læsere og som gør sig bestemte antagelser om disse læsere, som baseret på kundebegrebet.

Mediernes eksistensberettigelse bliver i stadig højere grad at forvandle 'shopping' til en kulturaktivitet. Dette fører så igen til at medierne ikke magter at prioritere i vigtigheds-grader, men at de kun spekulerer i opmærksomheds-fremmende trivialiteter. Enorme ressourcer sløses bort for at fange vor opmærksomhed med uvæsentlige oplysninger, og ingen sætter spørgsmålstegn ved eller forklarer os hvordan vi er havnet i denne situation. Vigtige ideer bliver overskygget af sensationer, og kultur som ideforvalter bliver mere og mere til en minoritetssyssel.

Den yderste konsekvens af en penge-baseret ideologi er neutralisering og kanalisering af konsumenten. Ved udviklingen af en 'virtual reality' som tilfredsstiller alle behov, bliver kunstoplevelsen ligestillet med computer-shopping, internet, og sofistikerede computer-spil. Konsum-ideologien har som sit væsen, ønsket om at tilfredsstille alle behov og derved opnå passivisering. I et sådant samfund bliver alle endelig enige med politiet. Autoritære systemer har altid ønsket sig et passivt folk. Kommercialiseringen ser ud til at blive den ideologi, som vil opnå dette. Samfundet kan så komme til at bestå af tre institutioner: Banken, Forretningen og Transportsektoren.

Mange føler sig fremmede i et sådant landskab, og nogle kompenserer ved at fejlplacere deres æstetiske behov og begynder at 'nyde' kultur-genstande og ideer, som overhovedet ikke fortjener en sådan respons. 'Kitsch'-begrebet er et udslag af dette. Straks begynder nogen at spekulere i smagløsheden, og vi får en tabloidisering af kunstudtrykket som derefter bliver formidlet af mediernes evige jagt på det sensationelle.

I dette ensrettede mentale landskab skal kommercialiseringen af information og oplevelse presses yderligere frem for at maksimere ejernes gevinster. Hvem ved hvordan den nye mediesituation som er i færd med at vokse frem vil påvirke kulturens tilgængelighed? Kommercialiseringen inden for sporten vil nok over for mange tydeliggøre det, som er i færd med at ske. Med oprettelsen af 'pay-per-view' fjernsyn, vil lønsomme så vel som marginale udtryk blive forbeholdt de som måtte have penge. De andre vil udvikle sig til at blive en informationsunderklasse, ekskluderet fra de store eller vigtige oplevelser.

Derfor er det fortsat vigtigt at værne om statens forpligtende rolle i det at sikre kulturens tilgængelighed, og gøre dette til en demokratisk ret. Demokrati er tolerance og opmuntring til en mangfoldighed. Samfundet trues i dag af ensretning, forfladigelse og fordummelse. Denne treenighed bør blive kulturens fremmeste fjendebillede.

Lad mig slutte med at parafrasere Wagners indledende ord:

Att konsten rätt i vård man tog
och omsorg för den drog,
det synes bäst därav att den
sann är och äkta än.
Giv akt - oss hotar bister tid,
och främmad sed av annan hand
planteras i vårt andeliga land.
Vad sant och äkta är
det skyddar festspelen här.

Denne udtalelse kan stå som en advarsel når det kulturfremmede trænger sig ind på kunstens plads. Jeg ønsker Dem frugtbare oplevelser, og nyd Deres Festspil.

Tak for opmærksomheden.

Oversat fra norsk af Anders Beyer.