Nye bøger

Af
| DMT Årgang 72 (1997-1998) nr. 08 - side 280-284

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Dansk Årbog for Musikforskning XXV 1997. Redigeret af Jens Henrik Koudal og Thomas Michelsen. Udgivet af Dansk Selskab for Musikforskning, i kommision hos Engstrøm & Sødring, 1998. 159 sider, kr. 187,50 for ikke-medlemmer. ISBN 87-88328-14-7. ISSN 0416-6884.

I 1961 udkom det første bind af Dansk Aarbog for musikforskning, dengang udgivet af Dansk Selskab for Musikforskning i samarbejde med Det Unge Tonekunstnerselskab. DUT eksisterer som bekendt ikke længere, men Dansk Selskab for Musikforskning, oprettet i 1954, består, og kan nu sende den 25. udgave af årbogen på gaden.

Den første udgave fra 1961 er en relativt beskeden sag at få i hånden. Kun 85 sider, kedeligt udstyret, men med mange solide forskernavne tilknyttet. Årbogen var redigeret af Nils Schiørring og Søren Sørensen, og der var bidrag af Jens Peter Larsen, Børge Saltoft, Dag Schelderup-Ebbe, Jan Maegaard og Søren Sørensen. Foruden artiklerne (på dansk, tysk og engelsk) var der en rapport fra den 3. nordiske musikforskerkongres i København i juni 1958.

Efter 25 udgaver er årbogen vokset i omfang og udstyret fulgt med tiden, men dispositionen med artikler på hovedsprogene samt rapporter er den samme. Ligeså ét af navnene, idet Jan Maegaard også bidrager til jubilæumsudgaven.

Det har, ifølge bogens forord, ikke altid været problemfrit at få årbogen søsat gennem disse mange år. Selv om det redaktionelle arbejde altid har været ulønnet har der skullet ydes et større arbejde for at sikre det økonomiske fundament for en sådan smal udgivelse i et lille sprogområde.

Derfor er det heller ikke altid lykkes at få årbogen ud hvert år, hvorfor det har taget 36 år at nå til 25. udgave. Men nu er det altså lykkes, og i anledning af jubilæet har forskningsbibliotekar ved Musikhistorisk Museum og Det Kongelige Bibliotek, Anne Ørbæk Jensen, udarbejdet et omfattende indeks til disse første 25 bind. Dette indeks er et uvurderligt redskab til søgning af information blandt den store mængde af specialiseret detailviden, der i årenes løb er blevet formidlet af Dansk Årbog for Musikforskning.

Indekset i sig selv vil være grund nok til at anskaffe sig denne udgave af årbogen, hvis man har interesse i musikforskning. I tilgift får man så også fire gode artikler, forfattet af, som nævnt, Jan Maegaard samt Finn Egeland Hansen og Niels Bo Foltman, Søren Møller Sørensen og Annemette Kirkegaard. Sidstnævnte bidrog også til den seneste udgave af Musik & Forskning, med et aftryk af indledningen til det mundtlige forsvar for sin ph.d. afhandling om populær musikkultur i Zanzibar og Tanzania.

Bidraget til Musik & Forskning var ikke voldsomt interessant som videnskabelig artikel. Bedre går det her, hvor forfatteren tager udgangspunkt i de samme problemstillinger som i ph.d. afhandlingen, men nu anvender disse som springbrædt til en mere overordnet og principiel diskussion af Musiketnologi og musikhistorie, hvilket er artiklens titel.

Der er renset ud i den sniksnak, der skæmmede den første artikel, og i stedet præsenterer Kirkegaard aktuelle problemstillinger og muligheder ved musiketnologien i forhold til musikhistorien og i det hele taget musikforskningen. Det kan man bruge til noget, også fordi forfatteren formulerer sig klart og forståeligt.

Sværere at læse er til gengæld Søren Møller Sørensens Den ny musik og historieskrivningen. Metodeovervejelser. Sørensen er velbevandret i den nyere centraleuropæiske forskningstradition, og betjener sig af den samme sprogbrug: Masser af teoretiske fagbegreber og diskussioner af filosofiske og metodiske nuancer. Men hvis man har mod på at kæmpe sig vej gennem denne underskov af videnskabelig fag-jargon, er det en spændende artikel, der bl.a. diskuterer den uom-gængelige æstetiske vurdering i enhver musikhistorieskrivning samt receptionhistoriske aspekter, hvorpå disse diskuteres i forhold til den nye musik. I øvrigt mødes Sørensens og Kirkegaards artikel i påpegningen af etnologiens og antropologiens muligheder for at sætte frugtbart lys på vor tids musik. Hos Kirkegaard som en principiel overvejelse, hos Sørensen eksemplificeret ved Georgina Borns studie af IRCAM (anmeldt af Sørensen i DMT nr. 5, 96-97).

Jan Maegaards bidrag til denne jubilæumsudgave fokuserer igen på den komponist, der om nogen har optaget Maegaard gennem årene: Arnold Schoenberg. I sin artikel undersøger Maegaard Schoenbergs valg af tekstforlæg, og påpeger hvorledes der herigennem kan kastes lys på komponistens kunstneriske udvikling. Det er en god, vægtig og værdifuld artikel.

Årbogens indledning er mere forsigtig. Finn Egeland Hansen og Niels Bo Foltmann gør en slags status i Problemer og erfaringer i forbindelse med udgivelsen af Niels W. Gades værker. Selvfølgelig er det da interessant at læse om redaktionelle overvejelser i forbindelse med tilblivelsen af de tre første bind af Gade-udgivelsen: Hvordan kommer man tættest på Gades intentioner? Men artiklen er lige lovlig kort, den kommer ikke rigtig i gang, og burde næsten have stået i rapport-delen.

I sammenhæng med artiklens overvejelser vil jeg ikke undlade at henvise til Bengt Hambræus' glimrende bog Aspects of Twentieth Century Performance Practice, anmeldt i foregående nr. af DMT. Hér diskuteres netop dette 'Urtext-syndrom', som denne artikel også beskæftiger sig med.

Bogens sidste halvdel består af nekrologer over Finn Høffding og Johannes Mulvad samt, som altid, rapporter, anmeldelser, bibliografi og information.

Årbok for norsk samtidsmusikk 1997. Udgivet af Norsk Komponistforening, Tollbugt. 28, N-0157 Oslo. Tlf. +47 22 41 82 40. 232 sider, Nkr. 150,00. ISBN 978 82-992680-3-6. ISSN 0809-1471.

Endnu en årbog, men af noget nyere dato. Årbogen for norsk samtidsmusik udkom første gang sidste år som en reaktion på det tomrum i debatten om ny musik, der opstod da tidsskriftet Ballade gik ind. Det kom der en meget dynamisk årbog ud af, og denne 2. udgave følger godt op på det første udspil.

Layoutet er det samme som sidst - ikke umiddelbart noget særligt. Men indholdet er godt. Artiklerne falder i emneområder som 'aktuelt', 'temaer', 'arenaer' og 'portrett'. Hertil kommer et 'kalendarium' med rapporter fra det forgangne år samt en diskografi og en oversigt over cd-udgivelser.

Ikke overraskende gives Rolf Wallin en særlig omtale i kølvandet på tildelingen af Nordisk Råds Musikpris. Artiklen af Hallgjerd Aksnes, der tidligere har været trykt i Nordic Sounds nr. 3, 1997, giver et godt indtryk af Wallins spændvidde.

Klarinetkoncerten, som Wallin modtog Musikprisen for, blev desuden nærmere omtalt i første udgave af denne årbog, hvor den var blevet kåret som årets værk. Hvor Wallin befinder sig i det aktuelle norske musiklandskab kan man få et indtryk af i artik-len Aktuelle tendenser i norsk samtidsmusikk. Det er Hallgjerd Aksnes, der har kastet sig ud i det utaknemmelige projekt at forsøge at fremdrage møn-stre og tendenser i samtidens kompositionsmusik. Bjerglandskaber ses nu engang klarest på afstand, men med de forbehold, der må tages når objekter så tæt på søges holdt ud i armslængde, må man sige, at Aksnes klarer det flot.

I starten af artiklen skitserer forfatteren nogle hovedtendenser, hvorefter mange navne bliver anbragt i forskellige kategorier, begyndende med 'de første efterkrigsmodernister' (Nordheim, Hovland, Nystedt og Bibalo), efterfulgt af 'postmodernisterne', 'sonologerne' (bla. Thommessen og Thoresen) og 'talknuserne' (heriblandt Wallin). I efterfølgende kategorier får Aksnes placeret mange andre navne, hvorved man - skuffesystemet til trods - får et meget godt indtryk af norsk kompositionsmusik nu og hér.

En delvis overlapning er der derfor med Elef Nesheims artikel Med freden som springbrett, der med Anden Ver-denskrig som udgangspunkt søger at danne et overblik over de efterfølgende komponistgenerationer.

De øvrige artikler behandler enkelte nye komponister (Asheim og Smebye), kammermusikgrupper og norsk musikpolitik. Især spørgsmålet om en ny operabygning i Oslo har bragt sindene i kog. Den debat skal nok køre et stykke tid endnu.

Det er ganske flot at få fyldt 232 sider med vedkommende stof om norsk samtidmusik uden tendens til suppekogeri. Så - tillykke med anden udgave, og held og lykke med tredie.

Henning Bro Rasmussen: Kirkesanger og landsbyorganist. Om den seminarieuddannede lærer som kirkemusikalsk medarbejder gennem 200 år. Om dansk salmesang. Om sanginspektionen 1859-1970. Institut for Æstetiske Fag og Mediepædagogik, Danmarks Lærerhøjskole. Selskabet for Dansk Skolehistorie. Odense Universitetsforlag 1998. 399 sider, Kr. 300,00. ISBN 87-7838-356-0.

Forfatteren til denne bog, Henning Bro Rasmussen, var, blandt mange andre ting, studielektor ved N. Zahles Seminarium i mere end 40 år, Undervisningsministeriets centrale studielektor vedr. seminariernes musikuddannelse 1972-86, medlem af Statens Musikråd 1976-83 og desuden forfatter.

Ved Rasmussens død i 1996 forelå manuskriptet til denne bog næsten færdigt. Den afsluttende redigering blev foretaget af Tage Kampmann, Frede V. Nielsen og Vagn Skovgaard-Petersen, alle yderst erfarne og kom-petente mennesker.

I denne sin sidste bog tager Hen-ning Bro Rasmussen afsæt i et forslag til lov om uddannelse af lærere til folkeskolen fra 1991, hvori orgelundervisningen ved seminarierne endegyldigt afskaffes. Dermed afsluttedes en ca. 200 år lang tradition i læreruddannelsen, og for Rasmussen var det også en oplagt anledning til at betragte denne periode i sin helhed.

Det var en periode med vidtrækkende konsekvenser for kirkemusikken i Danmark. At seminarierne skulle forestå orgelundervisning var en konsekvens af, at man fra slutningen af 1790'erne havde tilstræbt at højne det kirkemusikalske niveau primært i landsognene gennem en kobling mellem kirke og skole. Den lokale skolelærer blev efterhånden uddannet til - og forventedes ganske selvfølgeligt mange steder - at forestå kirkesangen og - hvor der var instrument til rådighed - orgelspil. Ordningen var ikke uden komplikationer. Lærerlønnen var mildt sagt ikke nogen guldgrube, og arbejdet med kirkemusikken bidrog ikke væsentligt til at forbedre lærernes økonomi. Til gengæld tog dette arbejde de fleste af hans fridage.

At det har været et arbejde af et vist omfang ses af de forventninger, der i forskellige forordninger og lovudkast blev stillet til lærerne om at give skoleeleverne en kirkemusikalsk ballast, som kunne gøre dem til mere kompetente menighedssangere, ikke blot i forhold til repertoirekundskab, men også rent sangteknisk. Hertil kom så forventningerne til læreren om at kunne holde sig orienteret i revisioner i koralbøger, at kunne synge forsvarligt for og - op mod vort århundrede, hvor orgler i landsbykirker blev mere almindelige - at ledsage salmesangen med orgelspil.

For at kunne sikre en fyldestgørende uddannelse på seminarierne blev der i perioden 1859-1970 udpeget statslige sanginspektører, der skulle føre opsyn med denne uddannelse. I sig selv en faktor af stor indflydelse på ikke blot meninghedssangen, men på fællessangen i det hele taget.

Det har været Henning Bro Rasmussens ambition at fortælle om hele denne udvikling i flere parallelt løbende spor. En stor opgave at sætte sig, må man sige. Men han nåede at gennemføre sit forehavende med stort held. Det enorme overblik hjælper forfatteren godt på vej. Meget får han med og meget understøttes af mange og ofte lange citater. Ind i mellem kan det godt blive lidt for meget med lange passager fra forordninger og reglementer, men det er selvfølgelig ønsket om grundig dokumentation, der har drevet ham.

De forskellige udviklingslinier bliver organisk kædet sammen, og man får et ikke blot detaljeret og grundigt, men også levende billede af forandringerne i de kirkemusikalske forhold uden for de større byer. Bogen må være en guldgrube af informationer for alle, der interesserer sig for dansk kirkemusik. Sanginspektionens historie er mig bekendt ikke belyst så grundigt før. Rasmussen fortæller om denne institution fra Berggreen over Wöldike til Boesen, der var den sidste sanginspektør.

En god detalje i bogen er de mange små, korte biografier over mange af de både store og små skikkelser, der har sat deres præg på hele denne udvikling.

Der ligger et enormt arbejde bag dette værk. 15 siders litteraturliste taler sit eget sprog. Det er en bog, der bør blive et referenceværk på sit område samtidig med at den er den smukkest tænkelige slutsten på et langt livs virke for dansk skolemusik.

Kirsten Fink-Jensen: Stemthed - en basis for æstetisk læring. Det musiske i et livsfilosofisk lys. Danmarks Lærerhøjskole 1998. 140 sider, Kr. 110,00. ISBN 87-7701-580-0.

Forskellige tider har deres bud på den gode eller den rigtige ind-læring af færdigheder. Et af tidens varme bud er, så vidt jeg har forstået, æstetiske læreprocesser. I forbindelse med den nye folkeskolelov har Danmarks Lærerhøjskole iværksat en særlig udviklings- og forskningsindsats, udviklingsprogrammerne. Nærværende bog om æstetisk læring af Kirsten Fink-Jensen er et af resultaterne af disse udviklingsprogrammer.

Selve begrebet stemthed, der et af bogens vigtigste omdrejningspunkter, er ifølge forfatteren udviklet af K. E. Løgstrup. Stemthed udspringer af stemning i den musikalske betydning af ordet. Når et instrument stemmes i forhold til andre, så bringes det i samklang med disse andre. Der er ikke kun tale om tilpasning, da instru-mentet, når det er stemt, bidrager til den fælles klang.

Når man så taler om at det menneskelige sind kan være stemt over for noget, så forstås i denne sammenhæng, at det pågældende menneske er indstillet på at være i samklang med det givne fænomen, at være åbent-modtagende.

Den stemte oplevelse kan være en stærk og bevægende oplevelse, hvor distancen mellem subjekt og objekt mere eller mindre ophæves. Det samme gælder tidsfornemmelsen. Derfor henviser Fink-Jensen også til udtrykket 'det henrykte nu', som Johannes V. Jensen har brugt.

Forfatteren skriver også, at Løg-strups tanker har tilknytning til den filosofiske tradition, der kaldes livs-filosofi: 'Livsfilosofien er en praktisk filosofi på den måde, at den tager udgangspunkt i livserfaringen og ved at foretage en fænomenologisk analyse af disse erfaringer, søger den at forstå, hvad mennesket er for et væsen. Ud fra dette bliver det livsfilosofiens projekt at forholde sig til spørgsmålet om, hvad det vil sige at leve, og hvor-dan mennesket kan leve bedst' (s. 19).

Videre skriver Fink-Jensen, at retningen opstod som en reaktion på reduktionistiske tendenser inden for sociologi, biologi og psykoanalyse. Det er sært, at hun ikke henviser til Maslow, for den stemte oplevelse har i de nævnte beskrivelser åbenlyse ligheder med Maslows 'højdepunktsoplevelser'. Endvidere udviklede Maslow, ifølge K.B. Madsens fremragende lille bog om ham, sine tanker netop som en reaktion på dehumaniserende tendenser inden for fx psykoanalyse, og han talte i stedet om en 'humanistisk psykologi'. Men det livs-filosofiske passer tilsyneladende bedre til Fink-Jensens temperament. For hende er det musiske element en op-lagt mulighed for at give undervisningen en anden og væsentlig dimension.

Gennem musiklytning kan børn (i dette tilfælde) gives stemte oplevelser, og da sådanne - ifølge Løgstrup - vil artikuleres, er det oplagt at koble musiklytningens stemte øjeblikke til kreative udtryk som dans, tegning, drama m.m. Om praktiske erfaringer med sådanne forsøg handler det meste af bogen.

Den indledende beskrivelse af teoriapparatet er spændende og inspirerende læsning. Den efterfølgende beskrivelse af de praktiske erfaringer er da heller ikke uinteressant, men er til gengæld skrevet på en måde, så en del læsere uden for pædagogisk mindede kredse nok vil stå af. Personligt har jeg det heller ikke alt for godt med de indfølte, nærmest kælne, nutidsformuleringer: 'Dan åbner sig og får styr på musikken' eller 'Nelly lærer at indleve sig i musikken'.

Det er ærgerligt, for iagttagelserne og overvejelserne er sådan set gode nok, selvom de kun lige når at røre ved noget af det for mig at se rigtigt spændende: Musikkens diskursivitet. Men dette er jo heller ikke forfatterens anliggende. Projektet sigter mod at inspirere til en inddragelse af musiklytning i undervisningen som et middel til at fremme stemte oplevelser, der igen gennem deres artikulation vil give mulighed for meget værdifulde indsigter og selverkendelser. Og det er også et spændende projekt.

Som sådan en inspirerende, anbe-falelsesværdig lille bog.

Kirsten Kjærulff og Hans Jørgen Frederiksen: Det levende lys. Billeder af Hildegards visioner. Forlaget ANIS 1998. 104 sider, indbundet og rigt illustreret i farve og s/h. Stort format, Kr. 348,00. ISBN 87-7457-219-9.

Lux Vivens. Sange fra Hildegards visioner. Cd med Det Danske Hildegardensemble. Religionspædagogisk Center RPC-CD 103. Spilletid 67'.

Kr. 128,00.

Den sidste udgivelse i denne bunke er suverænt den smukkeste. Anledningen til udgivelse af denne store, gennemillustrerede bog og den beslægtede cd er da også usædvanlig: Det er sjældent, at der er mulighed for at fejre en 900 års fødselsdag.

Personen er selvfølgelig heller ikke en hvem som helst. Der er tale om én af middelalderens største mystikere, der samtidig var teologisk forfatter og digter, prædikant, naturlæge, kender af vin, sten og helbredende urter. Og desuden en af de tidligst kendte komponister. At der tilmed er tale om en kvinde gør det blot endnu mere specielt.

Der er naturligvis tale om Hildegard af Bingen, allerede gennem snart 20 år et kendt navn i kredse, der interesserer sig for den tidligste musik samt middelalderlig mystik. Allerede som barn havde Hildegard syner, som hun imidlertid holdt for sig selv. Først som 42-årig begyndte hun - efter en visionær tilskyndelse - at nedskrive sine syner. Hun blev så anerkendt i sin samtid, at hun fik pavelig status af at være profet, hvilket betød, at hun modtog besøg fra nær og fjern, samt stod i korrespondance med mange af tidens store personligheder.

Mange af hendes skrifter er beva-rede, og det er det ene af hendes tre store åbenbaringsværker, Scivias, der gengives i kommenterede uddrag i denne bog, sammen med farvegengivelser af samtlige 35 bogmalerier i det originale manuskript fra ca. 1165.

Det er altså ikke nogen egentlig musikbog, men et enestående eksempel på den helt særlige middelalderlige kristne mystik og symbolbrug, man møder hér. Faktisk er Hildegards visioner og tilhørende illustrationer så originale, at man uvilkårligt kommer til at tænke på senere mystikere som William Blake. Og som hos Blake er visionerne bestemt ikke lette at gå til. Hele den middelalderlige teologi kan være en meget tillukket verden, der kræver, at man giver sig god tid til at komme ind i dens komplicerede symboltænkning. Her får man heldigvis god hjælp af kommentarerne.

Sammen med bogen udgives desuden en cd med sange fra Hildegards visioner, indsunget af Det Dan-ske Hildegardensemble, et ensemble, der blev dannet i 1997 med tanke på fejringen af Hildegards 900 års dag i år.

Ensemblet, der til dels består af nonner fra Maria Hjerte Kloster i Sostrup, synger 14 af Hildegards melodier, der adskiller sig fra ortodoks gregorianik ved at sprænge alle rammer for tradition med hensyn til toneomfang, intervaller, længde og tonearter. Men Hildegard modtog heller aldrig formaliseret musikundervisning, men nedskrev sangene som hun modtog dem i sine visioner.

Ensemblet synger dem smukt, især med tanke på at det ikke er et professionelt ensemble. Men netop dette forhold bidrager til at give sangene en mere personlig glød end mange top-professionelle udgivelser. Ind imellem svigter intonationen dog lidt, især i solistens dybe leje, og især mod slut-ningen af de lange passager. I august måned vil man kunne se en udstilling om Hildegard af Bingen i Rundetårn, en udstilling, der i løbet af det næste år vil blive vist i 6 andre byer.

Årgang 72/1997-1998, nr. 08