Nye bøger

Af
| DMT Årgang 73 (1998-1999) nr. 01 - side 22-24

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Karl Aage Rasmussen: Kan man høre tiden. Essays om musik og mennesker. Gyldendal 1998. 241 sider, kr. 275,00. ISBN 87-00-33296-8.

Karl Aage Rasmussen er en flittig og alsidig mand. Mange steder møder man hans navn i det danske musiklandskab: Som komponist og dirigent, som underviser og organisator, og som skribent. Gennem snart mange år har han slået sine veloplagte verbale folder i diverse aviser og tidsskrifter, heriblandt Dansk Musik Tidsskrift.

Flere af artiklerne fra DMT genfindes i nærværende samling fra Gyldendals forlag. Nogle af dem er omskrevet, nogle direkte aftrykt, såsom minde-essayet om John Cage (oprindelig trykt i DMT nr. 3, 1992/93).

Bogens titel Kan man høre tiden er hentet fra et essay, der også i sin tid blev trykt i dette tidsskrift (nr. 6, 1988/89). En omskrevet version af dette essay åbner bogen, og det er naturligvis særdeles velvalgt, da reflektioner over den musikalske tids natur er et tilbagevendende tema hos både komponisten og skribenten Karl Aage Rasmussen.

Lad det være sagt med det samme: Det er en ren fornøjelse at læse Rasmussens reflektioner. Det gælder hvad enten han udgrunder modernismens væsen og uvæsen, meningen med musikanmeldere eller særegne karakteristika ved kendte komponister. Det sidste optager bogens fyldigste del. I 19 elegante frihåndstegninger får Rasmussen sat fingeren på personligt oplevede, men plausibelt beskrevne værdier hos komponister fra Bach til Castiglioni.

Genstandes konturer afhænger ofte af den vinkel hvorunder de bely-ses, og Rasmussen drejer undersøgende lyskilden om på en anden side af busterne i denne musikalske Hall of Fame. Herved træder tidsproblematikken ofte frem igen, ligesom vurderingen af Schönberg over for Stravinsky vender op og ned på den ellers så udbredte, af Adorno udstukne, opfattelse.

Når Rasmussen ryster raflebægeret ruller terningerne ud og lægger sig på en anden måde: Han godtgør de konservative træk hos Schönberg og de postmoderne hos Stravinsky. Man synes at kende flere af Rasmussens reflektioner, som han har ventileret dem gennem årene, men det har kun betydning i en faglig kreds: Bogen henvender sig til et bredt kunstinteresseret publikum, hvorfor tanker om genkendelighed i artiklerne og holdningerne er et insiderproblem.

En del begreber og opfattelser får sig en rystetur. Der puffes til musikalske demarkationslinier som den mellem 'rytmisk' og 'klassisk', og der puffes til det gængse modernismebegreb, hvor de sande fornyere af musikken i vort århundrede - ifølge Rasmussen - måske er folk som Satie, Cage og Stravinsky, snarere end serialisterne og ridderne af Den Aldrig Før Hørte Klang. Rasmussens tanker flyder let og ubesværet fra en gavmild kilde, rig på viden, indsigt og ægte kærlighed til musikken, og tager form i et veloplagt sprog, der er fyldt med underfundige vendinger.

Med jævne mellemrum forundres man over snurrige formuleringer, der får én til at standse op og fundere - omtrent på samme måde som en zen-buddhistiske koan, hvis funktion er at ryste eleven (læseren) ud af almindelig vanetænkning og gå hinsides verbale barrierer. Udgivelsen af nærværende bog er da også blevet genstand for megen mediebevågenhed. Udgivelsen har sikkert også fået mere omtale end nogen uropførelse af et musikværk af Karl Aage Rasmussen. Om det skyldes graden af tilgængelighed i det skrevne over for det komponerede, eller om det er udtryk for et endnu mere udpræget nemme for at skrive sætninger end at skrive noder, skal jeg ikke kunne sige. Men tankevækkende er det da.

Tankevækkende er også de få men'er ved denne oplivende bog. Hvorfor har redaktøren Sven Holm helt forsaget alle essays om dansk musik? Desuden kunne artiklen om Crumbs musik eller den imaginære samtale med Feldman (begge tidligere trykt i DMT) med fordel have været medtaget. Og hvorfor må læseren ikke få at vide nøjagtig hvor de enkelte essays tidligere har været bragt? Så forandrede er de ikke alle sammen, jfr. eksemplet med Cage. Det nævnes kun, at en del har været trykt i en tidligere version i DMT, Weekendavisen, Nutida Musik og Politiken.

Når det nu ikke kunne være anderledes, så skal disse småting ikke ødelægge indtrykket af en i høj grad læsværdig bog, der med stort udbytte vil kunne studeres af mange med også blot en almindelig interesse for musik.

Niels Møller: Sangskolen. Københavns Kommunes Sangskole - Sankt Annæ Gymnasium 1929-1989. Udgivet af Selskabet Københavns Drengekors Venner, Englerupvej 57, 4060 Kirke Såby. 1998. 280 sider, indbundet, rigt illustreret. Kr. 395,00. ISBN 87-986905-0-7.

Man glædes spontant ved at få denne smukke bog i hånden. Smukt indbundet, en udpræget æstetisk forside, lækkert papir og tonede fotos reproduceret i fornem kvalitet. Derpå undres man en smule. Hvorfor udkommer en bog om Sangskolen i perioden 1929-1989 i året 1998? Hvorfor ikke vente til 1999, til 70 års jubilæet?

Svaret får man reelt kun i pressemeddelelsen: Beskedenhed forbyder forfatteren, dirigenten og underviseren Niels Møller selv at fortælle, at bogen (gen)udsendes i anledning af hans 80 års fødselsdag. Ja, det er jo en oplagt anledning at hylde denne navnkundige fødselar ved at udgive det jubliæumsskrift, han forfattede til Sangskolens 60 års jubilæum, i en flot udstyret udgave henvendt til et større publikum.

Selv havde Niels Møller, ifølge forordet, sine betænkeligheder ved genudgivelsen, for ville den virkelig kunne interessere et bredere publikum? Det er da også korrekt, at en del af bogen er temmelig indforstået, da målet har været at dokumentere institutionens historie, både kunstnerisk, administrativt og rent fysisk. Men da bogen falder i klare afsnit kan man jo bare gå let hen over passager om fx personale- og indretningsforhold. Der er nok at tage fat på endda.

Niels Møller har valgt at gå let hen over skolens første tid og i stedet gå i dybden med den periode, der starter med Poul Nielsens rektoransættelse og projekteringen af den nye skole ved Sjælør Boulevard, dvs. fra 1968 og frem. Skolens første tid er i forvejen udførligt beskrevet i Søren Sørensens bog fra 1974, Københavns Drengekor gennem 50 år.

Historien om Københavns Drengekor er samtidig historien om meget væsentlige sider af dansk musikliv i vort århundrede, hvilket giver store dele af fremstillingen bred relevans. Niels Møllers omhyggelige og levende skildring er langt overvejende bygget på personlige oplevelser. Men han for-mår alligevel at holde sin egen person på afstand af beretningen, også når han skriver om fx sin egen afskedskoncert. Og som den korrekte og omhyggelige person han er, har han valgt ikke at lade teksten sovse ind i anekdoter, men har i stedet anbragt 49 af disse i et appendiks.

For personer med tilknytning til institutionen må det være en guldgrube af både sjove og interessante informationer. For udenforstående er det værdifuldt kildemateriale, der er gjort yderligere anvendeligt gennem gode registre og en omfattende personalefortegnelse.

Tidligere har Niels Møller i Dansk Kirkesangs Årsskrift 1997 skrevet om forbindelserne mellem Københavns Drengekor og Dansk Kirkesang (omtalt i Dansk Musik Tidsskrift nr. 6, 97-98).

Susanna Eken: Den menneskelige stemme. Psyke, soma, funktion, formidling. Hans Reitzels Forlag 1998. 115 sider, kr.148,00. ISBN 87-412-2933-9.

Dette er en bog, der udpræget henvender sig til folk med interesse i professionel stemmebrug - sangere, foredragsholdere, undervisere o.lign. Men især stemmepædagoger. Udgangspunktet for Susanna Ekens bog er spændende: Hvilken sammenhæng er der mellem krop og psyke? Hvordan påvirkes stemmen af sindstilstanden? Dén sammenhæng har mange sangere og sangpædagoger længe fornemmet. Men kan denne fornemmelse konkretiseres?

Et af de seneste dansksprogede bidrag er Karen Juul-Olsens artikel Stemmen som udtryk for personligheden i Festskrift til Finn Mathiassen (omtalt i Dansk Musik Tidsskrift nr. 7, 1997-98), hvor forfatteren gjorde sig nogle overordnede betragtninger om emnet. Denne artikel figurerer ikke på Susanna Ekens litteraturliste - den er for ny - men det gør til gengæld Anne Rosing-Schows artikel Psyke, soma, stemme (i Dansk Musik Tidsskrift nr. 5, 1988-89). Hér undersøger forfatteren sammenhængen mellem funktionsforstyrrelser i stemmen og psykiske lidelser, hvilket mig bekendt ikke var nogen udbredt tanke på det tidspunkt.

Når man læser Susanna Ekens bog kan man godt genfinde elementer fra Rosing-Schows artikel, men Eken kombinerer de psykologiske forsvarsmekanismer med en indgående viden om stemmefysiologien, og lader dette indgå i forslag til en pædagogisk praksis.

Med baggrund i en mangeårig beskæftigelse med området beskriver Eken grundfunktioner i klassisk sang, analysemetoder til fejlfinding og metoder til nænsom rehabilitering. Det er altså det rent tekniske, der optager hende, ikke den kunstneriske fortolkning. Denne må betragtes som en overbygning på det sunde, tekniske fundament, der er Ekens primære mål.

Sit beskedne omfang til trods når bogen at få meget med, for Eken går koncentreret til værks. Uden omsvøb går hun direkte til de tekniske redegørelser for kropsholdning, åndedrætstyper, muskelspændinger, strubetyper m.m. Det gør læsningen af bogen relativt krævende, men også meget udbytterig.

Der skal da nok være nogen, der finder koblingen mellem adfærd og psyke kunstig og fortænkt. Men der vil med garanti også være en del, der fra egen pædagogisk praksis kan nikke genkendende til mange af Ekens eksempler. Det gælder ikke mindst bogens sidste kapitel om Pædagogisk formidling. Eken giver i dette afsnit klargørende beskrivelser af de forskellige faser i et flerårigt sangpædagogisk forløb. Faser, der kan minde meget om faserne i en åndelig erkendelsesprocess, og som rummer ikke så få muligheder for skibbrud undervejs. Hvilket ikke mindst kan skyldes pædagogen, hvis denne ikke er helt bevidst om sin egen rolle, og om de ubevidste processer han eller hun kan tilføre undervisningen.

Det kan være en projektion af egne, uforløste ambitioner over på eleven. Eller at pædagogen lader sig friste til at agere fader- eller moderskikkelse. Det er godt set og godt beskrevet. Heldigvis også uden sekte-risk bedrevidenhed eller holistisk føleri, der skæmmede søskendeparret Byriels bog Se mig! - Hør mig! fra 1995. For mig at se bør denne bog blive et referenceværk og pensum for alle tale- og sangpædagoger.

Kongelig kammersanger Otte Svendsen: Det høje C. Erindringer fra et sanger- og fabrikantliv fortalt til og redigeret af J. Krisand. Operaens Venner 1998. 127 sider, rigt illustreret. Kr. 198,00 for bog med cd. ISBN 87-88429-17-2.

Jo, fornavnet er rigtigt stavet! Otte August Svendsen, født d. 8. august 1918, skriver i starten af erindringsbogen, at denne opfindsomme navngivning formodentlig har gjort ham mere kendt end de sanglige præstationer.

Hvis man ikke kender den danske tenor Otte Svendsen (hvilket jeg med skam at melde ikke gjorde), er der en glimrende lejlighed hér. Foreningen Operaens Venner har valgt at markere sangerens 80 års dag med både en erindringsbog og en cd med optagelser fra perioden 1943-1958 (kort omtalt i cd-sektionen i foregående nr. af dette tidsskrift).

At dømme efter de 20 numre på cd'en har Otte Svendsen besiddet en særdeles god og høj tenorstemme. Der er masser af klangfuldt tenor-smæld, men også en overraskende lyrisk og lys lethed, specielt på optagelsen af Nadirs arie fra Perlefiskerne.

At han har været en god og efterspurgt tenor vidner bogen i rigt mål om. Otte Svendsen sætter ikke just sit lys under en skæppe, hvilket egentlig er befriende i dette lille land, hvor selvværd er en næsten lyssky størrelse. Ind i mellem kan det dog blive lige meget nok af det gode. Hvis han har været så højt skattet, hvorfor er mindet om hans præstationer ikke i højere grad i live?

Otte Svendsen giver selv en mulig forklaring. På Det Kongelige Teater blev han, ifølge eget udsagn, klemt i et traditionsskift. Tidligt i karrieren fik han kun få roller på nationalscenen, da man dengang besatte rollerne efter anciennitet, hvilket gjorde det svært at være ungt talent. Da han var blevet ældre var vinden vendt. Nu tog man større hensyn til de unge talenter, og Otte Svendsen blev atter skubbet lidt tilbage.

I stedet søgte han - og fik - enga-gementer i udlandet, omend Det Kgl. Teaters daværende orlovspolitik begrænsede mulighederne. På den måde ligner hans skæbne flere nutidige sangeres: Der synes ikke at være brug for dem på Det Kongelige Teater. Men i udlandet er der andre og bedre muligheder. Karrieren på Teatret sluttede efter 30 år i 1975, hvorefter han har haft enkelte mindre roller, senest som den gamle kejser i Turandot.

Bogen om Otte Svendsen er let læst. Hér er ikke sparet på anekdoterne, og det kan være ganske underholdende. Det har da været et farverigt liv at være både operasanger og ejer af en stor tricotage-fabrik i Aalborg. Men der et par ting, der skurrer. På den ene side har personen Otte Svendsen gerne villet tillægge sig overklasse-vaner, med jagter, store biler og overvejelser om at købe et gods. Og på den anden side beskriver han uden at blinke en adfærd, der ikke rigtigt harmonerer hermed. Han er af og til grov i munden, nærtagende, selvbevidst og en beregnende forretningsmand. Desuden falder han for fristelsen til namedropping, samtidig med at han i flere tilfælde rakker ned på navngivne personer. Det er muligt, at det ikke er det billede, Otte Svendsen har ønsket at give af sig selv. Men det er altså det, der fremtræder på bogens sider.

Det kan man så sympatisere med eller lade være. I alle tilfælde er der tale om en temperamentsfuld og bestemt ikke uinteressant personlighed. Med en stor og flot stemme, da den var på sit højeste. I øvrigt er det imponerende, at Operaens Venner har kunnet producere denne flotte bog på glittet papir med mange illustrationer og sælge den sammen med en cd for kr. 198.

Erik A. Nielsen: Solens fødsel. Seks tekster om kristendommens hemmeligheder. Forlaget ANIS 1998. 256 sider, illustreret. Kr. 249,00. ISBN 87-7457-211-3.

Til slut en bog i periferien af dette blads emneområde. Egentlig er det en samling teologiske artikler, skrevet af dr. phil. Erik A. Nielsen, docent ved Institut for Nordisk Filologi, Københavns Universitet. Erik A. Nielsens ambition med denne bog er at give den religiøse oplevelse en plads i moderne teologi og sprog. Det forsøger han gennem tolkninger af Matthias Grünewalds Isenheimer-alter, af Johannes Ewalds person og værk, og af Mozarts Tryllefløjten.

Det er sidstnævnte, der retfærdiggør en kort omtale hér, for Erik A. Nielsens tolkninger af Mozarts opera er omfattende og meget inspirerende. Blandt mange ting skal blot nævnes, at forfatteren argumenterer stærkt imod den så almindelige opfattelse, at Tryllefløjten ikke er et helstøbt værk, men at det brækker over i to dele.

Tværtimod, siger han. Handlingsforløbet er logisk betinget af operaens egentlige ærinde, at fortælle en indvielseshandling med frimurersymboler og kristent fundament. Artiklen om Isenheimeralteret kan desuden have interesse, hvis man kender og værdsætter Hindemiths opera Mathis der Maler.

Årgang 73/1998-1999, nr. 01