Grove generaliseringer

Af
| DMT Årgang 73 (1998-1999) nr. 01 - side 36-36

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Under oprydning i tidsskrifter stødte jeg på DMT nr. 4 1997/98, der indeholder et interview med kom-ponisten Bernhard Lewkovitch, og ser, at jeg flere steder har tegnet store spørgsmålstegn i marginen. Ved gen-læsning af de relevante afsnit undrer det mig også at flere af Lewkovitch' udtalelser fik lov at stå uimodsagt. Derfor føler jeg mig tilskyndet til at fremkomme med nedenstående bemærkninger i det håb dermed at sætte visse ting ind i deres rette proportioner.

Den første af Lewkovitch' udtalelser jeg hæftede mig ved, er følgende:

»Tag fx messeformen eller de almindelige velkendte motetformer og hymner. Det er stort set altid de samme tekster. Tag en tekst som fx Ave Maria, Hil dig Maria, en af de mest benyttede i musiklitteraturen. Det er så naturligt for mig at bruge dette materiale. I dette land - indtil min ringhed kom frem på den musikalske arena - kendte man ikke til disse former.«

Udtalelsen må siges at være musikhistorisk temmelig ukorrekt. Messe-, motet, og hymneformer såvel som diverse Maria-musik (som også antydet af Anders Beyer i interviewet) var naturligvis kendt i Danmark fra koncertlivet, især korkoncertlivet repræsenteret fx ved Cæciliaforeningen i sidste halvdel af 1800-tallet eller Mogens Wöldikes indsats fra 1920-erne og frem, og danske komponister har skrevet latinsksproget kirkemusik længe før Lewkovitch, fx Mogens Pedersøn, Buxtehude, Gade, Carl Nielsen og Svend Erik Tarp. Også nogle af Leif Kaysers kompositioner inden for nævnte genrer er fra før Lewkovitch' tid.

Den anden udtalelse, jeg hæftede mig ved, er følgende:

»Den fornyelse der er tale om i folkekirken, ja, jeg tør næsten ikke sige det, men det er blevet mig fortalt, den kommer fra min ringheds side.«

Man forstår godt, at Lewkovitch næsten ikke tør citere udsagnet, for det repræsenterer en temmelig for-tegnet form for samtidsmusikhistorie. Hvis man tager et overblik over sidste halvdel af det 20. årh., så har et stort antal danske komponister bidraget - hver på sin måde med meget eller lidt - til den kirkemusikalske fornyelse. Det gælder Bernhard Christensen, Bjørn Hjelmborg, Vagn Holmboe, Knud Høgenhaven, Leif Kayser, Otto Mortensen, Einar Trærup Sark, Leif Thybo og mange andre.

Den tredie udtalelse, jeg standsede op ved, var følgende:

»Og de før omtalte kirkelige værker, koraler osv. [af Lewkovitch] bruger man flittigt rundt omkring. Og det paradoksale er, at man gør det ikke i de romersk-katolske kirker.«

Det virker som en mærkelig overdrivelse at tale om noget »paradoksalt« i den forbindelse. For det første er det næppe sådan, at Lewkovitch' musik aldrig bruges i den katol-ske kirke. (Under pavebesøget i Dan-mark i 1989 blev der i hvert fald under den store friluftsmesse i Høsterkøb i Nordsjælland sunget Lewkovitch.) For det andet må det jo tages i betragtning, at den katolske kirke ikke har organist- og kirkesangerstillinger på linie med folkekirkens, men må klare sig med frivillig og ulønnet, eller symbolsk aflønnet, arbejdskraft, hvorfor der mange steder simpelthen mangler tilstrækkeligt med kvalificerede medvirkende til mere krævende opførelser. En rolle spiller det nok også, at det blandt katolikker er en almindelig reaktion på Lewkovitch' musik, at den bliver opfattet som næs-ten altid melankolsk-passionsagtig i sit udtryk, og at dens anvendelsesmuligheder derfor anses for begrænsede.

Om den katolske kirke, hvis den ønskede det, ville have råd til at oprette organist- og kirkesangerstillinger svarende til folkekirkens, er vanskeligt at udtale sig om. Men det seneste offentliggjorte regnskab for den katolske kirke i Danmark viste underskud, og sikkert er det, at et kirkesamfund, hvis drift beror på midler indsamlet blandt dets medlemmer, og hvis præster oftest må klare sig for yderst beskedne lønninger, er fundamentalt anderledes stillet end en kirke, der opretholdes af en statsligt opkrævet kirkeskat. Den katolske kirke i Danmark har desuden traditionelt været meget afhængig af tilskud fra udenlandske indsamlinger, specielt fra Tyskland, og disse tilskud er endda vigende, da de tyske indsamlinger efter genforeningen har fået et større område at tilgodese. Fremdeles synes det følgelig at være katolsk praksis, at arbejdet som kirkemusiker er frivilligt og kaldsbetonet og principielt ulønnet med de problemer, som det nu engang kan give.

Alligevel forekommer det urimeligt at betegne det kirkemusikalske niveau i den katolske kirke som »næsten kriminelt lavt«, sådan som Bernhard Lewkovitch gjorde det i en radioudsendelse for nylig, hvor han også sagde, at man i den katolske kirke »ikke rigtig har nogen repræsentant for smag«. Det er nemlig ikke muligt at generalisere så groft. Adskillige steder, mest ved kirker i større byer, gøres der et udmærket arbejde med sans for både den gregorianske og vokalpolyfone tradition og for smagfuld fornyelse i denne traditions ånd. Det gælder eksempelvis den katolske Vor Frue Kirke i Århus og Jesu Hjerte Kirke i København.

Endelig kan det nævnes, at trods den danske katolske kirkes lidenhed og mangel på kirkemusikalsk arbejdskraft har der i de seneste 30-40 år været en stor kompositorisk produktivitet inden for kirken. For da Det Andet Vatikankoncil i 1960'erne tillod, at messen foruden på latin også kunne fejres på modersmålet, opstod fra den ene dag til den anden et kæmpemæssigt, udækket behov for nye melodier til den liturgiske menighedssang. Først og fremmest til de til dansk oversatte ordinariumsled (Kyrie, Gloria, Credo etc.), men også til diverse hymner, bønner, korsvar m.v. Et stort arbejde resulterende i ofte gregoriansk prægede og slidstærke melodier, der i mange tilfælde har fået deres faste plads i kirkens repertoire, er her udført af Leif Kayser, Knud-Erik Kengen, Peter Møller, Erling Rasmussen m.fl. (Også danske salmer synges i et vist omfang i den katolske kirke.)

Et helt kapitel for sig er spørgsmålet om orgelakkompagnement til gregoriansk sang. Ca. halvdelen af de messer, der holdes, er nemlig stadig latinske, hvilket dog egentlig er en vildledende betegnelse, for nu til dags forstås ved 'latinsk messe' en messe, der faktisk overvejende er på dansk (tekstlæsninger, prædiken, bønner m.m.), men inden for hvilken man synger de gregorianske ordinariumsled m.m. og dermed bruger disse gregorianske melodiers latinske tekster. For så vidt de gregorianske melodier fungerer som fællessang (og ikke kun solistisk eller korisk), er der behov for at kunne ledsage denne på orgel. Det er et noget vanskeligt, ligesom ømtåleligt spørgsmål, da den gregorianske sang jo oprindeligt - nogle vil sige pr. definition - er énstemmig. Der er varierende praksis og opfattelser på området, men et omfattende, tildels modernistisk farvet bidrag har blandt andet Knud-Erik Kengen stået for.

Niels la Cour

Årgang 73/1998-1999, nr. 01