En længe ventet udgivelse

Af
| DMT Årgang 73 (1998-1999) nr. 01 - side 30-31

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Carl Nielsen: Symfoni nr. 5. Carl Nielsen Udgaven, udgivet af Michael Fjeldsøe. Det Kongelige Bibliotek, Edition Wilhelm Hansen 1998.

Carl Nielsen: Symfoni nr. 2 (De fire Temperamenter). Carl Nielsen Udgaven, udgivet af Niels Bo Foltmann. Det Kongelige Bibliotek, Edition Wilhelm Hansen 1998.

Af Niels Muus

En sen aften i juni 1993 blev jeg ringet op af journalisten Elisabeth Saugman i anledning af den forestående premiere på Carl Nielsens Maskarade på Tiroler Landestheater i Innsbruck. Journalisten ville vide noget om nodematerialets kvalitet, men også noget om danske musikorganisationers støtte i almindelighed til dette usædvanlige initiativ (det var trods alt første gang at Danmarks såkaldte 'Nationalopera' blev produceret i den germanske kultursfære).

Mine udtalelser i dette interview, der blev bragt i Jyllandsposten, var særdeles åbenhjertige - omend meget (mildt sagt) udiplomatiske. Jeg konfererede i dagene derefter med Herbert Blomstedt og produceren Morten Winding (Decca) som begge kunne bekræfte mine egne noget desillusionerede erfaringer.

At denne avisartikel skulle være medvirkende til at igangsætte en proces, der ville føre til beslutningen om at ny-redigere og trykke (partiturer samt stemmemateriale) samtlige Nielsens værker, kunne jeg, med mit daværende kendskab til dansk musik-liv, overhovedet ikke forestille mig.

Vi skriver nu august 1998 og omsider har vi første bind 'på gaden' af den samlede udgave - benævnt Carl Nielsen Udgaven, Det Kongelige Bibliotek. Det drejer sig her om Nielsens 2. Symfoni og 5. Symfoni.

Idet jeg kommer fra den udøvende del af musiklivet er min opgave ikke her at fremture med en videnskabelig kritisk vurdering af disse udgivelser, men kun som potentiel bruger fastslå (ud fra erfaring med tilsvarende materiale), at man her står over for et enestående sobert, klart og informativt arbejde - æren tilkommer her musikforskerne Michael Fjeldsøe og Niels Bo Foltmann.

At tiden længe har været moden til en ny (kritisk) udgave af disse værker er indlysende, ikke mindst når man betragter den brede enighed der blandt danske og udenlandske forskere hersker med hensyn til fejl og retoucheringer i tidligere udgaver.

Man skal dog her - før man skånselsløst begynder at kritisere Tuxens, Telmanyils eller i andre tilfælde Henrik Knudsens arbejder - erindre at vor tids musikæstetiske præmisser i forhold til førhen helt har ændret sig. Hvor de tidligere udgaver udsprang af en tradition af 'interpreten som udgiver' (Liszt, Busoni, Paderewski), er Carl Nielsen Udgaven tilrettelagt efter nutidige kritisk-videnskabelige udgivelsers kriterier. Det er derfor efter min mening nu også tidspunktet for at anerkende Tuxens og Telmanyis banebrydende indsats for udbredelsen og forståelsen af Nielsens musik.

At Carl Nielsen Udgaven vil være fremtidens reference hersker der ingen tvivl om. Men bortset fra de åbenbare fejl i de tidligere udgaver, vil det stadig være af stor interesse for dirigenter og musikere at studere Tuxens og Telmanyis 'hjælpsomme' (og ofte i praksis meget rimelige) dynamiske korrektioner - som eksempelvis i tilfældet 5. Symfoni de med rød farve indføjede af Telmanyi s. xviii i CNU.

Skønt Nielsen selv kunne være en endog særdeles subtil instrumentator - især i afsnit af mere kammermusikalsk karakter, vil hans ofte noget bastante og monocrome 'tutti'-orkestersats, førhen såvel som i fremtiden, berede interpreter hovedpine.

De mere alvorlige retoucheringer af teksten (fx brugen af pauker i 5. Symfonis 2. sats t. 265 ff.) som for os i dag forekommer 'historiske', skal vel også tilskrives en vennekreds' forsøg på at gøre Nielsens orkestersats mere effektfuld.

Af størst interesse ved sammenligningen af Tuxen (1950) og Carl Nielsen Udgaven af den 5. Symfoni er måske problematikken omkring de faste eller løse fortegn i indledningen af 2. sats. At en hovedsats - i et af det 20. århundredes væsentligste symfoniske værker - i de to udgaver er noteret i forskellige 'tonearter', viser for mig også meget om kompleksiteten i denne vanskeligt tilgængelige - men måske Nielsens største - symfoniske kreation.

At der i dette tilfælde er tale om en delvis harmonisk dobbelttydighed skal dog ikke skjule det faktur at Nielsens brug af løse fortegn generelt udgør et praktisk problem for orkestre, der ikke er fortrolige med hans ofte særegne harmonik. (Man skal ikke glemme at hovedparten af eksisterende orkestre i verden endnu ikke (sic!) har haft et værk af Nielsen på programmet.) Med et kort og koncentreret prøveforløb er det derfor af overordentlig stor vigtighed, at orkestre vil kunne benytte et trykt, éntydigt (og indiskutabelt) materiale - måske en af de største velgerninger den nye udgave kan udrette.

Valget af de to ovennævnte symfonier som visitkort for Nielsen-udgaven kan synes dristigt, men er måske i virkeligheden et taktisk klogt og velovervejet træk. Vi har her at gøre med to af Nielsens helt centrale værker, der i artikler og afhandlinger (også af Michael Fjeldsøe) er meget detaljeret behandlet, således at der hersker bred konsensus om de nødvendige korrektioner.

Det skal være spændende at følge udgivelsesrækken, når man når til operaerne og de mere perifert placerede værker. Måske - forhåbentligvis - vil Nielsen-udgaven her kunne levere nogle overraskelser af mere kontroversiel art.

Den nødvendige stillingtagen med hensyn til oversættelser af de to operaer vil utvivlsomt - positivt eller negativt - have indflydelse på disse værkers videre skæbne. Det vil nok være urealistisk at tro på at såvel Maskarade som Saul og David nogensinde i originalsproget vil indgå i et normalt repertoire uden for det skan-dinaviske sprogområde. Her påhviler der udgiverne et stort ansvar, og givet er det, at ligegyldigt hvilken løsning man måtte vælge (jeg håber på det kreative og modige), vil det medføre kritik. Hvilket igen bringer os ind på de mere generelle perspektiver, der ligger i en så stor samlet indsats som Nielsen-udgaven er udtryk for.

Et langt lettere tilgængeligt materiale af et højt kvalitetsniveau - man kan efter de to første bind kun have de største forventninger - vil i fremtiden kunne berede en langt mindre 'tornebestrøet' vej for Nielsens musik internationalt. Benyttelsen af ny teknologi, her tænkes også på en netop udgivet cd-rom om Nielsen og hans musik, vil givetvis være et vigtigt led i denne proces.

Betydningen af at der i forbindelse med Nielsen-udgaven gives mulighed for, at en generation af unge begavede musikforskere frit kan udfolde sig, skal heller ikke undervurderes. Sidst - og mest interessant - er spørgsmålet om denne ny-udgave vil rykke ved vores opfattelse af Carl Nielsen og hans musik. Måske - måske ikke. Jeg tror det.

Niels Muus (f. 1958) er dirigent og kapelmester ved Tiroler Landestheater i Innsbruck. Her har han bl.a. dirigeret Nielsens 'Maskarade' og Langgaards 'Antikrist'. Muus underviser som gæsteprofessor ved operaakademierne i Göteborg, Mozarteum i Salzburg og på konservatoriet i Bolzano, Italien.

Årgang 73/1998-1999, nr. 01