Nye plader

Af
| DMT Årgang 72 (1997-1998) nr. 08 - side 277-279

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    What sounds do – how to produce an audio paper
  • Annonce

    What sounds do – call
  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf

Michael Nyvang: Movements for a Monument to the Loneliness of Our World. Erik Kaltoft, klaver. dacapo 8.224074. Spilletid: 59'.

Det er ikke for tidligt at Michael Nyvangs timelange klaverværk, Movements for a Monument to the Loneliness of Our World, bliver indspillet. Et vægtigt bidrag til den nutidige danske klaverlitteratur, som allerede har kunnet høres en del gange på koncerter rundt omkring. Erik Kaltoft har uropført det, både i dets foreløbige version i 1988, da endnu kun 5 af de 7 satser var komponerede, og i dets endelige form fra 1993. Han spiller det koncentreret og med temperament. Men samtidig med at han koncentreret følger værket til dørs, stiller han sig også uden for det og lader det fortabe sig i sine objektive strukturer. Medlevende og alligevel nøgternt. Sådan skal det lige præcis være.

Titlen indikerer, at der er tale om et åbent værk: Movements for a Monument... er, selvom det er omfattende, ikke monumentet i sin helhed. Tanken om en ensomhed, der er så verdensomspændende, at den overskrider sig selv, sin isolation, og bliver et fælles anliggende, og som en enkelt mand derfor ikke kan komponere et monument over alene, er en tanke, der hurtigt flyver ud over kontinenterne og fortaber sig i et hvilken som helst klubværelse, konferencerum eller markskel på vejen. Det er vel ikke umuligt at musikalske associationer kan følge netop de samme nervebaner som sådan en tanke? Under alle omstændigheder synes fortabelse at være et godt ord for disse satsers måder at være på.

Trediesatsen, fx, med titlen Lied, starter distræt med at pianisten/komponisten/lytteren glemmer sig selv i nogle musikalske gestalter, der kommer fra første sats - bl.a. en kort repeterende og dynamisk aftagende bevægelse (som ekkoet i den grotte, man er gået ind i for at synge sin Lied). Så, nærmest uforvarende, dumper man ind i et polyfont spind, som en søvngænger i en labyrint. Når man efter mange minutter kommer ud af labyrinten igen, virker det ligeså uforvarende, næsten tilfældigt, som da man dumpede ind i den, og de indledende gestalter dukker op igen som om intet var hændt.

Andre satser beskriver mere fikserede tilstande. Som tandhjul i et urværk udfører de de bevægelser, de er bestemt til, det gælder fjerde- og sjettesatsen, Deus ex Machina og Reduktion, mens den lange femte sats som de to omkranser, Exces, står som en kæmpe blandt dværge - en gevaldigt ambitiøs gestus, i sig selv mere end et fragment. Der er visse formale anlæg, der antyder forskellige symmetrier: Sidste sats er en behandling af materiale fra første sats, trediesatsen vendte som nævnt tilbage til sit ud-gangspunkt, femtesatsen er omkranset af to beslægtede satser, der er mange 'rammer'. Måske er værket i virkeligheden slet ikke så åbent, som titlen indikerer?

Der står i booklet'en, at det ville være halsløs gerning at forsøge at beskrive eller forklare værkets forløb, for værket er lige så komplekst i sin form som det er langt. Jeg vil herefter tage advarslen alvorligt.

Bent Lorentzen: A Wondrous Love Story (Tristan variations). Lone Rasmussen, sopran, Morten Frank Larsen, baryton, Ole Hedegaard, tenor, Flemming Windekilde, dir. Kontrapunkt 32267. Spilletid: 68'.

Denne Lorentzen opera for tre sangere og præindspillet bånd er fra 1977, skrevet til Bayerische Staatsoper i München, og har også været sat op i Danmark på Kaleidoskop teatret på Nørrebro i 1996. Den handler om en ung revolutionær helt, Richard Wagner, som også på en måde er Tristan, og en kvinde, som også er Isolde, samt om denne kvindes mand, en industrimagnat, der hader demokraterne og revolutionen, og som samtidig også er Kong Marke i en vis forstand - ægtemanden, den magtfulde, den besiddende, den undertrykkende. Wagners liv, værk og musikalske såvel som dramatiske ledemotiver, særligt selvfølgelig fra Tristan og Isolde, er således temaerne, der varieres over, og med nogle citater indbyggede.

Men operaens eget kunstneriske ståsted er langt fra Wagners operatiske Riesengebirge: Low budget avantgarde musikteater, maskinelt, metallisk, militaristisk, med en ambition om at skære ind til benet. Publikum trættes ikke med unødige forklaringer og overgange, i stedet klippes der direkte til det, det handler om. Wagner/Tristans første møde med Isolde foregår således i en togkupé og fra deres øjne først mødes spilder de ikke ordene, men udbryder begge spontant: Lass mich sterben.

Efter således med wagnersk klarsyn at have forstået og formuleret betydningen af deres øjeblikkelige og meget ideelle, uudgrundelige kærlighed går de gradvist i selvsving, gentager sætningen igen og igen indtil betydningen er splintret og det, der bliver tilbage er mich og ich og al den konsonante musik, der derudaf kan ledes. De overraskes af tenoren alias Kong Marke alias Isoldes onde idiot af en husbond, hvis vrede udtrykkes tilsvarende uden overflødige semantiske lag: M bö bi! I bä bi bö bi! etc., raser han.

Temaer som den ideelle kærlighed, dødslængsel, egocentrisme, besiddertrang og jalousi væves således hurtigt og elegant sammen uden at der er behov for at publikum koncentrerer sig unødigt om at forstå teksten, for teksten er ofte 'blot' lyde. Og lyde er jo et glimrende materiale at komponere med. De menneskelige relationer er sat i spil og der er gjort plads til musikken.

Den musikalske grundstemning males - sammen med stemmerne - af langsomt sugende, metalliske klange fra grænselandet mellem tone, støj og reallyd. Det er også klangverdener, der går igen i den musikalske fremstilling af handlingens forskellige rum: Toget, revolutionsscenernes krigstummel og ægtemandens fabrik, hvor han er travlt beskæftiget med at udnytte, udbytte og undertrykke, samtidig med at andre stressfaktorer trænger sig på: Han skal holde demokraterne fra døren (Was mir gehört bleibt mein besitz) og han skal også holde kvinden på sin plads, og holde på hende, kæmpe mod sin jalousi (igen: Was mir gehört bleibt mein besitz). Han er som en rigtig attenhundretalskapitalist i besiddelse af et heftigt politisk temperament. I et meget perkussivt vokalparti udtrykker han sin politiske overbevisning bl.a. ved den stadige gentagelse af sætningen knallt die Sweine nieder samt dele heraf og også ord som Ha! og Argh!

Selv om forbindelsen til reallyde knytter musikken til et univers af lydeffekter, er det hovedindtryk man får af operaen ikke så meget domineret af oplevelsen af disse, men snarere af den sugende langsomhed som alle klangene formuleres med. Og mens den narrative stil er udpræget effektiv, er alt det, der ikke formidler nogen handling, til gengæld strukket ud, så det giver en tilsvarende fornemmelse af langsomhed, sine steder - som fx kvindens oplæsning/gennemsyngning af en længere passage fra Tristan og Isolde i dens originale udgave på mittelhochdeutch - grænsende til det langtrukne. Eller for at sige det lige ud - til det lidt småkedelige. Muligvis fordi Lone Rasmussen ikke rigtig overbeviser. Ole Hedegaard formidler sin, ganske vidst også mere taknemmelige, rolle som ægtemanden, med større gennemslagskraft og underholdningsværdi, og Morten Frank Larsen med sin Wagner-egnede stemme synes også at fylde sin plads fint ud.

Hvorom alting er, så er denne opera, der ganske vist ikke i sig selv er nogen nyhed, nu tilgængelig på cd og det er udmærket.

Arne Nordheim: Electric. Rune Grammofon AS. RCD 2002. Spilletid: 74'.

Apropos bånd og elektronik er der fra broderlandet kommet en genudgivelse af 5 elektronmusikværker af Arne Nordheim, norsk pioner på feltet. De er skrevet i årene omkring 1970 og Nordheim havde på det tidspunkt tæt kontakt til Polen og lavede en del af sin elektronmusik i Warszawa, hvor skellet mellem den 'tyske måde' at gøre tingene på - noget med at forske laboratorieagtigt i de elektroniske klange, firkantet sagt - og den 'franske måde' - noget med at benytte og manipulere reallyde, musique concrete - var sat ud af kraft.

Nordheim var i disse værker således mest optaget af at bruge de nye klangverdener til at skabe udtryk og effekter med, og at komponere musikalske, til tider nærmest symfoniske forløb af det materiale, der kan skabes eller bearbejdes i et studie. Ligesom i Lorentzens Tristan Variationer, er det derfor i høj grad en økonomisk omgang med materialet, det handler om. Det dur ikke at udnytte alle mulighederne hele tiden.

Der er således meget tonedigt over disse værker, og megen af den 'polske skoles' måde at forholde sig til de avantgardistiske teknikker på - det resulterer i værker, der kunne være lydspor til imaginære film. Undtagelsen her er værket Polypoly, skrevet til Verdensudstillingen i Osaka i 1970, som består af en række repeterende forløb af forskellige varigheder, loops, der afspilles oven i hinanden og som således hele tiden kombineres forskelligt.

Med mange reallyde - orkester, der stemmer, balletskole-klaver eller noget i den retning, samtale mm. - i sig og med den indbyggede tilfældighed og uendelighed i det formale (musikstykket spillede uafbrudt i et halvt år i den skandinaviske pavillion på nævnte verdensudstilling, men først hvis det havde spillet i 102 år ville de forskellige lag mødes igen og musikken begynde forfra) er det klart at oplevelsen bliver en helt anden. Et lydlandskab uden en samlende, styrende logik, som i de fleste af Nordheims elektroniske værker.

I værket Warszawa opstår på en måde en mellemting mellem de to værktyper - værket er tilrettelagt fra ende til anden, men som et portræt af en by ikke som en musikalsk handling. Der indtræder således en mere impressionistisk tidsfornemmelse (omend der ikke hermed hentydes til impressionismen som stil), sanseindtryk bevæger sig forbi, rundt, væk, man er turist et sted, som man ikke forstår, men man fornemmer stedets lugte og lyde og synes måske oven i købet at man derved 'kender' stedet.

Ebbe Hamerik: Marie Grubbe. Inge Frey, Mogens Wedel, Dorothy Larsen, Niels Møller, Radiosymfoniorkesteret, Martellius Lundquist, dir. Danacord DACOCD 480. Spilletid: 77'58.

Og apropos opera er der her endnu en ny ikke-nyhed. En radiooptagelse fra 1959 af en 2-akter, Marie Grubbe, komponeret af den i dag ret ukendte Ebbe Hamerik, er nu kommet på gaden i en restaureret og digitaliseret udgave. Emnet er jo oplagt for en dansk opera - den sandfærdige historie om det smukke, erotiske og viljestærke pigebarn, der får et voldsomt spændende liv som femme fatale i samfundets øverste lag, som ender som fattig, men tilfreds og livsklog færgekone, og som i denne sidste fase af sit liv fortæller sin livshistorie til selveste Ludvig Holberg, mens han venter på at komme videre i sin rejse.

I denne opera har Ebbe Hamerik og hans librettist valgt at gå uden om J.P. Jakobsen, H.C. Andersen og hvem der ellers har haft fingre i historien og i stedet så vidt muligt holdt sig til de kendte fakta omkring fru Grubbes mondæne liv. Jeg vil nok umiddelbart tillade mig at tvivle på hvor smart en idé, det var. Hvor der kunne være kommet et stramt plot, fyldt med de mest klassiske operaagtige elementer - hvis det altså er det, man vil - er her blot en lidt løs fortælling med en masse numre og optrin. Det er ikke melodrama, ikke verisme, det er ikke rigtig noget.

Musikalsk ret spredt fægtning, selvom der da bestemt er passager som man kan svinge sig op til at sige noget pænt om, - især eftersom det er noget så sjældent som en dansk opera, vi har med at gøre. Men det er vel mest fordi man er overrasket over at der ind imellem det ret hjælpeløse faktisk af og til også er noget, der lykkes. Ligefrem, som Mogens Wenzel Andreasen gør det i programhæftet, at mene at Ebbe Hameriks operaer - hvoraf denne altså skulle være den mest ambitiøse og vellykkede - bør hentes frem af glemslen og sat op, det synes jeg er at gå for vidt - det er da helt vildt som alt, hvad der er skrevet før 1950, pludselig er 'uretfærdigt glemt'.

Ib Nørholm: Chamber Music 3 - Essai Réfléchi, Op.100; Øjeblikke Op.118; Mac Moon Songs II Op.140; Trio Op.13. LIN ensemble (Jens Schou, klarinet, John Ehde, cello, Erik Kaltoft, klaver), Birgitte Frieboe, sopran, Niels-Jørn Jessen, trompet. Kontrapunkt 32272. Spilletid: 61'.

Tre kammermusikværker af forholdsvis nyere dato og en tidlig trio udgør tilsammen dette Nørholm-udvalg af musikalsk-lyriske udsagn, der spiller på mange strenge, selv på klarinetten. Den store spændvidde i Nørholms udtryksregister får ofte folk til at bruge det efterhånden ret fortærskede udtryk 'stil-pluralisme' om den, og det er unægteligt et karakteristikum ved musikken, at den hyppigt skifter 'ansigt', og at det er et af de forhold, der giver den vitalitet.

Den skifter også ind og ud af tonaliteter og atonaliteter, hvis dette sidste udtryk altså kan stå i flertal - men det ved vi jo godt, at det hele tiden gør ude i virkeligheden. Og selvom det måske kan være svært at forstå, at denne spænding mellem det tonale og det atonale kan blive ved med at være en drivkraft, en anstødssten, der i sig selv kan give anledning til musikalske idéer i værk efter værk, så kan den det altså. Men det er efter min mening ikke det, Nørholms musik 'handler om', heller ikke om det at musikkens 'sprogtone' bevæger sig: af en stil-pluralistisk musik at være, er den efter min mening meget lidt schizoid.

For godt nok er musikken det ene øjeblik 'skamløst tonal', som det altid hedder i bookletter og lignende tekster - man ser den glædesstrålende anti-modernist for sig, hoppende som en fregnet dreng, der rækker tunge af sin strenge, atonale far, mens han, skam-løst, blotter sin tonale kadence (hvor-for bliver man ved med at forbinde tonalitet med skyldfølelse, hver gang man egentlig forsøger at sige at det ikke er det det drejer sig om?) - og det næste øjeblik atonal. Men er det ikke mere sammenhængen, det handler om? Ikke bare stemmen bag ansigterne, som er den samme, men også ansigternes mødepunkter, de har arvet hinandens næser og mange af dem har også det samme træk om munden - selv Schubert, når han ruller sig på Nørholms klaver, er ikke en 'anden'.

Når Poul Borum, der i hvert fald engang var så glad for kamæleon-billedet og Rimbauds Je suis un autre, og Ib Nørholm gik så godt i spænd som de gjorde, er det jo ikke sikkert at det betyder at Nørholms musik handler om forvandlinger og forandringer eller identitetsfralæggelser, men måske om det modsatte - 'Jeg er den samme'. Sådan synes jeg det lyder, men nok om det.

Homogeniteten mellem værkerne og internt i værkerne, som jeg hermed fik eksponeret, kunne også stå som en kvalitativ beskrivelse af musikernes indsats. LIN ensemble med venner har kendt hinanden længe nok til at kunne musicere uhindret af hinanden og samtidig være i kontakt hele tiden undervejs. Repertoiret her på cd'en er tydeligvis også fortroligt for dem, der spilles med en naturlig selvfølgelighed.

Niels Viggo Bentzon: Ensemble Nord & Niels Viggo Bentzon play Bentzon. Ensemble Nord (Karen Skriver, fløjte; Peter Lindegaard, klarinet; Otto Andersen, cello; Curt Kollavik-Jensen, guitar, Torsten Folke Pedersen, per-cussion; Sven Birch, klaver; Ricardo Odriozola, violin; Jan Lund, tenor); Niels Viggo Bentzon, soloklaver. Kontrapunkt 32265. Spilletid 66'.

Udover Ensemble Nords særdeles fine spil og et par værker, der virkelig klæder deres besætning, er der grund til at høre denne cd for Jan Lunds forrygende udfoldelser i værket Cabaret Voltaire Op.551, Drei Dadaistische Studien für Tenor und Guitar. Nonsens har en særlig plads hos Bentzon: Det øjeblik, hvor det hele er blevet så tilstrækkeligt komisk uforståeligt at man kan ryste det af sig og starte igen, befriende naivt, kun med udgangspunkt i sig selv. Cabaret Voltaire er musikalsk set ikke specielt meget nonsens, men det er befriende naivt og det giver virkelig Jan Lund plads at boltre sig på. Og boltre sig, det gør han, virtuost og med en pragtfuld stemmekontrol, glimrende akkompagneret af Curt Kollavik-Jensen.

6 gange, i 6 improvisationer, der fungerer som intermezzi mellem de komponerede værker, sætter Niels Viggo Bentzon sig og tager udgangspunkt i sig selv, fabulerer løs i det nu han er i, sådan som han jo kan. Men det er ærlig talt ikke så interessant at høre på så mange gange.

Udsat for det klangligt uhomogene, men tæt sammenspillede og derfor alligevel også meget fint sammenhængende instrumentarium i Ensemble Nord, får Bentzons idéer - bl.a. via alle mulige pudsige fordoblinger mellem guitar og triangel, klarinet og woodblocks og alle mulige andre konstellationer - en cirkusagtig friskhed, Ensemble Nord bliver et 'band' og det kører derudad. Udover 4 værker fra 90erne, alle skrevet til Ensemble Nord eller dele heraf, er der 3 tidlige værker på cd'en - Opus 4, som er Bentzons første sonate for violin og klaver helt tilbage fra 1939, Opus 17 som er 6 variationer for fløjte og klaver samt Mosaique Musicale, Opus 54. Og så de 6 improvisationer, September Mood No.1-6.

Diverse

Vi har modtaget 2 cd'er i crossover genren. Den ene er Chronox med The Soegaard Ensemble (LEO LAB CD 040), ledet af guitarist Fredrik Soegaard, som er en vanvittig sag, der leger med at spille tingene baglæns og putte guitar-soloers delaylyd igennem et fraktalt computer-program, hvis jeg har forstået det rigtigt, og som får det til at gå op i en højere enhed med forestillinger om tiden, der går bag-læns når man bevæger sig hurtigere end lysets hastighed og om kaos-teori og mandelbrotmængde, om dopplereffekt og nye forestillinger om tid og rum og jeg skal komme efter dig.

Det er som sagt en vanvittig sag, og selv om jeg kunne fristes til at mene at de har fået et par årgange af Scientific American og en enkelt af Melody Maker eller lignende galt i halsen, så må jeg sige at det er ret godt. Der er masser af vild fantasi og musikerskab. Hvor meget Einstein og Stephen Hawkins, der er i det, kan jeg til gengæld ikke rigtig gennemskue, men det gør heller ikke så meget for mig. Musikerne er, udover Fredrik Soegaard, Jan Krogh på trompet, Steffen Poulsen på altsax og computer, Frank Jensen på klaver og Lars Juul på percussion.

Den anden er crossover cd The River: Image of Time and Life med The Crossover Ensemble (dacapo DCCD9434), som ledes af Jakob Davidsen, keyboards. Det er, som det også indrømmes i covernoterne, faktisk mest af alt en jazz-udgivelse. Der er nogle detaljeret udkomponerede forløb på den og desuden en vis stili-stisk spredning - det er vel derfor den er crossover. Den er stemningsfuld og dygtigt lavet og spillet, med nogle gode blæserarrangementer, men jeg kan ikke rigtig hidse mig op over den. En jazz-anmelder vil nok kunne få mere ud af den. Musikerne er Jesper Riis, Flemming Agerskov, Cennet Jönsson, Thomas Gustafsson, Mads Hyhne, Per Gade Nils Davidsen, Anders Mogensen og så nævnte Jakob Davidsen.

Dacapo har udsendt en Jacob Gade cd (8.224090), der udover selvfølgelig Tango Jalousie, indeholder en række hidtil ikke indspillede værker af manden, der blev så umanerligt godt kendt for sit ene store hit, men hvis øvrige produktion ikke nyder nogen videre bevågenhed. Alle danske titler er selvfølgelig oversat til engelsk, mens de udenlandske får lov at stå, sådan er dansk udgivelsespolitik. Jeg kan ikke lade være med at undre mig over om de danskere der måtte være i den danske udgiverbranche ikke finder det bare en smule fjollet at skrive sådanne værktitler som Wedding at Himmelpind på deres cder. I det mindste hedder den da ikke Wedding at Heavenstick. Musikken er forøvrigt fin, han var jo en udmærket håndværker, Jacob Gade. Matthias Aeschbacher dirigerer Odense Symphony Orchestra og Bjarne Hansen spiller the violin.

Og så har operaens venner udgivet en cd med kongelig kammersanger Otte Svendsen, Det høje C, (OV 1998) i anledning af at denne har udsendt sine erindringer. En stor dansk san-ger, jeg får lyst til at læse hans bog efter at have hørt cd'en.

Endelig har Poul S. Jakobsen indspillet en cd med orgelmusik af det nærmeste man kommer Danmarks svar på Max Reger, N.O. Raasted, på plademærket Point Records (PCD 5131). Præludium og Fuga i C-dur, opus 20, samt de første 3 af i alt 6 orgelsonater. Tysk senromantik med rødder hos Bach på danske breddegrader, orgelmusik af sjælden høj karat herhjemme fra.

Årgang 72/1997-1998, nr. 08